Provokation

Jeg er alene hjemme, da kæresten er hos sin familie. Jeg ved faktisk ikke hvornår hun kommer hjem igen, men kun at jeg ser hende på skype ind i mellem. Hun er hjemme for at pleje sin syge mor og det kan jeg ikke deltage i, da jeg skal passe arbejde, hunden, hverdagen og regningerne herhjemme. Og det går egentlig ok med at være alene. Det er lidt svært at turde sove når jeg ikke har hendes arm inden for rækkevidde. Det er lidt svært at stå op når jeg ikke skal koste hende ud af sengen også. Det er lidt svært at komme hjem efter en hundeluftetur og se hunden spurte rundt i lejligheden for at se om hun dog ikke skulle være kommet hjem i mellemtiden. Det er lidt svært at erkende i hvor høj grad hun er mit indre ESP-system, der forhindrer udskridninger når jeg mister fodfæstet.

Det er angstfyldt for mig at være alene hjemme her i betragtning af hvor kort tid vi har boet her, men nyder til gengæld at se hende på skypen, selvom samtalerne er alvorlige og tunge.

Jeg er ikke rigtigt tilbøjelig til at gå for langt væk hjemmefra her i weekenden, for jeg vil jo godt være i nærheden af skypen, hvis hun nu ringer. Lige når hun ringer. For jeg ved at hun osse har brug for mig i den her situation.

Det er klart at alderdom, sygdom, pleje og sorg er emner der fylder en del i vores liv lige nu. Vores to helt adskilte liv. Og dog er vi så tætte som nogensinde. Savner bare.

Og så smider Kong Mor et indlæg om pleje på banen. Om hjemmepleje, der ikke fungerer. Om manglende plejehjemspladser og sådan noget.

Og så bliver jeg altså lidt provokeret – ikke af hende, men mere generelt. For pårørende har alt for ofte en fuldstændig urealistisk holdning til hvordan, det bør være. Der må ikke være udskiftning i hjælperne, de skal gøre alle de ting den ældre plejede at gøre selv, sådan som den ældre plejede at gøre selv, i det hjem som den ældre har indrettet selv og hvis den ældre ryger må de huske på, at det er et hjem, de arbejder i, hvor man ikke kan forvente “røgfri arbejdsplads”, hvor der er nogen andre, der bestemmer. Så skal de være til rådighed når som helst de ældre behøver dem – for man falder jo osse om natten, de skal brænde for deres arbejde, være parate til at gøre en ekstra indsats med et smil, være fleksible og lige osse tage opvasken for de ældres pårørende, der har været på besøg.. når den nu står og fylder på bordet og forhindrer forberedelse af frokost… og alt dette for en grundløn på 17.500. Altså før skat!

Hvor mange ville overhovedet gå ud af deres hoveddør hver morgen for den løn?`

Bortset fra kassedamerne og taxachaufførerne tror jeg faktisk ikke der er job, der er mere taber-agtige at have. Men vi kræver altså rigtigt meget af de mennesker. Som vi samtidig ser lidt ned og tænker – nåehja, de kunne nok ikke blive andet.

Der er rigtigt mange udlandske kvinder og mænd i de her jobs – og det er der nok en grund til. Vi danskere er blevet lidt for fine til at tørre de ældre i måsen under de her forhold. Til den løn.

De arbejder med hårdt fysisk arbejde i røgfyldte lokaler, under lamper, der truer med at vælte, i overfyldte rum. De håndterer alverdens arbejdsgange i nedslidte køkkener og badeværelser og står bukket over senge så lave at arbejdstilsynet ville korse sig i stænger. Senge, der ikke bliver byttet fordi, den ældre ikke synes det kan betale sig, og fordi man ikke kan få plads til en sygehusseng, for så skal gamle moster annas chatol ud. De vader rundt mellem katte og hunde og prøver på ikke at vælte den skårede gulvvase lige inden for døren. De prøver at støvsuge det gamle og ikke særligt ægte tæppe, der forlængst er så nedslidt at man ikke engang kan se mønstret og er så fedtet, at skoen hænger fast, for hvis der ikke bliver gjort rent, så brokker alle sig osse.

