En blomst til kæresten

Måske lidt inspireret af et indlæg ovre hos midter-fruen, hvor jeg lidt hovent meddelte at jeg ikke gad blomster, faldt jeg i staver over denne skønhed i den lokale netto. Kæresten kan derimod godt lide blomster og har et fint tag på orkideer. Men hun har aldrig haft en blå, så det har hun nu. Den her kunne jeg altså ikke stå for.

IMG_3201

 

Det kunne hun heller ikke viste det sig, selvom det tog lidt tilvænning og nærstudie før hun accepterede at den faktisk ikke er kunstig selvom den ser sådan ud.

(update – nu har hun googlet den og det viser sig faktisk at den er kunstig – sådan at forstå at det er blåt farvestof der er blevet tilført blomsten og at det vil aftage med tiden – men vi nyder den så længe den har den særprægede farve)

På mandag starter min hverdag igen. Jeg har overstået den ugentlige snak med chefen og hun var selv nået frem til at jeg skulle starte på nedsat tid (ja – det snakkede vi sådan set om for en måned siden) og det nye var at hun osse var nået frem til at det nok ikke var nok med en uges indkøring, så jeg bliver holdt på under 20 timer indtil jeg selv melder klar til noget mere. Det er jeg meget lettet over for jeg var ærligt talt noget trist over udsigten til nærmest at blive smidt ud i påsketravlheden hvor ti dages arbejde skal klares på syv. Det plejer at være så stresset at vi alle render rundt med tungen ud af halsen, plop-øjne og rød røg ud af ørerne. Ikke kun mig. Alle. Osse bookerne på kontoret.

Det behøver jeg så ikke være bange for og kan nøjes med at have lidt dårlig samvittighed over at mine kolleger skal stresse rundt og jeg kan gå hjem ved middagstid.

Den må jeg prøve at slippe og så bare passe på mig selv.

Nu venter weekenden og der er kun to opgaver til kæresten og mig. Altanen skal gøres forårsklar og bilen skal gøres sommerklar. Det vil sige at den får sommerskoene på, hvilket vi morer os lidt over for i denne vinter ville det da vist have været mere passende at den havde beholdt dem på. Og så alligevel – jeg foretrækker faktisk at køre på vinterdæk på lidt for varme og lidt for tørre veje frem for at forsøge mig med sommerdæk på de få km sne og is vi har oplevet i år. Vi sætter vores lid til at nu kommer der ikke mere hvidt – og da slet ikke noget der bliver liggende.

Og så lige til sidst – vedrørende det sidste indlæg fra mig om synlighed. Jeg gjorde det sgu. På facebook og siden har min indbakke nærmest ikke stået stille og det har medført at en håndfuld af mennesker jeg troede jeg kendte lidt bedre osse har kommenteret selvbiografisk på emnet “usynlig syg”. Ovre hos dem selv. Fantastisk. Og især inspirerende. Jeg er helt klar over at det måske var dumt af mig, for hvem som helst på min venneliste kan tage et screendump eller dele statussen. Det første ved jeg ikke om de har gjort, men tvivler, og det sidste har jeg nogenlunde styr på. Det er ikke sket. Heldigvis.

Når “skal ikke” bliver til “skal”

Det er begyndt at gå op for mig at det var en rigtig god ide at nogen trak i nødbremsen på mig og sendte mig hjem fra arbejde en tid. Det har gjort mig rigtig godt at koble helt ud og ikke få krav og mennesker for tæt på. Et stabilt og forudsigeligt habitat, nærmest.

Og så alligevel ikke helt. Kæresten tager afsted i denne uge og vi ved ikke helt hvor hurtigt hun kommer hjem igen. Jeg håber på søndag, men det kan egentlig trække ud et par uger mere. I weekenden stod det nemlig klart at hvis hun ville tale med sin far igen så var det ved at være tid. Efter at vi har brugt weekenden på at få det snakket igennem og kigget på muligheder er det besluttet at hun rejser. Jeg har prøvet at lade det være hendes beslutning, men det er da klart at jeg har haft meninger om det hele. De var bare ikke så relevante og skulle derfor ikke gentages mere end højst nødvendigt.

Hun har i et par måneder haft det ok med sin beslutning om “skal ikke” tage afsted. At det var ude af hendes hænder her. Men når der kommer en direkte bøn om at se hende så bliver “skal ikke” til “skal”. Meget hurtigt. Og det er vist helt som det skal være.

At være en god kæreste her handler vist om at lytte og støtte hvad der end kommer og så ikke være en problemløser på den aktive måde. Jeg skal ikke agere, jeg skal reagere på hvad hun nu har besluttet som værende det rette for hende. Lige nu. Og det er altså at tage afsted og så håndterer vi nok det som det bedst kan lade sig gøre.

Nu hvor beslutningen er taget håber jeg bare at hun når frem i tide.

IMG_3005_2-1

For mig går det sådan at jeg forholdsvist let fik overstået den ugentlige snak med min chef i fredags. Jeg havde gået med en lille nervøs knude i maven et par dage og fredag morgen vidste jeg jo godt hvad der skulle ske. Øv.

Drak en kop kaffe – så skulle jeg nok ringe.

Lavede en ny kop kaffe – så skulle jeg nok ringe mens den blev færdig.

Drak kaffen – og så skulle jeg nok ringe.

Hov, hunden vil gerne ud – og så ringer jeg bagefter.

Kaffe – og SÅ skal jeg nok ringe.

*suk*

Ringer op og så er chefen der slet ikke. Så jeg nøjes med at lægge en besked om at hun bare kan ringe, men at jeg ikke har noget nyt at berette. Og det var det. Så er det man føler sig en smule dum.

I morgen formiddag skal jeg omkring psykologen og er lidt spændt på om hun kan se at det har gjort nogen forskel at hun fik mig sendt hjem en tid.

Min situation og overvejelse om skal og skal ikke forekommer dog at være ganske overskuelig i forhold til kærestens ditto i øjeblikket.

Jeg fik et par bøger

Forleden havde jeg en lang snak med kæresten om situationen for mig og den uenighed min læge og min psykolog har gang i øjeblikket om hvorvidt jeg skal sygemeldes eller ej. Hun blev naturligvis lidt utryg ved situationen. For hvad var det mon for tanker jeg gik rundt med og hvorfor havde jeg fået så svært ved at passe mit i øvrigt rimeligt enkle job.

Jeg har nok været lidt for tilbageholdende med at tale om det, for kæresten har stadig sit at se til – i perioder – med familien og den huserende kræft-sygdom der plager der.

Men hun lyttede længe inden hun talte og endte med at byde ind med praktiske løsninger på upraktiske problemer.

Fortalte mig at hun faktisk trængte at jeg blev rask. At jeg blev mere mig selv. Og skæg igen.

Jeg spurgte til om vi kunne klare den her periode osse og hun lagde hovedet på skrå og mente jo ikke vi havde noget særligt valg. Og det har hun jo for så vidt ganske ret i.

Så i morgen sender hun mig til læge og så må vi se hvad der sker derefter.

I dag kom hun og satte sig ved siden af mig ved skrivebordet og meddelte at jeg i hvert fald skulle have nogle bøger at læse i – om jeg ikke lige kunne lave en bestilling på saxo.com og få fyldt lidt på kindlen. Så nu er der bestilt en virtuel stak nye bøger, så jeg har noget at læse i hvis jeg skal være i isolation en periode.

Og skal jeg ikke, så vil jeg jo gerne læse dem alligevel. Så tager det jo bare lidt længere tid.

Noget andet der osse lige blev klaret var at få bestilt noget “snor” til mig så jeg kan begynde at køre armbånd ud igen. Det har ligget stille hen over vinteren da jeg ikke lige har orket den del af hobby-reolen, der faktisk osse var blevet temmelig tom efterhånden og blot befolket af rester og håbløse spænder ingen gad have. Og det er da noget jeg ikke behøver tænke for meget til. Jeg tror jeg kender nogen der vil være ganske godt tilfreds med det (vinker til Rejen og beklager… gemt men ikke glemt).

Ellers prøver jeg at tænke så lidt som muligt før jeg starter bilen og sætter kursen mod lægen. Så kommer tankerne sikkert igen og jeg må prøve at huske hvad jeg egentlig vil sige til hende.

Det bliver en lang dag med både arbejde, læge og psykolog. Tvivler på at der er mange klare tanker tilbage i mit hoved i morgen aften.

Men kæresten støtter mig – uanset hvad. Så kan resten af verden egentlig bare komme an når jeg har hende som vægter for mit humør.

