Ubittert liv

Jeg har en bekendt, der har en veninde. Altså på facebook. En dag skrev hun til mig (altså min bekendte) og opfordrede mig til at kigge på en statusopdatering fra denne veninde. Om der var noget jeg kunne hjælpe hende med, for jeg er jo så god til det der med det offentlige og ved også en lille smule om det politiske liv i den by hun bor i.  Så jeg kiggede, og undrede mig jo naturligvis over at man ikke lukker af for venners venner (dem er der jo rigtigt mange af). Og nej – det der kunne jeg ikke hjælpe med. Men blev da lidt nysgerrig. Sådan på den lidt perfide måde.

For hun er vred og bitter. Håbløsheden lyser ud af hendes ord. Samfundet har svigtet hende og manden. De prøver jo bare at få et liv til at køre med deres to hunde og en kat. Vi er lige gamle, men hun er pensionist og manden er på kontanthjælp, da han ikke kunne få tilkendt pension. Sociallægen vurderede, at der var erhvervsevne og derfor er han nu havnet på kontanthjælp med deraf følgende krav.

De er lige flyttet fra den ene lejebolig til en anden fordi det var forbudt med mere end et husdyr i den første, og da de anskaffede hund nr 2 havde naboerne fået nok og klagede. De måtte naturligvis flytte til anden bolig, og det ville kommunen ikke hjælpe med at betale. Bankerne sagde nej til at låne dem til flytningen, ligesom de osse sagde nej til et blancolån på 25.000 kr op til jul.

Nu viser det sig her 4-5 måneder efter flytningen, at det sørme osse er forbudt at have mere end 1 husdyr det nye sted og de må formodentlig flytte igen. Hver for sig, for så må de få hundene med hver for sig og samfundet hjælper derfor med udgifterne, da det nu er en social hændelse, der er indtruffet.

Nu vil jeg ikke udlevere dem mere, men de tjener som eksempel på hvad jeg lidt besk kalder selvskabte problemstillinger.

Men jeg spørger altså, hvad det er jeg skal hjælpe med. Jo, manden er jo syg – som i syyyyg. Og de vil anke over afgørelsen mht pensionsafslaget. Og have pressen ind over. Og have pressen til at skrive om de horrible nabo-koner. Og om hvordan det offentlige har svigtet hele vejen igennem. At samfundet nu koster dem deres ægteskab – for det slider jo at skulle flytte på den måde.

Jeg må beklage, det kan jeg ikke hjælpe med. For jeg synes ærligt talt at de skulle have haft klarhed over reglerne inden de anskaffede hundene. Jeg synes også at de skal være lykkelige for at bankerne sagde nej til udlån, for de renter kunne de nok ikke have betalt i dag. Jeg ved hvor dyrt det er at flytte, og jeg ved egentlig osse hvor dyrt det er at have hund (kan hviskende berette, at vi afsætter 7000 kr årligt til dyrlæge og sygeforsikring til vores kræ, så pengene er der, hvis den bliver syg). To hunde har vi slet ikke råd til. Og vi har endda jobs og sådan noget.

Men det jeg egentlig vil fortælle med den her historie er, at det der støder mig så voldsomt er den søgen efter forklaringer og skyld i det offentlige. Hvorfor hjælper det offentlige ikke med det her. Hvorfor tilkendes pensionen ikke. Hvorfor ødelægger det offentlige vores ægteskab.

Det offentlige ødelægger måske nok nogens ægteskaber, men ikke jeres. Det gjorde I selv da I anskaffede hund nr 2 og startede jeres dødssejler med flytninger. Da I ikke justerede jeres udgifter ind efter jeres indtægter. Og i dag kan man altså godt leve på pension og kontanthjælp. Der gives nemlig en del tilskud fra det offentlige til den slags.

Jeg vil gerne hjælpe mine medmennesker, men med den vrede og bitterhed, der her bliver udstrålet samtidig med, at jeg skal glo på feriebilleder fra Azorerne. Glem det.

Jeg kan sagtens forstå problemstillingerne, helt liberal alliance er jeg altså heller ikke, men jeg synes faktisk at der må være nogle konsekvenser ved de valg, vi træffer i vores liv. Ellers lærer vi jo ikke at træffe de rette valg.

Jeg har i mit liv en del at være bitter over. Vred over. Men jeg har valgt at rette min vrede i ca de rette retninger, og det kunne aldrig falde mig ind og råbe:

det´  Samfundets Skyld…

Jeg kan da godt blive irriteret over at omtalte samfund vist hellere så mig gå sygemeldt igen ift at skulle fortsætte med den behandling hos psykologen som jeg behøver så voldsomt. Men jeg tror faktisk ikke, at jeg kunne finde på at mene, at det var samfundets skyld, at jeg behøvede den psykologbehandling.

