Konfrontation

De sidste par uger har stået i konfrontationens tegn. Ikke at jeg har gjort noget, men har fået tilpas mange los i den dertilindrettede anatomiske detalje til, at jeg har været nødt til at tage det alvorligt og tænke over det, i stedet for blot at afvise, at noget sådant er igang.

Kommentarerne er kommet lystigt fra mange sider. Velmenende venner, psykologen (men hun stoppede dog meget hurtigt igen, hvilket var klogt nok) og medlæsende og venlige/kærlige mennesker her på bloggen. Og det er ok, jeg ved hvorfor I skriver og siger som I gør, og jeg sætter pris på alle kommentarer, osse dem, der kan sende mig ned af min private og forfærdelige memory lane. For jeg kommer altid tilbage, og altid en lille smule klogere på hvorfor pokker jeg lige reagerede sådandét.

Nu har jeg overvejet den foreslåede konfrontationsstrategi, og det grundigt nok til, at jeg kan sige med en vis tyngde; det er ikke på vej. Det har været en tung proces og jeg har været ganske sær i nogle uger. Sær og med et stort ønske om isolation og en passende mængde gemmesteder af de mentale slags. Tvivler på at processen er afsluttet, men nu er den altså sat på pause. Jeg vil ikke mere tvivle på om det er rigtigt eller forkert at søge konfrontationen, for det er forkert nu. Vi kan godt tale om det og vægte for og imod, men gerne med en respekt for, at jeg har taget en beslutning og at jeg, trods min kryster-adfærd, fejhed, manglende styrke og jeg-følelse, ikke agter at lade mig overbevise om andet. Lige nu.

Jeg kan ikke se mig selv stå overfor min storebror og kalde ham psykopat, som jeg tror han er.

Jeg kan ikke se mig selv stå overfor mine forældre og fortælle dem, hvor alvorlige svigt de udsatte mig for.

Jeg kommer aldrig til at tilgive min bror for dette. Jeg kommer aldrig til at tilgive mine forældre for dette.

Men jeg har valgt, aktivt, at beholde mine forældre i mit liv. At lade som om alt er ok, for jeg synes, at det er lidt for sent at begynde at åbne for den lortespand af bebrejdelser, jeg bærer rundt på, og kalde dem alverdens grimme gloser. Jeg tror nemlig ikke, de var klar over hvad der egentlig foregik, og det de så, indså de ikke den faktiske alvor af.

Det er det sidste, der fylder rigtigt meget i min bevidsthed. Det er det sidste, jeg måske en dag kunne finde på at hive frem og konfrontere dem og min bror med. Det de så, og ikke stoppede. Det han gjorde i fuld offentlighed.
Det, der fik mine forældre til at mene, at der blot var tale om søskende-fnidder (som jeg beskrev her). Det, der fik dem til at opfordre mig til at bare at ignorere ham, undgå ham og oparbejde en vis evne til aerodynamik, så hans angreb ikke fik det modspil han ønskede. Men jeg var et barn og jeg kunne ikke lade som om, han ikke var der, at han ikke gjorde hvad han gjorde. Men når han ikke var der, blev jeg en sand mester i at fortie og lade som ingenting var sket og at min familie var helt normal, hvad jeg jo osse troede. Sært paradoks.

Den konfrontation kunne jeg godt forestille mig kom en dag. Hvorfor de ikke stoppede hans tydelige, men dog mindre grumme overgreb på mig.

Jeg tror ikke på, at han vil sige undskyld for noget eller på, at han overhovedet vil huske og tænke på det, der foregik når han passede mig for mine forældre, når vi var alene eller næsten alene. Men de må da for pokker kunne huske alt det andet, der skete lige foran næsen af dem.

Og så, hvorfor overhovedet lade sådan en bror passe mig. De må have været blinde og døve.

Og det gør mig faktisk ret vred!

Reklamer

20 comments on “Konfrontation

  1. Jeg synes ikke det er hverken krysteragtigt eller noget derhenad at vælge at lade være med konfrontationen. Jeg synes det er sejt og tappert.

    Jeg mente mere, med et af mine svar, at HVIS den kommer af sig selv, ikke-planlagt, men fordi at NU er det fandme nok… så har man uendelige kræfter, som man ikke regner med… og ild.

