Det allerhemmeligste – i krig med et tabu

Det er genialt at jeg bruger en månedlang blogpause på at nå frem til dette indlæg (naeh). For jeg aner faktisk ikke om jeg har nogen læsere med mere. Men håber da ikke helt at I alle har glemt mig, selvom der jo ikke ligefrem er flydt geniale kommentarer (som om der plejer det?) ud af mit tastatur siden en gang før påske.

Jeg har været et helt andet sted end i blog-tanker. Jeg har været – og er – med min kæreste der i skrivende stund dårligt tør gå med hunden uden at have sin telefon på sig. Det handler om timer nu med hendes døende far – eller måske dage. Men formentlig ikke uger. Det har været en forfærdelig tid for os begge, men på hver vores måde. Mit begrænsede overskud har været rettet 100% mod hende og at fritage hende for så mange krav som overhovedet muligt. Når jeg har været ude ser jeg efter hende som det første, når jeg kommer hjem, for jeg håber ikke at hun har fået døds-budskabet uden at jeg var der til at kramme og trøste.
Vi venter på en besked vi “forventer”, men som man alligevel ikke kan forberede sig rigtigt på. Samtidig ønsker vi begge, at det skal gå hurtigt nu.

I dag vil jeg kæmpe med et tabu af de større. Faktisk det største og det hemmeligste. Det er så hemmeligt at det tilsyneladende ikke engang har et navn, og det er blot noget der bliver hvisket om indenfor diverse terapeutiske rammer. Ofrene ved det, i hvert fald nogen af dem, terapeuterne hvad enten de er sexologer eller psykologer eller andet godt (og bare nogenlunde seriøst) ved det – men der er ingen der rigtigt fortæller om det. Jeg har googlet og for en sjælden gangs skyld uden noget rigtig brugbart resultat.

Kors hvor jeg ævle-bævler! Det er fordi det er så smaddersvært. Fordi det er det allerhemmeligste – og det største tabu jeg går i krig med.

Mænd kan ikke voldtages. Drenge kan ikke voldtages.

For de må jo ønske det selv hvis de kan præstere en rejsning (og hermed undlader jeg at gå ind i de andre muligheder der jo osse er – de er ikke relevante lige nu). Men de fleste kan vel blive enige om at kvinder kan (altså bortset fra en eller anden uheldig amerikansk senator, der kom med nogle ganske opsigtsvækkende udtalelser desangående). Kvinder skal jo ikke præstere en rejsning som sådan.

Mænd og drenge har et ganske særligt problem her mht beviser, intentioner og forsæt som det hedder på juristeri, og de har svært ved at bevise, at de har været  eller at de er ofre og samtidig “aktive” i overgrebet.

Deres problem er ikke mit, så det kan og skal jeg ikke løse. Måske kan jeg bare bruge deres situation som en synliggørelse af kvindens tilsvarende men ganske usynlige problem.

For kvinder kan rent faktisk både opleve en form for fysisk ophidselse eller decideret orgasme ved et overgreb – og det er ovenikøbet hyppigt forekommende. Og det er jo indlysende, at det skaber en masse tvivl i kvinden. Om det overhovedet var en voldtægt siden det kunne give “nydelse” i form af en fysisk reaktion. Skamfølelse fordi det i væsentlig grad punkterer kvindens selvforståelse og opfattelse af situationen som en egentlig voldtægt. Tvivl om man overhovedet har ret til se det som en traumatiserende situation – et overgreb. Set udefra, og som et empatisk menneske, er det jo indlysende. Naturligvis er det et overgreb, en voldtægt osv. Men prøv engang at gå lidt ind i tankesættet – prøv at forestille dig tvivlen og den nagende skamfølelse over at have følt “nydelse” ved et overgreb. Det er forfærdeligt. Intet mindre. Og det er formentlig derfor, der ikke er nogen der taler om det.

Vi gemmer det inden i, låser det ned i en boks og lader som om det ikke findes. Og vi taler slet, slet ikke om det. Til nogen. For vi vil ikke latterliggøres, mistænkeliggøres eller bare acceptere at det var sådan det var – eller sådan det kunne være. Det må være noget andet, der er sket.

