Snubleøvelser

Altså den der tur til psykologen i torsdags. Egentlig havde det slet ikke været muligt at få lavet den torsdags-aftale, for hun var booket på den tid jeg normalt kommer der, og hvis jeg skulle komme tidligere end vanligt ville det betyde at jeg skulle have fri fra arbejde til det. Og det ville jeg være ked af at skulle spørge om, selvom der normalt ikke er problemer med at få rykket lidt rundt i mine arbejdsskemaer for at få enderne til at nå sammen. Uden at chefen nødvendigvis skal orienteres, da vi har store frihedsgrader mht sådan noget normalt. Vi skal bare løse opgaverne vi bliver givet og om det bliver gjort kl 8 eller kl 15 er noget vi normalt selv kan justere på så det bliver så tidsoptimalt som muligt.

Men jeg tog den tidligere tid og håbede at der ville vise sig et par huller i arbejdsplanerne som jeg kunne udnytte til at rykke arbejdsopgaver sammen omkring. Det gjorde der dog ikke umiddelbart, og tværtom havde min chef nidkært fyldt alle de sædvanlige huller og luger ud med småtterier. Der var ikke nogen vej udenom – jeg måtte ind til hende og bede om at der lige blev skabt et hul på ca 1½ time så jeg kunne være hos psykologen på rette tid. Det var der faktisk ikke de store problemer med, og vi grinede lidt af at jeg ikke ville spørge med det samme og jeg fik den symbolske skældud over ikke at komme frem med sådan noget i tide.

Ankom præcist og bakkede bilen ind hos psykologen og møflede op af trapperne og døren blev åbnet (?). Det plejer den aldrig at blive. Hendes kontor og “rum” er på første sal og der plejer hun at opholde sig når hun venter klienter. Ikke ved hoveddøren.

– Kommer du i dag?

Neeeeeeeeeej – hovedet bankes mentalt ind i noget hårdt. Det sker bare ikke det her. Hun har fandme glemt at jeg skal komme. Eller skrevet forkert i sin kalender.

Jeg ved ikke rigtig om kvælningsfornemmelserne i mig handlede om intern ærgrelse eller en decideret lyst til at kvæle hende og hendes kalender.

Men hun var hjemme, og havde tid. Viste det sig. Så jeg blev sendt ovenpå mens hun lige fik orienteret sig og indstillet sig på hvad der skulle ske.

Jeg ved jeg ikke har skrevet forkert i min kalender og at fejlen er hos hende så jeg tillader mig at være lidt irriteret. En irritation der faktisk ikke bliver mindre da det går op for mig at hun ikke har talt med min læge, som hun havde lovet/annonceret sidste gang jeg var der.. for der var jo god tid til jeg skulle komme… en hel uge mere, ikk?!?

En noget akavet start der faktisk irriterede mig mere end jeg havde troet.

Men fandt dog ud af flere ting i løbet af samtalen. Blandt andet redegjorde hun for sine tanker mht mig og hvad der skulle og burde ske.

Hun ville tale med lægen og luftede i den forbindelse at hun ikke kunne lide min nedgående spiral og gerne så den brudt… og at det betød at hun ønskede mig sygemeldt fra arbejde. Foreløbig i en måned.

WHAT? Det kan I da ikke mene… Jeg kan sagtens se hvorfor og hvordan men i dag er det sgisme ikke legetøj at være sygemeldt fra arbejde. Hvad nu? Mister jeg mit arbejde?

Der står den nu – jeg aner ikke hvad de kloge koner sammen finder ud af, men jeg føler mig sikker på at jeg bliver nødt til at tage deres råd? Men hvad så? Der er jo ganske givet gode grunde til at psykologen ønsker dette af lægen… men hvor efterlader det mig?

Jeg har gået rundt siden før jul og været så inderlig ligeglad med hele verden og hvad der skete omkring mig. Ligeglad med mennesker og dyr og hvad der ellers betød noget for mig og været parat til at hoppe ud fra den nærmeste bro hvis jeg lige var i nærheden af den når tankerne fyldte mest. Men at blive sygemeldt fra arbejde pga stress/depression… den er sgisme svær at sluge. At jeg er nået dertil.

Nu er lægen orienteret og tænker… og så skal jeg forhåbentlig snakke med hende i næste uge..

Den er faktisk lidt alvorlig nu.

Reklamer

16 comments on “Snubleøvelser

  1. Hvem der har glemt hvad, er ikke vigtigt, det vigtigste jeg ser her, er at du ikke er ligeglad, det kan jeg lide.. 🙂

    Hvad de to damer ender med at enes om, vil tiden vise. Jeg håber og tror, at de ender på noget både du og din arbejdsgiver kan acceptere.

    • Jeg var bestemt ikke ligeglad da jeg stod i hendes indgangsparti og lignede en afvist bejler eller sådan noget i den stil..

      Jeg håber osse at der kommer noget godt ud af det men det er en kamel, der er ganske svær at sluge for mig…

    • Det håber jeg osse at de gør… men det ryster mig altså en kende at det er nået dertil. Måske har jeg bare vænnet mig til at gå rundt på den her måde og tror at det er sådan det er at være menneske.

  2. Man må gå ud fra, at damerne ved hvad de gør, men jeg forstår godt, at du er en smule bekymret for en sygemelding. En måned går dog helt sikkert, vil jeg tro, uden jobbet er i fare.
    Det vigtigste er vel trods alt, at du kommer på rette vej igen og får det bedre.

