Er gået i hi for Simone

Stormen, altså. For jeg bryder mig ærligt talt ikke om at være ude når det blæser op i nærheden af storm og grenene stryger af træerne – for slet ikke at tale om at de faktisk osse vælter en gang i mellem. Hunden er luftet og nu sidder vi bare og venter på at kæresten osse får sig møvet hjemad. Kan ærligt talt ikke rigtigt lide tanken om at hun skal ud i noget de kloge siger, bliver slemt. Men der er desværre ikke rigtigt noget valg.

Jeg har kørt mange km bag rattet i mit tidligere liv. I snestorme, isslag, skybrud og hvad ved jeg. Her handler i det i nogen grad om afstand og dygtighed og så kan man komme igennem det meste. Men storm – det hader jeg. For der er det egentlig bare et spørgsmål om held og uheld om man får en gren eller et træ i hovedet eller en skraldespand over vejen.

Selv har jeg været så heldig i dag at få fri ved middagstid – og så er det jo lige til at holde til.

Undrede mig lidt da jeg gik med hunden i kvarteret og se havemøbler, parasoller og et par løse trampoliner rundt i haverne her. Undrer mig over at folk ikke pakker sådan noget væk i betragtning af vejrudsigten.

Ok, vi har det nemt – vi skal bare lukke vinduerne helt på altanen og så er den nok hjemme, og der sker ikke rigtigt mere ved det, med mindre vi skal til at slås med et løbsk tag. Men så galt går det jo nok næppe.

Jeg er rørt over den modtagelse mit sidste indlæg fik, for jeg tror ikke I har nogen anelse om hvor nervøs jeg var for tage det her tabu-emne op igen. Det hjalp rigtig meget at indvie så mange i den lille hemmelighed og så se at den måske slet ikke var så farlig for mig. Så tak for det.

På et eller andet plan er det jo osse en side af mig – at jeg kan være bange for at tabe kampen mod sygdommen, men jeg ser at jeg har gode mennesker omkring mig og det hjælper altså en del. Gode venner der er parat til at tage telefonen hvis jeg ringer og har brug for et verbalt los i røven – og gerne i den rette retning. Mennesker der kan li mig uanset dette. Mennesker der kan li mig mere end de er bange for at miste og derfor er der for mig. Det bliver lidt nemmere at være mig på den måde.

Hun hoppede i stolen

Det er næsten en uge siden jeg var ude hos hende psykologen. Og havde kæresten med. Og det gik faktisk over al forventning. Bortset fra at turen derud var temmelig kaotisk.

Kæresten havde fået fri ved 15 tiden og jeg ved 12 tiden, hvilket gav mig fint med tid til at tage hjem, gå med hund, hente bil (og hund) og køre til kærestens arbejde, hente hende og så sætte snuden mod psykologen hvor vi havde en tid knapt 2 timer senere. Jeg ved af bitter erfaring at trafikken derud – i myldretiden – er mildest talt mystisk og mest foregår med 10-15 km/t hvis man endda er så heldig. Så vi havde sat god tid af til manøvren og tænkte at vi jo altid kunne nappe et krus vejkaffe på en tankstation i passende nærhed af psykologens særlige “rum”.

Sådan så planen i hvert fald ud. Så blev jeg forsinket på arbejde og det endte med at jeg havde 17 minutter hjemme til at skifte tøj, lufte hund, hente bil, hente hund og komme afsted. Kæresten derimod blev en del hurtigere færdig med sit arbejde så hun endte med at sidde og vente på mig i over en time. Hun var ikke glad da jeg kom ind på parkeringspladsen. Især ikke fordi vores kommunikation var blevet lidt forstyrret af iphones problemer med at sende sms´er. Så vi havde faktisk ikke kunnet kommunikere overhovedet hele formiddagen.

Jeg var stresset og hun var irriteret. Perfekt start på seancen. Men vi faldt dog lidt ned på vejen. Altså bortset fra at den annoncerede myldretid udeblev – det var jo efterårsferie. Så nu sad vi osse og ventede ved en tankstation og drak deres elendige kaffe og prøvede at få synkroniseret vores stresstærskler. Og helst i den positive retning.

Men vi kom da i det mindste frem til tiden – ca 10 minutter før tiden, da føromtalte kaffe var “rendt igennem” og vi manglede et toilet som vi ikke først skulle gøre rent. Nærmest. Jeg tror vi har set skægge ud da vi forcerede trappen op til hende i et forsøg på at samle benene og trappe-bestige på én gang. Tror dog ikke psykologen kiggede ud af vinduet. Heldigvis.

Det var en givende samtale hos psykologen hvor hun fik talt en del med kæresten om mig og mine problemstilinger, og hvor jeg i højere grad lyttede og skød bemærkninger ind på rette steder.

Det er en gigantisk tillidsting for mig at have kæresten med derud. Jeg skal virkelig stole på at psykologen ikke siger ting vi ikke har “aftalt” på forhånd. Selvom kæresten er kæresten er hun stadigvæk ikke en psykologen kan bryde sin tavshedspligt overfor, så derfor havde vi lavet visse aftaler om hvad der kan tales om og hvad der bestemt ikke skal tales om.

Hvorefter jeg selv bryder den – og hun hopper.

Kæresten og psykologen talte om hvor syg jeg faktisk er. Der blev sat klare ord på hvad det vil sige at være hvor jeg er med den diagnose og hvad jeg har at slås med i kampen mod sygdommen. Om hvor alvorligt det faktisk er. De talte om hvorfor jeg ikke kan tackle min arbejdssituation i øjeblikket og hvorfor jeg ikke “bare” kan finde et andet arbejde. Og de talte om hvad hun – altså kæresten – kunne gøre for at hjælpe mig i dette. At hun ikke skulle sige til mig at jeg skulle gøre mig usynlig eller lade som ingenting og så i øvrigt lade mig forstå at hun faktisk ikke “gad” snakke arbejde mere. Hun fik at vide at lige præcis den strategi i ubehagelig grad minder om den måde jeg er vokset op på og den måde min bror fik lov til at fortsætte misbruget af mig. Lad som ingenting og bliv aerodynamisk.

Det virker måske nok for hende – men for mig er det en nærmest retraumatiserende oplevelse.

Så langt gik de aftaler jeg havde med psykologen – grænser som hun overholdt uden problemer.

