I konflikt-zonen

Jeg har ævlet rundt her på på bloggen og med god grund for flere emner kom på godt og ondt tæt for på mig som person. Et af de steder er mit job.  Og der har jeg nok været lidt paranoid. Har, når jeg har spurgt mig for undervejs i blogland, fået de skæggeste svar på hvad folk forestiller sig at jeg laver. Lagermedarbejder, møbelproduktion, butiksansat i IKEA eller tilsvarende stort, kantinemedarbejder, park/gartnerimedarbejder og gadefejer.

For hvor i alverden placerer man en PTSD´er med angst for fremmede og uforudsete situationer. En person med kendte problemstillinger i retning af overreaktioner og voldsomheder når det handler om respons på helt almindelige stimuli.

Det er forkert det hele for virkeligheden overgår i nogen grad fantasien her.

For sagen er at jeg har med mennesker at gøre – det meste af dagen. Jeg navigerer rundt i et arbejdsliv der osse er fuld af konflikter som skal løses på stilfærdigste vis – og gerne uden at slå nogen i hovedet med et kosteskaft.

Jeg er nemlig ansat i et af de firmaer der opererer i det private udbud i hjemmeplejen i og omkring København. Jeg gør slet og ret rent. Hver eneste dag går jeg ind ad døre hos folk der kan være senile, alvorligt syge, psykisk syge (næsten som jeg selv), ældre og svage. Jeg besøger osse mennesker der bare har en hektisk hverdag og har valgt at betale andre for at gøre det beskidte arbejde i velhaverslummen på nordkysten. Og tænker om det – ja, hellere mig end en underbetalt thailandsk aupair der bor i kælderen. Hellere mig end en rumænsk rengøringsmafia der slet og ret stjæler med arme og ben. Vi er da i det mindste i ordnede forhold (eller noget der ca ligner) hos os.

Den private del af arbejdet er ikke så interessant bortset fra at min chef ser mig som hundedomptøren og den de kan sende ind i hjem med hunde med stærk personlighed. Eller hjem hvor hun skønner at det vil være passende med en type som mig. Hun går ret meget op i at matche den rette medarbejder med det rette hjem. Forleden ringede hun mig op…

– jeg vil du skal tage en ny fast privat
– ja… ?
– de har en hund, der fylder meget… og sviner
– ja… ?
– de er supersøde
– ja… ?
– de har osse andre dyr.. men de er supersøde
– ja… ?
– altså fisk… og en  gekko – tror jeg… men de er supersøde.. det er lige noget for dig
– ja… jeg skal nok ta dem hvis du kan få det flettet ind i mit skema…
– de er så søde…. de har osse andre dyr… hej hej, ven.

Røret på.

Jeg sad lidt og kiggede på telefonen og besluttede mig for at “andre dyr” formentlig handlede om slanger og/eller edderkopper og de obligatoriske foderdyr (biller og mus). Og en hund, altså. Og formodentlig en leguan, da ingen jeg kender gider holde gekkoer. Ikke noget der skræmmer mig bare krybet holder sig i deres til formålet indrettede terrarier og kasser.

Den private del er ikke særlig interessant i forhold til den kommunale. De betaler for en ydelse og forventer at den bliver ydet på rette måde, rette sted og i rette kvalitet. Punktum. Og de betaler dyrt for den service. Der skal jo afregnes skatter og afgifter i det firma, ikk?

Den kommunale del er derimod et liv fuld af udfordringer. Ikke bare for mig men osse for mine kolleger der møder ind hver dag uden mine lidt sære problemstillinger. Min kæreste og mine nære venner har flere gange udtrykt at de slet ikke fatter at jeg kan det der. Det er som humlebien der ikke burde kunne flyve (jo den burde hvis den der entomolog ellers havde talt rigtigt mht antal vinger), men gør det alligevel.