    Men jeg tror ikke på man skal planlægge sådan noget… for så siger man tingene fra sine tanker, ikke fra sin mave.

    Og når din egen følelse er at lade det ligge… lade det være…. så synes jeg det er sejt og godt du handler på det.

    Hvis man tager sådan en Stor Snak … nu skal vi rydde op i alle skabene-snak – tror jeg bare man kommer til at sidde tilbage med en masse sår og ting, der skulle op før man var klar, og før man egentlig var på sin egen banehalvdel.

    Tillykke med at du er sej og stærk, og ikke en ‘ryd-op-i-dit-liv-selvhjælpsbog’, men et helt og autentisk menneske…. det er meget inspirerende.

    • Jeg er rigtigt glad for din kommentar om at jeg ikke er en selvhjælpsbog. Det er jeg glad for at vide, da jeg egentlig hader den slags litteratur. Der er ingen nemme løsninger eller opskrifter på hvordan man kommer igennem sådan noget som det her. Og det der virker for nogen virker jo ikke for andre. Og jeg vil forresten også vædde med at forlagenes indbakke flyder over med kvinders bogforslag om egen terapi som de nu mener gør dem til verdens klogeste på alt og ingenting.

      Du har helt sikkert ret at sådan noget ikke skal gøres fra hovedet (med mindre man er proff og udenforstående) men fra maven. Men kender jeg min fra maven stammende vrede ret ville det blot ende med en fandens masse ord i en fandens fart og i alt for høj volumen. Og det er der ingen der kan bruge til noget. Heller ikke mig, med mindre formålet var at lukke damp ud.

      Er glad og rørt over at du synes jeg er sej og stærk. Sådan føler jeg det bare ikke selv. En gang i mellem, måske?

      • Jeg kan godt blive inspireret af gode bøger… jeg ved ikke om man kan kalde dem selvhjælpsbøger, for det er bestemt ikke sådan nogen *Sådan Gøre Du…… På Fjorten Dage… Let og Enkelt*-pisbøger.
        Men jeg har læst en del om helbredelse på celleplan, og bevidsthed, på det seneste – og kan se at i mit eget tilfælde fortsætter jeg visse ubehagelige episoder i min fortid, ved at gentage samme vrede og aggression mod mig selv, som jeg dengang oplevede – nu er jeg bare min egen bøddel. Og derfor har jeg læst bøger, der hjalp mig med at løse den knude.
        Men ikke bøger med opskrifter… vorherretilhest.
        Jeg kunne bare se at fordi der var ting jeg stadig skammede mig over, ikke følte jeg ville kunne sige til nogen som helst, for det var pinligt at jeg havde det sådan her – selvom jeg egentlig havde fortalt selve hændelserne til professionelle – så kørte jeg en meget lille ring af hårde selvdømmende tanker om min krop, mit initiativ og min livsindsats. Og der var nogle bøger, der hjalp – bla har jeg læst en roman i dag hvor jeg græd og græd da jeg læste om hendes mistillid og manglende evne til at ‘træde ind i kærlighedsspillet’ – og pludselig kunne jeg mærke at det var en boble, der steg op nedefra og gav slip – og ikke ville komme igen, og at nu ville det være bare lidt lettere at se jeg er … alt muligt positivt.

        Og jeg synes bestemt du er stærk og sej – det er jo også stærkt og sejt ikke altid at være det 🙂 Men at lade livet være…. som det er.

        Og se… din autencitet og dit lys gør jeg fortæller løs om hvad jeg selv har været igennem og oplevet – og det gør jeg ellers bare ikke… se, det inspirerer du til, det er mere end noget stærkt og sejt ❤

        • Kan altså ikke lade være med at grine lidt af din kommentar om bøger med opskrifter 🙂

          Ved ikke hvor meget du har læst med her, men mon ikke du følger rimeligt godt med, og ved hvordan jeg har det med opskrifter. Det er måske derfor jeg ikke rigtigt dur til lykkeligt-liv-gør-det-selv bøger – for jeg kan ikke huske opskrifterne, der fører derhen ???