Men hopper i stolen, da jeg bryder dem.

Det jeg aldrig rigtigt har sat ord på overfor kæresten – eller ret mange andre for den sags skyld er PTSD´ens mørkeste skyggeside. Har naturligvis talt med psykologen om det og gjort det klart for hende at lige præcis dette emne skulle hun ikke tage med i samtalen med kæresten.

Det er en livsfarlig sygdom jeg har. I ordets bogstaveligste forstand for selvmordsraten er skyhøj for patienter med den grad jeg har. Emnet er ikke fremmed for mig og jeg kan næsten ikke huske der har været uger hvor dén tanke ikke lige har vendt rundt i mit hoved og er blevet skubbet af vejen igen. Somme tidere oftere endda. Er god til at skubbe den væk, men den kommer desværre tit tilbage. Og jeg skubber den af vejen igen. Det er ikke mit ønske, det er ikke en tanke, det er nærmere en slags selvdestruktiv drift – næret af opgivenhed overfor min situation og trætheden af at kæmpe.

Samtidig er jeg hundeangst for at fortælle om det, lade andre få indsigt for jeg er bange for at de smutter efter devicen – sådan et menneske kan vi ikke engagere os i. Det er en sorg der er givet på forhånd. Er bange for at støde verden fra mig hvis jeg er ærlig om lige præcis dette symptom.

Og så sidder jeg pludselig og overtager samtalen. Fortæller kæresten om den bestemte vej jeg ind i mellem kører af og stort set altid bliver ramt af tanken om den der bestemte betonbro med de lidt udragende betonsøjler. Bang og det er overstået. Fortæller hende at jeg ikke føler mig i farezonen men at driften – eller tanken om I vil – er ved at drive mig til vanvid.

Jeg kan blive så forbandet træt af det hele at jeg bare ikke orker mere. Så træt af at leve et liv hvor jeg kun kan tåle mennesker i begrænset omfang. Hvor ganske almindelig støj kan få mig til at ryste af angst. Hvor berøring kan være enten meget rar – eller skræmmende og angstprovokerende. Hvor helt almindelige ting mennesker gør bliver helt uoverkommelige for mig. Et liv med tilbagevendende smerter der kan få mig til at krumme helt sammen og ønske mig ned under alverdens dyner og varmepuder.

Kan blive så træt af at rende rundt og lade som om at jeg slet ikke er syg. For det er jeg. Alvorligt. Og jeg tror ikke på helbredelse – kun på bedring. Det er ikke særligt befordrende for kampivren. Egentlig.

Alt dette satte jeg til psykologens store forbløffelse pludselig ord på og det fine menneske valgte klogeligt ikke at kommentere eller spørge yderligere ind til det, formentlig fordi hun ikke vidste hvor min “nye” grænse gik og så var det bedre at sidde og kigge forbløffet på mig. Men kæresten gav dog udtryk for at hun havde bemærket at psykologen ikke havde reageret så mon ikke det var kendt stof for hende. Godt observeret.

Det var meget for kæresten at sluge – hendes situation taget i betragtning og hun er lidt mindre vant til at pakke tingene sammen i hovedet end jeg, så det hele sad udenpå da vi kørte ned til Inge og Hasse. Vi blev af gode grunde ikke så længe som planlagt men fik dog lige vendt situationen med hinanden med en ny lytter og spørger, og det er slet, slet ikke så tosset.

Dog ikke lige dette emne – for det har jeg jo ikke turdet snakke om… til andre end psykologen – som efter aftale med mig har talt med min læge om det. Og nu skriver jeg om det.

Det er vist ikke så godt.

Aerodynamik

Det har på flere måder været en form for tema i mit liv. Ikke at jeg har nogen særlig interesse i fly, raketter eller sportsgrene, der handler om at bevæge sig kvikt op eller ned eller hen. Vi ved jo alle hvad det egentlig er, men tænkte at jeg ville starte med den mere præcise definition af begrebet.

Læren om luftarters strømning, især omkring faste legemer, samt om de kræfter, hvormed sådanne legemer påvirkes.

drag

Hentet på start-tri.com

Så meget for videnskaben om faste legemers modstand mod luftstrømninger der kommer imod dem og de hvirvler det efterlader og påvirker det faste legeme. Sådan ca i hvert fald.

Men aerodynamisk var også hvad jeg blev bedt om at være – da jeg var barn. Jeg skulle gøre mig selv aerodynamisk overfor min bror. Lade ham, som luften, glide hurtigt forbi så han kunne finde noget andet at bruge al sin negative kraft på. Gøre mig smal og ikke yde modstand. Sådan var beskeden. Lade det passere uden at lade det fæstne sig. Og det må man jo sige at jeg ikke var særligt god til.

Her 30-40 år senere sidder det stadig benhårdt fast. Det jeg kan huske, forstås. Resten ved jeg faktisk ikke om jeg har lyst til at huske. Jeg er faktisk helt sikker på at rådet om at være aerodynamisk var ganske velment, men ikke desto mindre er det en af de mest skadelige ting jeg kunne have lært. For i det råd lå jo netop osse indlæringen om at det der skete var ingenting – og da slet ikke noget der var værd at gøre så mange ophævelser over. Lad som ingenting, så går det over af sig selv. Lad være med at gøre sig selv til et sjovt offer så finder han sikkert noget andet at gå op i – som er sjovere.

Sådan skaber man et tavst barn. Og en tavs voksen. En uden ordentlig selvværdsfølelse.

En der finder sig i nærmest hvad som helst uden at gøre andet end at håbe at ting går væk af sig selv. I hvert fald når det er svære ting og ting der gør ondt. En der ikke viser smerte, sorg og følelser. En kold iagttager af livet. En kyniker. Jeg kan genkende mig selv i det hele og det i noget større mængder end jeg faktisk bryder mig om at tænke på.

Jeg har vist lært noget forkert dér. Men hvor er det svært at af-lære det igen.

Problemet er jo at den proces betyder en kontakt med alle de ting – jeg skal føle smerten og alt det andet. Jeg skal reagere på den. Jeg skal .. igen igen … lære at græde. Jo, jeg ved efterhånden godt at det er vigtigt men det betyder jo ikke at jeg bare kan, vel? Det værste er at det er lige præcis den her strategi jeg søger tilbage til når livet bliver svært. Aerodynamik.

Når det er svært på arbejde gør jeg mig usynlig og umærkelig og så håber jeg at det mobberi, der reelt foregår i øjeblikket holder op af sig selv. Jeg siger ikke fra. Og jeg sladrer i hvert fald ikke til de “voksne” – det vil jo så i det her tilfælde sige chefen. Nix – aldrig. For så sker der jo en masse forfærdelige ting; det har jeg jo selv lært.

Barndommens overlevelsesstrategi var forkert, for den sikrede kun overlevelse ikke liv. Og den gjorde mig til et nemt offer, for et tavst offer er et offer man kan vende tilbage til igen og igen og igen. Historien taler vist sit alt for tydelige sprog her. Hvad jeg slet ikke kan fatte i dag er hvordan pokker man kan sige til et lille barn.. eller bare et barn… lad som ingenting så går det over?!? Osse når de så grænseoverskridende handlinger fra min bror (der altså var en næsten voksen mand på det tidspunkt) rettet mod mig.

Bliv aerodynamisk så glider det hurtigere forbi.

Lige præcis derfor har jeg så svært ved at arbejde med de her ting, rent følelsesmæssigt, for jeg har lært at det bare skal passere forbi. Uanset om det var sexuelle overgreb, vold eller som nu mobningen. Den gamle strategi sidder alt for godt fast. Og jeg har en psykolog, der er ret insisterende på at det her – det er noget, som skal aflæres og hun prøver alle mulige og sikkert osse et par umulige veje for at nå det mål.

Det er ganske lidelsesfuldt.

Til sidst en lille opfordring til jer der læser med her… jeg har smaddersvært ved at finde de her ord og sætte dem sammen. Kunne I hjælpe mig med at komme med jeres tanker om det – om det at sige til børn at de skal blive aerodynamiske. Hjælp mig lidt på vej her… find de ord til mig som jeg mangler så hårdt.

Afgang

Taskerne er pakket, lejligheden er blevet bragt i en stand der passer sig for fremvisning når vi kommer hjem. For vi tager nemlig gæster med tilbage, hvilket bidrager en smule til bilpakkeriets udfordringer. For det skal der jo osse være plads til – den anden vej. Og selvom vores elskede designikon er en ganske rummelig bil, har den altså sine begrænsninger og det er vores faste plan ikke at pakke mere end at det kan være i bagagerummet – med hattehylden på plads og tom kabine i øvrigt. Så er den heller ikke så interessant når vi overnatter rundt omkring.

Vi glæder os rigtigt meget til at komme afsted og få tilbagelagt en masse km i en fart. Vi klipper turen over i tre dele med et par overnatninger undervejs og vi har fået anbefalet den geniale app Expredia hvor man kan se de rigtige priser på hoteller i nærheden af aktuel position og se hvad de i øvrigt tilbyder – og her er der altså rigtigt meget fokus på de fire små bogstaver w-i-f-i. Hva faen.. lidt nørdet er man jo og jeg ville nægte at opholde mig et sted, hvor jeg skulle slappe af uden det der net tilgængeligt. Skulle jo osse gerne kunne skrive et par rejsebreve undervejs, ikke? App´en gør det i øvrigt osse muligt at bestille værelset online, så vi slipper for at ævle-bævle på det sære tyske som ingen af os behersker i nødvendig grad.

Jeg har virkelig glædet mig til at få ferie og komme afsted fra hverdagens trummerum. Og især væk fra arbejdets pres og krav. Jeg fik rigtigt meget ud af at snakke med psykologen om hvorfor denne underlige lille banale situation på arbejdet har fået lov til at fylde så meget. Ikke at den ikke må fylde, men det var rart at få forståelsen af hvorfor. Måske bliver det så nemmere at håndtere det efterfølgende.

Ironien er så at tv2 i denne uge faktisk havde et program om pyramidespil og jeg grinede mig nærmest igennem udsendelsen og den lille hævngerrige mig tænkte.. ha.. jeg kan ikke få hende ud på sidelinjen – men fortsætter hun med at rekruttere sælgere under sig mellem kollegerne, så sker det jo nok helt automatisk. Det gav mig en masse gode tanker om hvad det egentlig er for en slags mennesker der falder for sådanne koncepter og tre ord går igen i mine tanker. Selvcentrerethed, grådighed og naivitet. Det er dét jeg skal fortælle mig selv hele tiden når hun tromler sin kampagne hen over mig. At hun er et grådigt, naivt og selvcentreret menneske der taler 10 gange mere end hun lytter og så bare vente på at andre end mig bliver trætte af det. Sådan må overlevelsesstrategien være indtil der sker ændringer i min arbejdssituation. Selv dét kan vel blive en vane og en fast rutine.

Så meget for planer for arbejde og job – nu tager vi på ferie…

Hit the road, Jack…

Dualboot på flere planer

Har siddet med en rigtig modbydelig og konkret opgave i dag. Sagen er at vi har en gammel og temmelig crashed netbook (en af de der præ-ipad eeepc netbooks) med en næsten lige så gammel windows xp og linux på. Nu lød opgaven fra kæresten; fix den for den skal bruges som gave til et barn, der vi skal holde ferie. Ikke at jeg helt forstår hvad et barn kan bruge en 4-5 år gammel computer til, men det skal jeg nok heller ikke forstå. Men fixes, det skal den altså. Og da der er ved at være bund i weekenderne til vi skal afsted på ferie måtte det jo næsten blive i dag. For i går gad jeg faktisk ikke.

Helt ærligt så er det noget af det mest drilske jeg nogensinde har været udsat for. Øv, pis, lort og patter.. for det var selve opstarten der var røget sammen med hele linuxdelen. Windows lykkedes det mig kun at starte én gang og så var det lissom osse slut, og jeg sad atter med en lille pc der bare viste en fin sort skærm og en enkelt blinkende markør øverst i venstre hjørne. Og så er det jo man river sig lidt i håret (altså det jeg ikke har) og spekulerer på hvordan man skal google sig til løsningen, når der ikke står så meget som et enkelt lille tegn eller bogstav man kan søge på. Det ville mulighvis (!?!) være så let som at klø sig i måsen at lave den da jeg jo har den medfølgende windows cd – men det lille møgdyr har jo ikke et cd drev!

Gider ikke gå i detaljer – men den kører nu! Fin, frisk og nærmest nyduftende og med dualboot til windows og linux.

Der er rigtigt meget ventetid mens man laver sådan noget hvor man bare sidder og glor på en maskine, der arbejder (eller i det mindste ser ud som om den arbejder) og så kunne jeg jo passende sende tankerne i de andre presserende retninger.

Hvad var det lige der foregik i torsdags hos psykologen. Hvad er der med den der sociale arv. Jeg ved jo godt at jeg er ramt af den, men har egentlig aldrig forstået mekanismen i den. Det gør jeg heller ikke i dag, men jeg forstår nok lidt mere af den. Og det sære er, at vi egentlig ikke talte særligt meget om det – ikke direkte i hvert fald – men hun stak mig en lille tegning (en grafisk fremstilling af noget med børn og voksne) og prøvede ihærdigt at fortælle mig hvad den forestillede. Og jeg fattede absolut ingenting og kunne bare mærke at jeg følte en dyb modstand mod den. Men den sidder fast alligevel og nu fortæller den mig så andre ting og det er vel osse godt nok at ting virker på flere planer.

Jeg har ikke været helt skarp på at der er forskel på fortrængte oplevelser og fortrængte følelser, og det er som om det er blevet vigtigere at skelne mellem de to. Men helt ærligt, føles det lidt som om hun (altså psykologen) peger på en brød-dej der står til hævning og siger.. skil den lige ad: “En skål til mel, en kande til mælk og gæren skal derover og så kan du lægge saltet i hjørnet”. Det er altså svært. (og betydeligt sværere end at fixe en defekt grub (gnu bootloader) på en netbook – ordene har altså en fin imponatoreffekt her).

Og det er vist følelserne der skal tages fat i nu. Og hvorfor de er endt som godt nedlukkede og nærmest lidt forbudte. Så forbudte at jeg her, nærmest 40 år senere stadig ikke kan finde ud af at føle dem, kun tænke dem. Det er en ret solid indlæring og prægning, der har fundet sted der. At tavshed er nødvendig for at overleve. At følelsesløshed er en strategi og at kontaktløshed til voksne var et faktum og en realitet, der bare skulle accepteres. Det er svært at føle svigtet – men ikke svært at beskrive det.

Der må være en forudsætning for det svigt. Der må være et eller andet der gjorde det muligt for min bror at fortsætte overgrebene mod mig. Der må være noget der gjorde at han bare vidste at det ville jeg ikke fortælle om. Der må ligge noget – et eller andet – før overgrebene, for hvordan kunne han ellers være sikker på at lille-pigen ville kunne skjule hvad der virkelig skete bag døren. Eller var han bare heldig da han valgte sin “legekammerat”.

Jeg tror jeg lavede et kammer af en slags – til følelser, der skulle rummes og oplevelser der ikke måtte komme ud eller stikke af fra mig – til følelser jeg instinktivt vidste ikke kunne rummes af andre. Og dét kammer er altså blevet ganske vanskeligt at stikke hul på, og jeg kan mærke at jeg kører de samme mekanismer den dag i dag. Spekulerer rigtigt meget over hvad jeg kan fortælle… for jeg tror ikke på at nogen magter at lytte. Magter at tage sig af sig selv og af mig mens de gør det. Dérfor, bla, er jeg tåreløs.

Og sådan har det vist været – længe.

Forvirret på et højere niveau

Det er sådan ca jeg har det – klogere på visse ting men osse lidt forvirret. Altså efter besøget hos psykologen, hvor der naturligvis blev talt en del om det der med at formulere “breve” til dem der helt politisk korrekt hedder “krænkerne” og i mine tanker slet og ret bliver kaldt psykopaterne. Min bror og en mand der sidder derude og med sig selv ved at han var meget tæt på at smadre et liv. Måske tror han faktisk han gjorde det. Måske ved han at det gjorde han ikke alligevel. Det sidste ved jeg jo ret beset ikke meget om. Altså om hvad han ved og ikke ved. Fred være med det. For nu.

Jeg forsøgte i går at sætte ord på hvorfor pokker det med breve og tilsvarende er så forbandet svært for mig og så fik jeg en forklaring som jeg vist ikke har fået før. Ikke så deltaljeret og slet ikke så teoretisk. Det er muligvis ikke en fordel at jeg får serveret teorierne men jeg har det bedst med at forstå, eller i det mindste prøve at forstå. Og det kan sagtens være at jeg ikke lige forstår når jeg sidder overfor psykologen, men så kommer det som regel nogle dage efter, hvor jeg har fået lov til at futte lidt rundt i eftertænksomhedens land.

I går stiftede jeg bekendtskab med nye begreber og forvirringen er nærmest total. Jeg lærte lidt om indre og ydre barn og om hvad det betød, og nu skal jeg vist bare hitte ud af hvor det er vigtigt i mit liv. Eller det vil sige det skal jeg jo ikke hitte ud af for det ved jeg godt – det er accepten der halter. Og den er vist desværre lidt en forudsætning for at jeg kan komme ud af hængedyndet jeg er i lige nu.

For det er som om jeg for mig selv benægter eller fornægter at det faktisk var mig alle de ting skete for. At jeg ikke fatter, når jeg ser på mig selv i dag, at det var mig der var den lille pige. Jeg tænker “jammen har jeg nogensinde været barn”, og naturligvis har jeg det. Naturligvis kan jeg huske at jeg har været det. Men det er ikke mig – det må være en anden. En anden der på mystisk vis osse er mig.

Jeg ved det jo godt. Jeg kan  huske det var mig. Men jeg kan næsten ikke hente følelserne frem, for det er farlige følelser som mit lettere kontrolfreakede sind helst ser presset ud og væk.

De breve og de følelser kommer vist til at handle om at få fat i det der lille barn og føle overgrebene igen, forladtheden, væmmelsen og overlevelsen gennem at gøre “tilpas” for som det er lige nu holder jeg vist en fin men ca 2 meter over kroppen distance til det hele. Og det er måske derfor jeg har kunnet fortælle her på bloggen så forholdsvist nøgternt om alle de ting der er sket. Eller det vil sige, det er jo ikke alle – men mange.

Jeg skal lære at holde op med at være nøgtern… måske følger det der med at græde, at være lille-pige-bange så osse med.

Der skal tænkes en del over det her – og jo mere jeg tænker jo længere kommer jeg jo reelt væk fra følelserne. Det er dælme flot.

Det lille barn er bange, er usikker.