Arbejdsforholdene er horrible. Vi ser på vores ældre og deres hjem og tænker hvor er her hyggeligt og rart og her lugter af farmors kager og sådan noget. Hjemmehjælperne ser en arbejdsplads, hvor intet er indrettet fornuftigt i de arbejdsgange, de skal udføre. De kan ikke få de løfteværktøjer ind som de reelt behøver fordi ingen tør kræve at møbler ryger ud. De skal ofte bade de ældre – i et badekar. Forestil dig lige dét, og hvis ikke du kan, så prøv med din mand/kone, der spiller slap og halvside lammet til lejligheden. Egentlig vil jeg fraråde det forsøg. Det er vist en teknik, der skal læres for at undgå skader.

Men alligevel skal de smile og brænde for deres job. Men vi må huske på, at det er hvad det er – et arbejde. Uden særlig god løn og i et arbejdsmiljø, der er belastet på alle tænkelige måder.

Inden jeg fortsætter vil jeg godt lige præcisere, nej, jeg er ikke SOSU hjælper. For mig ville det være en forfremmelse at være det. Men jeg er jo udstyret med psykisk lidelse og skal bare være glad for at jeg faktisk har et almindeligt job, der i øvrigt ikke engang kan nå op på den der grundløn. Men jeg har en vis kontakt med hjemmeplejen på andre fronter og ser ind i mellem lidt af det, der foregår bag kulisserne.

Vist, alle skal have en værdig alderdom, og være så længe i deres eget hjem som de selv føler de kan, og med den hjælp de behøver. Ingen skal gå rundt i lortebleer eller ligge i dem i time og dagevis. Overhovedet ikke, men vi er altså nødt til at huske på at det er et kæmpestort system, der kører i baggrunden. Hver morgen bliver dagen planlagt i hjemmeplejeteams, hvor de fleste ansatte har deres faste besøg. De skal dække hullerne efter dem, der har meldt sig syge (og dem er der mange af i den branche) så alle ældre stadig bliver hjulpet ud af sengen og i bad inden kl 11, alle får frokost mellem 11 og 12.30 osv. Når dagen er stort set planlagt kører de i hver sin retning og går deres “rute”. Somme tider med god tid, andre gange i stress, fordi fru Hansen er faldet på badeværelset og hjælperen har måttet vente på hjælp og sygeplejerske inden det var muligt at gå videre. Kan I forestille jer hvad der sker hvis både fru Hansen og fru Jensen falder? Og Hr. Olsen pludselig ikke kan se eller bruge sin venstre arm og også ser skæv ud i ansigtet. Det er mennesker det her. Både på den ene og den anden side af serviceringen. Man kan kun planlægge i hovedtræk. Hver dag har uforudsete hændelser, der skal håndteres på rette vis.

Så frustrationerne bliver naturligvis store når de pårørende bliver utilfredse med, at tider ikke overholdes, at hjælperne ser trætte ud og bare skal have det overstået eller at det nu er “en anden igen” der kommer.

Vi må vise lidt respekt – for de passer vores pårørende. Ville du selv gøre det? Har du tid til det?

Mit svar var og er nej. Kærestens svar var – Ja, det vil jeg godt. Ja, det vil jeg have tid til.

Og vi har endda ikke råd til at hun tager fri. Vi tager os råd.
Og ofrer en ferie næste sommer.

Derfor er jeg nu alene, mens hun render rundt et par timers rejse herfra og passer sin dødssyge gamle mor.

Men hun er altså også noget ganske særligt – kæresten altså.

Det er moderen nu osse. Forresten.

Reklamer

18 comments on “Provokation

  1. Så blev tingene ellers sat lidt i relief!
    Det var et godt indlæg, der på bedste og mest illustrative måde beskriver de forhold, man må arbejde under, naår man passer samfundets gamle, når de gamles familie ikke gider. Kan. Orker. Har mulighed for det.
    Jeg tror ikke der er mange, der ser på det, som du her har beskrevet, men jeg tror heller ikke, der er ret mange, der tør stille sig op i fx Aftenshowet for at fortælle, hvordan virkelighedens verden er. Vi hører det altid kun fra ‘de stakkels, svigtede’ ældres side. Og ikke mindst de fra pårørende, hvis pligt man med god grund kunne sige, det først og fremmest var …
    Når det er sagt, synes jeg den er kørt lidt for langt ud med, at de ældre skal være i eget hjem så længe som muligt.
    Jeg håber for både kæresten, kærestens mor og ikke mindst for din skyld, at det hurtigt må blive overstået med moderen – alt andet lyder som om det bare er at trække det uundgåelige i langdrag.

    • Den er helt sikkert kørt et stykke for langt ud med “længst muligt i eget hjem”. Det er der slet ingen tvivl om. Men de mennesker der slider med at få det til at fungere alligevel på trods af sparekrav, forventninger, arbejdspres osv lider altså under pårørendes krav til at det hele skal være lidt bedre og lidt mere fleksibelt.

