Skifte-dag

Det kan man vist godt kalde dagen i går. Nu har jeg i to måneder nærmest besat kærestens computer (en iMac) fordi mit gamle windowshakkebræt ikke rigtigt gad mere og havde en vis tendens til bare at genstarte mens jeg sad og kiggede billeder eller skrev på egen eller jeres blogs. Det var ærligt talt en situation der ikke var holdbar, men vi havde altså ikke lige små 7.500 kr der stod ny computer på. Eller det vil sige vi havde dem sådan set – det var bare ikke dét der var formålet med dem så kæresten nedlagde administrativt forbud mod bogføringsfusk for at flytte dem til andet formål. Vi har skåret økonomien lidt ned og tømt min småpengebøtte (der viste sig at være ganske velhavende) og i går manglede vi så bare … ikke ret meget … for at jeg kunne få min egen computer igen. De kunne uden de store overvejelser hives ud af det daglige budget.

Afsted til nærmeste apple-forhandler hvor vi blev mødt af en meget ung, meget velklædt og særdeles veltalende ung mand der gerne ville hjælpe mig med at vælge min computer. Han ville vide hvad den skulle bruges til, mine krav og forventninger og hvad ved jeg. Jeg meddelte ham lidt kort at jeg ville have sådan en her og lagde hånden på den nærmeste Mac Mini. At jeg ville have den i i7 QC udgaven (minus server-del).

– Men vil du have en hurtigere harddisk i
– nej tak
– Mere RAM ville være godt
– nej tak (… tænker at jeg hellere vil købe 16 gb for 1000 kr og selv smide dem i end at give 1000 for 8 som de smider i).
– Skærm, tastatur – mus?
– nej tak, heller ikke og hør nu på mig.. jeg skal have lige nøjagtigt den computer og det har jeg vidst i to måneder og jeg har undersøgt sagen nøje så … bare den. Tak.
– skal du have hjælp til at sætte den op med mail og sådan noget?

… og så var det kæresten var ved at bryde sammen af grin…

Han opgav sit forsøg på mersalg. Men vi roste ham dog for god service for chefen stod og lyttede med bag et andet bord.

IMG_0737.jpg

Valget var egentlig meget let for jeg er gladere for min gamle samsung LED skærm med antirefleks behandling end jeg har været for kærestens højglanspolerede iMac skærm. Den spejler alt i hele verden og jeg behøvede ikke vende mig om for at se om en bestemt bog på reolen bag mig – jeg kunne bare kigge i spejlingen foran mig. Og jeg kan ikke li det. Skærmen skal vise det der kommer fra computeren og ikke andet.

Den valgte computer er bare… en avanceret og up to date computer uden noget ekstra. Indmad som en bærbar pakket lidt lækkert ind. Ingen skærm (den har jeg), intet tastatur (det købte vi billigere et andet sted) og trackpaden var blevet i overskud fra kærestens køb af iMac. For hun kunne aldrig vænne sig til den så den har bare ligget i sin kasse i et års tid efter jeg gav hende en autoriseret mac mus.

Min første computer havde ikke windows. Det var ren dos og så med en WP 4.2. En harddisk på 20 Mb og det var stort i 91. Den næste var en en windows 3.11 med WP 5.2 bærbar (uha uha). Og så er det gået derudaf siden og jeg kan slet ikke huske hvilke windowscomputere der gennem tidens løb har passeret mit skrivebord. Men det er en del efterhånden. Og jeg har aldrig været uden egen pc. Bortset fra de sidste 2 måneder hvor jeg pænt måtte dele med kæresten, med stigende gensidige frustrationer til følge.

Nu har jeg min helt egen mac… og hvad angår computere har vi ikke andet end mac. Iphones, Ipads, computere, netværk og Streaming-tv. Og kors hvor er det nemt at have med at gøre.

