Overspringsblogging

Det fine ord lærte jeg af en, der kommenterede på et af mine indlæg for ikke alt for lang tid siden. Jeg tog det til mig, og tænke, at det var dog ganske dækkende. Hvorefter jeg forfiner disciplinen til nærmest perfektion. Et par meningsposter og sure opstød, lidt sjov og lidt til smilebåndet midt i alvoren. Ren og skær overspringsblogging, for jeg har ikke helt kunne rumme hvad der egentlig foregår. Jeg har ikke rigtigt turde skrive det ud som det var, og jeg har været lidt nervøs – helt som sædvanlig – for om jeg nu blev for meget depri-blogger.

Og så havner jeg i den modsatte grøft. Ikke at det gør noget, for det er jo osse en side af mig, det er blot ikke lige den mest sandfærdige lige nu.

Er stadig mentalt på hælene og gør egentlig bare alt hvad jeg kan for bare at hænge sammen i min hverdag uden at slå for meget ud til hverken den ene eller den anden side. Kan godt selv se at det ligner noget bipolart, men det er det ikke ifølge de kloge hoveder, der har “styr” på mig.

Tror bare at den blogger der foreslog ordet overspringsblogging havde fat i noget af det helt rigtige. Når det hele bliver lidt for svært og lidt for nutidigt, så skriver man om alt det andet. Eller viser billeder. Eller sådan noget.  Jeg bliver en der klovner med ord. Og sådan har det nok egentlig altid været. Måske er det en af grundene til at jeg har overlevet så langt, at jeg ikke forsvandt helt ud i mørket og at jeg stadig har mennesker omkring mig, der gider mig, osse når ordene bliver sortere og mørkere.

For ud over bekymringen for kærestens far og hans sygdom, har jeg gang i mit eget lille opgør. Vredt, irritabelt og skuffet – helt i det skjulte. For jeg er nemlig nået dertil hvor jeg er blevet godt gammeldags vred over den barndom jeg blev budt. Og det er vist egentlig rimeligt nok, jeg kan bare ikke rigtigt se det fremadrettede formål med det. Jeg kan ikke se formålet med at skulle kalde min bror alle sprogets værste gloser – så nu bebrejder jeg sådan set også mig selv at jeg er en fiasko som incest-offer. Jeg kan ikke engang finde ud af at være i terapi mere.

Det ville da være ca til at leve med  hvis det ikke var fordi jeg osse har en af mine forhadte “smerteperioder”. Det er ikke særligt rart at tænke på for andre, det ved jeg, og jeg vil egentlig heller ikke gå særligt meget i detaljer blot stilfærdigt fortælle at arvæv er en dynamisk størrelse og at det ind i mellem rør på sig. Trækker i arene. Og det er altså bare ikke særligt godt. Plejer at sammenligne det med at få foretaget en underlivsundersøgelse med en knibtang. Ouch. Må være en form for fantomsmerter eller sådan noget. Men når det er værst kan jeg næsten ikke være nogen steder for mig selv. Det er lige her det ville være rart at kende nogen, der bare sådan ca havde tilsvarende oplevelser. Men det gør jeg ikke, så jeg må skabe og lagre mine egne erfaringer og så håbe at alt er som det skal være, selvom det er det rene smertehelvede på jord.

Jeg ved hvad det er, helt sikkert, har jo levet med det i alt for mange år..  men lige præcis de smerter trækker altid en masse andet med sig. Flashbacks om smerter, knive og køkkengulve i sort/hvide tern med rødt på. Jeg drømmer og har mareridt om at ligge og rode rundt mellem køkkenstolenes ben. Vågner op når kæresten rusker mig og siger at jeg har stønnet i søvne og rykket mig væk hvis hun ville trøste. Jeg har svært ved at skelne mellem det og så det der foregår ude i den virkelige verden og er hele tiden parat til at noget forfærdeligt vil ske. Allerhelst ville jeg blive hjemme, gemme mig under tæpperne og bare lade som om verden ikke findes udenfor. Men det gør den jo, og jeg gør stort set hvad jeg skal hver eneste dag. Passer mine pligter og opgaver og kun de nærmeste på mig kan se at jeg ser lidt jaget og lidt sky ud.

Lige nu savner jeg husene ved skovene.. freden… overskueligheden. Savner egentlig osse ikke at have et job, ikke at skulle stå til ansvar for mine dage. Ikke at skulle være parat til altid at aflire et høfligt godmorgen, goddag eller farvel. Bare være helt mig selv. Det ville være godt for mig lige nu og her – men jeg er helt sikker på at det ikke vil være sundt på lidt længere sigt.

Er nok bare lidt hårdt ramt i øjeblikket. Skal vi ikke satse på at det snart går over igen. Bare snart. Bare lidt.