      Det er det uundgåelige nu med kærestens mor. Og det bliver en svær tid vi går i møde.

    • Håber jeg også – men ikke at hun kommer hjem før hun selv synes at dét er det rette at gøre. Hun ved jo godt, at i denne situation er der ingen ommer. Det skal gøres rigtigt første gang.

  2. Tak skal du have! Det er så sjældent at der er nogen der har omtanke nok til at se i øjnene hvad vi kan være oppe imod, os i ældreplejen.
    Jeg vil ikke begynde på den jammerklage, som er karakteristisk for min branche, jeg kan faktisk meget godt lide mit job; men manglen på forståelse og de tårnhøje forventninger, specielt fra pårørende, kan være opslidende.

    • Jeg tror de fleste i den ældrepleje kan lide deres job, der jo osse rummer en masse positive oplevelser med mennesker, der er lidt ud over det sædvanlige i deres alderdom. Kan godt forstå hvis plejepersonale ind i mellem vrisser af hinanden, den ældre og de pårørende. Måske det sidste – og siger… gør det selv!

  3. Bravo endnu et af din super ordrige indlæg; dem kan jeg så godt lide.

    Jeg klarede ikke en dag at arbejde i ældreplejen, hvis den er, som du beskriver den. Jeg ville få stress og depression af ikke kunne arbejde som planlagt, og jeg ville ikke kunne bære, at intet var indrettet til at komme omkring ved med en effektiv støvsuger.

    SOSU-hjælpernes løn er alt for lille i forhold til den opgave, vi forventer de løser, på samme måde som jeg også synes, at skolelærere, sygeplejersker og politifolk er alt for ringe lønnede, når man ser på det ansvar vi lægger på dem og på de opgaver de forventes at løse.

    Hvor er det flot, at kæresten har besluttet at passe sin gamle mor, og hvor er det dejligt, at I tager jer råd til det. Det burde flere gøre. Jeg ved ikke, hvad jeg selv ville gøre, hvis jeg selv stod i situationen. Jeg kan ikke komme til at stå i situationen, da begge mine forældre er døde for længst.

    Jeg håber kæresten snart er hjemme hos dig igen.

    • Mht vores egne ældre, så er det jo et spørgsmål om at prioritere og vurdere hvad der er vigtigt. Der er naturligvis forhold i denne situation som jeg ikke fortæller om, og som gør at kæresten har taget denne beslutning.

      Så er det nok ikke lige den slags job du skal søge, kan jeg regne ud. Der skal man vist være hård og skære igennem og sige – kan man ikke komme til så bliver det bare ikke gjort. Altså det med støvsugeren. Og så må de pårørende selv prøve at flytte rundt på møblerne og støvsuge i hjørnerne.

  4. Supergodt indlæg, jeg har selv været i branchen, både i hjemmeplejen og på plejehjem, men jeg tror nu nok at forholdene er en del anderledes end dengang jeg var der, men forventningerne fra pårørende og nogle gange de ældre var også dengang tårnhøje og urealistiske mange gange. Det er et utaknemmeligt job, og selvom man får løn for arbejdet så svarer kravene slet ikke dertil. Men heldigvis udfører de fleste hjælpere et godt stykke arbejde, men nedslidende det er det..Håber kæresten snart er hos dig hunden igen.

    • Jeg tror også det har ændret sig en del. Der er helt andre regler for arbejdsmiljø i dag end der var, der er bare dét problem at det for det første ikke bliver overholdt og at de pårørendes forventninger stadig er skyhøje. Og at de er mere højtråbende end de har været før.

      Det håber jeg osse, selvom jeg jo godt ved, at hun vil få lige så svært ved at være her som der.

  5. Det er tankevækkende ord. Du rammer rigtig godt, synes jeg. Vi oplever jo selv systemet med far lige nu, men vi må sige, at der ikke er noget at klage over.
    Det er en svær tid, men jeg er helt sikker på, at I har valgt rigtigt, når kæresten er taget afsted. Jeg håber, at det kommer til at gå så let som muligt, så du og hunden snart kan få kæresten hjem igen.

    • Det bliver ikke let, men forhåbentlig lidt mindre svært. Men jeg må da indrømme at jeg glæder mig en del til at hun kommer hjem igen. Selvom jeg ved at det er en forandret kvinde jeg får hjem. En der har håndteret de rigtigt store følelser og har taget beslutninger som ikke kunne fortrydes. Det er sådan noget der skaber viljefasthed og styrke. Med tiden. Ikke endnu.