Til gengæld er opgaverne dybt varierede og udover den “sædvanlige procedure” kan jeg blive mødt med spørgsmål om alt muligt:
– har fået en ipad af min søn – hvordan får jeg den på nettet?
– kan du finde ud af det der skyyybe?
– lyset i mit køleskab er gået kan du kigge på det?
– mit vækkeur ringer ikke mere – kan du se hvorfor?
– åhhh jeg vil så gerne have lys på mit juletræ på terrassen…. ku du?
– hvorfor virker min radio ikke?
–  tdc har ændret i min kanalpakke og nu kan jeg ikke finde eurosport…
– min vandhane drypper..
– der er en edderkop under min seng..

Jeg har slukket en komfurbrand der var blevet højere end mig selv (og hensatte mig i en lettere sodet og ildelugtende udgave resten af dagen), jeg har sat utallige NemId´er op, jeg har afmonteret adskillige brandfarlige elinstallationer, bekæmpet myrer der havde indtaget en hel bogreol og ændret den til myrebo, og jeg har alt alt for mange gange måttet sætte mig og bare lytte på historier om alt fra kræftsygdom og “nu stopper de behandlingen”, min søn er blevet dræbt i et færdselsuheld, jeg er ensom og du er den eneste jeg ser. Har holdt i flere hænder end jeg kan huske, har modtaget ganske mange opringninger fra min chef om at mennesker jeg er kommet fast hos i flere år bare ikke er mere. Har bekæmpet et par tricktyve med et kosteskaft og en lokumsbørste, og har flere gange måttet låse mig ind i hjem hvor jeg ikke vidste hvad der ventede mig når en fast kunde mod sædvane ikke selv kunne åbne døren. Har fået testet mine evner i førstehjælp på flere måder, og har osse stiftet bekendtskab med den psykiske førstehjælp når tingene er sket lige nu og her for en borger – eller at beskeden fra lægen var for tung til at dele på med “børnene”.

Der er på godt dansk bare ikke to dage der er ens. Oftest er det positivt men konflikterne lurer hele tiden lige om hjørnet.
– nej du må ikke ryge i dit eget hjem når det er min arbejdsplads
– jeg går ikke op af den trappe (eller ned) før trinnene bliver ryddet for blade og bøger
– nej jeg må ikke rykke din sofa ud
– jeg vasker ikke gulv med gulvklud, gulvskrubbe og brun sæbe.
– nej, jeg skal ikke ordne din ovn…
– nej du skal ikke gå og gramse ud efter mig Hr. Hansen.

Det er en daglig balancegang mellem de lidt sære opgaver som nævnt ovenfor forekommer og er engangs-foreteelser og så de daglige udfordringer af hvad der oftest handler om mit arbejdsmiljø og ind i mellem en direkte konflikt med hvad kommunen synes den “vil betale min timeløn for”. Og de er ganske restriktive skulle jeg hilse at sige. Der skal gøres det og det og det og det. Ikke mere – ikke mindre,  men dét.

Problemet er desværre bare at hjem er forskellige, borgere er forskellige og vi som medarbejdere er forskellige. Hvad den ene skønner er inden for reglerne skønner den næste er udenfor og så har vi balladen. Konfliktpotentialet er enormt, det er altid tilstede og kan vente i næste minut. Dagligt. Hver dag. Ugen ud – året rundt. Ind i mellem bliver konflikterne fysiske og selvom man er gammel og dybt senil kan man sagtens slå eller sparke hårdt, skulle jeg hilse at sige. Mange gange tror jeg det handler om frustreret magt – at når man ikke har magt over sig selv og sit liv – så kan man altid prøve at få magt over sådan en som mig.

En ældre kollega sagde for mange år siden (da jeg arbejdede som vikar i hjemmeplejen under min studietid) til mig at jeg skulle se på dem som gamle hanløver. De skulle bare lige teste at de stadig kunne brøle og at det var sødt i det mindste at lade som om man blev en lille smule bange. Men ikke for bange, forstås.

