At trykke på publish

Det har sjældent været mere nervøst at trykke på en publish knap. Jeg er vant til at skrive, også om de ting, der berører dybt i mig selv. Jeg kan med lidt effektiv-tagen-sig-sammen skrive om misbrug, overgreb, incest og voldtægt, også i de udelikate detaljer, som de færreste faktisk har lyst til at læse med mindre de har en eller anden professionel forpligtelse til interesse. Men jeg er ærligt talt ikke vant til, at jeg ikke kan kontrollere hvem der læser med. Har skrevet et utal af mails om de her svære ting i livet, men mails har jo modtagere. Og i det konkrete tilfælde oftest modtagere med en ret veldefineret tavshedspligt.

Men nu ligger siden online, den er meldt til google (som måske så finder den en dag – måske ikke) og den er som sådan ganske offentlig. Der er intet hemmeligt i indholdet. Det eneste sted hvor jeg sætter grænsen er ved mit navn, hvem jeg er. Jeg har ingen fornemmelse af om nogen andre kan have glæde af at læse med, men alle er velkomne til at give siden videre. Enten via facebook, twitter, emails eller på små håndskrevne papirlapper eller gule post-it sedler.

Jeg er klar over at det svækker budskabet, at jeg ikke står ved det med navn – men så må det gøre det. Thats life. Its a bitch.

Det er nogenlunde indlysende at jeg begynder at spekulere på hvad der kunne være anderledes efter jeg havde trykket på publish knappen. Men jeg tror jeg lader det være som det er – for en stund. Jeg står ved budskaberne, indholdet, designet og teksterne.

Reklamer

Har du kommentarer eller spørgsmål:

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s