Uden filter

Det er da vist på tide med en lille opdatering fra mig. Blogpausen blev lidt længere end forventet. Først pga den travle og familie-orienterede påske og bagefter almindelig træthed hver eneste dag efter arbejde. Jeg har stort set ikke orket ret meget andet end at gå på arbejde, glo på tv, sove og passe hund. Og så arbejde igen, glo på tv, sove og passe hund… flere dage i træk. Jeg har skimmet lidt rundt omkring hos jer andre, men mere er det ikke blevet til og min computer er stort set på standby hele tiden.

Der er ellers nok at lege med, for kæresten gav mig et højt ønsket påskeæg i år. 650 kr til itunes. Og et lille kort hvor der bare stod ét ord. Photoshop. Vi har været enige om at mit skifte fra pc til mac osse betød et skifte fra photoshop i den store udgave, som jeg har haft en særlig opdateringslicens til i flere år, men som jeg ikke kan føre med mig over på den nye platform. Programmet ville koste mere end selve computeren (som i ca det dobbelte). Så jagten gik ind på et passende andet fotoredigeringsprogram. Jeg har forsøgt mig lidt frem i diverse trials, men ikke rigtigt fundet noget jeg blev helt gode venner med – så jeg endte med at sætte en streg under photoshop elements, der 95% kan hvad jeg gerne vil og de sidste par procenter kan jeg nok løse på anden vis. Til gengæld er der ikke så meget andet – og ubrugeligt for mig – pakket ind i programmet.

Men jeg har ikke rigtig fået leget med det endnu. Det kommer nok. Især hvis jeg kommer igang med kameraet igen. Men har dog kigget lidt rundt og konstateret at det skal jeg nu nok føle mig hjemme i ganske hurtigt. Det ser bekendt ud – det meste af det. Og tingene hedder det samme, hvilket er en stor behagelighed.

Det er gået op for mig hvor meget det betyder for mig at jeg har “min” chef på pinden på arbejde. For hun har haft ferie siden påske, og jeg har måttet værge for mig for at undgå arbejdsopgaver der konfliktede med den deltidssygemelding hun og de kloge koner (læge/psykolog) har anbefalet mig at tage imod. Det har ikke været helt nemt, og de har ikke engang presset mig særligt meget på arbejde, men alligevel nok til at efterlade mig nærmest grædefærdig når de ringede og spurgte. Og jeg ved at dét ville de ikke få lov til at gøre hvis min egen chef havde siddet på sin trone for enden af kontoret. Der skal bare ikke særligt meget til før jeg vælter, det har jeg efterhånden lært. Men derfra og så til at acceptere det – der er åbenbart et pænt stykke. Håber at få lært dét osse en dag.

Min kæreste siger at jeg skal lade være med at lade mig gå på af den slags, men bare holde mig til aftalen og så sige nej til ting jeg ikke magter eller som gør mig dårligere end jeg er. Det har hun ret i.

Problemet er bare desværre at det er sådan en form for filtrering hun plæderer for. At jeg skal sætte et filter imellem mig selv og verden og prøve at sortere det “skidte” fra og fokusere på det gode.

Jeg synes hun lyder som et dameblads-horoskop når hun siger sådan noget. Vist hun har da ret, men det er da noget de fleste ville høre/læse og tænke “ja, det passer lige på mig”, og føle sig en lille smule truffet ovenikøbet. Hvem skal ikke blive bedre til det – selv de der allerede er smaddergode?

