Svensk logik

Jeg har været i Malmø i dag og bevægede mig noget skeptisk ind sådan et indkøbscenter – i miniformat ca. Jeg har været der en gang før og sidste gang lovede jeg mig selv højt og helligt, at næste gang ville jeg have et kamera med. Det havde jeg så glemt, så jeg måtte skyde med telefonen, hvilket vist var ganske smart for fotografering er forbudt derinde. Det har noget med røveri-risiko og sådan noget at gøre.

Men det her – det synes jeg, at I skal se. Og det var derfor jeg sådan listede telefonen til at tage billedet. Hvilket jeg egentlig tror, at de har oplevet før.

Svensk logik så det batter, for de har jo ret. Det er der nok bare ikke rigtigt nogen, der har overvejet før, at i visse særlige tilfælde er det modsatte af op ikke ned – men ej op.

ej-upp

Og apropos røverier og sådan noget. En elefanthue på svensk hedder en rånarluva. En røver-hat. Og hvorfor det lige er værd at bemærke kommer jeg til i løbet af nogle dage. Et nyt afsnit af Gearfreaken Anmelder er på vej.

Endelig

I går kom kæresten hjem igen, og hvis ikke det var fordi jeg havde husket forkert mht landingstid i lufthavnen, så havde jeg hentet hende i bil, kørt hende hjem til et fint måltid mad og en nyluftet og rigtig glad lille hund.

Men desværre havde jeg fået ind i hovedet at flyet ville lette ca på det tidspunkt, det faktisk landede på. Så det endte med en træt mig på en perron, iført arbejdstøj, og en bustur hjem med kufferter og det hele. Hunden var glad, men nok i første omgang mest for udsigten til den ventende luftetur. Der stod stadig lidt opvask på køkkenbordet, og der var ikke købt ind. Udover den nødvendige mælk til kaffen, fremskaffet i stationens 7/11.

Men som sagerne står for hende var det absolut problemer i den mindre kategori, og hun satte pris på det måltid jeg faktisk lykkedes at frembringe af hvad køleskabet nu lige rummede. Samtidig med at jeg fik taget den der opvask.

Hunden modtog hende med stor glæde og mange lyde, og det varede ikke længe før den lagde sig godt til rette op af hende i sofaen og gryntede tilfreds. Hver eneste morgen har den stået ved soveværelsedøren og kigget ind på sengen, for at se om hun dog ikke skulle være dukket op i løbet af natten. At det i så fald ville indebære at hun skulle kravle op af en stige og ind at vindue er undgået dens opmærksomhed, da den har sin seng i umiddelbar nærhed af vores hoveddør, og at intet passerer der uden at den er klar over det. Men det kunne jo være, at den store mester alligevel kunne transmogriffe sig ind i seng, uden hunden så det, så det skulle checkes – hver morgen og aften. Jo hunden var tilfreds med at få sin flok samlet igen.

Vi har snakket, grædt, grinet og talt det meste af natten, og nu venter en hård arbejdsdag os begge. Og egentlig ville vi nok helst putte os under dynerne igen. En ting er at få sparket hverdagen i gang igen – men det her – er et decideret los i røven udført med en entreprenørmaskine, så det kan altså mærkes.

Og så en tur til psykologen for mit vedkommende. Jeg kan ikke en gang huske hvornår jeg sidst var der, men det var engang i foråret. Det var før, vi overhovedet havde fundet ud af, at vi skulle flytte.

Før alting, sådan føles det næsten.

Det bliver lidt specielt at genoptage den behandling, med alle de ting der er sket i mellemtiden. Sommerferien med det store NEJ til at se min bror, sygdomme, ændringer i arbejdstider, flytningen, de små og store åbenbaringer hos sexologen og alt det andet. Der bliver nok at tage fat i.

Aldrig har en magisk torsdag været så ganske umagisk og dybt irriterende.

Facadefald

I går blev mine magiske torsdage genoptaget. Det er den slags torsdage, hvor jeg ved, at jeg har tidligere fri og at jeg ved det flere måneder i forvejen. Det er derfor de er magiske, fordi det er min tid, mine eftermiddage hvor jeg kan lave planer lidt længere ud i fremtiden uden at skulle involvere min chef i ønsker om at få fri til hvad-jeg-nu-har-brug-for-at-få-fri-til.

