Selvmord

En kortfattet og sigende overskrift så dem der ikke vil beskæftige sig med emnet kan holde sig væk.

Med fare for at støde nogle fra mig fordi jeg provokerer, fordi jeg måske kommer for tæt på egne liv og skæbner, Nogle ved jeg hvem er, andres liv kender jeg ikke nok til i detaljer. Men jeg tager chancen for jeg kan mærke at dette blogindlæg har været ganske lang tid undervejs. Månedsvis. Faktisk. Har ikke turdet sætte tankerne på skrift og da slet ikke udgive dem. Og på sin egen skæve vis har det siddet som en prop i hullet for ret meget andet. Ægte selvcensur men det stopper så her i dette konkrete tilfælde.

Så jeg vil prøve at gøre det generelt men tage udgangspunkt i egne oplevelser.

Jeg har gennem bloggen fået kontakt med flere mennesker der har næsten samme baggrund som jeg selv. Alle med det til fælles at de har fået stemplet PTSD i nakken. Nogen er i flexjob, nogle på førtidspension, andre i mere almindelige job og en hel masse på sygedagpenge uden udsigt til noget reelt alternativ udover at blive sendt rundt som rørpost mellem de enkelte systemer og kontorer og blive “læst” af en næsten uendelig række af sagsbehandlere i bunker af andre med tilsvarende stempler.

Selvmord er et livsvilkår. Ironisk nok. Der er flere, der falder fra undervejs i behandlingen. Det skræmmende er at jo længere de enkelte kommer i deres behandlingsforløb – jo større bliver risikoen næsten. Så vidt jeg kan se det fra min egen stol. Man små-jubler lidt med dem i deres små og lidt større sejre, så bliver der stille og så kommer meddelelsen ud i netværket. At nu er den eller den faldet væk. Eller at vedkommende er faldet igennem og har forsøgt sig – uden held. Det sidste får vi ikke så tit at vide, for det er stadig tabu. Selv dér. Desværre.

Det er skamfuldt at tale med nogen om. For man er hundeangst for støde nogen fra sig. Det nære netværk er meget vigtigt at holde på plads, og det vil måske/måske ikke skride væk hvis de her tanker og følelser får alt for meget luft. Så det holder man for sig selv. Indtil det kommer til at fylde så meget at ballonen så at sige revner. Og så er det desværre lidt for ofte alt for sent.

Og hvad er det så der sker. En storm af reaktioner. Lige fra sorg, savn og frustration til vrede over at den pågældende “bare gav op”. At det var en egoistisk handling og hvad ved jeg. At man svigtede ved at checke ud i utide.

Fuldt forståelige reaktioner over hele linjen, men der er så vidt jeg kan se en hel del mere i det end bare det, at man gav op. At man manglede vilje til at ville livet. Og nærmest burde skamme sig på den anden side.

At få diagnosen PTSD er ikke en stensikker dødsdom, men det er en livsfarlig diagnose. Dødeligheden er dokumenteret høj, og mørketallene (som man jo aldrig kan vide hvor store eller små er) er formentlig skræmmende høje.

Ind i mellem kunne jeg godt bruge at den accept der er kommet for psykisk syge – og tak for det – osse når til en accept af den faktiske farlighed af sygdommen.

Der er jo ingen, der skænder på en afdød af lungekræft at vedkommende tillod sig at dø af sin sygdom. Heller ikke selvom det var på en bryllupsdag, en juleaften eller sådan noget. For det ved man godt – kræft er en livstruende sygdom. De tabte kampen mod kræften, men kæmpede bravt. Stor respekt.

En psykisk syg, der ender med at tage sit liv har ganske givet også kæmpet bravt. Men tabte – og dør i skam. Og kan sagtens risikere (og det har jeg set i praksis) at efterladte små-håner dem inden liget er koldt og i jorden. Fordi de var feje, egoistiske mm.

Alt for ofte er den syges tanker og følelser ikke blevet  – hedder det sådan på nudansk? – italesat, uden for det netværk der er indforstået med, at det emne er acceptabelt. Et netværk der oftest begrænses til læge, psykiater og psykolog. Derfor kommer det som et mindre eller større chok når det så pludselig sker. Og det kan for omgivelserne se ud som om man bare gav op for let. Og det er fejt. Dårligt kæmpet. Tabt uden stil. Begraves i stilhed.

Og her bliver det så personligt. Jo, jeg har været der. Også indenfor den seneste periode hvor der har været så tavst her på bloggen. Og nej, jeg har i praksis ikke talt med nogen om det. Fordi jeg var nervøs for at støde fra.. få nogen til at opgive på forhånd, vende mig ryggen og aldrig dukke op i min tilværelse igen. Jeg vil ikke afvise, at jeg kommer der igen. Men er muligvis ganske langsomt ved at finde ud af, at dem der vender mig ryggen her vist alligevel ikke var værd at samle på.

Jeg vil heller ikke afvise, at jeg har et personligt ansvar for ikke at tabe kampen mod min sygdom. Overhovedet ikke. Men jeg har kæmpet. Tro ikke andet.

Og jeg er ganske sikker på, at det gælder for størstedelen af dem med de her livstruende psykiske diagnoser kan sige det samme. Osse selvom det ikke ser sådan ud, når man er rask i hovedet og ikke fatter hvad det vil sige at vågne hver morgen og tænke – er det mon i dag det går galt? Hver eneste morgen. 

I mit forrige job havde jeg en dejlig kollega, der fik kræft. Han fik – pga vores kollektive forsikringsforhold – en ret pæn sum udbetalt. Desuagtet at han i øvrigt fortsatte på arbejde på nedsat tid, og sygdommen mildest talt ikke var ret fremskreden. For det var en alvorlig sygdom. Jeg var omfattet af nøjagtig samme forsikring, da jeg blev sygemeldt med PTSD, der har en dokumenteret dødelighed, der ligger en smule over den der kræftform. Og fik ikke en krone. For jeg kunne jo bare lade være med at være syg – eller hvad? Min gamle kollega er i dag erklæret nærmest rask da kræften ikke spredte sig. Han var i øvrigt selv ret forundret over at der ingen hjælp var til mig.

Ja, jeg bliver ind i mellem lidt gal over der er den forskelsbehandling. At den ligefrem er formaliseret. I dag er jeg under en anden forsikring og der er selvmord sært nok (hvis der er en diagnose) erstatningsberettiget på lige fod med dødsfald efter fysisk sygdom. Så det kan altså lade sig gøre. Men det er stadig ikke en livstruende sygdom. Sær mellemløsning. Man skal dø af det.

Og det må man ikke. Det er socialt uacceptabelt.

Naturligvis er der undtagelser – naturligvis er der mennesker, der faktisk forstår hvordan de her møg-sygdomme opererer. Og som forstår at man kan dø af dem. Ikke fordi man gerne vil, eller bare har givet op for let, men fordi sygdommen “spredte sig”. Men de mennesker er så vidt jeg kan se ganske sjældne eksemplarer.