Den voksne har angstanfald. Har PTSD. Det har jeg efterhånden styr på, men jeg har da vist overset at den der lille pige osse er mig, og at få rigtig kontakt med det.

Lærte osse lidt – indirekte – om den der forbandede sociale arv. Om at gentage mønstre og blev evigt taknemmelig for at jeg ikke fik børn. Til gengæld må man jo sige at jeg gentog et ganske andet mønster da jeg skiftede den ene psykopat ud med den næste.

Jo, der er lidt at tænke over.. men ville nok hellere føle det. Den går bare ikke, men måske kan det læres.

Heldigvis stoler jeg på hende der psykologen, og ved at hun nok skal støtte mig undervejs mens jeg famlende søger efter det der lille barn. Mens jeg prøver at få styr på mine yderst blandede følelser omkring resten af familien, der ikke gjorde noget for at se eller at stoppe overgrebene. Der overså alle de signaler der må have været. Forbander tavsheden og beskyttelsen af min bror i forhold til resten af familien. Dybest set forstår jeg ikke hvordan det kunne ske – hvordan det kunne komme så langt. Forstår ikke at ingen opfattede at der var noget helt galt med det her barn. Den lille vrede er der men jeg pakker den mesterligt ind hele tiden. Vrede er farlig og bliver straffet. Tårer er ydmygende og bliver latterligjort. Jo, alle mønstrene sidder dybt i mig, men jeg kan ikke dem. De er som en drilsk fisk der lige nøjagtigt hele tiden undviger det lille runde fisknet. Jeg kan ikke fange dem ind – kun se på dem. Nøgternt. Følelsesfattigt.

… jeg gider ikke læse korrektur på det her.. det er med garanti lige så forvirrende at læse som det var at skrive det..eller totalt intetsigende.

Tilståelser

Skrev en gang om at mangle noget. Ligesindede. Nogen med en fælles erfaringsbagage – og at de var ganske svære at finde for mig.

Det ville være nemmere end nemt for mig at finde nogle med ca de samme barndomsoplevelser, men dem får jeg jo ikke rigtigt noget positivt ud af – snarere tværtimod har jeg fundet ud af. Så det afholder jeg mig en smule fra.

Men der er faktisk to jeg godt ville have kontakt med. Mine søstre. Som jeg ikke har set siden før jeg mødte kæresten. Ikke at jeg vil rigtigt omgås dem – men ville bare gerne vide lidt mere om hvad de egentlig har oplevet. Men der er absolut lukket. Det er mere nysgerrighed, for man kan spekulere sig tosset over deres oplevelser, som jeg dog tror har været af mere normal karakter end mine. Dog er reaktionen på mine tidligere lidt forsigtige følere mht vores bror af en sådan kaliber, at det er svært ikke at spekulere på hvad der ligger bag.

Historien bag det brud er egentlig ikke helt enkel. Det er sådan noget jo egentlig sjældent.

For nu at begynde ved begyndelsen prøvede jeg for 12-15 år siden at stille spørgsmål til deres forhold til vores fælles bror. Deres oplevelser med ham da de var børn. De afviste samtaleemnet hårdt og brutalt, men fik dog lidt at vide mellem alle de hurtige ord der fulgte. Konklusionen var at de ikke brød sig om ham – og så var den prut lissom slået.

Så gik der noget tid, og jeg havde en kæreste som de bestemt ikke brød sig om, hvilket jeg godt kunne forstå – bagefter. Det endte jeg jo så osse med – ikke at gøre. Altså bryde mig om.  Det var på et på alle måder katastrofalt forhold og denne kæreste har uden tvivl været en del af det brud der fulgte mellem mig og mine søstre.

En dag – længe efter det brud – stillede jeg et spørgsmål som åbenbart var lidt for meget. Jeg spurgte dem hvorfor de ikke rigtigt regnede mig for noget. Talte mig med i familien og kun gjorde det, når de ikke kunne blive fri for det. Og så i øvrigt ignorerede min eksistens.

Det spørgsmål skulle jeg ikke have stillet. Ikke så direkte i hvert fald. For jeg fik et svar – skriftligt.

En lang liste af alle mine dårligdomme.

  • Det med min bror og hvorfor og hvordan kunne jeg omgås ham og stadig spørge til deres oplevelser med ham og kun dårligt maskere hvad det egentlig var jeg spurgte om
  • At jeg skulle holde op med at være syg og begynde at betale tilbage til samfundet – dvs finde mig et ærligt arbejde
  • At jeg skulle holde op med at forvente at andre løste mine problemer – se ovenstående – find dig et rigtigt arbejde
  • At de synes jeg havde været for forkælet – se ovenstående – find dig et rigtigt arbejde
  • At jeg skulle – i modsætning til dem forresten – betale mine forældre tilbage hvad de havde stukket mig af penge i tidens løb med dyre studier og sygdom- se ovenstående – hold op med at være syg og find dig et rigtigt arbejde.
  • At de ikke havde kunnet acceptere min kæreste – der på det tidspunkt havde været eks i et års tid – og af gode grunde.
  • At de ikke kunne acceptere at jeg medbragte eller forventede at kunne medbringe en kvindelig kæreste til familiesammenkomster mm
  • At de havde problemer med at jeg holdt denne eventuelle kæreste i hånden eller at der på nogen måde var kærtegn i mellem os når børn og ældre så det – at den slags måtte høre min privatsfære til.

Således var ca essensen af den mail underskrevet den ene og formodentlig godkendt af den anden. Som jeg i øvrigt ikke engang værdigede et svar.

Og nu gør jeg boet op. Jeg ses ikke mere med min bror, da jeg nu ved at det bestemt ikke er det bedste for mig, selvom jeg prøvede at slå en streg over fortiden – uden held. Jeg prøvede forgæves at holde familiefreden i hævd, og var ved at gå i stykker på det.

Jeg har opfyldt alle deres betingelser (hvem faen gav dem ret til overhovedet at stille sådanne?). På nær de to sidste. De kender til mit “almindelige” liv via mine forældre, der dog klogeligt ikke taler synderlig meget om mig og os. De ved at jeg har arbejde (men nok ikke et, som er rigtigt og prestigefyldt nok i deres små-snobbede verden). De ved at vi klarer os selv og ikke er økonomisk afhængige af nogen andre end hinanden. At vi giver meget tilbage til vores forældre i form af oplevelser og højt-prioriteret samvær med dem – penge vil de nemlig ikke have. Det får de jo heller ikke af de andre som de siger. Det er et overstået kapitel i deres liv og de mangler ifølge dem selv ikke noget.