          Jeg læser ikke bøger og ser ikke film der kommer bare i nærheden af mit eget liv, netop fordi jeg vil undgå den der følelsesmæssige påvirkning, for det er jo lige sådan noget jeg ikke lige kan håndtere i mit hoved, og så bliver jeg sær, mærkelig, sart og temmelig urimelig. Og jeg tror faktisk osse det er derfor jeg ikke læser de der bøger – fordi de på en eller anden skæv måde rammer ind i nogle af mine emner og temaer. Og jeg tror måske også godt jeg ved hvorfor jeg undgår dem. Det handler om at jeg bliver så sort indeni når jeg får en fornemmelse af at jeg “bare lige kunne have gjort sådan og sådan” og så var jeg aldrig havnet i det problem og med den sygdom.

          De nemme og hurtigere løsninger som den slags bøger ofte rummer indbærer nemlig noget rigtigt forfærdeligt for mig. Hvis det virkelig var så nemt at jeg kunne læse mig til det i en bog en eller anden amerikansk dame med sære kurser havde skrevet – hvorfor gjorde jeg det så ikke. Forstår du – det bliver jo nærmest ansvarspådragende for mig at jeg IKKE fik repareret mig selv mens tid var.

          Og den tanke vil jeg ikke engang tænke endsige pleje og fodre. Derfor jeg holder jeg mig væk fra den slags litteratur. Og alle andre der bare ånder ordene ud i min retning “du skulle bare have gjort” og “du kunne jo bare have fortalt” og “hvorfor gjorde du ikke bare”.

          Er dybt benovet over at du får det udbytte af mine skriverier, og meget ydmyg over for det faktum at jeg ved at du ikke er den eneste. Du har bare modet til at reagere offentligt så alle de andre også kan læse med – og det er også stort.

          • Åh, ja…
            Jeg får også et kæmpehul indeni når jeg læser de der Positiv Psykologi-ting. Jeg kan godt begynde at tage ind at de slemme ting i dag egentlig ikke sker mere – men at jeg selv viderefører dem i mit hoved, og derfor har jeg selv en anden mulighed for at give mig selv et andet liv i dag – men nogle gange kræver det satme at jeg er en aggressiv lille terrier for at gøre noget der er stik modsat af hvad jeg har lært gennem de første mange år af mit liv.
            Det kræver jeg er dum dum dum og ikke på nogen måde forestiller mig at konsekvenserne kunne blive de samme igen – og det er et frit fald, som de færreste kan forestille sig.

            Set fra et spirituelt perspektiv – og det er der, jeg er – så oplever jeg at mine blokeringer og problemer af forskellig art, og mine oplevelser og erfaringsdannelser på ingen måde er værre/anderledes/dummere/mere forkerte/mere skamfulde end dem, der slås med at få et liv til at fungere, hvor alting altid ligner et boligtillæg fra Isabella’s. Jeg tænker at deres liv og mit, som det har været, har lige store udfordringer i forhold til realiseringen af Lyset. Derfor dømmer jeg ikke andre for deres mindre livserfaring – for de kæmper også en kamp. Og jeg dømmer heller ikke mig selv, selvom jeg selvsagt synes mine issues er forfærdeligt deprimerende pinlige og ingen andre har de samme – come on, alle kan da vel for fanden lide at blive berørt… og det kan jeg også, bare det lige må vente til en anden dag.

            Så jeg bliver ikke sådan trigget af alle popdåserne der har fundet de vises sten – for nogle gange er jeg for det første selv sindssygt overfladisk, og andre gange kan jeg godt se at de virkelig kæmper indædt for at få det her plasticliv til at se fotogent ud.

            Normalt undgår jeg også historier, der ligner min egen – ærligt også fordi jeg så synes at ‘ofrene’ bliver netop der… at nu har de været det og det igennem, så har de ret til at have det dårligt resten af livet, og det er der ingen der skal tage fra dem, nej.
            Men det kan jeg ikke bruge til så meget – een ting er at have ret, en anden er at jeg faktisk gerne vil have det godt.

            Og det får jeg ved at være… levende. Uden alt for mange skjold om hjertet. Uden etablerede forsvar. Uden at miste glæden til at begejstres uskyldigt, og være helt væk i at snakke med en edderkop, der har lavet et smukt spind, på vej hjem fra Netto. Jeg får det ikke ved at blive professionelt offer. Jeg ved ikke om du kan følge mig – men det er noget af det, jeg kan lide ved at læse det du skriver – du smertes, lever, fotograferer så fantastisk, du tager del i verden…. det er sårbart, levende, autentisk, nogle gange skrøbeligt – men fantastisk.
            Det lyser.