En af de planer, som jeg ikke ønsker at indvie min chef i er besøgene hos sexologen, hvorfor disse naturligvis bliver placeret på de særlige torsdage. Det var dér, jeg var i går. Og denne gang alene, da det ikke var muligt for kæresten at få fri til at følge med. Hun har også andet i hovedet i øjeblikket end mine sære traumer og behandlingen af disse. Så det var jo fint nok.

I går var det ærligt talt en barsk oplevelse og jeg gik derfra en smule rystet. Ikke fordi hun var dum, men fordi hun var klog. Og klog nok til at indse, at hun havde brudt igennem en ret omhyggeligt opbygget facade.

Vi talte om det konkrete misbrug uden at gå i detaljer med min brors handlinger. Det var slet ikke nødvendigt, og det er jo sådan set ikke dér hendes ekspertise er og det er noget hun i nogen grad skal overlade til psykologen. Men vi talte om tanker, om skamfølelser, om fantasier og børns spirende sexualitet, der dog intet som helst har at gøre med de overgreb, jeg har været udsat for. Det ved jeg jo godt, sådan rent intellektuelt. Jeg er jo heller ikke dum. Men derfra og så til at føle dét sådan helt inde, der er altså ganske langt. Og ind til videre en smule for langt.

Under samtalen kigger hun mig i øjnene og siger bestemt, det var ikke din skyld, du var et barn, han var jo en voksen mand –  … det… var … ikke… din… skyld.

Det virker som en kliche, men den virker og langsomt trænger budskabet ind. Jeg er mig sørgeligt bevidst om, at der er store elementer af skyld og skam begravet her. Og at de spiller en stor rolle i at jeg overhovedet sidder overfor hende. Der er for mig ingen tvivl om at hun har afdækket nogle blokeringer, som jeg jo godt vidste fandtes, men som jeg bare ikke fattede betydningen af. For jeg bliver jo ikke misbrugt i dag. For jeg har jo verdens sødeste kæreste. Og formodentlig den mest tålmodige.

Hvorfor er jeg så bange for at blive skammet ud, at jeg holder fast i facaderne under alle omstændigheder. Også de omstændigheder jeg sidder dér for at få lidt bedre styr på.

Min reaktion på hendes ord og hendes spørgsmål var en direkte billet til en tur til mig selv, ca 6-8 år gammel, men i stedet for min brors hånlatter hørte jeg hendes ord om at det ikke var min skyld, at det ikke var min skam. De trængte ind, men der er stadig et stykke vej til forståelsen og det følgende oprør, der skal opløse skammen og den indre lyd af latteren, når jeg besøger min egen sexualitet. Eller bare mærker den.

Facaden skred sammen, og jeg havde ganske store problemer med at styre bilen hele vejen hjem – med ordene ringende i baghovedet – at dette var vigtigt, at dette var noget vi skulle snakke lidt mere om og arbejde videre med.

Men nu vil jeg tage fat på denne dag på arbejde og prøve at slippe de her tunge tanker. Vil glæde mig til at få en afslappet weekend uden at skulle tænke alt for meget. Lige lade de her emner synke lidt ind.

Og det bliver en god weekend, for vi pakker bilen (designikonet for at sikre en vis sikkerhed for levering til tiden) med hunden og kameraet og det ikke alt for pæne tøj og kører op til Ellen og John i deres hus i Sverige. Jeg glæder mig rigtigt meget til at hilse på dem, da jeg ikke har haft den fornøjelse før. Har fået at vide at det er et smukt område, og at jeg osse skal glæde mig til turen i sig selv.

Og det gør vi så. Men nok mest til at lære de her to mennesker lidt bedre at kende.

Hygge-sysler og ro

Jeg har aflyst aftalerne her i weekenden. Jeg vil have ro på nu og helst ikke se for mange mennesker, og da slet ikke på en gang. Jeg vil ikke udsættes for for meget larm eller stress.