Derfor findes det først frem i de der særlige sammenhænge hvor kloge mennesker med gode uddannelser sidder og giver tryghed nok til at det kan komme på bordet. Først dér får man at vide, at det skam er almindeligt nok. At det er ok. At det er forståeligt og blot en fysisk reaktion på noget der ikke kunne være anderledes. Først dér bliver skamfølelsen lettet lidt, for bevidstheden om at det kunne være sådan fandtes bare ikke.

Ku’ de ikke have sagt det noget før?

Der er ingen, der har fortalt eller skrevet om det – ikke så det er til at finde frem i hvert fald. At google på “ophidselse/orgasme og voldtægt” giver altså nogle lidt særlige resultater, som mere end noget andet indikerer at det vist er en saftig fantasi, der kan skrives nogle gode historier om. Men ikke meget fagligt relevant om emnet. Ikke meget om hvordan det er – derude i virkeligheden. Fandt dog et enkelt sted hvor en terapeut havde skrællet løg med sin klient og hvor de sammen havde set at en fysisk reaktion som at græde (over løget) ikke var det samme som at føle tristhed eller sorg. At det bare var et løg – en fysisk påvirkning uden følelser. Men det var osse ca dét.

Og det kan da godt undre mig, at det er så dårligt beskrevet i litteraturen. At det tilsyneladende ikke har et navn eller et begreb. Tænker at hvis nogen oplever en særlig urytmisk vippen i storetåen er der med garanti et eller andet lægefagligt tidsskrift, som har beskrevet syndromet nøje og indgående – også selvom det kun optræder med en estimeret regularitet på 10 tilfælde pr 100 mio mennesker.

Men her er der tomt og stille – altså hvad angår den mere “kvalificerede” litteratur.

Jeg har en veninde, der ved rigtig meget om sådan noget. Hun vil spørge sig lidt for blandt sine kolleger om nogen kender et ord eller et udtryk for det. Og gerne noget der ikke på forhånd bliver et håndtag for alverdens skam- og skyldfølelse.

Sådan er det jo når det er de samme ord vi bruger om to. mentalt set, vidt forskellige ting. Det ville være godt at få tingene skilt endnu mere ad. Uanset om det så skulle være med et ord, der lød aldeles meningsløst for almindelige mennesker. Ophidselse er i denne forbindelse forbundet med nydelse og meget ophidselse med meget nydelse osv. Og det er så absolut noget man skal og kan skamme sig en del over, når situationen nu er som den er – eller var.

Det var lidt af en overvindelse at spørge, for i det lå jo osse en erkendelse af at jeg nok vidste lidt mere om det end jeg ville være ved. Hun startede med at fortælle mig at det var rimelig almindeligt og alment accepteret blandt behandlerne. Og at det var noget fysisk, der ikke havde med lyst og behov at gøre.

Og ikke noget at skamme sig over. Heller.

Dét ville jeg gerne have vidst lidt før.

Det ville jeg gerne have haft ord for før.

Hvorfor er det at behandlerne venter med at tage fat i lige præcis dét her så længe. Er de for feje? Jeg tvivler, men tror mere på at de enten ser det som en vanligt forekommende ting og derfor lidt banal, eller osse at de ved at det er så sårbart at det ikke ligefrem er noget der hører til på forsiden af folderen fra det lokale “center fra voldtægtsofre”.

Tabuer i forbindelse med voldtægt fås vist ikke meget større end dette ene emne og det er desværre så hemmeligholdt at ofre sjældent taler med hinanden om det, og at det er oven i købet noget, der kun nødigt kommer frem indenfor terapeutiske rammer. Og det er da helt i skoven, for det er lige her at den værste af vovserne ligger begravet når man som offer for voldtægt prøver at forstå hvad der skete og at forlige sig med senfølgerne og traumet.

Et eller andet sted håber jeg at dette indlæg bliver læst, osse af nogen der sidder og tænker “øj, har hun det osse sådan – har hun osse oplevet det – og nu skriver hun om det”. For det er der jo ikke så mange andre der gør. Egentlig tør jeg heller ikke, men mon ikke det går alligevel.

Det bliver lidt af en proces at acceptere at sådan kan tingene også være og det arbejde skal vist gøres. Jeg er i gang.

Nu mangler jeg bare det helt rigtige ord for fænomenet, eller syndromet om man vil. Dét ord der gør det hele søgbart så andre ikke havner på diverse sider med samlinger af erotiske noveller og andet godt fra nettets twilight-zone. Ord der rummer accept og fjerner fornemmelsen af at der er noget helt galt i én selv. Tager toppen af skamfølelsen og sender skyldfølelsen retur til den person der faktisk begik overgrebet og umuliggør bortforklaringer i stil med “jammen hun/jeg nød det jo osse”.

