For to år siden

2-aar

Det er to år siden jeg registrerede min overleveren-konto på WP. Tid til en form for eftertanke og opsamling.

Den kvikke læser kan lynhurtigt gennemskue at denne dato vist ikke var den dato bloggen så dagens lys, og det har en helt naturlig forklaring. Der var ca to ugers produktionstid på den inden jeg lagde den offentligt ud, da den første uge gik med at skitse på bloggens struktur og den næste med at skrive “siderne”. Jeg tænkte mig altså rigtigt godt om inden jeg gjorde noget som helst og om det var godt eller skidt aner jeg faktisk ikke.

Det var en bemærkning fra min læge der satte det i gang, husker jeg. Hun sagde at jeg burde “fortælle” min historie, og da bøger og foredrag nok ikke lige var mit medie af forholdsvist indlysende grunde endte det med en blog. Og det må jeg jo sige har fungeret så ganske glimrende. Jeg tror hun håbede at det ville hjælpe andre. Det ved jeg nu ikke om det har gjort, for mine synspunkter på flere typiske emner vedrørende incest mm er ganske kontroversielle og har skaffet mig et par fjender i dén lejr. Men får osse mails fra andre der faktisk har følt sig hjulpet ud af deres tavshed. Det er osse meget værd for mig.

Jeg ved ikke med jer andre – men det er altså en lille smule svært at se hvordan livet så ud før blogland. Så givende, så udfordrende, så skægt og alligevel så frit er da vidunderligt. Man kan komme og gå som man vil, tage små pauser og ingen tager det ilde op. En stor omsorg for hinandens livssituationer findes der osse, men osse respekt for og accept af forskelligheder.

Jeg har osse taget mine “hak i næsen” når nogen synes at nu blev jeg lige lidt for meget eller for lidt – og lært af det. Og måske osse lært at uddele dem?

Men først og fremmest har jeg jo følt mig hjulpet godt på vej af det. Mødet med mennesker her og derude hvor vi ikke har skærme, keyboards (jeg mener ipads – undskyld Inge) og netværkskabler imellem os har været en stor oplevelse, og mange flere venter. Det ved jeg.

Så langt kan I sikkert følge med alle sammen. Banalt og sandt. (banaliteter har det jo forresten med at være sande).

Min livssituation er derimod lidt mere kompliceret end de flestes. Jeg bor, lever og arbejder med en viden om at jeg ikke “må findes”. At jeg ikke vil genkendes. At jeg ikke vil nærmere ind på hvor jeg bor i den alt for store by – nu hvor jeg har forladt huset ved skovene. At jeg er anonym her. Flere af jer ved efterhånden hvem jeg er og det er ok. Vælger omhyggeligt og viser nogle få tillid, selvom alle er den værd, og lader dem trække andre med ind i en sfære hvor jeg deltager. Stille og roligt lærer jeg flere og flere at kende efter denne metodik.

For mig har det store omvæltende ved at blogge ikke været at jeg har fortalt min historie, fået den ud, og formentlig slet ikke er færdig med det projekt endnu (dette var en advarsel til sarte sjæle) – det har derimod været at jeg pludselig er sammen med mennesker, der kender til den historie. Kender mig og accepterer begge dele. Jeg skal ikke spille noget spil her og må være nøjagtigt den jeg er når jeg er med jer. Jeg har fået og fundet en sammenhæng og en samlethed i mit liv som jeg aldrig havde drømt om. Tænk der er nogen der ved – og alligevel synes jeg er ok. Tænk der er nogen der ved og alligevel ikke synes at det skal forties..  at der er nogen der ved, og ikke møder mig fordømmelse og sender mig i skammekrogen. Det er faktisk en lille revolution i mit liv. Og jeg tror egentlig ikke I begriber hvor fantastisk en følelse det er for en, der ellers altid kun har levet et halveret liv. 

Det har altid  – og helt siden barndommen – været så forfærdelig opdelt og en været en balancegang af de sværere. Og lige her med jer hænger det sammen for mig. Og med det mener jeg ikke med bloggen, for den er kun et redskab, men derimod når vi mødes og griner, fotograferer, er alvorlige, hygger og går ture sammen rundt i landet. Drikker noget kaffe eller deler en flaske rødvin, for jo, Ellen, jeg kan faktisk godt drikke rødvin og sætte pris på det – når jeg altså ikke har udsigt til en tur bag rattet samme dag.