            Kærlige tanker
            Anna.

          • Har læst din kommentar flere gange og er glad for at se hvordan du uddyber hvem du selv er og hvordan du ser verden. Men jeg tror nok at noget af det der er vigtigst for mig, det er at jeg jo osse er så meget andet end bare et offer. Som du kalder det – tager del i verden og gør også andre ting. Prøver i den grad at aflægge mig offerrollen, men det er også vigtigt at jeg påtager mig den også. Dvs erkender at det er sket, hvad der er sket og måske en dag lidt om hvorfor. For deri ligger måske muligheden for at komme videre igennem den her følelsestunnel.

            Professionelt offer – fantastisk udtryk. Den skal jeg prøve at huske. Hvis jeg kan 🙂

  2. Kære Overlever.
    Jeg synes nu heller ikke at kunne finde tanken, at det er kryster-agtigt at undlade en konfrontation. Følg dit hjerte & dét der føles rigtigt for dig.
    Personligt, for mig, føles det rigtigst at lade være at konfrontere. Måske fordi jeg altid, ubevidst, har vidst at min konfrontation ikke ville fjerne nogle af følelserne. Jeg får ALDRIG dem til at påtage sig skylden. Det ved jeg og derfor har jeg nok mere eller mindre bevidst og ubevidst lagt håbet om dét på hylden, og deri kasseret ideen om en konfrontation. Jeg ved ikke rigtigt hvad det skulle give mig, at konfrontere – og derfor tænker jeg; hvorfor skulle jeg så gøre det?
    Jeg har med andre ord aldrig direkte konfronteret mine forældre med de overgreb, volden, etc de udsatte mig for. Og jeg har på ingen måde en ide om, at skulle det i fremtiden heller. Det er slet ikke en konfrontation jeg har haft i tankerne.
    For mig var det ‘nok’ at mine erindringer, tanker, oplevelser, overvejelser, følelser etc blev talt ud af min mund, til nogle professionelle mennesker der kunne hjælpe mig med at bære det. Efterfølgende har jeg kæmpet lidt (underdrivelse) med at sige det højt til mennesker der er i min omgangskreds. For mig er det mere end nok – i MIN proces – at de der betyder noget for mig, ved. Og kan rumme mig, uanset min forhistorie. Hvad mine forældre (og resten af familien iøvrigt) tænker om det hele, ønsker, tror etc. er ikke så vigtigt i min proces. Kh Silje

    • Kære Silje
      Godt at se dig herovre 🙂
      Tak for din støtte til min beslutning, og det betyder rigtigt meget for mig at få den, for jeg var ved at blive en smule træt.
      Jeg har det sådan at det er meget få af mine venner, der kender til det der skete i min barndom. Jeg er ikke så god til at tale om det. Det går bedre på skrift. Vennerne og egentlig osse familien ved godt at der er noget med mig, der ikke er helt ok, men de ved ikke hvorfor. Og det er selvfølgelig i sig selv lidt af en balancegang, så længe jeg ikke forklarer hvad der egentlig er baggrunden.

      Dit helt centrale spørgsmål er “hvorfor konfrontation og hvad skal det gavne”. Jeg klapper i hænderne og siger “ja – hvad skal det gavne… hvad vil det gøre bedre for mig at gøre det”. Og så længe svaret er “intet” vil jeg vælge at flyve under radaren så godt jeg kan.

  3. Hvis man tager en beslutning, kan argumentere for den, stå ved den, og mærke i maven at den er rigtig lige her og nu, så er den rigtig.

    Jeg har ingen fornemmelse af, at du hverken er fej eller kryster, du har jo netop taget en beslutning. Om du vil konfrontere eller ej, er ikke så vigtigt. Det vigtigste er at du har besluttet, hvad du vil, og det læser jeg du har. Så kan du strege den tvivl ud.. 🙂 og bruge energien på at arbejde videre ud fra den beslutning.

    • Åhh Inge, gid det var så let .. Det er desværre ikke en indkøbsseddel hvor man streger ud efterhånden som varerne er røget i kurven. Det er en beslutning jeg reelt skal tage tit. At det også i dag er det rigtigste at gøre. Eller det mindst forkerte.

      Men jeg kan tage pauser fra den tanke og den tvivl – og det er nok nærmest det jeg har valgt at gøre nu.