Det er vist det klogeste. Jeg er i øvrigt heller ikke særligt godt selskab, medicinændringen taget i betragtning. De der piller giver altså stadig en vis mængde luft i maven (og så behøver jeg vel ikke gå i detaljer med dét mere).

Så det bliver bare kæresten, hunden og jeg i et par dage. Og så skal der hygges igennem med kaffe, kage, film, gåture i skoven – og så altså alle pligterne, der indbefatter vasketøj, rengøring, madlavning til til et par dage og at jeg laver en stabel pandekager, der er talrige nok til at holde hele weekenden. Og i morgen bager kæresten kager, der holder hele ugen.

Næste uge har jeg tid hos psykologen, og jeg tror det er vældigt passende planlægning, da der vist bliver aldeles rigeligt at tale med hende om. Må prøve at få styr på de ting, der fremprovokerer problemerne for mig nu. Så kan det jo være at jeg bliver lidt bedre til at styre uden om eller håndtere det lidt bedre. Er bare lidt bange for at der skal graves meget, meget dybt efter årsagerne nu. Især fordi jeg er i konstant nærkontakt med erindringer og fysiske oplevelser fra min barndom i øjeblikket. Erindringer jeg ikke tidligere har tænkt så meget på, men som nu begynder at passe ind i det store puslespil på lidt andre måder end først antaget. Det kan være alt fra musik i radioen til billeder på nettet, der pludselig sender mig på u-tur i spekulationsland. Det holder jo ikke, men jeg tror desværre at jeg bliver nødt til at tage de her ting alvorligere end jeg har gjort tidligere i mit liv. Der er nok en grund til at det kommer frem nu. Og hiver en masse andre ting med sig også.

Det bliver en af de sejere samtaler hos den psykolog. Også fordi det hele haster lidt mere (pga den der tilskudsproblemstilling).

Men så stopper jeg nok i Roskilde på vej hjem – kender én der muligvis når hjem fra arbejde og kan give mig en kop kaffe, et smil og lidt ro inden hjemturen. Så går det der med at køre fornuftigt og sikkert nok også meget bedre. Selv i drillebilen.

Tre gange fakta

Fakta 1: Det er koldt og har været det i et par uger eller sådan noget. Ihvertfald her. Mellem 10 og  20 frost grader.

Fakta 2: Min bil er kendt som drillebilen – og den har stået stille, helt stille, i et par uger eller sådan noget.

Fakta 3: I morgen er det torsdag. Magisk torsdag, så der skal den ud og køre. Ca 300 km.

Så det var ærligt talt med en vis spænding jeg i dag luskede ud til den, børstede sneen og isen væk. Kiggede til dækkene, sprinklerdyserne og vinduesviskerne. Låste mig ind – jo jo centrallåsen virkede ihvertfald endnu. Og så det spændende øjeblik hvor mekanikken skulle vækkes til live. Tog den forsigtige tilgang til det og startede med at tænde for lidt lys og lidt eldimseri. Men jo, bilen startede villigt ganske som den også gjorde sidste vinter i minus 23 gr. Så jeg satser på at den er villig og arbejdsklar i morgen. Og så håber jeg iøvrigt at det gider lade være med at sne. Det sidste ville jeg også sætte en del pris på.

Så jeg håber og må jo nok også konstatere at drillebilen generelt set har mistet sin humor på det sidste. Den gør det den skal, når den skal og med en næsten volvo-agtig trofasthed. Altså lige bortset fra problemstillingen med de løse vinduesviskere, radioen der ikke kan li regnvejr, sprinklervæsken der bliver hældt ud over hundeburet i bagagerummet gennem et hul i loftet, den vippende abs-føler, det lange lys der ikke vil blænde ned, numsevarmeren der har to indstillinger; Super ON og Super OFF, døren der ikke vil lukke og de andre småting. Men ellers kører den som den skal på god kedelig vis. Og jeg tilgiver det meste i øjeblikket for det er jo mest komfortting. Abs´en vil jeg dog foretrække at få rystet på plads inden jeg skal køre alt for meget på sne og is.

Til gengæld har den og jeg en helt fast aftale om at den starter når politi og andre vigtige personer i trafikken siger den skal starte, at den ikke knurrer og bider efter politiben og helt generelt har en aldeles elskværdig holdning til mig når jeg bliver lidt småstresset efter besøgene hos psykologen. Vi må se hvad jeg mener og tænker om den aftale i morgen aften når det hele er overstået.