Det forrykte i den proces er at flere og flere i mit andet liv bliver indviet.. flere og flere bliver bibragt en forståelse for hvorfor jeg lever som jeg gør. Gemt af vejen og så alligevel ude i livet. Mine venner ved mere og mere og flere af dem har faktisk luret med her og gør det stadig. Det havde jeg ikke troet for 2 år siden.

Selvom jeg gemmer mig, lusker jeg rundt i bylivet, men er egentlig ikke utryg for jeg ved at det allerbedste sted at gemme sig er mellem mange andre. Derfor nyder jeg faktisk at bo her i beton´en.. man kender mig på hunden når jeg går ture, men man ved ikke hvem jeg er eller hvor jeg bor. Djævlehunden, ved jeg vores bydelsfæller har døbt min hund, der bestemt ikke bryder sig om møde med andre hunde når den er i snor. Så navnet er nok ikke helt ufortjent.

Og alligevel er jeg bevidst om konsekvensen ved at blive fundet. Af den forkerte. Den konsekvens er så alvorlig for mig at det kan jeg slet ikke rumme. Jeg håber jeg har sat grænsen det rigtige sted her på bloggen, jeg håber at jeg præcis rammer de ord som gør at google ikke viser sammenhængen med hvem jeg egentlig er, hvor jeg er og hvad og hvor jeg arbejder. De sporbare oplysninger.

Bliver jeg fundet er det ved et satans tilfælde, og mit setup taget i betragtning svarer det tilfælde vist ca til at vinde i lotto. Et tilfældigt møde i en bus, på gågaden eller i det lokale byggemarked. Eller en forrykt kombination af søgeord på google – men det sidste har jeg prøvet og det gav altså ikke noget fornuftigt. Men jeg har jo ikke prøvet det hele, så jeg ved ikke om det kan lade sig gøre af den vej. Men jeg passer på google og arbejder med den “bag kulissen”..  det kan man nemlig godt. 

Grænsen skal bare være præcist sat – for jeg vil så forfærdelig nødig skulle rykke teltpælene op igen nu. Skifte livet ud endnu en gang.

Derfor er jeg osse taknemmelig… for I er mange derude der passer godt på min lille “hemmelighed”.

Reklamer

14 comments on “For to år siden

  1. Tillykke med blogfødselsdagen, Jeg er sikker på at din blog er en hjælp for andre, og for mig er den en påmindelse om at ikke alt er som det ser ud. Selvom vi allerhelst vil fokusere på det positive, så er der børn og voksne der lider, fordi andre voksne ikke tør/turde se sandheden i øjnene.
    Jeg kan slet ikke forestille mig hvordan det er at skulle leve med ikke at ville findes af bestemte, og at alt du gør skal overvejes i det lys. Mon dine færdigheder indenfor computerverdenen hænger sammen med dette? Jeg bliver trist men samtidig også glad ved at læse det her indlæg, for det er så godt, at du har mødt mennesker,som har mødt dig som du er, og at du har fået lov til at være hele dig.
    Må I få en god søndag inde i storbyen 🙂

    • Tak for dine ord, og du rammer måske noget der som jeg ikke lige har tænkt på så meget. At det jo ikke kun er de andre “ofre” (uf hvor jeg hader det ord) men måske i lige så høj grad dem der kender ofrenes forældre, deres lærere og sådan noget der lærer lidt undervejs. Måske at tænke på at det kunne være at bagsiden af medaljen var en grim en af slagsen. Men jeg håber bestemt ikke at jeg bidrager til nogen heksejagt hvor man ser mishandlere og pædofile på hvert et gadehjørne.

      Det der med at leve “under halvtaget” som jeg kalder det ind i mellem, det er faktisk ganske besværligt, men jeg er efterhånden blevet ganske sikker på hvad jeg foretager mig ude i verden og har indrettet mig ganske fornuftigt både mht adresse, færden.. og er faktisk osse på facebook. Men det krævede lige lidt omtanke og der har jeg osse indrettet mig lidt “specielt”.

      Det er nemlig supervigtigt for mig at opleve at være hel.. selvom hel i mit tilfælde er en lidt decimeret udgave af hel.