Min stærke kæreste

Det er hende der bare står ved mig og ved min side uanset hvad der næsten sker, og som er god til at fortælle mig at det gør hun. Hendes fokus har så ærligt talt været et ganske andet sted i noget der ligner et par år pga hendes forældres sygdom og død. Nej, hendes far lever altså endnu, men hans “død” fylder stadig en del. Det er skræmmende at være vidne til at et dejligt menneske med god humor og lidt gammelmandsstædighed kan forvandles til en bitter og vred mand, der ikke vil noget som helst mere.

Og det har naturligvis fyldt rigtigt meget i vores liv at vi skulle tænke ham og hans situation ind i næsten hvad som helst vi foretog os – hvad vi end planlagde.

Min irritation har været upassende men dog stærkt tilstede, for jeg synes ikke rigtigt det var fair – hvis jeg sådan skulle mærke helt efter indeni. Var irriteret over at alt blev sat på standby mens vi bare ventede og ventede og ventede.

Vi har prøvet at finde løsninger der skulle kunne gøre det meget lettere for ham, og for kæresten. Scenarierne har vekslet mellem plejeorlov i flere måneder for hende og et ret detaljeret og gennemarbejdet forsøg på simpelthen at få hentet manden og installeret ham i en plejebolig i nærheden. Vi har kontakter i et boligselskab og har fået at vide vi på “ren vis” med rette visitation kunne regne med et par måneders ventetid på det. Fint, det var ca hvad vi havde regnet med og håbet. Men det vil manden ikke! Han vil blive hvor han er – langt fanden i vold – i et kæmpe hus han ikke kan magte. Med trapper der er livsfarlige at gå på (selv for mig). Han vil blive hvor han er – han vil have lov til at være vred, sur og bitter. Og gammel. Og han vil på plejehjem et par timers transporttid fra nærmeste pårørende (en søn) og mange timers transporttid for alle andre.

Kæresten kom hjem fra jul og var ret ulykkelig, men i løbet af de par uger der er gået er der kommet en sær forandring i hende. Det er som om hun har besluttet sig for at hun har gjort sit, ydet sit, forsøgt og har god samvittighed og at hvis han vil være vred og sur at han så må leve som han vil. Hun kan ikke gøre mere, herfra, nu.

Jeg kan slet ikke fatte at man kan nå sådan en erkendelse, og jeg tror det har krævet en masse mentalt arbejde hvor hun har sluttet sin fred med at han må dø sin død og leve som han vil – indtil da. Hun kan ikke mere og vil ikke mere.

Jeg ser på hende med næsten nye øjne, for lige så stor min respekt var for at hun “havde orden i prioriteterne” hvad angår hendes familie – lige så stor er min respekt for at hun nu klarer af og nærmest har besluttet sig for at nok er nok – nu. I går meddelte hun at herfra er fokus på os.

Vi var til samtale hos den sexolog der prøver at hjælpe mig på vej gennem mine ret konkrete vanskeligheder og begrænsninger. Og der faldt ordene ganske klare og tydelige.

Den styrke der lå i at hun valgte så klart og ansvarligt ift sine forældre er den samme styrke der ligger i at hun nu siger stop. Hun vil ikke opgive sit liv og gå rundt som en zombie mere – og så bare få negativitet tilbage.

Jeg er faktisk ret glad for hende. Selvom jeg ikke altid er glad nok for mig selv.

Forhammer

Hverdagen ramte mig ærligt talt som en forhammer ca midt mellem øjnene. Jeg havde glemt alt om hvor krævende det faktisk var at krybe på arbejde, og situationen er bestemt ikke blevet nemmere med lægens anviste lynudtrapning af medicin. Javel, det lykkedes da, men prisen til at få øje på.

Den der medicin jeg ikke længere får gør at jeg kan holde balancen mellem et fungerende sind (omend ikke optimalt) og det rene kaos af farlige og især forbudte tanker. De er sære for de er nærmest livsfarlige. Jeg ved jeg har et fornuftigt liv – med en sød kæreste – gode venner og alt det der. Hvorfor faen så ønske at stige af? Hvorfor overhovedet tænke det? Selv min viden om at det er en fejlfunktion og ikke mig der tænker sådan ændrer ikke i tankerne, de gør dem bare nogenlunde bærbare.

Den gik herhjemme hvor kravene var overskuelige og opgaver kunne udsættes til energierne var bedre. Men den går ikke på arbejde.