Ser I, når vi der har været det igennem lyver for os selv ved tvivle på vores egne kroppe og reaktionsmønstre – hvordan skal vi så kunne forvente at en gerningsmand skal forstå, at det var det, det var. Et overgreb. Og ikke en nydelse. At det var noget ganske andet der foregik. Noget der kan beskrives med ord jeg ikke kender endnu.

Og når vi ikke taler om det, når vi ikke accepterer det selv og vi alle går rundt og tror at det bare er “lille mig” der lige fik det sådan. Så er det jo nærliggende at tro at det er “lille mig” der er noget helt rivende galt med. Vi er nødt til at tale om det og give det ord. For der er tilsyneladende ingen andre der gør det for os.

Reklamer

40 comments on “Det allerhemmeligste – i krig med et tabu

  1. Det er ikke svært at forestille sig, at det ikke ligefrem er noget, man slår op på opslagstavlen, hvis man har ‘nydt’ at blive voldtaget. For det er jo ikke at nyde det.
    Pudsigt nok er det noget, jeg engang har drøftet med nogle veninder. Vi har ikke prøvet at blive voldtaget, men derfor kan man jo godt snakke teorier.
    ” … at det var noget fysisk, der ikke havde med lyst og behov at gøre” … du skriver det jo: det er en fysisk reaktion, man ikke selv er herre over – en situation jeg snildt kan forestille mig – man kan jo også ‘blive lokket’ og få lyst, selv om man starter med ikke at gide, men hvis partneren er en smule ihærdig, kan man jo komme til at skifte mening.
    Som sagt kan jeg godt forstå, at man som offer ikke kommer ind på det, men at fagfolket ikke gør det, forstår jeg simpelthen ikke – det må da være enormt vigtigt at få minimeret den skyldfølelse, der nødvendigvis må komme?

    • Faktisk tror jeg at der er mange der i mere private sammenhænge har talt om de her ting – om det er en mulighed, eller om dem der begår overgrebene virkelig er så langt fra virkeligheden når de bagefter begraver deres samvittighed med tanken om at “ofret nød det jo”.
      Der kan jo være mange grunde til at fagfolkene holder den her viden for sig selv, men jeg forstår det heller ikke – men håber da at grundene er der.

      Det du skriver om at skifte mening fra ikke at gide til at have lyst kan jeg ikke sætte i sammenhæng med overgreb… for det er en anden mekanisme du har fat i der. Lyst. Og det er noget ganske andet.

      Er glad for din kommentar… og som jeg osse skrev.. ironisk næsten at jeg åbner bloggen igen efter en pause med sådan et indlæg – der er så vigtigt for mig at få ud.. at få kommentarer på… men nok allermest – og det er lidt skrøbeligt at indrømme – at få accept af og forståelse for.

  2. Hov … jeg glemte helt … de bedste tanker til kæresten, selvfølgelig. Jeg forstår det godt: det bliver hårdt at få beskeden, men sikkert også en lettelse.

    • Jeg siger det til hende… for jeg ved at det betyder rigtig meget for hende at I osse sender hende tanker… Hun er meget ked af det og behøver dem.

