Den dovnes RAW billeder

Tænkte jeg ville vise at RAW ikke nødvendigvis indebærer at man skal fotografere alt på manuelle indstillinger, at indstille blænde, iso og hvad ved jeg, så jeg tog kameraet med ud at gå en eftermiddagstur med hunden. Og med usædvanlig indiskretion viser jeg hermed rundt i mit helt nære område. Er dog nok ikke særligt sigende for ret mange, så jeg løber risikoen.

Billederne er taget med mit tussegamle canon dslr med budgetlinse på. De er taget på indstillingen P (som på mit kamera stort set betyder fuld automatik men både JPEG og RAW af alle billeder) og med auto hvidbalance. JPEGS til højre er ikke efterbehandlet overhovedet. RAW til venstre er yderst sparsomt efterbehandlet.

Ingen billeder er beskåret, hvilket er meget mod min vane, da min budgetlinse laver de skæggeste vignetter på rigtigt mange billeder, så jeg har gjort det til fast vane at lave en “afskæringskant” i alle billeder.

Prøv at lægge mærke til at RAW billederne indeholder mange flere nuancer af eksempelvis hvid -> næsten hvid ->grå -> mere grå end hvid end JPEG billederne.

Jpeg formatet i kameraet fortolker rigtigt meget hvid til næsten hvid som værende hvidt og så bliver billedet udbrændt i de hvide felter. RAW har mulighed for at gemme mange flere farveinformationer og kan derfor skelne om en pixel er hvid eller bare vanvittigt tæt på hvid gående til næsten hvid. Indrømmet, problemet opstår jo så igen når man gemmer som JPEG for at lægge dem ud her, men i det mindste er de da kun komprimeret en gang (to gange faktisk for jeg tror også WP gør det). JPEGS fra kameraet er komprimeret flere gange og med dårligere algoritme, fordi det skal gå stærkere.

Læg også mærke til at jeg har korrigeret eksponering og hvidbalance hvor den var gået helt galt for kameraet.

IMG_1659IMG_1659-j

Vi tror det bliver en badesø. En dag. Ind til nu er mågerne glade for den.

IMG_1670IMG_1670-j

Selvmål?

IMG_1677IMG_1677-j

Taget i barskt modlys og helt bevidst skygge.

IMG_1689IMG_1689-j

Modlys igen. Kig til husene.

IMG_1703IMG_1703-j

Den her bygning er lidt skæg. Bemærk alle linjerne og nuancerne der er mere eller mindre udviskede i JPEG´en. Vist det er da et ok billede, men ikke helt godt.

IMG_1720IMG_1720-j

En af flere legepladser.

IMG_1722IMG_1722-j

Og lidt skyer. Nappet direkte fra altanen.

12 meninger om “Den dovnes RAW billeder

  1. Det er da helt fantastisk – jeg har aldrig vidst, at det var så meget, der forsvandt i komprimeringen til JPEG! En supergod billedserie til at overbevise mig om, at jeg skal lege med mit kameras RAW-funktion, hvis ellers kameraet kan det, for det kommer jeg pludselig i tvivl om. Der er ikke en knap eller lignende hvor man kan vælge RAW – burde der ikke være det? Mit kamera er et Nikon D40 og jeg kan ikke finde brugsanvisningen. Jeg har prøvet at læse lidt på en Wiki http://en.wikipedia.org/wiki/Nikon_D40 om kameraet, og der står ikke noget om RAW, så måske har jeg slet ikke muligheden?

  2. Jeg tror at lige så snart jeg har fået pakket ud igen så skal jeg finde mit Canon program til pc’en der fulgte med da jeg købte kameraet og prøve at lege lidt RAW-billeder, det har længe irreteret mig at f.eks bladene på træerne nogle gange ser næsten blå ud. Tak for indlæggene og rundvisning i dit område..

    • Jeg vil råde dig til at starte med at tage nogle raw billeder på autoindstillingen. Planlæg dem sådan at de har forgrund med farver, mellemgrund med noget mørkt – og så en himmel for oven.

      Så installerer du picasa og prøver at lege lidt med det og ser hvordan man simpelt kan lave ændringer i de her ting.

      Canons software er ikke specielt godt til det her. Photoshop er bedst, men picasa kan bruges.

  3. Det var da ligegodt pokkers.. Du fik lige præcis sat ild til en af mine største irritationer.. Den udbrændte himmel.. 🙂
    Hmmmm måske sku’ en alligevel prøve.. Bare en bitte lille smule.. 😉
    Men hvad så når de ligger der i RAW.. Hvad gør jeg så..?? Det er jo ikke nok at tage dem i det format, så skal der jo arbejdes med dem, det er der jeg står af.

    • Jeg skal nok komme til det der med redigeringen, men der står du så af. Du vil have god himmel mm så har du to muligheder – enten så lærer du at fotografere på M og udnytte alle underlige finurlige indstillinger eller også giver du dit kamera solbriller på 🙂

      Det vil sige opsøger din fotodimse-pusher og indkøber et gradueringsfilter (ND-filter) og lærer at bruge dét.

      Eller overgiver dig til det her, så du kan bruge det til de billeder du så gerne ville beholde, men som er udbrændte. Jeg tror du vil have den nemmeste løsning. Og det er at tage rawbilleder sammen med dine jpegs. Så skal du ikke fedte med filtre og indstillinger når motivet er der, men kan stille og roligt rette fejlene derhjemme på under 3 minutter.

  4. Jeg har ikke en fis forstand på RAW eller andre fototekniske finuerligheder. Men jeg kan godt li’ dit tidselsbillede 🙂 Og nej, det kan godt være, det er dit nærområde, men bortset fra, at du bor i nærheden af både børn, natur og en underlig bygning, så giver dine billeder ikke mange hints.

    • Det er ok, jeg er ganske sikker på at du har viden som jeg ikke fatter en fis af hvis du prøver at formidle den til mig.

      Tidselbilledet kom faktisk bag på mig, tog det for at vise modlys og hvad det betyder for autoindstillingen og billedet. Og så ender det med (i raw udgaven) at være et rigtigt godt billede, og et der kommer op og hænge her.

      De er valgt ganske hårdt… så jeg er vist lige så sær og mystisk som jeg hele tiden har været.

Har du kommentarer eller spørgsmål: