Er det tilladt at græde?

Det er en vending, jeg tit tænker på. For jeg gør det ikke.

I dag sad jeg for første gang overfor en sexolog, som jeg er havnet hos, fordi min krop ikke vil som jeg gerne ville, at den ville.

Og helst uden smerter før, under og efter, tak.

På trods af situationens alvor var det vanskeligt ikke at smile en smule skævt indvendigt, da jeg så opstillingen på bordet mellem de forholdsvist bekvemme stole. Vand – fair nok. Papir og kuglepen – osse helt fint.

Men er bestemt ikke blind for den særlige symbolik et utændt stearinlys fik og det blev vanskeligere at undertrykke det lille smil. Er da lidt spøjst, og de første minutter gik faktisk med at hjernen kørte i to retninger. Den første og seriøse, der svarede på spørgsmål og tænkte sig om. Den anden, der prøvede at regne ud om symbolikken med det slukkede lys var bevidst. Og hvad der mon skulle til for at tænde det igen. Lyset, altså!

Og så naturligvis papirlommetørklæder. Hvor det ene forholdsvist fikst er trukket lidt ud, så det er let at få fat i. Praktisk? Unægteligt. Og for mig helt uanvendeligt. Et eller andet sted bliver denne lille klassiker på bordet til en tavs påmindelse om det, jeg heller ikke er god til; at græde. Nærmest lidt bebrejdende ligger den der og glor. Og fortæller mig, at jeg ikke er nogen helt rigtig kvinde, for de kan græde. Af smerte, af rørelse, af glæde, af sorg, af angst. Mon tricket er at de føler mere end mig, eller er det mon fordi de tillader sig at føle at de føler? Og hvad de føler?

Jeg ved det godt. Det ER tilladt at græde, men er det osse tilladt ikke at græde. Naturligvis er det det, vil de kloge nok mene.

For mig hænger tingene sammen – kroppen nægter pure at samarbejde med følelserne. Om det så gælder sex eller tårer.

Reklamer

4 comments on “Er det tilladt at græde?

  1. Da jeg kom på krisecenter, og lyttede til de andre kvinder, kunne jeg høre vi allesammen kunne fortælle hvor længe siden det var, vi havde grædt… vi var nærmest lidt stolte af det. Det var som om vi tænkte: Nok har jeg det svært. men jeg er fandme ikke nogen tudefi… du ved.
    Og som om vi tænkte: Det er ikke mit liv, der er noget galt med – det er mig… så jeg skal bare ta mig sammen, og lade være med at flæbe, så vil jeg også blive i stand til at leve under de her omstændigheder, uden problemer… så kan jeg endelig være en Sød Pige.

    Jeg siger ikke at det er sådan du har det – jeg kom bare til at tænke på den der: Ikke Græde – så provokerer du ham ikke yderligere, eller Ikke Græde – det skal bare overstås, og så kan jeg måske lade som om det slet ikke er mig, det sker for – så kan jeg forlade min krop imens… det kan man nemlig ikke rigtig hvis gråden ryster een.

    Jeg tænker lidt på dine tanker med sexualiteten – det at kroppen ikke vil som du vil… jeg kæmper også for at kunne slappe helt af i min krop, og give mig hen… opnå nydelse… orgasme…
    Er det det, du snakker med sexolog om? Og virker det…?

    Jeg tror at jeg straffer mig selv lidt… jeg føler godt min krop kan, men at jeg nægter mig selv de her kvindelige erotiske glæder, fordi jeg stadig har stor indre vrede, selvstraffende adfærd. Og hver gang jeg ikke opnår orgasme har jeg ligesom endnu en grund til at foragte min krop og mig selv… samtidig med jeg ikke opnår den glæde, fordi jeg netop foragter, og derfor spænder, og ikke giver slip… Det er som en ond cirkel, men jeg tror jeg bryder cirklen ved at forstå at min krop og mit hjerte er som det skal være – og at jeg tillader mig selv at føle den glæde, når tid kommer og jeg ser jeg fortjener, er dejlig og kvindelig, og forstår at jeg sådan set har lidt rigeligt, jeg behøver ikke fortsætte ubehagelighederne ved selv at begå dem mod mig selv…

    Varme tanker
    og tak for en tankevækkende blog…
    A

    • Jeg tror det fungerer (eller rettere ikke-fungerer) anderledes for mig. Men jeg kan sagtens følge dine konklusioner, der giver rigtig god mening mht at græde eller netop ikke at græde.

      Mht sexologen så ved jeg jo ikke rigtigt hvor det fører hen endnu, men betragter det som en fantastisk mulighed jeg har fået dér. Der er vist normalt ret lang tids ventetid til sådanne og jeg er sejlet direkte igennem systemet og endte dér. Men tror det ender et rigtigt sted, og er ikke ret meget i tvivl om at hun har nogle kundskaber og redskaber til at få mig til at få kontakt med min krop og sexualitet igen. Men dét jeg rigtigt godt kan lide ved det er at der bliver skabt et rum for at kunne snakke konkret om hvad der er galt, og hvor det gør ondt, og hvorfor – og det med en der stort set ikke laver andet i sit professionelle virke end at snakke med nogen som mig. Har en ret umiddelbar go tillid til den dame på hvis bord min sag er havnet.

      /overleveren

  2. Kære Overlever. Tak for læsning & for at du deler.
    De lommetørklæder dér – jeg sidder her & bliver mindet om hvordan det var for mig, engang.
    Da jeg startede med terapi – og faktisk indtil for nogle år siden tror jeg, kunne jeg ikke helt forlige mig med de lommetørklæder der altid var fremme under sessions. Jeg brugte dem aldrig. For jeg græd ikke. Faktisk, kan jeg huske nu, at de ligefrem provokerede mig! Som om de lå dér, og råbte til mig om at jeg ikke var et almindeligt menneske, ‘for jeg græder ikke når jeg har terapi, og burde jeg ikke det?!’ kørte tankerne. Jeg havde mange timer gennem mange år, mange samtaler, mange svære konfrontationer i terapiens rum uden lommetørklæderne nogensinde kom i brug. Og der skulle gå mange år, før jeg turde føle mens jeg sad overfor et menneske & delte de tanker, erindringer & følelser jeg havde og har. Og jeg kan huske, nu jeg læser dine beskrivelser her, den aller første gang jeg lod en tåre trille. Og den aller første gang jeg skulle række ud efter et lommetørklæde.
    Idag tænker jeg slet ikke over, om jeg har fældet tårer og brugt de famøse lommetørklæder eller ej. Jeg havde faktisk glemt hvor meget de ubrugte lommetørklæder fyldte, dengang.

    • Velbekomme og selv tak må jeg jo sige.

      På trods af emnets alvor kan jeg ikke lade være med at trække lidt på smilebåndet over din kommentar. Over at jeg ikke er den eneste der har set de der ubrugte engangslommetørklæder som et tegn på ikke at være “helt rigtig”. Troede faktisk bare det var mig der var helt sær.

      Knækker sammen på andre måder end i tårer, dog. Lukker ned og slukker for kontakten med psykologen en stund. Vældigt frustrerende for begge. Nok mest for mig. Ender som regel med at hun må hive mig ud af den tilstand – rykke mig ud af den rent fysisk.

Har du kommentarer eller spørgsmål:

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s