Med medicinen som skjold

Jeg ved det godt – altså at jeg er medicinfri, men det er desværre en sandhed med visse modifikationer. For jeg har to sæt piller tilbage, og jeg tror nok at jeg kan få nye recepter når de er opbrugt.

Er medicinfri i den forstand at jeg ikke har et dagligt forbrug, styret af lægens receptblok (der jo egentlig er en receptserver i dag), men har et forbrug i højere grad styret af konkrete situationer og behov.

For det første de der propranolol som jeg tidligere har fortalt om. For det andet, og det er i den lidt mere alvorlige afdeling – alopam, der er et benzodiazepin-præparat. Og de er farlige. Og afhængighedsskabende så det basker. Og svære at få ud af kroppen igen – det tager noget der ligner 24 timer, hvor jeg ikke rigtigt kan køre bil og er lidt små-bedøvet (men efter sigende hammerskæg at spille mod på en playstation eller tilsvarende). Men jeg har dem, og jeg har altså fået lov af lægen til at beholde og bruge dem i ganske særlige situationer. For et år siden fik jeg en pakke på 30. Jeg tror der er lidt over halvdelen tilbage. Så det er ikke noget voldsomt forbrug jeg har lige af dem. Men de tjener deres formål i min dagligdag. Jeg ved jeg har dem, og behøver derfor ikke frygte for ikke at have dem. Hvis dét er afhængighed af benzo´er tror jeg lige jeg kan leve med det.

Selvfølgelig ville det være at foretrække at kyle de sidste ud og sige til sig selv – nu kan jeg selv. Nu kan jeg klare hvad der kommer uden den der kemiske hjælpepakke som lægen har udstyret mig med. Kunne jeg nå dertil ville jeg jo nærmest pr definition være rask.

Problemet er desværre bare at jeg ikke har udsigt til at blive dét. Rask altså.

Der er noget accept her der skal på plads. For jeg tror at en af grundene til at jeg har rykket mig så langt det sidste års tid (måske 1½ år) er at jeg har fundet en respekt for at jeg var syg. Og en accept af hvilke begrænsninger det så gav mig. Og når man kender begrænsningerne og dermed selve grænserne er det lettere at udforske området indenfor dem. Tryggere ihvertfald.

Og så er der lige det der med medicinen igen. For når jeg enten bliver presset ud over grænserne så har jeg brug for den. Det kan være en hudløs dag fuld af aggression, sårbarhed og vrede, hvor jeg bliver nødt til at få taget “toppen” for at fungere bare nogenlunde normalt. Eller de ekstreme angstprovokerende oplevelser, hvor jeg ved, at jeg er langt ude over grænserne for hvad jeg kan tåle.

Og hvorfor kommer alt det op nu. Jo, har nemlig været omkring tandlægen i denne uge, og det er næsten det værste jeg kan udsætte mig for. Så det foregik på medicin.

Nu har jeg fundet ud af hvorfor. Og at det faktisk er ok.

Min læge mindede mig for lang tid siden om at en tandlæge jo heller ikke borer uden at bedøve først. Og at bedøvelsen egentlig ikke gør noget andet end at tage smerten. At jeg skal se på medicinen som bedøvelse og ikke noget beroligende.

Et skjold. Noget der forhindrer at farlige oplevelser trænger igennem og udløser angst og nervøsitet. Det er som en ganske særlig slags mental HIV-virus. Det er en svækkelse af mit mentale immunforsvar, hvor alt muligt småskrammel som andre bare ryster af sig som en simpel forkølelse, kan gøre mig livstruende syg igen.

Set på den måde er det faktisk til at acceptere.

Reklamer

4 comments on “Med medicinen som skjold

  1. Det giver jo god mening.. Du kender dine provokatører, og du har midlerne til at holde dem i skak.. Jeg synes det lyder yderst fornuftigt at acceptere og bruge medicin på den måde.

  2. Der er det med den slags medicin at det er svært at acceptere, måske fordi man ser sig selv som svag?
    Men så snart man bruger det som et “skjold” en bedøvelse – på noget konkret – så er det ikke så svært at acceptere.

    Man ville jo også lægge støttebind på en forstuvet hånd – nu får du støttebind om dit forstuvede mentale immunforsvar!

    Jeg har selv nogle kæbeproblemer og det eneste middel der kan komme dybt nok ind og få kæbemusklerne til at slappe af – det er valium. Og se lige en dansk læges reaktion på valium.. 😀
    Jeg fik en pakke på 20 for et par år siden og der er 5 tilbage.. Så jeg tror heller ikke at jeg er voldsomt afhængig. 🙂

    • Det ser ikke sådan ud, nej 🙂 Men det er rigtigt, der er ikke meget der kan få håret på en læge til at stritte i alle retninger som ordet valium – det skulle da lige være ordet Benzodiazepin, det er jo to sider af samme sag.

      Jeg prøver at acceptere min brug af det, og stiver forsøget lidt af med at vide at lægen står bag det. Men egentlig synes jeg jo at det er ret svagt 😦 Men nødvendigt, det må jeg jo så indrømme. Kan bare ikke tåle angreb på det der immunforsvar. Og slet ikke succesfulde angreb.

Har du kommentarer eller spørgsmål:

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s