Kaffebarn

Jeg har lært et nyt ord i går. Kaffebarn. Sådan et er jeg.

Vi havde besøg af nogle bekendte i går og den ene er sygeplejerske på et traumecenter, og det er vist et ret stressende sted at arbejde. Vi kom til at tale om børn og hvad der kan ske for børn og undervejs dukkede ordet Kaffebarn op. Nu er vi jo nysgerrige af natur så den måtte vi lige have uddybet, altså vi har hørt om børn af rygere, børn af narkomaner, børn af alkoholikere og hvad ved jeg – men kaffebørn?

Det viser sig at være børn, der af uransagelige årsager har taget bad i kaffe – meget varm kaffe altså og værst når der osse er rigtig kaffegrums med, og derfor ender på sygehusenes brandsårsafdelinger. Det er nærmest en katastrofe for de stakkels børn, der skal behandles for 2. og 3. grads forbrændinger på en eller anden større del af kroppen fordi det der grums er svært at skylle væk inden det er brændt ind gennem huden..

Jeg er helt sikker på, at man i dag har rigtigt godt styr på at behandle den slags skader så de varige mén bliver reduceret til et minimum, men det havde man altså osse i starten af 70´erne da jeg som 2 årig prøvede at bestige min mormors køkkenbord ved at trække skufferne ud i trappestigeform og for at få det sidste greb rakte ud efter madam blå på køkkenbordet. Vild panik og en skrigende unge. Mig, altså, i den skrigende rolle. Det må have gjort vanvittigt ondt og jeg kan forestille mig min mormors forfærdelse over at se mig med kogende kaffegrums over ca halvdelen af min overkrop og ud over armene. Heldigvis gjorde hun alt det rigtige i meget hurtig rækkefølge og jeg endte på sygehuset. Hun fortalte mig da jeg blev et ældre barn om at det værste ikke var mit hyleri – det var dét at hun skulle ringe til mine forældre og fortælle at hun havde lavet kaffe på den der uforsvarlige måde med et barn i huset, og at hun var gået ud af køkkenet et øjeblik. Tror faktisk at hun havde ganske svært ved at tilgive sig selv for det uheld.

Selv har jeg overhovedet ingen som helst erindring om det her, men min mormor og min mor har refereret lidt til det siden, som noget meget forfærdeligt der skete. Det var det vel sådan set osse, og det var vist osse en vanskelig tid, da jeg var indlagt og blev behandlet med saltvandsbade og hvad ved jeg om “datidens” behandlingsmetoder.

Men når jeg ser mig selv i dag i spejlet, må jeg jo konstatere at hvad de end gjorde den gang så virkede det vist meget godt. Der er i hvert fald ikke mange ar at se efter de der 3. gr forbrændinger jeg pådrog mig den gang.

Man kan vist godt – med lidt kreativ tankegang – kalde det der et barndomstraume. Et af den slags som alle forældre frygter og har mareridt om at deres børn skal igennem. Det er barske løjer. Men jeg kan ikke huske det, jeg kan ikke mærke det, det er aldrig dukket op i samtalerne i terapien. Det er bare en del af min historie men bestemt en der ikke er forbundet med smerter og traumer. Jeg bliver kun mindet om det hvis jeg lige får øje på de svage ar. Og de der ar har bestemt ikke givet mig nogle sære ideer om at jeg ikke var perfekt nok eller fået mig til at ønske forskellige operationer, der kunne ændre på dem. De er bare – osse mig.

Så det er altså ikke alle barndommens traumer, der bliver taget med ind i voksenlivet. Børn er trods alt lidt seje hvad sådan noget angår. Og så heler man vist rigtigt godt når man er barn. Eller osse var jeg bare usædvanlig heldig med begrænsede mængder rynkehud og ingen overfladetræk i vævene.

Vi endte i går med en lille snak om at den her sygeplejerske ind i mellem godt kunne bruge at få en tilbagemelding om de børn der i kortere eller længere tid var i hende og hendes kollegers varetægt. Det kan jeg naturligvis ikke hjælpe med, men hun var da glad for at se og høre at den oplevelse bestemt ikke har præget mig i nogen retning. Den er nærmest lidt … nåjhja… lige meget. Tænk, der er faktisk ting fra min barndom der er lige meget. Og nu har jeg så begået et blogindlæg om noget der slet ikke er vigtigt – det er dælme flot.

(overvejer at afvikle kommentarfeltet i dette indlæg for jeg får med garanti nogle rigtigt humoristiske kommentarer for det her.. men dem vil jeg jo slet ikke gå glip af, så det blev ved overvejelsen).

Advertisements

12 comments on “Kaffebarn

  1. Det udtryk har jeg aldrig hørt før.. Kender kaffetønden og en kaffesøster, men det er vist noget helt andet.
    Et øjebliks uopmærksomhed kan hurtigt udvikle sig, når man har små børn i et køkken.