Tilbage står de der to sidste betingelser for et genoptaget samvær. Så jeg har små-tørt konstateret at deres fortsatte afvisning af mig og kærestens eksistens beror på noget så simpelt som homofobi. Og at alt det andet blot var et skalkeskjul og ubekvemmelighed over at jeg spurgte lidt til deres oplevelser med vores fælles bror. Men det gør jeg ikke mere så homofobien må være det der stadig holder dem tilbage. Eller osse er de bare lidt flove og kan ikke finde ud af at komme videre fra det hjørne de har sat sig selv ind i.

Og den betingelse kan jeg ikke og vil jeg ikke opfylde. Min kæreste er min familie og det er helt naturligt for mig at hun naturligvis sidder med ved bordet når familierne samles rundt omkring.

Det er osse helt naturligt at hun bliver budt med når den øvrige del af familien holder et eller andet festligt og mit indtryk er dybest set at de godt kan lide hende. De kan synes at det er noget “underligt noget” med de to piger, men det er jo ikke mere underligt end man gør det til. Men at bede mig om – hvis hun er med – ikke at lægge armen om hende eller gøre noget andet der ser ud som noget kæreste-agtigt at gøre – det har jeg svært ved at kapere. Og jeg kan da slet ikke efterleve det i praksis.

Egentlig forstår jeg slet ikke hvorfor noget de kan gøre med deres mænd – offentligt – er så frastødende når jeg gør det samme. De forventer da osse at blive inviteret som par og som familie til tingene – men når det er mig og kæresten er det pludselig noget der retteligt burde høre privatsfæren til. At hende bør jeg gemme derhjemme når jeg selv viser mig ude i offentligheden.

Om jeg hader dem – overhovedet ikke. Savner måske den ene og er ligeglad med den anden. Med had er der slet ikke tale om. Jeg kan forundres over hvor dyb deres afstandtagen til mig er – jeg kan forundres over at de ikke vil komme til vores fars runde fødselsdag (han er en ældre herre, så dem er der nok ikke så mange tilbage af) bare fordi jeg og kæresten kommer. Bror havde meldt afbud pga noget længe planlagt ferie i langt-væk-udlandet. Men ikke engang dét kunne de nedværdige sig til at deltage i – når vi nu osse var inviteret. De kunne næsten ikke engang finde ud af takke pænt nej. (Og det må egentlig osse være svært at finde en acceptabel forklaring på det afbud).

Det er klart at det blev en sær fest og at der var mange der undrede sig over at de to ikke var med med deres familier. Jeg måtte bare svare så stilfærdigt jeg kunne at de ikke havde det særligt godt med den måde mit liv havde formet sig på og at de derfor ikke ønskede at se mig.

Men jeg kan ikke ændre fortiden – og jeg vil ikke ændre nutiden og fremtiden. Og fremtiden bliver med tiden uden bror, uden søster 1 og søster 2 og uden familie i øvrigt, da det formentlig osse glider ud til siden.

Jeg begynder at forstå hvorfor rigtigt mange af mine lesbiske bekendte og venner i højere grad vender sig mod hinanden og laver sociale familieenheder med sig selv, deres venner og hinanden i stedet for de der biologiske tilfældigheder vi ellers er udstyret med.

Når jeg omtaler mine søstre er det næsten altid de biologiske.. for de findes ikke rigtigt andre steder i min verden. Lidt ærgrelse kan jeg godt finde frem – lidt tristhed.. men nok allermest forundring over at voksne og veluddannede mennesker der for den enes vedkommende har gjort det til en profession at arbejde med psykisk syge (et er teori – noget andet praksis) og den anden åbenlyst bekender sig til det parti, der har gjort homosagen til deres er vi ikke bare så goe sag. Osse her mistænker jeg, at der er forskel på fine ord i et partiprogram og så udførelsen i praksis. Jeg kan naturligvis ikke bebrejde hele partiet for dette enkelte medlems private holdninger, men … jeg gør det nok alligevel og det er bestemt ikke et parti, der får min stemme. Jeg er osse bare et menneske.

Det må være hundesvært at forstå for jer der har helt normale relationer med jeres helt normale søstre, og det kan måske virke lidt provokerende at jeg skriver alt det her – her, og ikke i stedet prøver at kontakte dem direkte hvis jeg ønsker kontakten. Men efter rigtig mange overvejelser er jeg nok nået frem til at jeg egentlig ikke ønsker den kontakt mere. Jeg har ikke meget mere at tabe men lidt at vinde ved at offentligt sætte ord på at jeg faktisk har søstre. Biologiske søstre. Intet mere end det.

Man kan osse mene at det her indlæg sætter mig i et skidt og lidt “nassende” lys. At jeg udstiller nogle mindre gode sider ved mig selv. Jeg var meget syg og meget svag og mange ting har ændret sig siden det. Det er derfor jeg kalder mig selv “overleveren”. Jeg burde ikke have været hvor jeg er i dag. Der var egentlig alt for meget at skulle overleve til at kunne gøre det med succes, og alligevel er jeg her jo i dag i en eller anden grad. Egentlig er jeg lidt stolt af mig selv og den kamp jeg har kæmpet og som jeg stadig kæmper. Men for de to var det ikke nok – ikke godt nok. Og det bliver det nok aldrig.

Løsgående tanker

Det er sådan det er lige nu – lige som naboens to løse boxere. Tankerne spurter rundt og er helt uden for kontrol. Er alle vegne, men aldrig dér hvor man har brug for dem. Og ikke ligefrem samlet på et sted.

Måske derfor var det så godt for mig at meditere lidt ved det der nærliggende vandhul i går. Sidde og vente helt tålmodigt på at de der mini-choppers agtede at smække fødderne på det stykke siv jeg havde stillet skarpt på. Fandt lige et nyt nogenlunde brugbart billede, så det får I osse at se inden jeg bliver alvorlig igen.