Så I derude i blogland – når I tænker.. hvad er der med hende der overleveren og sygemelding og om hun kan passe sit arbejde – så er der altså forbandet gode grunde  til at de kloge koner overvejer det. Netop fordi de ved at jeg arbejder i et konfliktfyldt miljø og når de så hører at angsten er tilbage, at tankerne er sorte og at jeg rent fysisk gennemfører sidste halvdel af en arbejdsdag med svimmelhed, tunnelsyn og stigende aggression – så ved de at den er gal og at jeg ved at have fået nok. Der skal måske ikke så meget til for mig som for andre, men har gode stærke kolleger der osse pludselig måtte hive i nødbremsen og blev sendt hjem af lægen inden de havnede på et psykiatrisk modtageafsnit med et roterende vanvidshjul af tanker i hovedet.

Hvis jeg bare tuttede rundt på en lille truck og flyttede på kasser på et lager ville det nok ikke være så farligt, men jeg er blandt mennesker hele tiden og skal hele tiden være “på” og overskudsagtig. Osse når jeg ikke er det.

Problemet er så bare – at jeg er forbandet dygtig til det jeg gør. Er forbandet god til at skifte ham alt efter hvilke hjem jeg står i og giver langt de fleste dagens/ugens eller månedens mest positive oplevelse fordi jeg kan lytte mere end tale. Fordi jeg kan være hamrende skæg, flabet, klovnende og fuld af liv. Kan vise empati og forståelse. Og stadig få tingene gjort efter den på forhånd specificerede standard. Da jeg blev ansat af min nuværende chef lyttede hun til min historie og blev glad for at høre om min faglige/akademiske baggrund. Hun lagde hovedet lidt på skrå og sagde:
– sådan en som dig mangler vi på hylden… så velkommen til. 

Overfor visse er det nemlig en stor fordel at komme med en stil og en baggrund med lige dele finkultur og videnskab. At kunne kommentere rimelig intelligent på den den sidste nye artikel i weekendavisen eller lederen i politiken om regeringens sidste nye meriter. At være en kvik samtalepartner for en ældre der har alt for få tilbage. Det sociale element fylder rigtig meget og min chef sætter pris på at have  forskellige medarbejdertyper på sin hylde så hun kan matche os med næsten hvad som helst. At der altid er en der passer bedst og så møver vi lidt i skemaerne for at få det hele til at passe.

Jeg kunne sikkert lave meget andet, men langt hen af vejen passer dette arbejde mig ganske godt. Der er klare arbejdstider og aldrig noget overarbejde. Når jeg har fri har jeg fri og når jeg er på er jeg på.

Jeg er bare ikke så meget på mere. Det ved psykologen – lægen får det at vide… og jeg ved det og mærker det hver eneste dag.

Reklamer

20 comments on “I konflikt-zonen

  1. Dybt interessant!
    Tak for en supergod beskrivelse af de forhold, du lever under i dit arbejdsliv og hvad der skal til for at tackle din egen hverdag. Der er mange ting, der falder på plads. Selv om jeg jo vidste en smule om det i forvejen, så gav du en god forklaring på sammenhængen i det hele.

    • Tak…

      Ja noget af det har vi jo snakket om når vi har mødtes, men nok ikke lige det hele. At skrive om det er jo en sær balancegang mellem hvad jeg kan og vil fortælle, men hvad der er nok til at give et noget fuldere billede af situationen.

      Det er en spøjs hverdag og bestemt ikke uinteressant selvom det er verdens værste lav-status job. Men et job der osse bare skal gøres. Og det må gerne gøres af nogen med en vis moralsk/etisk habitus.

  2. Tak for guidet tur gennem en helt almindelig dag 🙂 Ligesom Ellen er jeg glad for din beskrivelse, for den giver et rigtig godt billede af noget, som man slet ikke forestiller sig. At du også skriver så godt, at man næsten er der selv, er helt klart bonus for os, der læser med.

    • Velbekomme.
      Det var da planen at få givet et nogenlunde fornuftigt billede af hvad det er, der er med til at slide mig i stykker i øjeblikket. Og du har ret – indholdet og variationen kommer nok bag på mange..