I dag skal blive bedre end i går. Helst.

Det er tungt at erkende at min sygdom stadig er noget der ligner livsfarlig.

 

Det haster

Eller det vil sige at det begynder at haste en smule. Jeg skal nemlig møde på arbejde i morgen så nu skal jeg bare finde mig selv i løbet af dagen, ellers ved jeg ikke lige hvad der kommer til ske i morgen.

Jeg har overspringsblogget (og stadig tak til fruen i midten for dét ord) en smule og har benyttet mig groft af at være husnørden i problemer. For det er slet ikke den slags småbøvlerier mit liv handler om lige nu. Det er skægt, det er udfordrende, men det er ikke lige det der er i centrum.

Derimod mangler jeg min skal. Har det som en hummer uden skal, og det er ærligt talt ved at blive lidt af et problem. Der er masser af mennesker omkring mig på arbejde og jeg kan nærmest ikke tåle dem. Så det haster med at finde en eller anden form for beskyttelse. Når jeg nu ikke længere kan bruge den lægen har leveret til mig i form af medicin.  Jeg kan ikke huske at jeg har prøvet det før – at gå på arbejde og på forhånd føle mig så sårbar og jeg er egentlig lidt nervøs for det. Jeg har hele ugen sørget for at holde mig langt væk fra mennesker i al almindelighed og kæresten har ikke engang kunnet lokke mig med ud og købe ind. Selv ikke da hun truede med at vi skulle have en ny køkkendims (der indkøbes i samme kæmpe butik som al vores anden elektronik, og hvor jeg normalt sætter pris på at gå rundt og nørde lidt). Nix – jeg holdt mig langt væk og sendte hende afsted alene.

Det er altså smadderhamrende irriterende.. for det er lige begyndt at gå bedre med at være ude af medicinen. Vist den lille og store angst kryber da indenfor ind i mellem, men det kan jeg næsten leve med. Depressionen hænger over hovedet af mig – men bare den bliver der.

Og så skal jeg tilbage på arbejde og præstere og være socialt velfungerende og hvad ved jeg… og det ved jeg slet ikke om jeg kan. Det er altså noget skidt. Begynder dog at tænke at man lige så godt kan springe ud i det, så jeg møder bare op i morgen tidlig og tager dagen som den kommer. Men glæder mig? Ikke det fjerneste. Stædigheden i mig hvad angår arbejde føles næsten heroisk og en smule dum-stædig i perioder.

Er dog en lille smule nervøs for hvad der sker hvis chefen trækker mig til side og spørger hvordan det hele går – det har jeg slet ikke forsvarsværker til at svare på.

hjerter-i-måsenOg så er det jo i dag julen skal hives ud af hytten. Kæresten har nusset rundt i formiddag og bortfjernet julelys, stjerner, pynt. Det hyggede nu så godt, men hun er meget hård når det skal ud. Hun gik fra rum til rum og vendte osse altanen og alt blev lagt i en særlig julekasse som hun har tegnet hjerter og gran på så den er til at genkende nede i pulterrummet.

Men jeg fandt nu frem til noget hun har glemt – og jeg har slet ikke tænkt mig at minde hende om det.

Der er da intet så hyggeligt som julehjerter på toilettet. (host-host).

Årets særeste mandelgave

Vi har jo en tradition for lidt specielle mandelgaver, men denne bog fra 1976 tog altså prisen. Det var kæresten der scorede den på en lille sær-jul der blev afholdt for hendes skyld, for at hun i det mindste kunne få lidt juleri med mig og resten af familien.

Og den er velanbragt der, for kæresten er en stor fan af typer som Bonderøven og lignende. Hun elsker at skille ting for at se om dette eller hint dog ikke er noget der kan repareres, og nægter at smide noget ud, hvis der er den mindste sandsynlighed for at det kan bruges til noget.

diy (4)

Reparation og vedligeholdelse af en modeljernbane. Så lærte man det. diy (5)

diy (2)diy (1)

Nogen der vil vide hvordan en løftemekanisme i en lidt ældre brødrister fungerer? Og måske ligefrem reparere den. Jeg håber at tømning af krummebakke er noget de fleste kan uden at konsultere en ældre bog først. Manøvren kan med fordel udføres før man støvsuger gulvet.