Jeg vil ikke være bitter over mine tab, jeg vil ikke være en sær gammel kone, ingen kan holde ud at være sammen med fordi jeg altid er negativ og synes livet (samfundet) behandler mig skidt. Jeg vil være mig, der kan være glad, der kan være trist, der kan være gal og vred, grædende og pivende. Men bitter. Aldrig.

Jeg vil leve det liv, der er blevet mit. Jeg vil kæmpe de kampe jeg skal kæmpe. Og jeg kan vinde dem lidt af gangen med gode venners hjælp. Jeg vil have lov til at være trist, og osse ind i mellem angst, men de mennesker der kender mig – derude i virkeligheden – ser jo osse den anden side. Klovnen med de skægge historier, hundeejeren med den tossede hund, det (efter sigende) alvorlige og intense blik bag brillerne. (egentlig er det hverken bevidst eller skuespil, men jeg har så voldsomme koncentrationsproblemer, at jeg ser død-koncentreret ud selv i almindelige samtaler).

Bitterhed over det tabte og alle de tabte år i mit liv bringer intet som helst tilbage som det var. Der gives ingen ekstrachancer her – eller ekstrature for den sags skyld.

Jeg vil leve ubittert!

Men jeg vil først og fremmest leve med konsekvenserne af mine valg. Både de kloge og de mindre kloge. Jeg har ikke noget valg.

Skal dog blive lidt bedre til det der med vreden. Rette mængde, rette sted, rette tid og på rette måde. Den logistiske vrede, kalder jeg den.

Reklamer

18 comments on “Ubittert liv

  1. Du er FANTASTISK intet mindre!
    Det er sådan et livssyn man kommer langt på literen med.

    Den slags mennesker kan også gøre mig meget træt og jeg har ingen medlidenhed med dem du beskriver. Du MÅ tage ansvar en eller anden dag. Og deltage som du bedst kan i stedet for at kræve ind og råbe op.
    Vi er så heldige at bo i et land hvor vi kan få hjælp, når det hele brænder på – men det er jo ikke for resten af livet.

    • Tak 🙂
      Det har jeg da sandelig osse tænkt mig – at komme langt med det. Selvom jeg har mine dybe nedture og alt det andet. Men bitterhed kommer altså ikke på repertoiret.

      Jeg har heller ingen medlidenhed med dem, men dermed ikke være sagt at jeg ikke føler empati for andre mennesker, men når man dummer sig så seriøst og problemstillingen er så latterlig som at anskaffe hund #2 og kat #1 så stopper det altså. Det er jo ikke ligefrem livstruende livsændringer der sker her.

      Er en varm tilhænger af velfærdsstaten, men også at der er visse rimelighedskrav indbygget.

  2. Du bliver næppe en bitter gammel kone med den tilgang til tingene, som du har. Heldigvis 😀

    Desværre findes der mennesker, der ikke kan se konsekvensen af egne handlinger, men alene mener, at alting er samfundets skyld. Jeg kender én, der kender én, der arbejder i en børnehave i et belastet område her i byen. Det er nogle artige historier, man hører. Fx om ham, der havde fået en dom for vold mod kone og børn og skulle flytte ud, men nægtede, så længe kommunen ikke pungede ud til flytning, indskud, husleje etc. Det er bare et enkelt eksempel …

    • Det er så uklædeligt med så meget bitterhed.

      Jeg kender jo osse flere eksempler, men er jo lidt i det der dilemma med at jeg faktisk udleverer nogle mennesker og deres private problemer. Men omvendt, da jeg så blev kontaktet fordi de ville have pressen og politikerne ind over, så synes jeg at det var ok at skrive min mening. Den har jeg osse fortalt rette vedkommende, hvilket kostede mig et par venner.

  3. Dette var endnu et af dine herlige ordrige indlæg – bliv ved med dem, så har du mindst en ekstra fast læser og kommentator.

    Jeg forstår ganske enkelt ikke den slags mennesker du skriver om. De tror, der kommer nogen og redder dem på den yderste kridtstreg, men det gør der ikke, og pludselig er det det, der skal være samfundets skyld. Her siger jeg nej og stop. Som du selv skriver, skulle de selv have sagt stop og nej til hund nr. 2.

    Dine holdninger derimod er dem der gør dig til en ægte overlever. For du tager ansvar og du kæmper dine kampe, og det er så flot.

    • Jamen du er da velkommen. Ekstra læsere og kommentarer er jo altid velkomne.

      Som jeg har skrevet tidligere er jeg en varm tilhænger af velfærdsstaten men synes også at der skal lægges visse rimelighedskrav til grund for hjælp, og her er der tydeligvis tale om “uansvarlighed”, og dét er ikke noget samfundet skal hjælpe med.