  3. Det er en rigtig god beskrivelse af din arbejds hverdag..
    Hund, fisk og en gekko..og andre dyr, men de er super søde. Hmmm.. hvilke andre dyr..?? 🙂

    • Tror nu at det er de tobenede der er “supersøde”… og hunden.. resten ved jeg endnu ikke noget om. Men tror det er et hjem med “mange ben”… 🙂

  4. Mange tak for en fantastisk beskrivelse af dig i din hverdag. Pudsigt nok, har jeg altid forestillet mig, at du var kirkegårdsgartner. I starten, jeg læste med hos dig, troede jeg tillige, at du boede i Sverige 🙂 Jeg ved ikke, hvor det kom fra.

    Dit job kræver sørme meget overskud, når du skal ud og være “på” hos så mange forskellige mennesker på bare en dag.

    • Det er jo den verden du beskæftiger dig med – kirker og kirkegårde, ikk? Vores referencerammer påvirker jo ofte vores vurderinger så det kan jeg godt forstå at du troede. Og med hensyn til Sverige så har jeg da et godt bud… da jeg startede med at blogge boede jeg i “huset ved skoven”… mon ikke du har fået det mixet lidt med Inges “huset i skoven” og tænkt at det nok var to sider af ca samme sag.

      Det kræver pt et overskud jeg slet ikke er i besiddelse af… og robotten får lov til at køre og det slider faktisk kun en lille smule mindre end når jeg “styrer”…

  5. Det er jo det, der er så overraskende og fantastisk med dig, at du kan håndtere et job, der kræver så stor menneskelig fleksibilitet, og hvor du både skal være pedel, sjælesørger, it-supporter og så forresten gøre rent. Bare forfærdelig trist, at du ikke rigtigt kan holde til det pt. Jeg håber virkelig, at de kloge damer kan få ‘styr på’ dig igen.

    Og så vil jeg iøvrigt gerne vide, om det var en leguan eller en gekko?? 😉

    • Ved ikke om det er vildt fantastisk, men tror det vil komme bag på de fleste, at det faktisk er det jeg bruger min dag på. Men det er krævende på så mange fronter at det kan være for meget for mig i perioder.

      Jeg håber de får styr på mig. Ved fælles hjælp.

      Jeg gætter stadig på leguan… er klogere om et par uger…

  6. Fantastisk jobbeskrivelse! Det er sandelig ikke alle og enhver der kan leve op til den type arbejdsindhold.
    Hvis man gik efter vigtigheden af jobs, burde rengøring være meget godt betalt. Ofte kan man bedre undvære chefen et par dage ed rengøringen.

    • Tak.
      Nej, det er det nok ikke – men det er nok heller ikke ret mange der “gider” lave det og som kan selvværdsmæssigt holde til at være i et job helt uden status.

      Den kender vi godt og vi råber den højt når vi er sociale i firmaet…. men ingen af os tror rigtigt på det. Men det er en fin skål-tale 🙂

  7. Et rigtigt godt indlæg. Mine tanker om dit job har været både IT-supporter, lagerarbejder, chauffør og eller noget med at vejlede andre mennesker som socialarbejder på et off. kontor, men havde svært ved at få det til at hænge sammen 😉
    Jeg har selv haft en slags tilkaldevagt som rengøringsass. Men det var altid til fraflyttede huse, så man mødte ingen mennesker, men meget andet. I mit job ( selvom det er kontorarb.)møder jeg også meget specielle boligfolk. Blev faktisk ringet op om et kæmpe skænderi i går.

    • Kunne i princippet sætte hak i alle dine bud med udgangspunkt i mit CV så helt tosset er det nu altså ikke 🙂

      Jeg tror konflikter findes på de fleste arbejdspladser men det er vist lidt noget andet at stå i folks eget hjem og så være “i konflikt”. Det er lidt grænseoverskridende.