Eller hvordan man udskifter dele i et havehegn? Og det har vist ingen alder, tror jeg. Havedelen af bogen giver instrukser på alt lige fra slibning af gammeldags græsklipper til korrekt beskæring af træer og redning af disse efter stormfald. Se det var jo så anvendelig viden, hvis man altså ikke lige boede på en hattehylde inde i byen.

diy (3)

Udskiftning af knækkede gulvbrædder hører heller ikke lige til de normale spidskompetencer. Men man kan jo aldrig vide…

Bogen rummer de særeste beskrivelser af hvordan man laver alt muligt selv.. hvordan man reparerer ydervægge i en kælder, laver et fiskehjul, lapper en luftmadras, polstrer en spisestuestol, skifter en del i en toiletcisterne (her med pudsig bemærkning om at den slags skal gøres af en autoriseret samtidig med at man får fine tegninger af hvordan dét gøres og hvad delene hedder når de skal indkøbes), lægger bladguld på en antik billedramme, sætter tapet op omkring en pejs, skifter kul(?) i en røremaskine, lægger havefliser (og badeværelses-ditto), reparerer en sæbekassebil og meden på en gyngehest. Osv osv.

Bonderøv – kom bare an – vi banker dig i hovedet med 500 sider reparationshåndbog. Anno 1976. Indkøbt af min mor for 30 kr i den lokale kirkens korshær butik.

Det helere menneske

Sådan et blev jeg i går da jeg hentede min kæreste. Vi har kun skrevet lidt sammen på facebook messengeren i løbet af den sidste uge, men jeg savnede at se hende, tale med hende og ikke mindst holde hende i hånden. Vi havde godt nok aftalt at vi kunne skype sammen, men situationen var bare ikke rigtigt til det for hende, så det blev ikke til noget. Der skete hele tiden noget omkring hende, så den gik ikke.
 
Men nu er vi sammen. FANDME!
 
Der bliver mange ord der skal tales i de kommende dage. Mange ting at indhente.
 
I dag finder vi tilbage til vores egen lille verden, dog med et halvvejsstop hos nogen, der er blevet bedt om at sørge for mælk til kaffen. Nu har vi altså osse bare prøvet at komme til at hilse på hinanden i et års tid, så mon ikke det lykkes i dag. Det håber vi.
 
Jeg glæder mig nu osse til at komme hjem til mit eget stabile og hurtige netværk, min egen pc (ja, den der lyder som et tærskeværk). For så kan jeg se billederne fra turen i skoven forleden.
 
Der er etableret en dyrehave i en lokal skov, og der er dådyr og kronvildt derude. I hvert fald i teorien. For vi så dem ikke.
 
Haven er nemlig kun 3 uger gammel og dyrene havde formentlig endnu ikke vænnet sig til deres nye omgivelser og at der gik mennesker omkring dem, så de gemte sig effektivt i tågen, der havde lagt sig solidt over det jyske landskab 2. juledag.
 
Derudover mistænker jeg at ca halvdelen af byens befolkning var til julefrokost og at den anden halvdel havde forlagt den traditionelle juleskovtur med børn og hunde til denne nye dyrehave.
 
Men skov der stået uden den store skovpleje i noget der ligner 50 år og som er dækket af tåge giver nogle helt andre motiver, og jeg følte mig en lille smule hensat til et mytologisk landskab (godt hjulpet på vej af et par storme). Selv de mange mennesker forsvandt i tågen. Og foto gengiver jo heldigvis ikke det markante lydbillede af børnelatter og -gråd, hundeglam, irriterede forældre og sådan noget.

Noget om tidlig julegave og en indre rystepudser

Nu havde jeg jo det der uheldige problem med den brune pose til Inge og Hasse og kæresten, der mukkede lidt over de manglende gaver til hende. Susanne foreslog godt nok noget med advent og kalendernisser og sådan noget og det har jeg så skumlet lidt over i et par dage. Og er nået til den løsning at hun får en “gave”. Nu. Vi skal jo ikke holde jul sammen og at vente med at give hende hvad hun skal have så hun kan pakke ud juleaften vil være lettere uhensigtsmæssigt. Hun må få noget mindre (og dermed bagage-i-lavpris-fly-venligt) og andet til jul. Men noget hun nok skal blive tilfreds med.