    • Jeg tror de ved hvad de gør og de ser jo tingene lidt ude fra og ved at når man har det som jeg har det – så er det ikke normalt – uanset om jeg har vænnet mig til det eller ej.

      Jeg har vist glemt hvad rette vej er… og hvordan man har det bedre. Desværre.

  3. En måneds sygemelding må være noget af en kamel at skulle sluge! Men jeg hælder også til, at damerne gør det rigtigste for dig. Jeg håber, du hurtigt kan bringes tilbage på ret køl igen 🙂

    • Jeg har ikke slugt den endnu men det kan være at nogen til sidst vælger at stoppe den ned i halsen på mig.

      Det er jo det der er deres plan og de er jo erfarne damer, så mon ikke de er vant til at få de resultater de ønsker…

  4. De to kloge damer og de andre kloge damer her i kommentarfeltet har vist sagt det, der skal siges. God bedring og må den måneds sygemelding gøre godt for dig.

    • Den er ikke accepteret endnu, men mon ikke det ender med at jeg lytter og accepterer.

      Tak for gode ønsker og jeg håber at hvis det når dertil – at det så faktisk osse hjælper.

    • Ja og det var nok osse en af grundene til at jeg blev så dælens irritabel over situationen…. Jeg er sikker på at der bliver fundet en eller anden form for løsning eller ide til hvordan det kan blive bedre..

  5. Ville egentlig holde min mund. Men du bliver ved med at poppe op i mine tanker.
    Kloge koner eller ej – jeg kan ikke være enig med nogen om, at du skal sygemelde dig fra arbejdet. Dette selvfølgelig forudsat, at du har kræfter og mod på at gå på arbejde…..
    Hvis du har det – så hold fast i dit arbejde.

    Nu har du i flere måneder døjet med udtrapning af medicin, – med mavesår og forkert medicin mod dette – med galdesten – og senest med en grim gang influ.
    Du virker ikke depressiv – men indimellem træt og udmattet, hvilket så absolut er forståeligt.
    At komme til en aftale hos Psyk. – og blive modtaget på den måde gør mig vred.
    At du herefter får diagnose STRESS gør mig endnu mere vred. Selvfølgelig bliver man da stresset over sådan en modtagelse. Man er altid selv lidt i stress inden et sådant besøg – og så i selve øjeblikket slår PTSD igennem -for hvad sker der lige her!
    At Psyk. så ikke har talt med din læge som aftalt gør det sgu ikke bedre. Det er svigt med svigt på.
    Jeg ved godt, du ikke skriver alt her på bloggen, men jeg har bemærket een ting, jeg kan genkende.
    Du holder af hverdagen.
    Sidst du var sygemeldt, kedede du dig bravt – så afsted på arbejde, om kræfterne er til det.
    Kh. herfra

    • Hvorfor mon du ville holde din mund? Det vil jeg da være ked af og hvis jeg har trådt på dig eller lign håber jeg at det er noget du vil give udtryk for på et tidspunkt.
      Du har ganske ret – det er ikke alt jeg giver udtryk for her og de to damer har et ganske godt indblik i hvad der osse foregår i forhold til hvad jeg kan og bør skrive om på bloggen.

      Stress kan være flere ting og der er ingen tvivl om at jeg har været – og stadig er – i en følelsesmæssig stress-situation ganske længe og at det er ved at tage sin pris i mig.

      Psykologen er altså osse bare menneske, men det gjorde osse mig vred, selvom jeg forstår at sådanne fejl kan opstå.

      Og så til sidst… holder af hverdagen med arbejde… deri har du ikke ganske ret. Jeg kedede mig fordi jeg ikke rigtigt kunne foretage mig noget for en hver anstrengelse (som fx bare at bukke sig ned og snøre egne sko) udmattede mig. Jeg er pissehamrende stolt af at have et arbejde, at kunne passe det så nogenlunde.. for jeg ved at de fleste andre i mine sko ikke ville kunne gøre det. Ikke magte det. Meget handler om held og en chef med fin forståelse for særlige krav – men osse særlige evner – der skal tages hensyn til. Men det er stadig en daglig præstation at jeg går på arbejde. Og når jeg er der er det i en konstant kvalme/svimmelhed og med tunnelsyn og synsforstyrrelser – og dét er blevet værre i løbet af de sidste 3 måneder. Jeg kan ikke lide mit arbejde som sådan – men jeg er glad for at have et. Spørgsmålet er om jeg kan holde til det psykisk i længden.

  6. Du har bestemt ikke trådt på mig. Jeg ville holde min mund, da min mening måske kunne opfattes som utidig indblanding.
    Men jeg kunne ikke slå problematikken ud af knolden og besluttede at skrive.
    Jeg er en væg, du kan spille bold op af, og jeg kan se på dit svar, at det gør du.
    Det glæder mig.
    Kender godt kvalme/svimmelhed, tunnelsyn og synsforstyrrelser. Det er barske følgesvende, som nok er blevet værre efter, du er trappet ud af din medicin. Håber meget, lægen kan finde noget medicin, din mave kan tåle, så du ikke skal døje sådan.

    • Det første er jeg glad for at jeg ikke har.

      Jeg håber osse vi finder en løsning på den ene eller den anden måde. Er forhåbentlig lidt klogere på det om en uges tid.

Har du kommentarer eller spørgsmål:

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s