      Jeg har faktisk ikke så meget valg… udover at kæmpe. Og det kan man ikke når man skubber ansvaret over på nogle andre, for så kæmper man de forkerte kampe.

  4. Det er jo så let at sige det er samfundets skyld det hele, men som du skriver så har man altså også selv et ansvar og må gerne bruge de små grå øverst oppe…Bitterhed, nej det kan man ikke bruge til noget andet end at skubbe andre fra sig..:-D

    • Netop – selvskabte problemstillinger skal samfundet ikke nødvendigvis hjælpe med, når baggrunden er decideret uansvarlighed.

      Kan også se at de vrede og bitre “hvorfor er verden så ond ved os”-agtige statusser får færre og færre kommentarer – om nogen overhovedet.

  5. Endnu et indlæg fra din hånd, der ramte lige i øjet….

    Jeg kender dem godt. Måske ikke lige dem, du beskriver, men en familie her, som matcher på en prik. Og øv ja – tag selv lidt ansvar og undersøg ting. Samfundet får skyld for meget…..

    Man vælger ikke selv sin historie, men man er selv med til at bære den videre, og er ansvarlig for, hvordan man vil leve med den. Det var ord, jeg en gang fik i hovedet. Og du ved jo om nogen, at det er sandt. Det med ansvaret provokerede mig vildt til at starte med, men jeg måtte sande, at der er noget om snakken. For jeg vælger selv, om jeg vil lade sofaen være min følgesvend resten af livet, eller om jeg vil ud og prøve kræfter.

    Du er sej. At vælge bitterheden fra og få det bedste ud af livet. Mange kunne lære en masse…

    • Tak, og et eller andet sted glæder det mig da at jeg ikke bare er en ensom kyniker, der siger nej til at hjælpe mennesker i nød. At der er nogen der tænker som jeg, at man selv har valgt i et vist omfang. Og må tage konsekvenserne – i et vist omfang. Dermed ikke være sagt at der ikke skal hjælpes, uanset hvad der er sket, for naturligvis skal der det. Men når baggrunden er som jeg skitserede her, så må hjælpen stoppe.

      Det er meget præcist skrevet – at man ikke vælger sin historie, men hvordan man vil leve med den.

  6. Hvor er det godt, rigtigt og modigt skrevet. Modigt, fordi det faktisk er et stort tabu, at gå ind for/forlange at folk selv tager ansvar for deres liv. Godt gået. Og hvor er DU inspirerende og følge. Jeg tager hatten af for din tilgang til livet, for dine holdninger og for din måde at overleve det næsten uoverlevbare på. Det har jeg dyb, dyb respekt for!

    • Velkommen til og tak for alle de rødmefremkaldende rosende ord.

      Ved nu ikke lige om det er det store tabu mere, forekommer mig at et parti som liberal alliance har scoret en masse god publicity på det, omend deres ekstreme liberalisme bestemt ikke er min kop the.

      Det betyder rigtigt meget for mig at du stikker hovedet frem og hilser på og fortæller mig lidt om hvad du får ud af at læse med her. Tak for det, osse.

  7. Det er mildt sagt en anelse for sent at bidrage med noget åndfuldt efter alle de andres kloge kommentarer.
    Vil derfor bare sige, at det er godt skrevet og rigtigt sagt. Som alleroftest fra din side 🙂
    Den stadigt mere fremherskende børnehavementalitet har irriteret mig længe, og det kan kun glæde mig, hvis mange efterhånden er ved at være godt og grundigt trætte af den.
    Tak for det indlæg, som godt kunne fortjene en plads et sted, hvor der var tusindvis af læsere.

    • Jeg må jo indrømme at jeg ikke er særligt overrasket over din holdning til det her 🙂

      Tror vores grænser for hvornår noget er børnehavementalitet er en smule forskellige (en del faktisk), men dette eksempel er dog klart inden for begges grænser. Hvilket i sig selv er ganske sigende. Og situationen er i hvert fald ikke noget jeg kan hjælpe med. Det vil jeg simpelthen ikke lægge navn til.

  8. Den nemmeste løsning på alt i livet, er jo at fraskrive sig al ansvar og give alle andre skylden, når tingene ikke lykkes. Når man kaster sig ud i vovede projekter helt uden sikkerhedsnet, så må man også selv redde sig i land. Det er ikke samfundets opgave.

    • Det er vist kun den nemmeste løsning på kort sigt. Sådan set ude fra. Men jeg forstår hvad du mener, og jeg kan se at vi osse der er ca på samme side.
      Jeg synes heller ikke at det er samfundets opgave at spænde sikkerhedsnettet ud når mennesker er så decideret uansvarlige som i dette tilfælde.

Har du kommentarer eller spørgsmål:

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s