I morgen kommer det til at handle om accept, tror jeg. Og den bliver også svær. Det vil jeg ikke skrive meget om nu.

Nu vil jeg bare glæde mig over at min sære bil starter i første hug og buldrende ryster isen af sig mens naboens fancy golf har fået sig en rigtig morgenkyssekæreste i form af den lokale falckmands røde lastbil. De mødes et par gange om ugen og udveksler strøm. Og den røde lastbil har lært at den ikke må holde og agere rugefar for golfens strømforsyning lige bag designikonet, der ud over at se fin ud også kan finde ud af det der med at starte i minus 20 grader.

Vand i åen

Min i øvrigt ganske svære magiske torsdag rummede osse et yderst behageligt indslag. Kaffe hos Inge. Og det blev en snak, der kom rigtigt langt omkring. Fra familieforhold, baggrund, sære traumer i mit liv til jobs og uddannelse i al almindelighed og naturligvis livet i blogland.

Så kigger hun lidt skævt, men smilende på mig – spørger om jeg er klar over at min blog har skiftet karakter undervejs. Jo, det er jeg jo egentlig godt klar over. At der var kommet flere af de lettere indlæg. Joeh, det ved jeg. Det er ikke sket helt bevidst, men det er sket. Og det er ok. Og om jeg var klar over, at mine indlæg kom tættere og tættere på mig som person. Joeh – det ved jeg jo egentlig osse godt. Tror der er vældig god overensstemmelse mellem det der foregår her, og den person jeg er ude i verden. Og sådan skal det vel være, synes jeg. Formoder dog, at det hjælper en del for Inge, at hun  – som den eneste endnu –  har haft mig siddende overfor sig.

Nu manglede hun bare lidt flere billeder – så det er der her. Men det er klart at jeg jo ikke kan vise billeder af os, min familie, min pudsige hund eller andet der peger på mig. Hverken drillebilen eller designikonet vil komme til at optræde på billeder. Ingen letgenkendelige bygninger fra byen jeg bor i, heller. Det ville komme for tæt på.

Så billeder her må primært blive fra turene i Sverige. Ud i skovene. Af søerne, åen, markerne og træerne. Af naturen, hvor jeg end møder den. Og i Sverige er der meget af naturen og mindre af byen. Derfor.

Der var meget vand i åen i dag, da vi gik en tur ud i det dejlige vejr. Her taget i lidt lavere sol og stærkt modlys. Men synes skyggerne var så fede når de peger skråt mod linsen.

Og det var skægt at fotografere med lidt længere eksponering, end jeg normalt bruger

Så det prøvede jeg igen og igen


Og så engang til
Og så lige en gang til med lidt strukturelle linjer som modsætning. Igen i næsten modlys. Det er nemlig det sjoveste.


Og denne svampekage måtte jeg jo osse fange ind. På lidt kortere eksponering, dog.

Fredag d. 13.

Puha jeg er hudløs i dag. Også i dag.

Klarede en fuld dag på arbejde igår og da dagen var næsten slut, ringede min chef mig op for at fortælle mig, at nu ændrede hun altså lidt i mine rutiner, for hun havde et par særopgaver, hun gerne ville have gjort plads til på min faste arbejdsseddel. Det er jo godt nok, og det betyder at jeg rykker endnu længere væk fra den der nedrykningsstreg, der jo altid er på det private arbejdsmarked i krisetider. Men jeg reagerede helt tosset og verden væltede for mig. Nye opgaver er som regel et godt tegn. Færre opgaver er et skidt tegn. Sådan er det hos os. Man bliver afviklet stille og roligt eller udviklet – ikke helt så stille og roligt.
Og nu skal jeg altså udvikles engang til – og jeg magter det ærligt talt ikke lige nu. Ikke i dag. Ikke i denne uge. Og så døde telefonen af akut strømmangel, og jeg fik aldrig mere at vide. Efter endt arbejde måtte jeg derfor ind på hendes kontor og bede om en forklaring på de nye opgaver. Fik et vurderende blik hen over brillerne, da jeg rundede skranken. Udført med den sædvanlige tænksomme finger på brillerne.