  3. Kære overlever,
    Blot for, at du skal vide, at du bliver fulgt. Af og til har jeg haft lyst til at kommentere på et indlæg hos dig; men har holdt mig tilbage, fordi jeg frygtede, at min kommentar kunne skade mere, end den ville gavne. Jeg tror, at man (måske især som mand) skal kende den (der har været udsat, som du har) meget, meget bedre end man kan komme til ved blot at læse nogle indlæg af vedkommende (har læst en hel del af dem). Et (af mig opdigtet) navn kunne være “kvinde-krigs-traume”. Hvorfor? Jo, for netop under krige oplever mange kvinder at blive voldtaget af de fremmede styrker.
    I vikingetiden var det stort set alle overlevende kvinder, der var udsat for disse hærgende og plyndrende krigskarle. Mændene ( i det pågældende land) blev slået ihjel og kvinderne voldtaget. Det skete i Normandiet, i stort set hele England – første af de danske og norske vikinger og siden af normannerne (de vikinger, der havde bosat sig i Normandiet) og i Tyskland op langs Elben. (Hamborg blev nedbrændt af vikinger, der havde slået sig ned på den modsatte side af Elben, blot fordi hamburgerne ikke ville handle på vikingernes betingelser).
    Også i hjemlandene var betingelserne for kvinderne barske (mjødberusede mænd, der ofte drog på plyndringstogter i nærmere omegne).
    De kvinder, der ikke var “medgørlige” blev simpelthen hugget ned, hvis ikke deres mandlige frænder var stærke nok til at forsvare dem.
    I England er stort set alle efterkommere en blanding af oprindelige engelske kvinder og vikinger.
    Jeg mener, at de kvinder, der havde nemmest ved at overleve, var de, hvis krop reagerede på en efter situationen gunstig måde; altså en form for kroppens overlevelsesstrategi, som jo så er gået i arv til døtrene via et kvindeligt kromosom (derfor ikke til mændene). Man kan kalde det for en slags voldsbestemt evolution.
    Derfor kan et voldsoffer ikke “lægges til last” mentalt set for hendes krops (fysiske) reaktion. Du kan som følge deraf helt fralægge dig nogen form for skamfølelse eller “villen måske alligevel selv gerne akten”-følelse.
    Denne nedarvede følelse af at kroppen giver efter (som overlevelsesreaktion) er måske hos nogle kvinder så udpræget, at de (under sikre omstændigheder) drømmer om/ ønsker at blive taget med vold (som et spil i den erotiske leg (mellem ligeværdige partnere). Det gør det jo blot endnu vanskeligere at håndtere for de, der er blevet udsat for en (absolut uønsket) voldtægt.
    I mange sammenhænge reagerer kroppen (for overlevelse eller som signal på skadelige påvirkninger) på en måde, vi ikke altid helt forstår.
    Husk på, at for at arten kan overleve, er det nødvendigt med mange kvindelige individer men kun få mandlige i en population. Derfor er det hensigtsmæssigt, at den kvindelige organisme reagerer hensigtsmæssigt i forhold til at overleve.
    Håber, mine skriblerier gav mening for dig.
    Kærligst
    Domus

    • Du er inde på noget af det rigtige, for så vidt jeg har fået forklaret mener nogen at det er en mekanisk og fysisk reaktion for at undgå “skader” i situationen.

      Men på den anden side rammer du osse lidt galt med din historiske og næsten evolutionære begrundelse for det. Det kan måske nok forklare de fysiske ting, eller egentlig bare nogen af dem, men jeg har svært ved at følge linjen til de psykiske følger af overgrebet. Det gør dog ikke dit input uvæsentligt for mig, for det er altid godt at få nye vinkler på sådan en problemstilling, og især når det er en der er præget af så mange fortielser og tabuisering som denne.

      Og så til sidst vil jeg sige dig – du kan ikke støde eller skade mig – her. Jeg stiller mig frem til mere eller mindre fri beskuelse på ganske intime forhold og tankebaner og er derfor osse parat til at tage hvad der kommer. Og så kan jeg i øvrigt altid slette en kommentar hvis den er for voldsom. Det er dog ikke sket endnu, men somme tider “afvikler” jeg da et kommentarspor ved at skrive at “nu har vi vist sagt vores og at vi ikke kommer videre”. Så vær ikke nervøs – det er slet ikke så skævt som du selv tror – det du skriver. Selvom dette ikke var helt i plet i min forståelse, kan det jo sagtens være det i andres.

  4. Kære overleveren
    Ganske kort; jeg læser også med.
    Din blog er meget betydningsfuld for mig, for du nuancerer et utroligt svært emne. Ikke mindst med et indlæg som dette. Jeg bliver altid så ydmyg…

    Og i forhold til det beskrevne tabu tænker jeg; forræderiske krop. Det var da en utrolig tung oplevelse at bære med oveni. Jeg håber du finder et godt ord til at beskrive mekanismen.
    Bedste hilsner
    Heidi

    • Og det er jeg glad for.

      Jeg ved ikke om jeg helt forstår ydmygheden, og så måske alligevel lidt. For jeg ved jo efterhånden godt at jeg træder nye stier til, når jeg går tæt på de her ting.

      Jeg håber ordet findes allerede – det det gøre. Basta.