For tre år siden ville jeg have grinet godt hvis nogen havde sagt til mig at jeg osse ville skifte, men mit fokus og behov har ændret sig siden. Fra pilleri og nørderi med fintuning af en pc til bare at bruge den.

Resten af dagen i går gik med at flytte data. Det viser sig at jeg har små 100gb billeder og det tog et par timer at rykke dem over på den nye maskine. Gaaab. Men nu er de der og en ny time gik med at rykke hele samlingen af gamle dokumenter.

Og nu spiller det bare…  der venter dog lidt af et pille-arbejde med at få stykket mit fotoarkiv sammen igen så jeg kan finde frem til mine billeder så hurtigt jeg gerne vil.

Men det allervigtigste er og bliver…. den har et støjniveau der svarer til en stille stue og et energiforbrug der er skåret til benet.

(update… det viser sig så at den er så nærig med strømmen at den ikke engang kan holde liv i enhederne på min strømspare-skinne – den stikdåse med alle stikkene til resten af systemet ekskl iMac og router ved siden af – så skærm og printer og lamper mm sætter periodisk ud hvis jeg bruger den normalt. Noget jeg ikke opdagede i går for der arbejdede den jo konstant. Men det indre strømspareprogram er så effektivt så den slukker nærmest helt ned selvom jeg sidder og læser noget på en skærm uden at røre tastatur eller mus. Effektivt men ganske besværligt når strømmen under bordet skal trækkes om).

Måtte lige tænde windowsmaskinen i går for at hive et par småting ud af den og jeg følte jeg havde startet en turbinedrevet boremaskine. Den kommer jeg vist ikke til at savne. Nåhja…  kommer vist heller ikke til at savne opstartstiden på den – jeg klokkede den til 12 minutter med flere taste- og musetryk undervejs for at få startet op til min brug. Gab. Den var gammel og absolut pensionsmoden.

Nu er den lagt ned og tjener som printerbord, hvilket har givet en helt speciel plads på det lille bord ved siden af mig og samtidig bevarer maskinen indtil jeg er sikker på at jeg ikke skal bruge mere fra den. Der ligger nu en lille flad pude… som hunden bestemt ikke var lang tid om at opdage formålet med.

– og dette er derfor skrevet med en hundesnude trygt hvilende på mit lår og snorkelyde der i nogen grad overtager lydbilledet fra den gamle maskine.  Bare hyggeligere. 

Reklamer

10 comments on “Skifte-dag

  1. Der er (næsten) intet så skønt som en ny maskine, og der er herligt meget nørderi med at få den til at kunne det, man vil have. Jeg kan godt forstå, at du er glad for, at den ikke larmer. Min windowsmaskine er fire år gammel og kører som en drøm, men den støjer trods alt en del, også selv om den er blevet støvsuget et par gange.

    Det må være fedt at være 100 pct. på Apple/Mac. Jeg kender det “kun” fra iPad og iPhone, og er meget imponeret af, at der ikke først er noget, der skal startes op, men at man er på, i det øjeblik man åbner låget.

    • Det er rigtig skønt, men sikket arbejde med at få rykket dataene med over og i en stand så de både kan findes og læses af den nye computer.

      Støvsugning har kun begrænset effekt men det er godt at gøre – der er simpelthen for mange bevægelige dele og propeller og kølesystemer i en almindelig win-pc.

      Det er så FEDT at få det hele samlet på en platform – og så en der virker så godt… skønt.