 

Reklamer

12 comments on “Overspringsblogging

  1. Jeg tror, du har fuldstændig ret i, at det på længere sigt ikke vil være klogt at isolere dig. Der er simpelthen noget sundt i at komme på job hver morgen og aflire det traditionelle ‘God morgen’ til selv de mest ligegyldige kolleger. Jeg kender det fra mig selv, jeg har godt af at komme ud blandt andre mennesker, selv når jeg ikke orker at komme ud ad døren om morgnen.

    Overspringsblogging er et herligt og tildels selvforklarende ord. Der er gange/dage, hvor man ikke kan holde ud at beskrive virkeligheden som den er, og så må man ty til noget andet. Selve bloggingen gør dog også, at man er i kontakt med andre levende væsener – i en passende afstand.

    Jeg håber, du snart kommer ud af din aktuelle situation!

    • Jeg ved det jo godt, og det er nok osse derfor jeg gør det og ikke bare melder mig syg.

      Ja, det er et godt ord, men jeg tror alligevel at vi bruger bloggingen lidt forskelligt for jeg mangler ikke menneskekontakt i dagligdagen – mit arbejde er bogstavelig talt fuldt af mennesker, som jeg skal og kan forholde mig til. Men bloggen er en fin ventil for andre ting, men jeg kan love dig at jeg ikke oplever det som en afstandstagende kontakt. Snarere tværtimod.

  2. Jeg har heldigvis aldrig været i din situation, men knibtangen, eller hvad de nu brugte, har jeg prøvet en gang i mit liv. Jeg kan stadig mærke det, bare ved tanken. Jeg vil hellere føde 10 børn.
    Jeg håber det du nu er igennem, betyder at du er nået et skridt videre. Det er godt nok ikke altid til at forstå, at det hele tilsyneladende skal blive værre før det bliver godt. (bedre)

    • Det er nok meget sigende, sammenligningen med fødsler. Uden at jeg dog ved helt hvad jeg taler om hvad det angår.

      Det ville være rart at komme bare det skridt videre.. især hvis det betød at dette skridt ikke skulle gås igen.

  3. Vreden vil jeg tro er sund. Det kan smerterne på ingen måde være, men de rent fysiske smerter er vel også svære at komme af med. Eller …? Det kan man vel ‘få noget for’?
    Din selvironi og humor er stadig aldeles enestående – alene det, at du kan kalde dig selv for “en fiasko som incest-offer” – det er humor på højt niveau.
    Jeg kan desværre ikke hjælpe dig, men jeg kan fortælle dig, at jeg (stadig) nærer en dyb, dyb respekt for dig.

    • Den der vrede må gerne være sund, men den er dælme svær at håndtere i livet.

      Der har været forsøgt flere gode ting for at begrænse smerter men med varierende held og varighed.

      Selvironien og humoren er mine væsentligste overlevelsesredskaber når livet gør for ondt. For at holde det på afstand, tror jeg.

      Er lidt benovet over din respekt – for jeg synes jo selv at jeg er lidt sølle.

  4. Jeg har haft celleforandringer, og har fået taget vævsprøver et par gange, og det var ikke rart, så jeg kan godt forestille mig hvilke smerter du har selvom det jeg prøvede nok ikke kan sammenlignes helt.

    • Og jeg har ikke prøvet at få taget vævsprøver, så mit bud er lige så godt som dit. Men de ligner nu nok meget hinanden, bortset fra situationen. Det vil sige at man måske nok er lidt indstillet på smerten når man ligger på briksen – men for mig er det ikke egentlig situationsbestemt. Det kommer bare.

  5. Jeg synes din vrede lyder sund og fornuftig.

    Arvævssmerter i underlivet er rædselsfulde, jeg døjede med det i mange år, ikke af samme grund som dig, men jeg genkender din beskrivelse af hvordan det føles. Jeg håber du får noget smertestillende til at tage toppen af smerterne.

    • Jeg håber at vreden er sund og fornuftig – men den er dælme besværlig.

      Det er en forfærdelig måde at have smerter på og jeg prøver at dæmpe det af men med varierende held. Jeg tror faktisk rigtig mange kvinder har oplevet noget der ligner. Kan da læse her at det vist ikke er så ualmindeligt, omend det trods alt nok er lidt anderledes end hvad oplever.

  6. Arvæv er rædsomt og gør irriterende ondt. Irriterende fordi det ikke burde gøre ondt mere og det bringer sådan nogle stygge minder tilbage.

    Det er godt du er vred.. Hvis du kan komme af med vreden. Det tror jeg er vigtigt. For at man ikke vender den indad…

    Og jo det siger vi bare.. NU. Blev der sagt.

    • Ja tak – lige nu.

      Arvæv er noget en vis Herre har skabt i sin helt særlige vrede for at straffe hvem som helst for hvad som helst som de slet ikke har gjort.

      Der rammer du sådan ca i plet, for jeg kan ikke komme af med vreden, jeg kan ikke finde ud af at vende den mod symbolske objekter der skulle forestille min bror, min familie eller ham, der dengang førte kniven. Så jeg skal passe på med for meget vrede, da det bliver selvdestruktivt i stedet.

Har du kommentarer eller spørgsmål:

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s