  5. Stærkt indlæg; den forbandede krop, der lader som om det er en nydelse, men det er jo kun fysiske reaktioner, vi ikke er herre over. Det er svært at tale om til nogen, jeg kender det godt. Pludselig kan man blive i tvivl om, hvorvidt det nu var et overgreb/en voldtægt, men hold nu fast i, at det var det!

    • Der er jeg jo så lidt heldig (hvis man overhovedet kan tale om held her) at dét der skete bagefter den aften fortæller ganske tydeligt at det naturligvis var et overgreb. Der var jo blod overalt.. og lidt til. Så den tvivl har jeg som sådan ikke rigtigt haft på overgrebet som helhed.. mere på starten og hvad var det lige der skete dér.

      Det er en forbandet reaktion… der gør bearbejdningen mange gange værre… og især fordi der ikke er nogen der taler om lige netop det her.

  6. du er pisse modig..!
    jeg var for mange år siden udsat for en grov voldtægt, og har mødt en del kvinder med det samme i rygsækken. et par af dem blev “forrådt” af deres krop, som du beskriver. helingen var (og er) langt sværere for dem.
    tanker herfra, og jo.. jeg hænger ihvertfald stadig på 🙂

    • Er jeg? Eller osse er jeg bare så snotte-dum at jeg ikke forstår hvad det betyder at lægge sådan en indrømmelse på bordet. Men håber da ikke at nogen vil dømme mig for det. Det kan dog ikke udelukkes.

      Du har osse hørt om det, og talt med ofre om kan jeg forstå. Og nu må jeg jo spørge – har I tænkt på at det er navnløst? Eller er det?

      Håber at det at jeg står “frem” kan hjælpe nogen af med følelsen af at være helt forkerte – det skal da ikke være nogen hemmelighed. Sært, for det at tænke sådan har egentlig ligget mig ganske fjernt før – det har ikke været min fokus. Men det er det faktisk her.

      • snotdum og modig ligger ik altid langt fra hinanden 😉 jeg synes faktisk div terapeuter har været gode til SELV at spørge ind til, om jeg havde seksuelle følelser blandet ind. håber da andre har oplevet den samme gode tilgang.. at jeg ville ønske “andre” havde været incl dig, er vist selvsagt

        • Nej det gør de jo ikke… men jeg tænker, når jeg læser din tillægskommentar, at det er pudsigt at du bruger udtrykket “sexuelle følelser”. For jeg ville blive småstødt hvis nogen kaldte det det.. det er jo ikke et følelsesspørgsmål for mig.. det er en fysisk reaktion der er helt forfærdelig i situationen.

  7. Du bliver læst, og dine tanker sætter tanker i gang hos mig. Jeg synes det er så godt at du skriver om sådan et tabu, for netop dermed kan du måske nå nogle, som gemmer sig og ikke tør sige det højt. Det er også godt for mig, for jeg bliver klogere med et mere nuanceret syn på voldtægt. Så tak fordi du deler dine tanker og det ville være mærkeligt hvis ikke der var et ord for dette.
    Din kæreste må have det hårdt lige nu, man kan aldrig forberede sig på døden, og der vil komme et hav af forskellige følelser, når først din kærestes far er død. Gode tanker til jer begge.

    • Det er hårdt for hende når timerne tikker afsted og hun ved at et hvert øjeblik kan være “det sidste” og det eneste vi kan gøre er at vente.. at stavre afsted nu for at sidde ved siden af en seng giver ingen mening for nogen og har også praktiske forhindringer pga job mm.

      Tak fordi du læser med.. og tænker, mærker og føler.. lige netop her betyder det rigtigt meget at få indlægget læst, og måske ikke ganske forstået, men i hvert fald formidlet…

      Undrer jo osse andre med det manglende “ord”… men mon ikke det dukker op når kloge koner sætter snuden i sporet.

  8. Selvfølgelig har du læsere endnu, så nemt slipper du ikke af med os. 🙂

    Varme tanker og knus til jer begge, det er hårdt og svært at være hende lige nu, og nok ikke så meget nemmere at være dig på sidelinjen.

    Godt og stærkt indlæg om et svært emne. Du har helt ret, det er virkelig underligt at behandlerne ikke hjælper ofrene med at bearbejde, at ens krop på den måde forråder en.

