Ubittert liv

Jeg har en bekendt, der har en veninde. Altså på facebook. En dag skrev hun til mig (altså min bekendte) og opfordrede mig til at kigge på en statusopdatering fra denne veninde. Om der var noget jeg kunne hjælpe hende med, for jeg er jo så god til det der med det offentlige og ved også en lille smule om det politiske liv i den by hun bor i.  Så jeg kiggede, og undrede mig jo naturligvis over at man ikke lukker af for venners venner (dem er der jo rigtigt mange af). Og nej – det der kunne jeg ikke hjælpe med. Men blev da lidt nysgerrig. Sådan på den lidt perfide måde.

For hun er vred og bitter. Håbløsheden lyser ud af hendes ord. Samfundet har svigtet hende og manden. De prøver jo bare at få et liv til at køre med deres to hunde og en kat. Vi er lige gamle, men hun er pensionist og manden er på kontanthjælp, da han ikke kunne få tilkendt pension. Sociallægen vurderede, at der var erhvervsevne og derfor er han nu havnet på kontanthjælp med deraf følgende krav.

De er lige flyttet fra den ene lejebolig til en anden fordi det var forbudt med mere end et husdyr i den første, og da de anskaffede hund nr 2 havde naboerne fået nok og klagede. De måtte naturligvis flytte til anden bolig, og det ville kommunen ikke hjælpe med at betale. Bankerne sagde nej til at låne dem til flytningen, ligesom de osse sagde nej til et blancolån på 25.000 kr op til jul.

Nu viser det sig her 4-5 måneder efter flytningen, at det sørme osse er forbudt at have mere end 1 husdyr det nye sted og de må formodentlig flytte igen. Hver for sig, for så må de få hundene med hver for sig og samfundet hjælper derfor med udgifterne, da det nu er en social hændelse, der er indtruffet.

Nu vil jeg ikke udlevere dem mere, men de tjener som eksempel på hvad jeg lidt besk kalder selvskabte problemstillinger.

Men jeg spørger altså, hvad det er jeg skal hjælpe med. Jo, manden er jo syg – som i syyyyg. Og de vil anke over afgørelsen mht pensionsafslaget. Og have pressen ind over. Og have pressen til at skrive om de horrible nabo-koner. Og om hvordan det offentlige har svigtet hele vejen igennem. At samfundet nu koster dem deres ægteskab – for det slider jo at skulle flytte på den måde.

Jeg må beklage, det kan jeg ikke hjælpe med. For jeg synes ærligt talt at de skulle have haft klarhed over reglerne inden de anskaffede hundene. Jeg synes også at de skal være lykkelige for at bankerne sagde nej til udlån, for de renter kunne de nok ikke have betalt i dag. Jeg ved hvor dyrt det er at flytte, og jeg ved egentlig osse hvor dyrt det er at have hund (kan hviskende berette, at vi afsætter 7000 kr årligt til dyrlæge og sygeforsikring til vores kræ, så pengene er der, hvis den bliver syg). To hunde har vi slet ikke råd til. Og vi har endda jobs og sådan noget.

Men det jeg egentlig vil fortælle med den her historie er, at det der støder mig så voldsomt er den søgen efter forklaringer og skyld i det offentlige. Hvorfor hjælper det offentlige ikke med det her. Hvorfor tilkendes pensionen ikke. Hvorfor ødelægger det offentlige vores ægteskab.

Det offentlige ødelægger måske nok nogens ægteskaber, men ikke jeres. Det gjorde I selv da I anskaffede hund nr 2 og startede jeres dødssejler med flytninger. Da I ikke justerede jeres udgifter ind efter jeres indtægter. Og i dag kan man altså godt leve på pension og kontanthjælp. Der gives nemlig en del tilskud fra det offentlige til den slags.

Jeg vil gerne hjælpe mine medmennesker, men med den vrede og bitterhed, der her bliver udstrålet samtidig med, at jeg skal glo på feriebilleder fra Azorerne. Glem det.

Jeg kan sagtens forstå problemstillingerne, helt liberal alliance er jeg altså heller ikke, men jeg synes faktisk at der må være nogle konsekvenser ved de valg, vi træffer i vores liv. Ellers lærer vi jo ikke at træffe de rette valg.

Jeg har i mit liv en del at være bitter over. Vred over. Men jeg har valgt at rette min vrede i ca de rette retninger, og det kunne aldrig falde mig ind og råbe:

det´  Samfundets Skyld…

Jeg kan da godt blive irriteret over at omtalte samfund vist hellere så mig gå sygemeldt igen ift at skulle fortsætte med den behandling hos psykologen som jeg behøver så voldsomt. Men jeg tror faktisk ikke, at jeg kunne finde på at mene, at det var samfundets skyld, at jeg behøvede den psykologbehandling.

Jeg vil ikke være bitter over mine tab, jeg vil ikke være en sær gammel kone, ingen kan holde ud at være sammen med fordi jeg altid er negativ og synes livet (samfundet) behandler mig skidt. Jeg vil være mig, der kan være glad, der kan være trist, der kan være gal og vred, grædende og pivende. Men bitter. Aldrig.

Jeg vil leve det liv, der er blevet mit. Jeg vil kæmpe de kampe jeg skal kæmpe. Og jeg kan vinde dem lidt af gangen med gode venners hjælp. Jeg vil have lov til at være trist, og osse ind i mellem angst, men de mennesker der kender mig – derude i virkeligheden – ser jo osse den anden side. Klovnen med de skægge historier, hundeejeren med den tossede hund, det (efter sigende) alvorlige og intense blik bag brillerne. (egentlig er det hverken bevidst eller skuespil, men jeg har så voldsomme koncentrationsproblemer, at jeg ser død-koncentreret ud selv i almindelige samtaler).

Bitterhed over det tabte og alle de tabte år i mit liv bringer intet som helst tilbage som det var. Der gives ingen ekstrachancer her – eller ekstrature for den sags skyld.

Jeg vil leve ubittert!

Men jeg vil først og fremmest leve med konsekvenserne af mine valg. Både de kloge og de mindre kloge. Jeg har ikke noget valg.

Skal dog blive lidt bedre til det der med vreden. Rette mængde, rette sted, rette tid og på rette måde. Den logistiske vrede, kalder jeg den.