Ferie, medicinfrihed og håndtering af ubehagelig storebror

Så er jeg tilbage efter en lille skrivepause. Det føles lidt som om den sidste måned, hvor jeg har sprøjtet svære ord ud, lige tog pusten fra mig og at jeg har haft brug for at tænke mig lidt om. Om det så har båret frugt aner jeg ikke.  Har luget lidt ud et par steder – tilføjet lidt andre steder.

Og så har jeg fået ferie! God, velfortjent slapperferie. Og er stoppet helt med medicinen. Og har set min bror til en familiefest.

Skrev om medicinophøret her, og set i bagklogskabens klare lys må jeg jo indrømme at jeg ikke slap helt så billigt som jeg troede i første omgang. Havde hele tiden muligheden for at få fat i lægen undervejs – også selvom det var hen over sommerferien, og det gav stor tryghed i forløbet. Men var dog lidt for stædig til at benytte mig af muligheden. Tænkte, det bliver bedre snart, i morgen. Det har været svært. Det er stadig  svært. Og nu skal jeg have styr på trøstespiser-appetitten for alvor. Ellers ender jeg her (nappet fra arkivet på garfield.com):

Checker at jeg kan se mine fødder – regelmæssigt. Det siges i øvrigt også at være godt for bevarelsen af  jordforbindelse. Eller er det nok at mærke dem for det?

Men er stoppet helt og har været fri af det siden midten af juli, og de der ubehageligheder, der følger med at stoppe med antidepressiver er ved at være aftaget.  Har været igennem epilepsilignende anfald (oftest ledsaget af udtalt raseri med inkluderede amokløb, der ville gøre en hanchimpanse stum af forbavselse), har kastet op og haft kvalme, har sejlet rundt i min egen lille svimle verden,  haft underlige mareridt og været ombord i en følelsesmæssig rutchebane – ikke den gamle fra bakken – en af de nye hurtige; dem man ser på discovery. Nærmest. Men med indædt stædighed når man åbenbart langt. Bare jeg så husker at kigge efter mine fødder. Inden jeg åbner køleskabet, forstås.

Og så måtte jeg jo se min bror i øjnene. Det har unægteligt sine klare fordele ikke at ville konfronteres med barndommens spøgelser. Det er betydeligt nemmere at lade som om der ikke er sket noget som helst, man bevarer familiefreden (for enhver pris?) og bliver egentlig ikke stillet til ansvar. Men det er sgisme også lidt problematisk. For hvordan håndterer jeg nu at min bror deltager i de samme familiesammenhænge som jeg.

Jeg vil ikke have kontakt med ham, men jeg kan ikke undgå det. Så en familiesommerfest foregår ca på denne måde: jeg får snakket med mange for jeg rykker meget rundt, konsekvent og ca 3-5 pladser foran min bror, der prøver at indfange mig. Jeg forstår ikke hvorfor jeg er så spændende for ham. Og da det går helt galt sætter jeg mig sammen med rygerne; det virker lige så godt som svensk myggebalsam på myg. Han hader rygere og ser knurrende efter mig, og fnyser hver gang han ser i vores retning. Endelig kan jeg slappe lidt af, men kan mærke den lille angst og den store kvalme. Hader at høre hans stemme i baggrunden. Familiefester er nu engang sjovere når han er – et ganske andet sted.

Og så blev det ferie. Endelig. Vil gå en masse ture i skoven og ved vandet. Vil tænke mig godt om og nyde livet. Prøve at finde mit fodfæste igen.

Efteråret byder på behandling hos sexologen som det nye. Nåede jo nærmest bare at hilse på hende inden sommeren, men fornemmer at der skal rykkes lidt rundt på brikkerne i den del af livet i løbet af efteråret. Er faktisk ret nervøs for dét.

Reklamer

4 comments on “Ferie, medicinfrihed og håndtering af ubehagelig storebror

  1. Jeg synes det er rigtig godt gået, at du både er lykkes med at blive medicinfri, og samtidig har været nødt til at være sammen med din bror. Tænker at du med god ret skal huske at klappe dig selv på skulderen, samtidig med at du tjekker dine fødder.. 🙂
    Du må have en rigtig god ferie.
    Hilsen Inge

    • Tak – og jo – det har været en ganske særlig sommer i år. Men har heldigvis tålmodig kæreste der ved hvornår man skal dukke sig, hvornår man skal gøre noget, og hvornår man bare skal ignorere… det er faktisk ret svært at slippe af med de der piller. Jeg underdriver en del.

      Altså rutinen bliver, tjekke sine fødder, klappe sig på skulderen, åbne køleskab ? hvad skal hovedet så lave, så jeg har en komplet samling af sprællemandsbevægelser ?

      Og endelig – tak for goe sommer og ferie ønsker – sender flux nogen retur.

      • Hehe.. jeg kan godt lide din humoristiske sans.. 🙂 Hovedet kunne måske dreje fra side til side, hænderne ikke kan ramme munden.. voila.. mad der ikke kommer ind i munden feder ikke.. 😉

Har du kommentarer eller spørgsmål:

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s