  4. Det er overhoved ikke fejt eller krysteragtigt, at undlade en konfrontation med dine forældre for at opretholde forbindelsen til dem, så længe du har dem.

    Mht. din bror tvivler jeg oprigtigt på, at nogen voksne krænkere i det hele taget vil være i stand til at give ofret den forsoning hun/han måske har brug for. De færreste angrer, undskylder eller råder bod på deres ugerning i den udstrækning, som ofret håber – og kan man i virkeligheden overhoved det? Dog er mit indtryk, at der er bedre chancer for håb om forsoning i de sager, hvor misbruget opdages relativt hurtigt – især ved søskende incest.

    Jeg vil gerne af-romantisere både det, at stå offentligt frem, samt at konfrontere sin familie med de uacceptable ting fra ens barndom. Jeg har gjort begge dele (dog ikke en direkte konfrontation, da jeg vurderede det for farligt). De forventninger man har, bliver sjældent indfriet af den nærmeste familie, nærmere tværtimod. Det er virkelig vigtigt, at man gør op med sig selv, om det er kampen værd og hvad man egentlig håber på vil ske. Og om man i sidste ende er indstillet på, at miste kontakten med dem alle, blive miskrediteret osv.

    Den ønskede forsoning og/eller frihed man håber på, kommer ikke automatisk, bare fordi man står frem eller tager fortiden op med familien. Der ligger megen fornægtelse, selvbeskyttelse og ønske om tavshed/tryghed forbundet hermed.

    Så ret din ryg og vær stolt af din beslutning.

    Kh. Pernille

  5. Det føles fejt og krysteragtigt, når jeg ser på jer andre. Ser I kan. Og jeg ikke kan. Din støtte betyder uendelig meget for mig, Pernille. Det vil jeg at du skal vide.
    Jeg tror mht min bror det vil ende galt hvis jeg konfronterede ham med hvad der var sket, og jeg vil ikke ganske afvise at der kunne hænge øretæver og det der var værre i luften. Så allerede der vælger jeg altså kryster-løsningen, da jeg egentlig føler jeg har fået de tæsk jeg skulle have – både som barn og senere som voksen.

    Retter ryggen og er .. om ikke så stolt – så ihvertfald stoltere.

  6. Guderne må vide, hvordan min fanden-i-voldskhed har overlevet min barndom, hvor jeg blev undertrykt, misbrugt, fornedret, udsat for trusler, psykisk terror og vold. Jeg har gjort mange vilde ting, for at udfordre mig selv – og ikke alle kan anbefales at gøre efter. Når jeg gør ting, er det mange gange med hovedet under armen og så tager jeg konsekvenserne bagefter. Det er SURE lærepenge, men den måde jeg har lært rigtig mange ting i livet på.

    Da jeg stod frem havde jeg ikke nogen, at spørge til råds eller læne mig op af. Selv efter intense søgninger på nettet, var det bare ikke helt den samme forhistorie, den samme trussel og det samme tidspres andre havde prøvet. Så jeg hoppede ud i det hele uden sikkerhedslinie og har brækket et par arme og ben undervejs.

    Så kig ikke på mig og føl dig som en kryster. Nogen gange ville jeg ønske, at jeg var bedre til at tænke mig længe og grundigt om, inden jeg bare beslutter og handler. Og det beundrer jeg dig for, at du gør. Mærker efter i din mave. Den del af det, er jeg i gang med at øve mig på nu. Så der kan jeg lære af dig.

    Kh. P

    • Sært for vi har de samme erfaringer – nemlig at de erfaringer vi kunne læse os til fra andre faktisk ikke kunne bruges til ret meget lige i vores tilfælde. Hvorefter vi kaster os ud i at skrive om egne erfaringer – men vi må dog alligevel sådan ca gå ud fra at de heller ikke kan bruges af andre. Men det er måske noget andet 😉

      Og ser du – min “fanden i voldsk”hed overlevede IKKE min barndom. Det er der forskellen på os er.. har lært at tænke mig om og altid vælge det mindst ubehagelige alternativ. Og jeg tror desværre ikke det er særligt sundt for et barn at lære. Kunne reelt koges ned til – en tur i skabet i flere timer – eller en eller anden form for sexleg som jeg nu ved var misbrug, overskriden af grænser mm.