IMG_2243

For jeg skal have styr på det med tankerne til i morgen. Jeg skal ikke bare forbi psykologen men osse ud til lægen og snakke med hende om “hvad nu”. Prøver ihærdigt at finde ud hvad jeg tænker og mener om det der med hvad nu. Jeg ved at den her uge har givet mig ro og den nødvendige kravfrihed for at jeg har kunnet finde mine “ben” (inkl det halve) igen. Men på mandag begynder kravene igen. Der står jeg igen til tiden på gulvet og henter dagens arbejdsseddel. Det er i hvert fald planen. Eller er det? Jeg aner det ikke, men håber det.

Jeg har bare én arbejdsuge inden vi tager på den første af vores to sommerferier. Det glæder vi os så meget til og det bliver rart at se mine forældre igen. Ingen tvivl om det. Og så håber jeg bare at de denne gang lader emnet “storebror” ligge lidt. Kors, hvor jeg bare ikke gider høre om hans fortræffeligheder når jeg ved hvor meget jeg lider efter hans særlige opdragelsesmetoder og træningsprogrammer.

Det er en periode hvor jeg bliver forfulgt af mareridt om det… og det andet.. og jeg efterspørger efterhånden et eller andet der kan slå mig hårdt i hovedet med en hammer så jeg sover en drømmeløs søvn i stedet for at vågne kl 2 om natten overbevist om at jeg er enten… lille pige ca 10 år med ondt… eller 21 år og ligger og roder rundt under et køkkenbord. Mareridt der følger mig op og ud i vågen tilstand, som en film der kører for mit indre blik. Loop´er i nonstop mode.

Jeg savner at kunne gå ud uden at være panisk angst for mine egne reaktioner på det uventede, uden at skulle se efter ting der eventuelt kunne udløse de der flashbacks som gør mig helt sort indeni. Det er sådan noget der gør, at jeg bliver træt og ikke rigtigt dur til at komme ud af døren, for jeg bruger uforholdsmæssigt meget energi på bare at opføre mig nogenlunde naturligt. Eller det vil sige – være under kontrol. Så der ikke pudselig sker et eller andet mystisk med mig.

Men jeg har jo været der før og ved at perioderne bliver kortere og kortere i det her sorte hul. Men når jeg ser verden gennem den her film af forvredne mareridt, flashbacks og erindringer, så har jeg det altså ret svært, og det er nærmest umuligt for mig at beskrive hvordan den verden egentlig ser ud med det filter påmonteret. Men nogen køn verden er det altså ikke.

Måske netop derfor søger jeg ud med kameraet i øjeblikket og søger de grønneste motiver jeg kan finde. For dét er fuldstændigt renset for flashback-potentiale.

I morgen skal jeg altså afsted igen. Denne gang tager jeg kæresten med som chauffør. Det er lykkedes hende at få fri fra arbejde så hun kan følge med og måske selv høre om hvad det er der foregår omkring mig, for jeg tror hun er lidt forvirret pt.

Kærlighedssang til livet

Siden oplevelsen i går er det vist ikke den store overraskelse at dagen i dag har været en af de grummere for mig. Jeg har nærmest ikke sovet i nat og bare været umanerlig ked af det og en smule sort indeni. Sortseende og tænkt at ingenting fører nogen veje hen. Ikke nogen der er brugbare i hvert fald. Eller måske ikke brugbare nok. Det er som om der hviler en lille forbandelse over mit hoved og som dukker mig hver eneste gang jeg prøver at sikke hovedet bare lidt over overfladen. Enten for at få luft eller for at se hvordan alle I andre klarer livets store og små genvordigheder. Hver gang når jeg at lære en lille smule, inden mine gamle traumer atter overtager styringen og sender mig mod bunden igen.

Det er faktisk lidt hårdt hele tiden at blive mindet om gamle skader og smerteoplevelser. Meget hårdt at vide at alt det jeg ikke burde huske på ligger lige under min til tider lidt kunstige overflade, der får mig til at smile hver eneste dag. At starte hver eneste dag på jobbet eksempelvis. At gå mine daglige ture med hunden. At sige godmorgen til mine med-wordfeudere hver dag. At drikke morgenkaffe med kæresten inden pligterne skal passes. Alt sådan noget. Men ind i mellem føles det altså lidt skal-agtigt. Som om det slet ikke er mig. Som om at det mig jeg kender er gemt af vejen for at holde på formerne.

Alle disse tanker er ført direkte til de forbudte selvmordstanker – eller selvmordstrang som jeg lidt finurligt kalder det. Ikke at dét gør det mindre alvorligt – sådan helt basalt set.

Og inden nogen får kaffen eller tilsvarende galt i halsen kan jeg godt berolige med at dé tanker og den trang ikke får lov til at gro fast i min hoved. Bare dét at tænke den tanke får mig naturligvis til at tænke på om andre osse kan få den tanke. Om det er dér jeg er på vej hen. Og det er jeg ikke.

Jeg tror det er sådan noget man når frem til som voksen. At de tanker og især hvis de bliver luftet kun kan gøre et menneske som mig mere alene. Det vil få vennerne til at fordufte ganske hurtigt. Og der gives ikke meget opmærksomhed i sådan en situation. Når man er yngre tror man måske at det råb om hjælp som et selvmordsforsøg kan være kan rykke vennerne tættere på, give mere opmærksomhed.

Som voksen ved man at det bare ikke er sådan det virker. Hvis det kun er tanker og trang.

Man kan sagtens have tanker og trang og alligevel vide at dét bestemt ikke løser noget som helst. Hverken hvis man forsøger seriøst og går efter “succes” eller hvis det snarere er et råb om hjælp. Desværre bliver et sådant råb ikke altid besvaret som håbet af venner og familie og man bliver dermed overladt til de professionelle, og det tror jeg ikke nødvendigvis er noget at ønske sig.

Ingen skal være bekymrede for mig i den her henseende. Jeg kan være dybt chokeret over selv noget så banalt som en cykeltur og dens konsekvenser. Som jeg her dagen efter stadig mærker smerterne på en hver måde og det gør mig altså temmelig hudløs. Jeg er i den grad sendt tilbage til scratch, men det positive i alt det forfærdelige er – at dér bliver jeg ikke. Jeg popper nok op igen – på overfladen. Lidt klogere, lidt mere såret men ikke nødvendigvis i fare for at gå helt ned. Som i helt, helt ned.

Jeg har oplevet og gennemlevet det næsten umulige. Og det har jeg ikke gjort for at sidde som +40 årig og planlægge min egen exit.

Jeg kan trods alt lidt for godt lide livet – også selvom det kan være en lidelse. Ind i mellem.

