Ud af osteklokken

– og af med den antidepressive medicin, som har været en fast del af mit liv i de sidste år.

Har fået drømmene igen. De sære og dem, man gerne vil huske, men som man alligevel glemmer efter max en halv time. Tror nok det er en del af ophørssymptomerne (sikket ord – hvad skete der med det goe gamle “abstinenser”?) men jeg hygger mig altså temmeligt meget over de næsten Dali´ske drømmebilleder, der er kommet tilbage til mig. Mareridtene kunne jeg dog godt undvære, da de også har fået en detaljeringsgrad, der grænser til det decideret ubehagelige.

Det er forresten lidt sært, at de drømme man gerne vil huske, dem glemmer man. Men mareridtene som man helst vil glemme alt om igen, dem husker man til gengæld og de hænger i kroppen i alt for lang tid. Efterlyser lige noget drømme-konsekvens her. Sådan som det fungerer nu er det jo ren loose-loose situation. Må vænne mig til at skrive ned eller snakke med mig selv om morgenen og fortælle mig selv, hvad jeg har drømt. Kan være hjernen så gider samarbejde i lidt større stil. Overvejer at sende den og undertegnede på et teambuilding kursus. Træklatring eller sådan noget andet gejl.

Men jeg bad selv om at medicinen blev stoppet her, hvilket lægen accepterede. Dog med den betingelse at jeg trappede langsomt ud (lidt for langsomt ift. mit temperament), men gik ud fra, at der sikkert var gode grunde til det. Jeg ville af med de medicinske krykker jeg synes jeg hoppede rundt på, og var seriøst bange for at ende som barnet, der havde brækket et ben og notorisk nægtede at støtte på benet længe efter knoglen var helet; med det resultat, at musklerne holdt op med at fungere.

Jeg er helt sikker på at min udtrapning er gået nemt i forhold til hvad jeg hører og ser andre oplever. Betragter det som mit held, at jeg heller ikke på den måde bliver fastholdt i et medicin-brug, der reelt ikke er nødvendigt mere, blot fordi kroppen insisterer på at den vil have sit skud kemi.

Tænkte, at hvis jeg selv ønskede det nu, så var det sikkert fordi det var relevant at kigge på indtaget af kemi.

Udover det livligere hjernenatteliv er min opmærksomhed blevet skærpet lidt, har fået lidt bedre koncentrationsevne, men reagerer også stærkere på indtryk og hændelser i dagligdagen. Himlen er blevet lidt mere blå, men når det regner – så regner det lidt mere. Græsset er blevet lidt grønnere – også på min egen side af hækken. Lyde er lidt farligere end de var før. Støj lidt mere stressende end før.

Men er altså kommet dertil, at skal jeg træne i at håndtere det her og at klare alle indtrykkene på egen hånd, så skal det foregå uden små pilleformede støttehjul.

Der sidder en engel på min ene skulder og en djævel på den anden. Englen hvisker at jeg skal gøre det sikre, det fornuftige, det forsigtige og det lydige. Dvs som omgivelserne råder mig til; lige fra kæresten til “de kloge koner”. Djævlen gider ikke hviske. Han siger “du kan godt, du behøver ikke være syg, du kan vove at tage chancerne”. Djævlen behøver ikke hverken sige eller hviske noget – for det er denne lille mentale skabning, der har min opmærksomhed.

Så jeg angriber min fortid i fuld bevidsthed. Både på det mentale plan i en fortsat terapi og de mere praktiske; at få joblivet til at fungere igen og så må jeg jo se om jeg får noget ud af tiden hos en sexolog. Så absolut også en praktisk tilgang til tingene.

Angriber dette – ikke fordi jeg har lyst, men fordi jeg kan. Nu.

Og så er det jo egentlig ganske vanskeligt at angribe noget som helst, når man sidder i en mental osteklokke. Den beskyttede mig godt og nødvendigt. Men jeg vil mærke livet nu.

Nu.

Reklamer

One comment on “Ud af osteklokken

  1. Pingback: Ferie, medicinfrihed og håndtering af ubehagelig storebror « Overleveren

Har du kommentarer eller spørgsmål:

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s