Det er osse gået op for mig at en stor del af mit problem, som formentlig skyldes min grumme fortid, skyldes at jeg totalt mangler filter. Der er ingen naturlig mekanisme bygget ind i mig der kan lave den sortering. Heller ikke når det bare er to tilfældige gamle der skændes i et supermarked om hvilken mælk de skal vælge. Det er osse for farligt for mig og jeg kan ikke skubbe den væk – al den negative og stærkt bevægelige energi. Det er måske lidt kryptisk udtrykt, men det er sådan jeg oplever det. Som energi i bevægelse, som indtryk der er i konstant uro, og som derfor sender mit blodtryk i vejret og gør mig “vred” og sort indeni. Det er derfor jeg har det svært med de der store indkøbssteder – for mange mennesker er lig med for mange energier, der bevæger sig i alle mulige retninger og kan være alt fra positive til stærkt negative. Og de går lige ind i mit nervesystem og påvirker det. Jeg ser alt, hører alt, mærker alt i mange (rigtig mange) meters afstand. Det derfor lidt af en øvelse for mig at gå ind og købe ind sådanne steder og jeg kommer ud med en følelse af at være en karklud, der skulle have været sendt til vask for flere dage eller uger siden.

Det er osse det manglende filter der gør mig sort indeni når min familie giver mig de sidste opdateringer vedr. min bror. Han har fået ny kæreste (jammen tillykke med det) og det er så fint så fint. Og den nye kæreste har børn. Og så var det ca dér jeg havde allermest lyst til at fare ud på toilettet og ofre påskefrokosten i den store hvide telefon.

Alt det her har jeg naturligvis osse drøftet med kæresten, der kærligt prøver at overbevise mig om at jeg skal holde mig til min gamle strategi – at jeg ikke kan redde hele verden, endsige tilfældige pigebørn i min brors sfære. At jeg skal passe på mig selv og ja, rigtigt gættet, filtrere den slags fra.

Men det kan jeg ikke!

Kan så heller ikke gøre meget andet ved det så den får bare lov til at sidde og gnave mens jeg føler mig slemt ansvarlig for hvad der sker på den front. Og der sker formentlig ikke en dyt ved det, jeg kan bare ikke lide tanken. Som i overhovedet ikke.

Jeg kunne ganske givet fortælle meget mere om påsken. Om godt vejr, sjove strandture med hunden, et større oprydningsprojekt i pulterrummet (og hvordan et rum på 2 kvm kunne tømmes og bringes til at fylde et helt stuegulv) og om en masse bagværk der kom ud af ovnen i en lind strøm efter kæresten og min mors arbejdsomhed i køkkenet. Der gemmer sig sikkert osse gode historier om skåle vi havde glemt vi havde, men som pludselig kom til anvendelse i de mange lave-dej-processer, der efterhånden forekom mig at have en vis lighed med opstillingen i et fysiklokale på en skole i 60´erne. Påskefrokosten som vi alle var enige om ikke skulle være alt for meget præget af for meget mad og for mange rester – og om halvdelen af selskabet der gik død i mad efter fisken og udsatte lammet (diverse) til efter en god tur med hunden. Og et par timer oveni. Godt det var forberedt så det var til at lave hurtigt, da spidsen af appetitten prikkede igen. Sløve padder – der var næsten ingen mad. Næsten ingen. Ca. Men vi havde mere mad end der var plads til i køleskabet, så det mindst følsomme tilbragte natten på vores kølige altan, der dog er sydvendt og derfor blev båret ind i vores nordvendte badeværelse hvor et par våde aviser og et meget åbent vindue sørgede for naturlig kølighed om dagen. Til gengæld havde vi nærmest frostmærker i måsen af det meget kølige toiletsæde. Forekom mig at jeg ikke var den eneste der blev god til at holde mig i de par dage.

Nu har jeg én uge tilbage på arbejde og så skal jeg afvikle min restferie – hvis det da ellers kan lade sig gøre på en deltidssygemelding. Jeg er ikke ganske sikker på at den holder, men det skal vi lige se på i næste uge. Ugen skal bruges på at slappe af, besøge psykologen, sexologen (med kæresten) og så skal jeg til samtale på jobcentret. YDDR. Det bliver en på alle måder interessant ferieuge. Men ganske tiltrængt. Jobcentret tager jeg dog ganske roligt, da de jo ikke rigtigt kan tilbyde mig noget der er bedre end det jeg har. Og slet ikke tvinge mig til noget der er værre.