Mysterier

På sådan en torsdag med titlen magisk torsdag sker der rigtigt mange ting på rigtigt kort tid – og over rigtigt store afstande. Visse af oplevelserne i dag kunne jeg dog godt have været foruden. Andre blot et irritationsmoment.

Mysterie #1
Hvorfor er bilen altid på flade sutter når man skal ud og køre langt. Kunne den ikke, bare en gang i mellem, beslutte sig for at lukke luft ud af ringene på uautoriseret vis på de dage, hvor jeg ikke skulle bruge den så heftigt.

Mysterie #2
Hvorfor er det her bare typisk, jeg bliver lovet en halv fridag, får at vide, at jeg får en hel, men ender alligevel kun med en kvart. Aftalerne falder som korthuse. (måske havde mine havarerede aftaler også lidt at gøre med føromtalte bils hang til køre på flade fødder).

Mysterie #3
Hvorfor synes bilen, at den skal smide en vinduesvisker. På motorvejen. I regnvejr. Kraftigt regnvejr. På et sted uden nødspor.

Bilens kreativitet udi drillerier er desværre blevet lidt af en prøvelse og jeg tror, at den er gået i gang med en udmattelseskrig mod mig, og den udviser et vældigt opfindsomt repertoire af våben i omtalte krig. Nævner i flæng; en bagsmæk i baglås, hvilket er skidt for en stationcar, en bagrudevisker, der smider sprinklervæske ind i bilen, over hundeburet og naturligvis i den ende hunden foretrækker at ligge, en bagdør der ikke vil lukke (men ikke den samme som ikke ville åbne), en radio der ikke virker i regnvejr, en abs-føler der skal bumpes på plads over et jernbanespor for at virke om morgenen osv osv. Men den er hammergo til at starte i frostvejr. Og den har sædevarme i udgave alt for kold eller alt for varm. Begynder snart at tage det decideret personligt.

Den sidste aftale hang nu ca lige så løst som vinduesviskeren. Der var bare psykologen tilbage nu.

Og så altså bilen. Og dens hjul. Og den der vinduesdims, der ikke rigtigt gad sidde som den skulle. Og da den endelig kom på plads, vha et stykke foldet papir, et stykke antiskrid måtte fra instrumentbrættet, lidt behændighed og en (fuldt lovlig!) leatherman multitool dims, der altid er i bilen (hvorfor mon?!?), nægtede den at tørre ca en tredjedel af ruden. Ud igen og fixe gummidimsen på den nu, på uautoriseret vis, fastmonterede visker. I pisse regnvejr. På første vigeplads efter motorvejen. Mellem en masse østeuropæiske lastbilchauffører, der forundrede kiggede på min hoppebold-lignende ophidselse i regnen. Har aldrig følt mig så blondineagtig, men tror dog, at en sådan frisure havde hjulpet gevaldigt på deres hjælpsomhed i stedet for deres hang til gratis morskab.

Hos psykologen var der heldigvis ingen mysterier, kun alvorlig snak krydret med de sædvanlige smil og grin, som der også skal være plads til. Jeg blev rigtigt meget klogere på et par ting, men jeg skal tænke meget over det og lægge det på plads i hovedet inden det kan komme på skrift, hvis det når så langt. Det tror jeg det gør – nu er I advaret. Og bedst; tilliden er helt tilbage efter en lille smule gensidig knurren; hvilket var en premiere. Er ikke vant til, at hun knurrer af mig, men ganske givet ganske velovervejet og sundt 😉

Men nu tager jeg en forlænget weekend og puster lidt ud, og det sidste mysterie er derfor et færgemysterie.

Mysterie #4
Hvorfor er det lige at folk i fine biler glemmer at slukke deres bugseringsalarmer på færgen. Er de bange for, at der kommer en grim østeuropæisk bande med et fejeblad og stjæler deres audi Q7, Bmw serie 7 eller mercedes CLS 500 osv mellem alle de andre biler, mens de selv sidder oppe mellem pøblen og indtager deres ikke særligt lødige måltid bestående af to røde pølser, en gammel dansk og en kold øl. Men et bugseringstyveri ? midt på Øresund? Faren er åbenbart så stor, at man endelig må have alarmen igang. Og så forresten, den slags dytteri – det smitter så selv de biler der ikke har bugseringsalarm kan finde på at istemme koret af dyttende luksus-øser. Dog som regel med en lidt sprødere klang.

Der er så mange ting en halvvåd, psykisk træt, godt brugt og helt flad overlever ikke helt forstår.

Reklamer

4 comments on “Mysterier

  1. TAK for dagens smil. Klukkede hele vejen igennem din fantastiske beskrivelse 😉

    Helt ærligt du skal jo have en ny bil NU altså…
    Jeg havde fået hjertestop indtil flere gange .. Hader.. seriehader dårlige biler..

    • Velbekomme og selv tak.
      Ja jeg skal have en anden bil. En ny bil ligger udenfor min økonomiske formåen. Men anden bil ville være fint nok – og gerne én med mere praktisk end humoristisk sans. Det med humoren må den helst overlade til mig. For jeg kan skelne hvornår det er praktisk at være praktisk og hvornår det er praktisk at være humoristisk.

      Den gode nyhed er – nu ved jeg hvordan den møg visker skal ordnes. Nu kan den bare smide den anden osse. Bare kom an!

      Hjertestop – ja måske. Men tror bare jeg holdt tankerne på det jeg skulle og så måtte jeg jo løse de små problemer i de rigelige mængder og rækkefølger de kom i. Store og små problemer – det er vigtigt at skelne. Store problemer, det er dét der bliver snakket om hos psykologen. Men de små kan afgjort godt have deres særlige humoristiske kvaliteter.

  2. Biler skal starte, køre og de vitale dele skal virke.. slut prut finale.. jeg hader når møget ikke virker som det skal, så er den lille grønne en gammel møgspand.. 🙂 Jeg er ligeglad med alder, mærke, farve renhedstilstand, bare lortet virker.. og min lunte er kort, når det ikke gør.
    Sikke en koncert der må have været på den færge, jeg sidder og småklukker over din kanon evne til at få beskrevet dine udfordringer, så de både er interessante og humoristiske.. Det er altså en fantastisk evne du besidder fru overlever.. 🙂

    • Vi kan kun være enige. Men i min verden må de også gerne være bare lidt praktiske. Derfor jeg holder mig til stationcars. Men nu skal den synes og går den fint igennem (uden at drille synsmanden for meget – kunne måske smide noget sprinklervæske i hovedet af ham osse) så bliver den sat til salg. Vi har været nødt til at vente på, at den blev synet, for ingen gider købe en bil, uanset mængden og graden af humor en sådan måtte være i besiddelse af, der skal synes om 2 måneder.

      Det er en farlig larm på bildækket på de færger. Især når det vipper en smule og de fine biler får paranoia og tror de bliver stjålet, og de mindre fine biler får et akut tilfælde af delusions of grandeur og dytter med.

      Tak for dine gode ord som varmer. Jeg er nok bare mig, og godt og grundigt sammensat mellem de store traumer og den lille humor. Visse hævder endda at jeg osse er skæg live, men tror nu de prøver at muntre mig op 🙂

Har du kommentarer eller spørgsmål:

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s