  2. Tillykke med dit nye udstyr. Har selv lige måttet anskaffe nyt, fordi min gamle også begyndte at opføre sig mærkeligt – er dog blevet ved en Windows – har ikke indsigt i Mac-ene.
    Jeg har fra “for længe siden” anskaffet mig en stor ekstern harddisk, hvorpå jeg gemmer alt, jeg ønsker at gemme (den bliver jo ikke så “slidt”, da den kun bruges som lagerplads). Det har jeg været rigtig glad for, da jeg jo så er uafhængig af at skulle flytte filer fra udu-maskiner. Jeg har så godt nok en ekstra maskine, jeg aldrig går på nettet med, som jeg kan bruge til at vise de ting, jeg ikke ønsker (evt.) bliver hacket. Da den har adskillige USB2-porte og kortlæsere (fotos og andet), kan jeg ved givne lejligheder overføre filer fra min net-maskine via USB2-stik til denne og den eksterne harddisk.
    “Udvidelsen” startede egentligt engang, hvor jeg havde såkaldt personfølsomme oplysninger, der ikke skulle kunne spredes (helt legalt givet mig). Jeg er så efterfølgende blevet glad for at kunne opbevare mit mere personlige “materiale” på denne måde.
    USB2- (de nyere USB3-) stik er efterhånden blevet så rummelige og faldet til en pris, der er til at have med at gøre – dejlige at have, hvis man vil dele noget med andre uden at behøve at gå over nettet med det. (er nok en smule paranoid med hensyn til, hvad snushaner kan udøve).
    Venligst
    Magnus

    • Lyder lidt som mit setup – bortset fra at den HD jeg har som ekstern stadig kører på usb 1 og derfor var meget, meget lang tid om at læsse billeder og dokumenter tilbage i den nye maskine – den har heldigvis kun usb 3.

      Der findes intet der er tændt og har et datastik ud/ind og internet der ikke kan hackes. Punktum. Og er der et datastik kan tingene ind i mellem osse tændes via det. Det er let at være paranoid men ikke særligt nyttigt for det begrænser lidt for tit. Jeg tager den slags med en vis ro, men tror at mit setup er sikkert nok som det er. Men kan ikke holde den dygtige snushane væk – på den anden side ved jeg en del om hvordan den slags arbejde så de mest oplagte huller er lukket af.

  3. Jeg mente ikke, at en PC, der IKKE er tilsluttet nettet (bruger kun mekanisk tilslutning til den, jeg lader gå på nettet) kunne tændes og hackes. Det eneste tidspunkt, den var tilsluttet, var da jeg lagde nyt Windows og Office pakken på den (hvorved min IP-adresse naturligvis blev registreret). Da var den eksterne HD ikke forbundet med den.
    Hvis jeg så evt. vil lægge hentede filer over på den eksterne HD, bruger jeg et tømt USB-stik til at overføre dem fra den tilsluttede og lægge dem via den, der ikke er tilsluttet, på den eksterne HD, hvorefter stikket atter bliver tømt..
    Jeg mente, at de data, jeg var betroet, på den måde var sikret mod udefra kommende “snushaner”. Man skal måske ligefrem arbejde i et Faradays bur, hvis man vil være helt sikker ? 😉 . Det lyder måske, som om jeg har lyssky ting liggende – har jeg dog ikke, men en vis grad af privatliv vil man vel gerne have.
    Jeg tager da gerne mod gode råd, hvis nogen vil ulejlige sig med at give dem.
    Venligst
    Magnus

    • Jeg tror dit setup er sikkert nok… måske lidt besværligt men sikkert nok.. men almindelig fornuft, opdateringer og en firewall kommer man nu osse ganske langt med 🙂

  4. Jamen tillykke med dit nye og længe ønskede dyr 🙂 Jeg er med på, at din pc var gammel – er det mon ikke også derfor, den støjede så meget? Min pc er meget ny og fuldstændig lydløs.

    • Jo tak – og ja det har været længe undervejs. Men sådan er det jo for os efter jeg blev syg. Vi skal lige tænke os godt om inden vi gør sådan noget.

      Det var en stationær og den havde altid støjet og det er ikke mere end et års tid siden jeg skiftede CPU køler på den for at dæmpe lidt på støjen, og det hjalp – men forskellen er stadig helt utrolig til den lille der nu ligger her ved siden af.

Har du kommentarer eller spørgsmål:

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s