    • Tak for gode tanker.. jeg ved at de betyder meget for hende (og for mig) at I tænker på hende og osse “tæller hende med” i venskaberne.

      Misforstå mig ret – jeg mener ikke at de ikke hjælper… jeg er bare frustreret over at det her ekstra pinagtige ikke bliver normaliseret gennem spørgsmål og samtale om at det ikke er noget der skal gemmes så meget af vejen. Hvis jeg selv havde fortalt og åbnet for det – så havde jeg ganske givet osse fået relevant hjælp.

  9. ps: det at stå frem i forsk sammenhænge og fortælle min historie, har ultimativt været den mest skelsættende “kommen videre”. men man skal selvfølgelig være klar.

    • Det ved jeg fra andre… og jeg er bestemt ikke klar.. men er fuld af beundring for dem der er klar og gør noget ved det. Jeg kan bare dette, og håber at det er nok for nu.

  10. Årh altså, hvor smask synd, at du ikke har vidst, at ‘det’ ikke er et ualmindeligt fænomen. Mærkeligt også, at kloge damer m.fl. ikke har været inde på det. Også sært, hvis der ikke findes tekst om netop det emne. Faglitteratur mener jeg. For det er omtalt skønlitterært, og det er ikke så længe siden, jeg sidst stødte på det. Lige nu sidder jeg og spekulerer på, hvilken bog det var. Jeg ved ikke, om du synes, det er ekstra træls at få at vide, at selv Gemalen er bekendt med fænomenet. Jeg spurgte ham, og han løftede ikke et øjenbryn. Ekstra træls fordi du ikke vidste det. Men altså, når det slet ikke er så ukendt, behøver du måske slet ikke være bange for at sige det højt/skrive det på bloggen. Forhåbentlig vil de fleste bare nikke og forstå. Det håber jeg.

    Tanker til dig og kæresten i den svære tid.

    • Jeg har måske ikke formuleret mig helt godt nok.. for jeg vidste et eller andet diffust sted at det var hyppigt, men skammen var for kompleks til at jeg selv kunne tage fat i det. Og jeg var dermed henvist til, når sindet var i rette vinkel, selv at prøve at søge lidt rundt efter bekræftende viden af min fornemmelse. Uden det store held.

      Det er omtalt masser af steder i litteraturen, men jeg må indrømme at jeg har skubbet de tekster til side da jeg havde en mistanke om at de mere var styret af saftige fantasier frem for noget der var relevant for mig. Det er faglitteratur (tilgængelig) jeg mangler og det kom faktisk bag på mig at jeg fik så svært ved at finde et “navn” for fænomenet.

      Jeg ved at det vil komme bag på nogen men at de fleste vil forstå..

      Men det føles stadig meget, meget forkert og noget der er næsten umuligt at håndtere.

      Tak for gode tanker.. sender dem videre…

  11. Tak fordi du italesætter dette. Min dybeste skam. Det som gør stum. Det som til alle tider, har været det sværeste for mig at rumme og at dele. Tak fordi du sætter ord på.

    • Jeg er glad for at vide at det hjalp dig at få en andens ord på… sammen finder vi et godt udtryk for det her som ikke bærer på så meget skam og sammenblanding med erotik og sex som det skal være..

      Stum har jeg været i alt for mange år om dette.. stum men vidende og alene… det er ingen farbar vej. Vi må og skal tale – osse om dette alt for svære. Men jeg vil være ærlig og indrømme, at jeg stadig frygter latteren og de overbærende smil “herregud – så var det jo nok ikke så slemt”… men det var det. punktum.

  12. http://ing.dk/artikel/elektrisk-stimulering-af-samleje-refleks-stopper-ufrivillig-vandladning-90517.
    Igen har du sat mange tanker i gang her hos mig.
    Jeg har ledt efter ordet – og fandt det ( i hvert fald i min verden). Ordet er:
    REFLEKS.
    Nu har jeg lige googlet “seksual refleks” og ovenstående link kom frem.
    Der er intet mystisk i det her, men jeg forstår godt, at man kan føle, man skal skamme sig.
    Uvidenhed mennesker imellem er roden til alt ondt.
    Tak fordi, du gør os klogere.
    Mange varme tanker til kæresten –
    og til dig.

    • Du har i hvert fald fat i noget dér… er glad for din indsats som kan forklare det på en god måde, selvom jeg stadig ikke synes at det er helt dækkende uden en ordentlig masse følgeforklaringer. Men det kommer vi sikkert ikke uden om.