  6. Ved godt at du siger at du ikke blev provokeret af mig.. 😉 Men så lidt alligevel.

    Til spørgsmålet om hvorvidt jeg ville passe mine ældre må svaret være ja. Bortset fra personlig hygiejne, det ville være for tæt på. Jeg ville kunne passe en andens ældre og tørre dem bagi, eller give dem bad, men ikke mine egne.

    Jeg tager faktisk derind og laver mad til hende, så hjemmehjælperne kan bruge tiden på andre ting.
    Jeg har som sagt intet imod at de er mange – bare de ikke forventer at hun kan genkende dem – overhovedet. Men jeg har noget imod at de ikke alle sammen er så søde ved hende som jeg synes hun fortjener.

    (hun har moderne højbenede møbler, ingen dyr, ingen røg, ingen ulækre tæpper, ikke ret meget nips, en fornuftig høj seng og masser af gulvplads)

    Jeg forventer ikke et øjeblik at de skal tage min (vores) plads, men det er vel meningen at det er en hjælp, det ligger jo i ordet 🙂 og derfor harmer det mig at de koster rundt med hende når hun skal i bad, eller kommer kl 10 for at give hende morgenmad, og kl 11.30 for at give hende frokost.. Og så er der mad igen kl. 19.

    Det harmer mig at de ikke kan fiske en halv kiks op af skuffen, hvor den åbenbart er faldet ned, eller huske at hun ikke kan se sin mad, så hun spilder – og de glemmer at lægge en serviet eller klud på hendes tøj, som ret hurtigt bliver meget ulækkert.
    (Vi vasker hendes tøj selv, da hun godt nok er visiteret til at få vasket tøj – men kun hver 14dag – og så meget tøj har hun slet ikke)

    Og så synes jeg altså godt de måtte sende hende på plejehjem når nu hun gerne vil, og vitterligt ikke kan noget som helst selv mere!

    Jeg harmes derimod ikke over at de skal have fri som alle andre, og jeg mener afgjort at de burde have mere i løn.. Men jeg bestemmer desværre ikke!

    • Naturligvis blev jeg det, for jeg møder jo tit den holdning mht at det skal være det faste personale og sådan noget. Og jeg tror man bliver lidt træt af at høre det i længden. Derfor blev jeg lidt djævlens advokat (dermed ikke være sagt at hjemmeplejen = djævlen). Du kender mig efterhånden godt nok til at vide at jeg ofte udtrykker mig kontroversielt og mener noget “omvendt” – var også derfor jeg blev hældt ud af “cirkus incest” igen.

      Du laver mad til hende så hjemmehjælperne kan bruge tiden til andre ting – er du sikker på at de overhovedet må det? Normalt set er det sådan at de skal lette måsen og komme videre når de opgaver brugeren er visiteret til er løst – uanset hvem der har løst dem.

      Og så rammer du direkte ned i problemstillingen med dit svar. Du ser ét hjem, en bruger, en livssituation og et behov. Hjemmehjælperne ser lidt mere end det, for de skal have rigtigt mange besøg til at fungere.
      Du harmes over tiderne, hvilket jeg sagtens forstår, men der må ikke herses.. nej, selvfølgelig ikke, men hvis alle har en lidt langsom dag så kommer Hr Hansen altså først i bad ud på eftermiddagen. Og så bliver hans pårørende sure. Man kan ikke både holde tider og tidsmæssig afstand mellem måltidsbesøgene og så ikke være lidt konsekvent mht tider. Men man kan da forhåbentlig gøre det mere elegant end decideret herseri.

      Det harmer i øvrigt også mig – det der med plejehjemspladserne. At det nærmest kun gives til dem der snarere burde komme på hospice i stedet. De når ikke at have glæde af de tilbud der faktisk gives på plejehjemmene fordi når de endelig lander dér – så er de så dårlige at det egentlig kan være lige meget.

      Som jeg skrev til dig – ovre hos dig – synes jeg at I skal se om en privat udbyder på markedet kan gøre det lidt bedre. Men husk at det er de samme kommunale regler og tider der gælder. Det bliver der ikke lavet om på, men det betyder at I kan tilkøbe ydelser og mere tid.