Egentlig skulle jeg have været afsted her fra morgenstunden for at fremskaffe det planlagte, men jeg magter det ikke i dag. Jeg har det ikke godt og vil derfor ikke ud og mingle med den halvdel af byens indbyggere der har besluttet sig for at kunne prale med at have julegaverne overstået inden 1. søndag i advent (øv-bøv Susanne – rækker tunge af dig). Så det blev en klar besked til hende i stedet. Gå nu ud, køb ind – og køb så for faen den der ipad du vil have og som du har villet have i flere måneder! Men vælg selv hvilken størrelse, for her kan jeg bare ikke vælge for dig!

Jeg kunne nu godt undvære min – og lidt ældre ipad –  i julen, så hun kunne få dén med på sin juletur, så det er ikke dér problemet er, men vi har altså kun den samme og det begynder at ligne et problem i hverdagen, hvor vores konti på diverse tjenester bliver blandet godt og grundigt sammen. Hun synes min ipad2 er for tung og for dårlig (hun har nemlig set retina) så mini+retina har stået på ønskelisten længe. Faktisk fra før den overhovedet blev præsenteret i USA. Jeg er derimod helt tilfreds med den gamle ipad og kan sagtens vente lidt endnu med at få den udskiftet.

Jeg ved det godt; selv at købe sin gave har ikke samme magiske tiltrækning som en mystisk brun pose på et spisebord. Men jeg er sikker på at hun ikke ville bytte indholdet mod indholdet i den brune pose, trods alt.

Øv, jeg ville nu gerne være listet afsted her i formiddag efter den selv, men den gik altså ikke. Jeg tager en asocial dag.

Det var nemlig ikke spor sjovt hos psykologen i torsdags, men på grund af dagens beskaffenhed og mit ansvar for andres planer udover mine egne, lagde jeg det hele på køl og bed sammen. Det er godt at jeg stadig kan det næsten uanset hvor hårdt hun går til mig. I hvert fald en tid. Ind imellem blot et par timer, men denne gang i et par dage. Kæresten opdagede det dog hurtigt torsdag aften og mente at jeg lignede en der havde “slugt en rystepudser” og prøvede på at kompensere for at der stadig var strøm på batteriet. Sådan kan man jo osse udtrykke en dyb indre uro som det bliver kaldt lidt klinisk. (tror måske osse nogle få andre kan se indre uro på mig og begyndende angst).

Jeg var faktisk rigtigt godt rystet og havde svært ved at tale om det, så jeg ævlede løs om Inge og Hasses lejlighed, om Rejen og hendes forløb… om Jimmis akvarier.. om nogle tæpper i bagagerummet på designikonet (rester fra flytningen i Roskilde der passende kan henslæbe en pensionist-tilværelse på vores gulve i stedet for en for tidlig tur på genbrugspladsen)… om psykologens sære og lettere forvirrede ansigtsudtryk over at hendes telefon ringede – og at hun ikke kunne slukke den. Ikke finde ud af det (hun havde lige fået en iphone! – endte med at jeg satte den på lydløs for hende) … og så var det at kæresten strøg mig over håret og bad mig geare lidt ned og prøve at fortælle hvad der egentlig var årsagen til den der interne rystepudser. Øv. Kunne næsten bare have stukket hende indlægget om den blå tomhed. For det var dét der blev vendt hos psykologen – og dét vi ikke blev færdige med. Og det jeg skal tale om igen om ikke engang 2 sølle uger.

Det bliver en dag på sofaen med hunden på maven. Og så håber jeg at kæresten får travlt med at lege med en ipad. Og gør hun ikke det går hun sikkert i gang med at bage et eller andet.

…. 3 timer senere …

Hun købte sin ipad og er en glad lille julegris.. og har overladt det til mig at få den sat op til det hele, mens hun er kørt med sin bror – der skal finde sig en ny, gammel bil. Dagen på sofaen er aflyst, jeg knækker kodeord og henter apps til den store guldmedalje. Sætter op, forbinder til printer.. henter hendes e-bøger.. nusser lidt med iCloud.. sikkerhed… osv osv

En lille brun pose

Sådan en stod der på vores spisebord i går da kæresten kom hjem. For der havde jeg sat den, da jeg kom hjem fra arbejde og inden jeg gik med hunden.

I mellemtiden kom hun så hjem og var noget forundret over den mærkelige space invader.

– nej, skat. Den er ikke til dig. Det er en tillykke med flytning og ny lejlighed lille ting til Inge og Hasse.

Skuffelsen hang tykt i luften.

Tror jeg skal blive bedre til der med gaver.