      Det er sært det med at skamme sig og at der ikke er noget mystisk i det. Det kan jeg sagtens fortælle hjernen, men det sidder dybt i sindet og et sted hvor hjernen ikke altid har den magt jeg gerne så den havde.

      Tak for gode tanker.. vi behøver dem.

  13. Jeg holder skam øje med livstegn fra dig, men når ikke altid at få læst op samme dag, men jeg er her stadig og kan ikke sige så meget andet, end at jeg er blevet klogere ved at læse om dette ukendte og tabubelagte ord.
    Til gengæld har jeg et par gange været i den situation som du og kæresten står i, hvor man håber og ønsker at det må gå hurtigt, når det uundgåelige skal ske, og man kommer i modstridende følelser, fordi man jo ikke ønsker at være herre over andres liv.
    Mange tanker til jer.

    • Jeg er glad for at du stadig hænger på med de andre, og at dette indlæg ikke har stødt dig på anden måde… Jeg er selv blevet en del klogere efter jeg skrev det her, så det kan kun hjælpe mig og andre at du (og andre) osse er blevet klogere og ser tabuet.

      Og det andet ja, det har været en tung proces men den er overstået nu, og vi kan gå i gang med alle de mere praktiske ting.

  14. Jeg er en af dem. En af dem, som sidder og læser dette og bliver bekræftet i, at det ikke kun er “lille mig”. Tusind, tusind tak, fordi du deler og åbner op – og også for problematikken omkring, hvor lidt der egentlig er at finde om emnet. Jeg overvejer faktisk at dele dette indlæg med min behandler. Det beskriver det hele så godt. Og det fjerner lidt af skammen ved at åbne op for netop den del – fordi du allerede har skrevet i indlægget, at det er “normalt”. Så skal jeg ikke være bange for, hvad hun tænker – for du har allerede sagt det. Jeg ved ikke, om det giver mening. Men i hvert fald tak for dine ord.

    • Det berører mig dybt at du tør stikke hovedet frem her og fortælle at du osse ved hvad det her handler om og kender mekanismen i at det her – bare ikke er noget vi kan tale om. Heller ikke hos de proff. Du må ikke være bange for hvad hun tænker – jeg er næsten sikker på at hun har hørt om det før, og hvis mine ord kan hjælpe på dine vej er det en “stor ting”. Osse for mig. For jo flere vi er der begynder at tale om det her jo flere gange bliver behandlere gjort opmærksom på hvor stort et problem det faktisk er. Dine ord giver god mening for mig, for jeg ved hvad der står mellem linjerne. Jeg kan se at du slås lidt for at få ordene frem, men det behøver du ikke her. Jeg forstår.

      Min blog er offentlig og du må dele med hvem du vil… og hvem du får noget ud af at dele med. Det sidste er det vigtigste.

  15. Pingback: Hverdagen tur/retur | Overleveren

  16. Pingback: Jeg er her endnu | Overleveren

  17. Tak for det.

    Sådan blev min krops tvetydighed og forrædderi grundstammen til hele den måde jeg opfattede sex og sexualitet på efter fire et halvt års ægteskab med en mand, der ikke forstod et nej. Og et nej er jo ikke et nej, når man ikke råber, skriger og slår, er det? Han forstod heller ikke rigtigt et rigtigt ja altid. Meget forvirrende og vrede år.

    Det er mange år siden, men jeg bliver stadigvæk i tvivl om hvad jeg egentlig føler, når jeg føler nydelse, Og skammen er helt igennem hæslig når den tænder en storm af angst.

    En dag bliver det bedre, og jeg glæder mig til der findes et ord for den nydelse, der ikke er en nydelse som den burde være.

    Knus til dig og din kæreste.

    • Velbekomme og selvtak for de gode ord du giver mig med på vejen her. Det er på en sær vis godt at vide at vi er endnu flere derude med samme sære oplevelse af at kroppen snyder.

      Ordene findes ikke… kun forklaringerne. Har jeg fundet ud af.

  18. Fandt på ordet Snydelsen i dag, da jeg skulle beskrive det efter at have læst dit indlæg.

    Lidt humor til at tage bismagen 😉

  19. Pingback: På brækgrænsen | Overleveren

Har du kommentarer eller spørgsmål:

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s