I dag var det tæt nok på for mig. Mener, at jeg skred fra jobbet og gik hjem og sygemeldte mig i stedet. Det er altså noget rigtigt skidt at få det sådan, men jeg kunne ikke rigtigt modstå det. Gjorde dog noget andet, da jeg trak mine overskudstimer ud og tog tidligt hjem i stedet. Uden at skulle forklare noget som helst til nogen som helst. Det er jo en fin løsning, der bare rummer det problem, at der er ikke mulighed for at gøre det igen i morgen. Så der skal jeg være på plads fra start og helst i en rimelig arbejdsduelig stand.
Gik en stille tur med hunden. Ud i skoven som vi plejer (og nej, tog ikke kameraet med – gad faktisk ikke) og nyde det fine vejr. Jo tak.
Pludselig trak skyerne sammen over hovedet på mig og det blev næsten mørkt. Fuglene holdt op med at synge og jeg kigger forvirret op i træerne blot for at se at deres kroner har lukket sig helt over mig. Pis. Nej, det er hverken regn eller torden der er på vej. Det er et angstanfald i fuld skala . Sådan et, hvor jeg ender med at kravle rundt på jorden og ikke aner hvordan pokker jeg skal komme hjem – eller hvor hjem er for den sags skyld. Det er hér hunden kommer ind i billedet. For den ved, at det er på vej, før jeg selv gør. Så den støder til mig med snuden og får mig på den måde ned på hug til den. Når jeg får det sådan er det svært at orientere sig og svært at blive ved med at gå. Så jeg siger bare “hjem” til hunden og følger den gennem skoven, over vejene og hjem til hoveddøren igen.
Den slags voldsommere angstanfald er heldigvis meget sjældne for mig, og normalt har jeg meget godt styr på dem (ellers har hunden), men ind i mellem kommer det altså krybende ind på mig alligevel. Desværre. Hvad der udløser det, har jeg ingen anelse om, men det kan være noget, der ligger og roder rundt i baghovedet som endnu ikke er kommet frem, så der kan komme ord på. Det kan være gamle mareridt eller pludselige erindringer om noget, der er smertefuldt. Eller helt almindelig angst – fremprovokeret af noget, som sker lige nu og her. Det sidste er faktisk det nemmeste at håndtere i situationen, for det er lissom til at forstå. Og forudse. De krybende angstanfald er mere ubehagelige, for ind i mellem kan jeg stoppe det og det prøver jeg så på. Lykkes det ikke, kommer det bare dobbelt. Som i dag.
Tror jeg skal tidligt i seng i aften – ku nogen ikke være så venlige at slå mig ca midt mellem øjnene med en forhammer. Trænger så meget til søvn og hvile. I ca 30 timer. Mindst.
Overleveren 
Øv for pokker da også, godt du havde hunden med til at hjælpe dig hjem. Håber du får en god og lang nattesøvn.
Gode tanker til dig.
Ja, øv. Det var ikke verdens heldigste situation, men hunden har jo prøvet det før og tager den opgave vældigt alvorligt. Tak for tanker. Fik ikke sovet så meget, og er oppe nu og skal også afsted på arbejde når den tid kommer.
Det er godt at hunden kan mærke når du får et angstanfald, håber kæresten ramte rigtigt med hammeren..;-D
Min private teori er at angst er knyttet til nogle bestemte duftstoffer som den reagerer på. Hammeren ramte ikke særligt præcist, men nok til at jeg skal afsted på arbejde i dag.
Hunde kan så meget – GODT du havde hende til at få dig hjem. Blir’ altså lidt bekymret. Godnat!
Hunde kan rigtigt meget og er vældigt søde til selv at finde ud af hvornår deres assistance er påkrævet. Bliv ikke alt for bekymret – den slags sker sjældent. Men det er utroligt ubehageligt.
Uf altså, det lyder sgu slemt. Sender en virtuel forhammer, så du kan få sovet og forhåbentlig få det bedre i morgen.
Ret fantastisk, at hunden kan hjælpe i netop den situation!?
Har det bedre så det går nok.
Hunden er delvist trænet til at gøre det, det er noget jeg har arbejdet med – med den. Normalt er den jo bare en ganske almindelig småuopdragen, nysgerrig, snusende, jagende, gå-sine-egne-veje hund. Men når det der sker, så ved den, hvad den skal. Og at det så er uvæsentligt om et rådyr har gået på stien før os.
Jeg kan naturligvis godt forsøge at forestille mig, hvordan det er, men vil aldrig rigtigt kunne. Johns datter får nogle slemme angstanfald ind imellem, og hun har prøvet at forklare hvordan de føles/virker.
Vi må foreslå hende at få en hund – det er fantastisk, at de kan mærke det komme – det kan de også med episepsi, har jeg læst.
Jeg føler med dig og ønsker for dig, at medicineringen snart virker fuldt ud.
Eller har den ikke nogen indvirkning på angstanfaldene? Jeg er altså ret dum til at forstå dette her – kan ikke ret meget andet end sende varme tanker.
Epilepsihunde er et stort hit i udlandet, men tror ikke rigtigt det er kommet til os endnu. Men det virker så effektivt, at folk faktisk har fået lov at køre bil igen – bare de har deres servicehund med. At få en “angst-hund” er også noget jeg har hørt om, det er dog endnu sjældnere. Min hund reagerede på mine angstanfald, da den var helt ung, og så dyrkede jeg det bare. Så nu reagerer den inden, men kan jo ikke forhindre det. Til gengæld er den en sikker makker, når det kommer. Og det er nok det der karakteriserer mit forhold til hunden – at den netop er en makker.
Det er rigtigt svært at forklare andre, der ikke har prøvet det, hvad der sker under et angstanfald, for det virker simpelthen helt forrykt. Hvad det jo osse på sin vis er.
Medicinen har en vis indvirkning på anfaldene, men de kommer alligevel. Bare ikke så hyppigt eller så voldsomt, som de var før.
Tak for tankerne … de hjælper faktisk.
Det er meget svært at forstå hvad angst kan gøre ved mennesker. Jeg har oplevet det flere gange, med både besvimelse, 112 og jeg ved ikke hvad. Det kræver ikke “bare” medicinsk behandling men også et stort arbejde af den ramte.
De bedste tanker herfra. Jeg håber du får en god og lang nattesøvn.
Svært at forklare andre, men det ser ud som om at du kan følge mig i beskrivelsen og hvordan det føles. 112 har jeg dog aldrig været ude i, men måske burde vi i visse tilfælde have taget det drastiske skridt. Det er sært rart at der er nogen derude, der læser med og kan genkende det her. Tak for det.
Er i gang med med arbejdet.