–  hvad er der sket? – du ser helt forkert ud..
–  der er ikke sket noget
–  jo, det er der – det kan jeg jo se.
Hendes kontorkollega blander sig:
–  du ligner altså én der har set et spøgelse

Chefen beder hende blande sig udenom med et hvast blik og skubber hende dermed ud af samtalen for at sikre sig, at der ikke er sket mig noget, at jeg er ok. Hun har en sær evne til at lave sådan et særligt ikke fysisk du-og-jeg samtalerum midt i det åbne kontorlandskab.

Jamen, der var jo egentlig ikke sket andet end, at jeg bare lige pludselig ikke kunne rumme mere. At jeg ikke følte jeg var klar til nye opgaver, til at lære mig nye ting. Det hun så var et begyndende angstanfald. Ikke fordi jeg var blevet udsat for et eller andet urimeligt eller noget grimt. Jeg væltede bare. Sådan. Og jeg var nødt til at få en afklaring inden weekenden, så jeg ikke skulle bruge den på at gå og spekulere over, hvad der ventede mig om mandagen.

Det var ikke bare fordi hun havde ringet mig op på den der “åh forresten, du skal lige vide… ” og så et eller andet supervigtigt – måde. Ikke kun. Det havde bare udløst det, for når sandheden skal frem (og det skal den jo som regel) havde jeg gået rundt hele dagen i en mental døs, hvor jeg vidste, at der intet skulle til for at vælte mig. Det er vist det, lægen i sin tid kaldte “indre uro”, men selv fattede jeg det ikke helt, så jeg fik aldrig taget den der pille, som jeg jo godt ved virker. Min tur til psykologen havde været barsk, og den sad i mig endnu, og det er helt normalt, at der er en vis forsinkelse på de der reaktioner.

Resultatet var så at jeg stod og rystede overfor chefens dissikerende blik. Om jeg troede, at jeg havde det bedre mandag. Ja da. Det plejer jo at gå over.

–  hvis du ikke har det bedre mandag, så melder du dig syg! Du må ikke lade som om du er frisk og klar hvis du ikke er det. Meld fra og så ser vi på om du ikke kan tage en ferieuge, den der betalte én. (dvs firmaet betaler og pengene går ikke fra feriekontoen).

Jeg har en god chef.

Desværre tror jeg bare ikke, at det er gået op for hende at jeg “lader som om” hver eneste dag. At jeg hver dag graver dybt ned i bøtten med viljestyrke og tvinger mig på arbejde. Selvom jeg ikke kan. Ikke tør. Men gør det.

Resultatet var at vi skulle snakke sammen mandag, og se om der var noget der kunne gøres med min plan så det blev nemmere for mig. Og ikke kom farende ind på kontoret og lignede en, der var stukket af fra den lukkede afdeling.

Idag vil jeg slappe af og tillade mig at rende rundt i grimt tøj, og med robådslignende dun-futter på fødderne. Og vil helst ikke se andre mennesker end kæresten.

Så må jeg se hvad der sker på mandag. Om hun sender mig hjem.

Triller en lille tur

I morgen er det magisk torsdag igen. Og om det bliver med eller uden magi ved jeg ikke, men jeg ved at jeg har puttet en masse liter benzin i tanken til et par hundrede km og sikret mig at bilen kan starte og alt det andet, der hører sig til når drillebilen skal med mig på langfart. Egentlig er jeg lidt spændt på det der med bilen, for det bliver jo regnvejr. Og blæsevejr. Og det noget så eftertrykkeligt og den kan ikke rigtigt lide nogle af delene. Men jeg håber den atter klarer turen frem og tilbage. Ellers kører jeg den i havnen. Ahh, det må jeg jo så nok hellere lade være med da den slags plejer at udløse en masse maseri med myndighederne. Men den skal nok holde. I får en udførlig rapport i morgen eller på fredag. Hvis der altså er noget at berette.

