Jeg har fået et lille brev fra de lokale sundhedsmyndigheder om at jeg bør få foretaget en forebyggende undersøgelse for livmoderhalskræft. Det er bestemt ikke det sjoveste brev at få, og jeg kan lige så godt være ærlig og sige at den har jeg vinklet mig udenom i alt for lang tid. For jeg bryder mig ikke om de der undersøgelser og jeg tror de fleste forstår hvorfor.
Men mon ikke jeg skal se at komme afsted denne gang. For jeg synes helt ærligt at der er ved at være kræft nok i tilværelsen. Og jeg ved jo godt at den slags skal opdages i tide, og at det jo ikke kan ske hvis jeg bliver ved med at smyge mig udenom.
Jeg har hverken tid eller mulighed for at få det gjort før efter jul, men så skal jeg nok. Lover det.
Det er nemlig ganske vigtigt for mig at kæresten kan følge med, da det er en undersøgelse der i sig selv kan virke så forfærdelig for mig at jeg har brug for at der er en ved min side, der kender min historie og kan støtte mig i det der for alle andre bare er et mindre ubehag men noget der skal og kan overstås. For mig kommer det til at tage et par dage mere og kan derfor passende henlægges til de sidste dage af vores juleferie.
Bestiller tid på mandag og håber jeg kan få en tid i de der dage lige efter nytår.
Overleveren 
Selvfølgelig skal du tage imod den undersøgelse, men jeg kan sagtens forstå at du har udskudt det og at det er en stor overvindelse for dig at skulle få foretaget den undersøgelse. Kan du ikke få lidt beroligende eller skal det foregå i en let narkose ? Jeg tænker at hvis du har mange smerter så er det jo ikke bare lige at ligge sig op på briksen, smække benene op og få det overstået ?
Det bliver absolut under indflydelse af noget stærkere beroligende – ellers går det slet ikke for mig og knibeøvelserne vil blive af en sådan karakter at det lige så godt ku forsøge at lave en gynækologisk undersøgelse på et bræt.
Nej det er nemlig ikke “lige sådan” for mig at gøre og der kommer til at gå et par dage efter med smerter der bliver til ømhed der bliver til tristhed.
Men jeg skal nok.. det skal bare overstås.
Puh, kan godt forstå, at du er nødt til at gå noget rundt om dig selv for at få samlet mod til netop den undersøgelse. Men så er det, at jeg lige kommer til at tænke: at har du forresten ikke en mindre risiko for at få livmoderhalskræft, fordi din kæreste er en kvinde?? Hvis nu, så kunne det jo være, at du kunne få lov at slippe med lidt færre undersøgelser.
Jo, jeg har en mindre risiko, men har jo haft andre erfaringer (det gælder osse selvom de ikke alle var frivillige) så risikoen er der jo alligevel. Har en god ven, der er jordemoder i sverige, hvor det er dem der laver undersøgelsen og ikke læger som i DK. Og hun synes bestemt osse at det er en god ide at jeg kommer på briksen, velvidende at dét er noget svært noget for mig.
Tror ikke jeg slipper med færre undersøgelser, men kan måske bedre tillade mig at trække den. Men er der noget, så vil det jo være dumt og skyklap-agtigt at bortforklare, at det ikke er blevet opdaget i tide med at jeg er lesbisk.
Det skal du nemlig. Også selv om det ikke er nogen fornøjelse. Vores faster fik konstateret celleforandringer, der ikke nåede at blive til noget. Heldigvis. Så jeg tør slet ikke andet end reagere, når indkaldelserne kommer. Men jeg er klar over, at det er en ganske anden sag for dig, og at der skal overvindelse til.
Det er en alvorlig sag og ikke noget der bare overstås på få øjeblikke som de skriver på diverse oplysningssider på nettet. Men det skal nu nok gå når kæresten er med og kan fragte mig hjem og pusle om mig når jeg begraver mig under dynen bagefter. Men nu skal det altså gøres. Det har jeg besluttet mig for.
Jeg kender osse flere der har fået konstateret celleforandringer uden at det er blevet alvorligere end det – så det er nok værd få kigget efter.
Uf, jeg hader de undersøgelser af et godt hjerte, har været gennem dem siden jeg var 18 år ung.. Denne gang har brevet ligget et par måneder, jeg orker det ikke lige nu.. 🙂
Ahhr Inge, kom nu. Kan jeg tage mig sammen så kan du dælme osse. Når alt det her flytteri er overstået.
Men jeg hader det jo osse, så jeg kan nu godt forstå dig.
Formentlig alle kvinder hader den slags, men det er absolut forståeligt, at det er direkte traumatisk for dig.
Min første tanke var at du skulle få en kvinde til det, men det hjælper ikke, kan jeg forstå på et af dine kommentarsvar.
Men ja: du skal – også selv om du skal i fuld narkose.
Det bliver en kvinde der gør det – så meget kan jeg da sige. Den slags er der nemlig en vis forståelse for når jeg beder om eller decideret kræver. Men kæresten er der og så går det lettere for mig.
Ja, jeg skal.. ikke i fuld narkose men høj på stesolid. Ca.
Godt at du ved hvad der skal til for at komme nogenlunde gennem det, og at din læge lytter til dig. Jeg er en af dem, der fik konstateret forstadie til livmoderhalskræft, lige efter jeg var blevet mor til nr. 2, så jeg sørger for at få undersøgelsen gjort. Men jeg kan godt forstå at for dig skal der være tid til at gøre sig klar til undersøgelsen.
Jeg ved det, og så skal det nok gå. For jeg skulkede fra undersøgelsen sidste gang og det har faktisk irriteret mig lige siden. Så nu må jeg gøre det så jeg har ren samvittighed overfor mig selv.
Det må have sat mange tanker i gang med de celleforandringer på et tidspunkt som det… så jeg kan godt forstå at det er noget du tager mere end almindeligt alvorligt.
Jeg har skulket fra undersøgelsen to gange nu. Din post ryster op i mig; hvis du kan, kan jeg også. Tak for sparket.
Så er det jo godt for noget 🙂
Bare kom afsted… for selvfølgelig kan du klare den og få det gjort mens du har tid. Når du får arbejde bliver det sværere at finde tiden til det.