  2. Du hjælper meget med din evne til at sætte ord på din proces! For mig har du lettet forståelsen for mine egne mildere reaktioner på andre grænseoverskridende indgreb – og dem er der mange, som også har måttet gennemleve og bære ar af. Det mest livsbekræftigende der findes, er at du også har fundet glæden ved at blive holdt af med alt hvad du indeholder 🙂

    • Det er jeg glad for at få at vide, for ind i mellem kan jeg jo ikke selv se det. Og den glæde du taler om – den er kommet helt af sig selv, men den er kommet bag på mig. At dét betød så meget for mig.

  3. Har ikke så meget at tilføje ud over, hvad Lene og Kvindemor allerede så fint har har skrevet, så derfor: tillykke med jubilæet, jeg glæder mig til det næste og det næste – og det næste 🙂

    • Tak i lige måde… og lige pludselig dukker barndommens salmevers op.. spøjst..

      Sorrig og glæde de vandre til hobe,
      lykke, ulykke de gange på rad,
      medgang og modgang hinanden tilråbe,
      solskin og skyer de følges og ad.

      Det er vist min blog i en nøddeskal…

  4. Tillykke med de 2 år i blogland, og ja det er utroligt givende og jeg er glad på dine vegne over at det også har givet dig så meget, også selvom man får en over næsen ind imellem.

    • Det er lærerigt at få en over næseryggen når det bliver givet i venlig bestemthed… så det er jeg bestemt ikke utilfreds med. Der er blogland nemlig osse ganske givende for dem der vil tage imod og give…

  5. Kære du … jeg har vist sagt det før, men jeg lærer altså aldrig nogensinde at forstå, hvordan man kan “møde dig med fordømmelse og sende dig i skammekrogen” – det kan jeg simpelthen blive noget så splintrende gal over – det er sgu da dig, der er den skadevoldte! Og det er endda et mildt udtryk. Altså, folk! Jeg kan bare ikke ha’ det, men hvor er det godt, at du har oplevet blogland på samme måde som vist alle os andre, der heller ikke kunne forestille os et liv uden det – livgivende, inspirerende, venskabsskabende … dejligt, dejligt!
    Jeg håber du bliver boende i landet, hvormed du, ud over selv at få noget gavnligt ud af det, så sandelig også bidrager til at gøre os andre meget klogere på din situation og dine reaktioner.

    • Jeg er ganske sikker på at den fordømmelse nok er mest i mit eget hoved. Men jeg ved at den osse er ude i verden. Tror måske bare at de optræder i omvendt vægtning end hvad jeg lige forestiller mig. Skammen og skylden over ydmygelsen har jeg fået i vuggegave, og det bærer jeg med mig. Og den blev bestemt ikke mindre som ung.

      Jeg bliver så afgjort boende … det er ikke et turistbesøg – det er Immigration. Netop fordi jeg lærer så meget om tillid, om mennesker og om mig selv som ikke opdelt.. det er væsentlig lærdom som jeg måske burde have lært før, men netop den der helhedsfølelse er givende og ny for mig.

      At andre lærer noget af mig er jeg nærmest rørt over.

  6. Tillykke med blogfødselsdagen..

    Jeg er så glad for at du valgte at være indbygger i dette spændende land, og at du var modig og tog initiativ til at vi også skulle mødes og blive venner i den virkelige verden..

  7. Tusind tillykker!! Det er dejligt at vide at det har været godt at flytte ind i Blogland. Jeg er også stolt og glad for den tillid du har vist mig og mine, og jeg sætter meget stor pris på dit venskab både her og der!

    Jeg bliver helt filosofisk anlagt. Når der er nogen der forvalter din hemmelighed godt – så er det jo en stor del af det som vores store tænker Løgstrup kalder “den Etiske fordring” smuk og stor tanke!

    Vi kan være her fordi der er andre der vil os det godt. Der er ikke kun ondskab. Og heldigvis for det!

    • Det har bestemt været godt og jeg er superglad for at du tog mine udfordringer op og accepterede min “venskabsanmodning” som det hedder på facebook´sk.

      Det er store ord du bruger her, og de rører mig dybt. Men I forvalter min situation så fint..

Har du kommentarer eller spørgsmål:

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s