  7. Supergodt indlæg. Det er godt også at få den side af sagen med. Vi (læs: Gemalen og kun i mindre grad jeg) sidder selv i suppedasen. Farmor bliver ringere og ringere og er stadig ikke kommet på plejehjem. Pasningen af hende halter. Rigtig meget. Det er helt vildt svært at finde ud af, hvor det egentlig er, at det går galt. Der er ikke nødvendigvis noget at sige til, at hun ikke kommer i bad, hvis hun ikke vil. Eller ikke kommer op, hvis hun ikke vil. Men det gør ondt den ene gang efter den anden at opdage, at nu fungerer det ikke længere, og noget andet gør heller ikke. Og har ikke gjort længe. Det er kun noget Gemalen opdager, når han tilfældigvis er hos sin mor, når hjemmeplejerne eller hjemmesygeplejersken kommer. For ellers er der ingen tilbagemelding. Om plejepersonalet ikke melder tilbage, at nu kom fru Olsen altså heller ikke i bad idag, eller om det er næste led, der, trods løfter, ikke melder tilbage, ved vi ikke.

    Hvor om alting er, så tror jeg at meget kunne bedres for både de gamle, plejerne og de pårørende, hvis man var bare lidt mere åbne og kontante og turde kalde en spade for en spade. Så plejepersonalet kunne sige til den ældre – og dennes pårørende, at skal der gøre ordentligt rent, så skal alle de små tæpper ud. Skal den ældre vaskes i sengen, så kræver det en ordentlig hospitalsseng, for ellers risikerer plejepersonalet at ødelægge ryggen osv osv.

    Og så forstår jeg slet ikke, når ‘længst tid i eget hjem’ bliver trukket helt ud i ekstremerne, hvor al værdighed og respekt forlængst er gået fløjten. Farmor får en masse hjælp, og plejepersonalet suser ind og ud mange dagligt. Det må koste en trillion, men alligevel halter det hele. Og det er synd for både hende, os pårørende, plejepersonalet og samfundet. Suk.

    • Somme tider findes der vist en kontaktbog som kan bruges ? Måske det var en mulighed for at forbedre om ikke kommunikationen så ihvertfald informationen mellem brugeren, de pårørende og hjemmeplejen. Måske var en privat udbyder også vejen frem for dig. Det siges at fungere lidt bedre end det kommunale.

      Men der er vel ingen der forhindrer jer i at tage en rengøringsdag, og så få tæpperne ud til bankning og sådan noget. Tror da ikke hjemmeplejen har tid til noget der bare ligner hovedrengøring, og som du siger, det er jo rigtigt mange mennesker der render igennem det hjem.

      Tror desværre stadig at “længst muligt i eget hjem” er billigere end plejehjemspladser. Ellers ændrede kommunerne vel strategi på det her punkt?

      • Vi har et geografisk problem med Farmor, da hun bor i Nordsjælland, mens vi bor i det midtjyske. Men ellers har du da ret. Bortset fra, at sidst vi prøvede netop det, altså hovedrengøring (eller noget der lignede), blev Farmor aldeles hysterisk, fordi jeg (ikke Gemalen som må alt) rodede i hendes ting. Det hele er jo ekstra svært med demente, der ikke forstår fornuften i det man foretager sig.

        Du har formodentlig ret i, at ‘længst muligt i eget hjem’ er billigst. Hvilket undrer mig, da Farmor er virkeligt ressourcekrævende med alle de tiltag, der er omkring hende.

        Var nok lidt rigeligt egocentreret i første kommentar, da jeg glemte at spørge om kærestens mor er dødsyg som i terminal? Det er fantastisk, det hun gør. Kæresten. Og det er vel egentlig svært at vide, hvad man egentlig ønsker for kærestens skyld? Utrolig svært for jer begge to. Håber for jer, at denne limbo-tilværelse ikke trækker i langdrag.

        • Det er helt ok at være rigeligt egocentreret 🙂

          Moderen er absolut terminal og kæresten har besluttet sig for at komme hjem igen. Der er ikke mere at gøre, sige farvel, overlade pladsen til andre søskende og så vente.. hun (kæresten, altså) har jo ikke taget plejeorlov som sådan, men lidt panikferie. Så det måtte jo få en ende.

          Det er jo et af problemerne med visse ældre, og især demente, at de vil ikke have hjælpen og derfor ofte kan blive genstridige. Det er jo ikke fordi de er dumme, det er bare fordi – så vidt jeg kan se – at de vil have bare en lille smule magt over egen tilværelse tilbage. Forvirringen over hvad der sker, gør dem vrede.

Har du kommentarer eller spørgsmål:

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s