Det må være dagens overskrift for mig.
Det er upraktisk at have de her angst-tilbagefald.
Det er upraktisk at have feber og være syg.
Det er upraktisk at kæresten har arbejde.
Det er upraktisk at være flyttet ind til byen.
Det er upraktisk at medicinen, der virker, har rød trekant.
Det er i det hele taget bare… møghamrende upraktisk, det hele.
Jeg har det skidt, mentalt, og er stadig i den her underlige beredskabszone, hvor jeg er parat til at nedlægge hvem som helst som kommer mig på tværs for alvor. Oven i det har jeg erhvervet mig en betændt tandrod, der nu har givet mig feber og som derfor holder mig hjemme og i sengen – eller ved mit skrivebord. Jeg må og skal til min tandlæge, og han har først tid til at se mig i morgen over middag, og jeg vil ikke til andre tandlæger, da han er er en jeg har tillid til, og som kender til min psykiske sygehistorie. Og er i stand til at håndtere den med en enkelt udvalgt assistent. Og kæresten min ved siden af, hvis muligt. Så nu skal hun have fri for at følge med. Desværre skal hun have rigtigt meget fri fra arbejde, da min tandlæge naturligvis har sin klinik et pænt stykke uden for byen – og i god nærhed af hvor vi boede før. Praktisk den gang – upraktisk i dag. For jeg er nødt til at tage noget stærkt angstdæmpende inden jeg overhovedet tør nærme mig ham, og så kan jeg ikke køre bil. Så kæresten skal køre mig, uanset hvordan vi vender og drejer den.
Det er bare upraktisk det hele. Øv.
Jeg er så vanvittigt bange for blive anbragt i en situation (læs: tandlægestol) jeg ikke kan komme væk fra eller kontrollere, blive påført smerte uden at kunne stoppe det. Det er opskriften på et angstanfald af de helt store. Faktisk fås de nok ikke større end det, med mindre der sker et eller andet som ingen ønsker for mig.
Men jeg skal ud til den her tandlæge, hvad enten jeg vil eller ej… øv.
Overleveren 
At kalde det upraktisk er vist en jysk underdrivelse. Jeg ville nok kalde det træls og noget sindpsykopatmøghamrende irriterende og dumt lårt! Håber, Kæresten kan smide, hvad hun har i hænderne og fragte dig til tandlæge snart, straks, lige NU! Næh, du kan jo først komme til tandlæge i morgen. Det er ikke helt godt nok, synes jeg. Jeg er da vant til tandlæger, der aflyser andre aftaler, hvis en patient ringer ind med et super-akut problem. Øv altså 😦
Det er superakut, men det er også supervigtigt for mig at jeg får lige netop dén tandlæge og lige netop den assistent, så venter jeg hellere en dag end at bytte behandler. Det er mit valg og min beslutning. Men det er upraktisk og noget forbandet dumt låååårt som du så malerisk kalder det.
Jeg tænker også at upraktisk er noget af en underdrivelse for dig lige nu.. Jeg vil ikke påstå jeg elsker at være til tandlæge, men jeg betragter det som et nødvendigt onde.. Dit forhold til en tandlægestol lyder traumatisk.
Det er det også, og det kan vel egentlig ikke komme særligt meget bag på nogen… mine traumer hænger ganske meget sammen med ubehaget ved at få stoppet noget i munden… og nu skal det bare overstås i morgen – med kæresten i hånden og en stesolid i maven, så traumet ikke bliver siddende i kroppen.
Alle andre med tandlægeskræk kan godt pakke sammen … efter at have læst din forklaring til Inge får jeg helt kvalme ved tanken om den slags angst, der må sidde i dig.
Nej, de kan ikke – de har bare skræk af andre grunde.
Den angst er .. og ja.. kvalmende er et ganske dækkende ord… meget ubehagelig.
Det sære er at mange tandlæger er helt klar over sammenhængen mellem traumer som mine og tandlægebesøg – og hvorfor – men psykologen anede faktisk ikke hvad jeg talte om, da jeg prøvede at forklare hende det. Måske brugte jeg bare ikke klare nok ord. Men de har det – som du lige bemærker – det med at være ganske kvalmende.
Har den der gode tandlæge også en stop-knap? Sådan en, hvor man giver ham et mere eller mindre kontrolleret tegn (alt fra at blinke med ¢jnene, et gutturalt skrig eller viftende arme), hvor han så holder lidt inde (ude) med sine tiltag? Bare for at have liiiiidt kontrol over situationen?
Det er nemlig det han har, og derfor jeg ikke er så glad for at skulle gå til andre end ham. Han kender min historie og respekterer den. Og når kæresten er med er hun jo osse vældig obs på mig og hvornår nok er lige lidt for meget. Jeg har ingen kontrol som sådan, men kæresten har.. og det er næsten ok for mig.