Magisk torsdag er i den korte udgave denne gang. En tur omkring psykologen og det er vist lige til at klare. Eller burde være det, men jeg kan godt mærke at humøret har taget et dyk i de sidste par dage, mens jeg mentalt tuner ind på at se de gamle spøgelser i øjnene igen. Kan mærke jeg er hudløs, pirrelig, opfarende og trist. Andre vil sikkert kalde det PMS eller overgangsalder, og ingen af delene er særligt usandsynlige heller.

Er som om drillebilen er mit mindste problem i dag.

Belønningen, forresten, tror nok Inge gir kaffe bagefter. Gør du ikke? 🙂

320 km senere

Er hjemme efter en meget lang magisk torsdag. Med mange km bag rattet i regnvejr (dvs uden underholdning, da radioen stadig er usamarbejdsvillig i vådt vejr), men takket være Kong Mors udlånte engel kørte bilen, der ellers gerne vil drille på disse dage, hele vejen uden fejl. Og med lukkede døre. Med viskerne på det sted hvor de må formodes at gøre mest gavn. Lys i lamperne og en villig acceleration fra 80 km/t+. Perfekt, og jeg er dybt taknemmelig for, at jeg ikke skulle lege med biler i dag. Men bare bringe mig selv fra A til B til C til D i dagens store plan.

Har lagt et nyt indlæg i kladdebunken (I ved den med halvskrevne indlæg eller overskrifter uden tekst, og som man efterfølgende glemmer, hvad skulle handle om). Det nye indlæg har fået den foreløbig titel Mit liv som lynlås.

Har skrevet stikord, så jeg ikke glemmer hvad det skal handle om. Jeg er da dygtig. Se, det er hvad der kan komme ud af mange km i stilhed (det regnede jo hele tiden). Et blogindlæg skrevet mest i tankerne med verdens tåbeligste titel.

Ved at der er nogen derude, der faktisk gerne vil vide, at jeg er kommet helskindet igennem dagens tudekøretur. Og det er jeg. Ihvertfald i praksis. Mentalt er jeg ganske brugt. Nu ved I, at jeg er hjemme. I en eller anden form.

Nedbrydningstid

Humøret er nogenlunde, men kan altså godt mærke, at magisk torsdag nærmer sig. Og det er den barskeste udgave denne gang. Den med både arbejde, psykolog og læge. Og en masse km i bil ikke at forglemme. Så bliver det ikke hårdere.

Går lidt i flyverskjul et par dage og tænker mine tanker lidt for mig selv.

Bliver altid superfølsom og alt muligt skrammel trænger igennem mit omhyggelige forsvar og nedbryder det indefra. Det er praktisk i en hverdag med masser af mennesker og indtryk, hvor det skærmer mig mod det hele.  Men når tiden for et besøg hos psykologen nærmer sig gælder det om at bryde det ned, for ellers sidder jeg i hendes stol og er usamarbejdsvillig. Det ender som regel med, at jeg fortæller vittigheder og skægge historier fra jobbet.

Vist er hun da godt underholdt, men hun tænker sikkert osse over hvorfor jeg gør det og at det må være nogle af de dyreste jokes hun har hørt.

Det er spild af halv fridag, begges kostbare tid og en masse penge. Så jeg prøver at give slip på mit skuespiller-gen nu. Det tager altid et par dage, hvor jeg ser mine monstre og mit mørke stadigt dybere i øjnene. Graver mig ned i alt det slemme. Lader det komme tættere på igen.

Bare det ikke tager magten og overtager mig for så bliver jeg slet ikke til at holde ud at være sammen med.

Det værste er at mareridtene kommer igen. Kvælningsdrømmene. Fangethed-drømmene. Dem er der mange af i øjeblikket og det kræver vist ikke engang et weekendkursus i psykologi for at tolke på den slags. Banalt? Ja, mon ikke. Svært? Ja.

Håber der kommer en dag, hvor jeg kan styre dem. Beslutte hvordan de skal ende. Eller helst at de helt udebliver.

Men nu går jeg altså helt frivilligt hen til det dybe mørke, stirrer ned i det og lader det stirre igen. Ikke fordi jeg er glad for det, men fordi det nødvendigt.

Ellers får jeg bare ikke noget ud af den time. Og det skal jeg have – om jeg så skal græde hele vejen hjem som sidst.