      .. og tak forresten….

  8. Jeg havde faktisk set dig i hjemmeplejen, men det her er jo også på omgangshøjde med det, lige bortset fra, at du ikke skifter sår-forbindinger.
    Nu arbejder jeg i et felt, hvor man prøver at finde ud af ‘hvad der virker’, og dit job er et af dem, der virker, men som man ikke kan måle effekten af. Så jeg håber ‘de damer’ (inkl. dig selv) får styr på dig og hvis det er en sygemelding, der skal til, for at du kommer hurtigere tilbage, så må det jo være det.
    Hold hovedet højt, du er jo Overleveren, så du kommer igen 😉

    • Velkommen til.

      Hjemmeplejen kræver (heldigvis) en uddannelse som jeg ikke har – og dem jeg har gælder ikke rigtig.. så det var da et godt bud og næsten tæt nok på.

      I min egen dagligdag synes jeg nu nok at jeg kan måle effekten af det jeg render rundt og foretager mig (i den kommunale del).. men nogen gange kan det være et rent sisyfos-job.. men generelt set tror jeg på at det kan betale sig at hjælpe de svage og ældre på denne måde. Og at det kan måles.

      Jeg skal nok prøve at leve op til den høje forventninger.

  9. Se det job have jeg faktisk ikke regnet med 😉 Det er altid berigende at høre om andres arbejdshverdag, så tak fordi du prøvede, selv om jeg ved at du altid skal balancere med hvad der skal ud på bloggen og hvad der ikke skal. Jeg håber du og de kloge damer finder en løsning, der giver dig hverdagen tilbage.

    • Nej, det er jeg næsten klar over at du ikke havde regnet med.

      Og ja, det er lidt af en balancegang og indlægget har været flere uger undervejs, hvis jeg skal være ærlig. Og skal jeg være endnu mere ærlig er det faktisk dig der i sin tid provokerede det frem… et eller andet med en forklaring om hvordan tingene “egentlig” er når man arbejder med mennesker – og den tyggede jeg så lidt på og blev klar over at jeg nok burde prøve at skrive lidt om det her.

      Jeg håber men er pt faktisk ikke så optimistisk.

  10. Overvejede lidt om jeg skulle copypaste tidligere indlæg der indeholder ord som ‘hatten af for”meget imponeret’ og ‘dybeste respekt’, men lad mig bare næsten nøjes med atsige ‘Det var satans!’. Jeg var sikker på at det var lagerarbejde af en slags :-). Det er sgu flot, at du kan håndtere sådan et job, som også for raske mennesker ville være både fysisk og psykisk krævende. Jeg er faktisk en smule målløs,og jeg håer virkelig, at du giver dig selv credit for alt det du gør, også selvom det ser lidt gråt/sort ud for tiden, og selvom det er voldsomt at live sygemeldt. Jeg håber så meget for dig,at den næste måned giver dig noget ro på.

    • Det er et job jeg har passet helt uden problemer, der var så alvorlige at jeg overvejede at stoppe, lige indtil jeg kom på hælene rent fysisk. Så blev det hele for meget og jeg tror at mit stressniveau og min angst-tærskel blev udfordret på en sådan måde at jeg ganske enkelt fik stress og psykisk nedtur.

      Jeg er sikker på at jeg får tilpas meget ro på i løbet af de næste uger, hvis altså ikke chefen presser for meget på for at jeg skal komme tilbage på en deltidssygemelding før tid. Men det skal nok gå, og jeg har hørt fra hende at det har været en oplevelse at ringe rundt til samtlige kunder og bare hørt godt, godt, godt om mig. Det styrker jo min lidt udsatte position på medarbejder-listen.

      Men tak for “ros” i øvrigt… og jeg tror det forbløffede en del.. især dem der jo ikke kender mig sådan rigtigt. De har garanteret alle set mit ham-skifte hvor jeg dækker over at jeg har det skidt.

Har du kommentarer eller spørgsmål:

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s