    • Det havde jeg så heller ikke, og jeg tror måske ikke lige det er helt fin latin – men sådan er det jo på de fleste arbejdspladser.. det er ikke alle ord og udtryk der nødvendigvis skal ud af kontorene 🙂

      Ja der skal ikke meget til før man får den slags oplevelser.. (så jeg kan godt forstå dine små bemærkninger om Emil, som et aktivt barn).

  2. Jeg mener at man først begynder at lagre oplevelser i hukommelsen fra man er omkring 4 år, så det er måske derfor at du ikke husker det, udover at du har historien og arrene til at minde dig om det. Godt at din mormor trods chokket havde så meget sans at minimeret skaderne, men kan godt forestille mig hvor svært det må have været at skulle give din mor besked om uheldet. God søndag morgen, jeg går ud fra at du starten den med en kop kaffe… 🙂

    • Ikke helt, jeg har klare erindringer om min 3 års fødselsdag og mange husker tilbage til de er ca 2. Men det her lå i hvert fald før de tidspunkter og jeg er derfor helt lykkelig uden erindringer om bestigningen af mormors køkkenbord og de deraf følgende oplevelser.

      Den starter med kaffe..og nok af den… og i en udgave der næsten kan vippes ud på bordet og skæres i skiver 🙂

  3. Her har både søn og jeg fået skoldet huden. Mit skete da jeg var to et halvt, det var kogende vand fra en termokande. Jeg blev indlagt og jeg kan faktisk huske noget derfra omkring morgenmadssituationen. Og det kan ikke være noget, mine forældre har fortalt mig, for de måtte kun besøge mig en halv time onsdag og søndag.
    Vores søn rakte nylavet te nedover sit ben, og du kan tro at vi voksne alle bebrejdede os at vi ikke havde passet på. Heldigvis sørgede vi for lunken vand på med det samme, og i dag kan man ikke se hans ar på benet. Men ordet kaffebarn har jeg ikke hørt, men ofte opstår der betegnelser på en arbejdsplads, som gør at alle ved hvad det drejer sig om.
    God søndag til jer 🙂

    • Jeg tror faktisk at sådan noget er meget værre for de voksne end for børnene, sådan helt generelt. Men det er jo ikke noget problem at leve med simple ar så længe det bare er “hudforandringer” på overfladen – så er det jo kun visuelt og derfor af mindre betydning.

      Tror måske ordet kaffebarn er et udtryk for en form for lokal værkstedshumor, der vist ikke skulle have været udenfor kontoret.. men jeg kan nu godt lide det udtryk, så jeg tillader mig at bringe det videre (har spurgt om lov).

      Også god søndag til jer.. og god fødselsdag fortsat.

  4. Det er et udtryk jeg heller ikke har hørt før men man lærer igennem hele livet …
    Godt nok er jeg ikke blevet skoldet men jeg mindes meget tydeligt venindens søn, som lavede brændte baller … og han var 10-11 år. Han frøs ballerne og skulle lige varme dem i nærheden af brændeovnen. Han havde fået at vide at holde sig på god afstand, men på et tidspunkt undervurderer han afstanden til brændeovnen og brænder derved ballerne = 2.grads forbrænding … vi har sidenhen grint meget af dette, men han har heller ikke nogen men i dag efter den tur.
    Til gengæld kan jeg svagt mindes i en alder af 2-3 år et isbad med rigtige isterninger osv. jeg fik hedeslag og havde rigtig høj feber.

    • Jeg kan nu godt lide det udtryk, det er ganske dækkende når man lige har fået knækket koden.
      Stakkels dreng, det var dog en ydmygende måde at komme til skade på.. måtte lige læse den et par gange for min hjerne nægtede at acceptere ordene brændte baller og fastholdt at der måtte og skulle stå brændte mandler i stedet. Ak ja…

      Hedeslagsturen har jeg osse prøvet og den husker jeg nu ganske tydeligt.

  5. Jeg har hørt om ørebørn, blebørn og umulige børn. Men aldrig om kaffebørn. Sikke en titel at få på sig. Vi har heldigvis ikke erfaringer i den genre her i huset.
    God søndag hos jer.

  6. I min mormors omgangskreds døde engang et 2årigt kaffebarn, og hun var årsag til at jeg smed vippelåget til min stelton kaffekande ud med det samme.

    Hvor er det godt at ting der har været så voldsomme også kan ende med at være ligemeget!

    • Ja, noget slemt kan vise sig at være helt og aldeles lige meget.

      Jeg tror at det var en ganske lanvarig behandling der blev sat i gang med mig så jeg kan sagtens forestille mig at den slags kan være livsfarlige og invaliderende.. det var det så heldigvis ikke for mig.

      Som forældre børn man jo altid sørge for at hjemmet er så sikkert som muligt for børnene, men helt sikkert kan det aldrig blive, men stelton-kanden er notorisk risikabel med sit høje og åbne design.

Har du kommentarer eller spørgsmål:

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s