  7. Smiler..jeg stod så reelt med r*ven i vandskorpen og havde desperat hurtigt brug for gode råd og guidelines fra nogen, der havde prøvet nøjagtig det samme. Der kan det være ret så frustrerende, at opdage man igen er helt alene. I hvert fald var der ikke noget tilgængelig brugbar info til mig i den situation.

    Generel søgen på nettet om seksuelle overgreb eller incest synes jeg måske ikke helt falder i den kategori, da det jo ikke på samme måde er en tidspresset situation, men måske nærmere et spørgsmål om at søge information for at blive lidt klogere på sig selv. En langstrakt proces, som måske i virkeligheden havde været bedre for mig. Who knows, lidt for sent at sidde og fortryde eller pille tingene fra hinanden. Jeg kan kun tage den herfra og revurdere min handlekraft grundigt fra gang til gang. Men i langstrakte processer, er jeg overbevist om, at alle bidrag – anonyme eller ej – er brugbare for andre i lignende – men aldrig 100% de samme – situationer 🙂

    Det mindst ubehagelige alternativ..nej, det skal intet barn lære.

    • Det er ihvertfald et valg som har præget mig i høj grad. Og det er først nu det rigtigt er gået op for mig hvor skadeligt det egentlig har været. Og så er det først efter jeg er startet på det her projekt, at det rigtigt er gået op for mig at helt, helt alene, det er jeg ikke. Vi er mange med disse erfaringer. Eller afarter af dem. Alt for mange. Men en lidt uventet sidegevinst er at jeg har fået kontakt med rigtigt mange, der er forældre som har fået et indblik i hvor galt tingene faktisk kan gå. Håber bare ikke at blive et skræmmebillede i stedet, for det vil egentlig nok være lige så skadeligt som det modsatte.

  8. Seksuelle overgreb E R skræmmende. Men noget endnu mere skræmmende er, hvis forældre begår den store fejltagelse at undlade at være opmærksomme på ulige magtforhold mellem søskende, overskridelser af grænser blandt børnene og de faresignaler der trods alt er ved både offer og krænker – af bare berøringsangst og benægtelse.

    Du bidrager med oplysning og indsigt i et “emne”, som ikke ret mange kender til og er svært tabubelagt, fordi det er så anderledes – og alligevel ikke. Hvis nogen bliver skræmte over det skrevne, må de jo bare lade vær med at læse med.

    • Så utrolig præcist formuleret her om grænser der bliver overskredet og berøringsangsten der gør det hele meget værre end det kunne være. Lige til at få god forstand på emnet af. Tydeligt at det er emner du beskæftiger dig med i mere seriøs grad.

      Det er ikke og har aldrig været min mening at skræmme nogen eller for den sags skyld give nogen kvalme over detaljerne, men har faktisk prøvet rigtigt seriøst at ramme et detalje niveau der giver information og indsigt, uden at det bliver alt for udelikat at tænke på eller læse om.

  9. Hvordan skulle det kunne blive udelikat at læse om… jeg mener: hvis nogen kan overleve at gå gennem noget, så er jeg et lillebitte menneske hvis jeg ikke kan gå med dem gennem at høre, hvad de har behov for at fortælle. Eller læse det, for that matter.
    Ingen detaljer kan skræmme mig eller få mig til at tænke: Nå, den person er ikke andet – jeg vil altid kun føle mig glad for at kunne være der, eller berørt…
    Og også konfronteret, selvsagt, med egne erfaringer og områder, hvor jeg ikke har nosser…. men det er jo kun godt.
    Jeg håber, du sætter detaljeniveauet efter hvad du har behov for og lyst til at fortælle…. vi andre overlever, vokser og bliver klogere af hvad du magter at dele, uanset hvor du sætter din grænse og hvordan du gør det.

    • Jeg tror, at det jeg sigter til med ikke at udpensle u-delikatesserne er, at jeg nødigt vil ende som en kloning af en figur i en danielle steele (?) roman parret med hvad ugebladenes redaktioner ville kalde “ugens glade krøbling”. Så det handler ikke om hvad du og andre kan holde til at læse om, men mere om at det vil forstyrre min selvforståelse.

      Har et indlæg på vej om det – så kan vi fortsætte den derovre 🙂

Har du kommentarer eller spørgsmål:

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s