Har nemlig kæmpet hårdt for det. Det er bare sådan nogle perioder jeg kan få hvor jeg udsender signaler der måske/måske ikke kan misforstås.

….. og i dag måtte jeg i øvrigt omkring et apotek.. XylocainMin gamle livredder – så nu kan jeg tage et par arbejdsbukser på igen. Uden at gå rundt som en halt udgave af Anders And med et forpint udtryk i øjnene. Og i øvrigt levede den der cykel et særdeles farligt liv i dag på pladsen – jeg havde sådan en indædt lyst til at losse den – gevaldigt. Ren projicering, ville en psykolog nok mene. Eller måske lidt gestaltterapeutisk raseri udladning? Men en fornuftig ting er der nok kommet ud af det der i går – jeg har sørget for at bede om en tid allerede i næste uge hos den der psykolog, og hun har tryllet en ledig tid frem til mig. Det bliver en tung omgang.

Jeg er ked af det.. jeg har ondt.. osse af mig selv. Er sort i sjælen som var alting lige sket igen. Men jeg er her endnu. Og det bliver jeg nok nærmest ved med. Uanset tankerne.

En dumhed

Jeg har dummet mig på arbejde i dag og har tilbragt de sidste tid med at have ondt af mig selv i rigelige mængder. Og nu er jeg nærmest krabbet hjem fra arbejde med en “skade” som jeg bestemt ikke har tænkt mig at anmelde til nogen som helst.

Jeg piver en del i dag og forbander den situation, der gjorde at jeg satte mig op på den der lånte cykel for at hente en bil hos mekanikeren. Men der var ingen, som kunne køre mig da vi er sygdomsramte (men ikke mig for en gang skyld), så jeg sagde ja til at hente den der bil knapt 3 km væk. En tur der på ingen måde burde skræmme nogen som helst, og jeg tænkte osse bare at det jo nok ville gå.

Mig og cykler. Det er altså bare ikke en særlig god kombination og jeg burde ærligt talt have vidst bedre. For det gik altså ikke. Eller det vil sige at det gjorde det jo for det var jo heldigvis en del ned af bakke og hjem kunne cyklen passende hygge sig i bagagerummet på den ikke særligt lille varevogn. (tror faktisk at den lige akkurat kunne køres lovligt på almindeligt kørekort). Så der var ingen problemer med at få den stuvet af vejen.

Det lykkedes mig faktisk osse at få pakket bilen efter alle kunstens regler og firmaets særprægede regulativer om tilstrækkeligt og passende indhold værktøj, forbrugsstoffer og remedier (vi har sådan en fin manual til sådan noget), da jeg var kommet tilbage på firmaet. Nu kan den komme ud og køre igen i aften. Brugeren har savnet den, har jeg hørt.

Men det var helt ærligt ikke besværet værd. Altså det med cyklen. Jeg får ikke min løn for at betjene cykler, men jeg kan godt få min løn for at hente og bringe biler. Men cykler – nej! Hvis der havde stået noget som helst om cykler i min ansættelseskontrakt så havde jeg aldrig underskrevet den.

Sidste gang jeg brugte en cykel fast bragte den mig på arbejde ca 1500 m væk fra min bopæl. Og det er ca 15 år siden. Lang tid siden i hvert fald. Det kunne jeg lige holde til, men længere ture med venner prøvede jeg at undgå ganske ihærdigt, selvom det jo ikke altid lige lykkedes.

Man siger jo så at mange ting er som at cykle – har man først lært det – så glemmer man det aldrig.

Og nej.. jeg faldt altså ikke af den. Kørte heller ikke over for rødt eller ned i et vejhul. Jeg punkterede heller ikke og fløj over cykelstyret.

Jeg cyklede bare. Og ikke andet. Og det skal jeg lade være med. For jeg er mildest talt ikke særligt kompatibel med cykelsadler efter overfaldet de der mange år tilbage. Det er altså bare en af de ting der udløser et sandt smertehelvede for mig.

Jeg burde egentlig være vant til det for det er lige nøjagtigt den slags smerter, der stadig plager mig og som kan komme som lyn fra den klareste himmel. En situation kun dem der kender mig allerbedst kan gennemskue eksistensen af, da jeg jo har mange års erfaring i at skjule det. For jeg gider ærligt talt ikke skulle forklare om nervebaner og sære arvæv mellem benene… om træksmerter og blodbaner der ikke længere løber af helt autoriserede veje. Og det plejer jo heldigvis osse at gå væk efter en 2-3 øjeblikke og somme tider 10. Men sjældent mere. Og nu har det stået på i flere timer og jeg er død hamrende træt og vil bare halvsidde/ligge her på sofaen og have ondt af mig selv.

Synes faktisk ikke at det er fair, det her. Noget så larmende almindeligt som at cykle ganske få km og så gør det så skie ondt bagefter.

Synes ikke at det er fair at noget så larmende almindeligt skal minde mig om hele den her situation og det gamle traume.

Synes ikke at det er fair overhovedet at jeg nu sidder her og kæmper for ikke at græde af smerte eller egentlig kæmper for at græde for at komme af med smerten.

Jeg har det skidt.. og jeg skal lige slås.. bare lidt mere.. igen. Hold kæft hvor kan jeg blive vred, bitter og træt. Det er svært ikke at blive det.

En møg-cykeltur på sølle 3 km og så er alt rippet op. Fysisk og psykisk. En lille-bitte cykeltur og jeg har det af møg til.

Jeg ved det – det er bare en cykel. Bare en cykelsaddel. Men det føles som kniven. Jeg gør det ikke igen. Og håber ikke nogen beder mig det igen. For så ved jeg næsten ikke hvad jeg skal sige eller gøre. Men cykler – det gør jeg ikke foreløbig.

Det var bare det, der ikke lige skulle ske lige nu. Øv. Piv. Og så måske lidt selvynk. Men helt ærligt, det må jeg da godt, må jeg ikke? Jeg har mareridt om den kniv, har mareridt om hans latter og nu skal jeg i helt vågen tilstand mærke det hele igen. Det er næsten lige før jeg kan høre ham osse. Fornemme lugten af ham.

Det er faktisk ikke særligt rart.

 

ps… det kan ind i mellem godt være lidt vanskeligt at blive ved med at overleve.. men jeg gør altså hvad jeg kan.