Normalisering

Eller dvs næsten normalisering. Jeg har haft en lidt hård uge, og har derfor været en smule i eksil fra blogland. Men jeg er her altså endnu, og har også læst med på jeres indlæg, Sådan er det jo ind i mellem, at man læser mere end man skriver og kommenterer.

Min uge startede rigtigt flot – faktisk i sidste uge – med et defekt knæled som nedlagde mig i 4-5 dage, og som nok burde have nedlagt mig i betydeligt flere dage, samt sendt mig en tur omkring en læge. Det valgte jeg dog at undlade, idet jeg formodede at lægen ville pkt 1 se tiden an, pkt 2 anbefale ro, holde knæ højt, støttebind og is. Og det kan jeg altså godt selv finde ud af, altså bortset fra det der med roen. Ringede til min chef efter nogle dage og vi aftalte, at jeg skulle komme på arbejde dagen efter, men at hun ville lave en nødplan for mig, hvis det ikke gik og jeg måtte hjem på sofaen igen i endnu flere dage. Det er jo lidt svært at vide om et knæ faktisk kan holde til at arbejde, når det har det betydeligt bedre – men til gengæld ikke bliver brugt og primært er placeret på stolen ved siden af. Så jeg tog en enkelt test-dag i bedste sportsånd for at se om knæet holdt. Det gjorde det, sådan ca. Men ikke noget, der kan holde mig hjemme mere; skal bare tænke lidt over hvordan jeg bevæger det. Og chefen er glad for at have mig tilbage på pinden (selvom det er lidt vanskeligt at kravle op på den).

Har så mange tanker i øjeblikket, men kan ikke få dem ud. Det er som om de klumper sig sammen i større bundter og står lidt i vejen for hinanden. Er ordløs, tankefuld, trist, glad, sær, skæg, træt, smertefuld, kærlig, frisk, morsom, agerende, spændt, nervøs, præsterende, vred og alt det andet.

Men jeg er det hele vældigt stabilt. Jeg tager det egentlig som et tegn på, at jeg er ved at finde en eller anden form for normalitet igen ved hjælp af de der piller. At kalde dem lykkepiller er en misforståelse, tror jeg vil kalde dem normaliseringspiller i stedet. Men de virker, det er jeg ganske sikker på. Og om det er placebo eller faktisk virkning er jeg fløjtende ligeglad med, bare de virker normaliserende på mig.

Vægten gider ikke tabe sig mere af dem, så nu nå jeg selv kæmpe lidt videre på det punkt. Det er jeg ikke ganske tilfreds med, da kærestens sædvanlige bagværk er slemt fristende. Tror alligevel sommerfaconen bliver lidt vanskelig at finde i år, men har dog ikke helt opgivet håbet.

Fredag morgen serveres der morgenmad på kontoret. Masser af godt brød fra en lokal og solid bager, der har en fin respekt for sit håndværk. Det er normalt dér man hygger lidt og får talt med kolleger man ikke lige normalt møder på sin daglige tjans og snakken går på tværs af rangstier, løntrin og arbejdsbeskrivelser. Det er en rigtig god tradition, der styrker sammenholdet. Jeg er en fast deltager i morgenmads-mødet og får netværket på kryds og tværs. Min nærmeste chef ser dog lidt forundret til når jeg står i et hjørne og småsnakker lidt med selveste salgschefen, som jeg rent arbejdsmæssigt overhovedet intet har at gøre med i det daglige. Men om fredagen stikker vi hovederne sammen og udveksler små ideer og tanker, inden han sætter sig ind på sit solokontor og jeg futter ud “på gulvet” og bliver lønslave igen. Sagen er, at han har det overordnede ansvar for firmaets markedsføringsstrategi på nettet – og at dét er noget jeg har nogle ganske faste meninger om. Meninger, som han har udviklet en vis veneration for. Man kan måske mene, at jeg skulle holde den slags for mig selv, og snarere burde sælge min viden til firmaet i stedet for at hinte dem i den rigtige retning ganske gratis. Men kunder i butikken betyder arbejde til mig. Og dét betyder altså lidt mere lige nu i en krisetid. Min tid skal nok komme, måske ikke dér, men så et andet sted.

I fredags var han dog ude til møde, så jeg fik snakket med nogle andre og det er jo osse godt nok. Men der skete noget, som faktisk gør mig ganske stolt af mig selv på det mentale plan.

En mandlig kollega fra samme afdeling som jeg, og som er kendt som lidt af et fjols, med en adfærd der snarere hører til på den lokale bæverding og ikke på en arbejdsplads (rygterne går også på, at han blev fyret pga druk men genansat med løfte om, at han ikke var beruset i arbejdstiden) står og skærer brød ved siden af mig. For sjov stikker han så kniven mod mig et par gange. Jeg synes jo bare ikke at dét er så skide sjovt, af grunde der er forholdsvist indlysende for jer, der har fulgt med på bloggen.

Med dyb, advarende stemme fortæller jeg ham, at det der .. det .. er .. ikke .. sjovt. Langsomme, velovervejede ord i et tonefald, der bestemt ikke indbyder til debat.

Han gør det igen, mens han griner.

“Det bliver ikke dobbelt så sjovt af at … du … gør … det … igen”

Nu i et tonefald der ikke kan misforstås på nogen måde.

Bliver faktisk mere vred og irriteret end egentlig angst. Og får sandsynligvis den udstråling, som kæresten kender som den farlige, stille vrede. Den der kan eksplodere og kan være så tydelig at folk flytter sig for at undgå at træde ind i mit energifelt.

Han forlod hurtigt bordet uden et ord.

Men jeg blev ikke angst – jeg blev vred. Og det er faktisk bedre. Kryds i kalenderen for den dag hvor jeg kontrolleret, omend knurrende vredt, reagerede på en køkkenkniv, der var 10 cm fra mit ansigt.

Fik ro

Har ikke meget at berette, men har haft en rolig weekend uden for mange udsving. Og det har været rigtigt rart at finde sine “fødder” igen. Så er det lige som om man lidt bedre magter udsigten til en fuld arbejdsuge med alle de sædvanlige arbejdsopgaver. Det er dog kendt stof og noget der kan klares på rutinen – hele vejen igennem – hvis jeg er heldig.

At rydde weekenden for aftaler faldt mig egentlig meget let. Ja, jeg ved det godt; altså det der med at aftaler skal holdes. Og det er et princip jeg holder ret godt fast i. Aftaler og tid – den skal bare være lige i plet. Og helst hver gang.  For min skyld og for alle andres skyld. Godt gammelt princip at leve efter Bryder ikke aftaler, men aflyser dem hvis nødvendigt. Det er også noget andet, synes jeg.

Kan sagtens være at det stempler mig som et upålideligt menneske, der bare aflyser aftaler hvis det ikke lige passer ind i mit humør, men jeg er nødt til at først og fremmest at passe på mig selv.

Til gengæld kan man sagtens gå ud fra at en aftale med mig holder hvis man ikke får noget andet at vide. Det der med at bekræfte allerede indgåede aftaler om møder mm med mig, det kan drive mig til vanvid. Jamen, har jeg sagt, at jeg er hjemme- så er jeg jo hjemme. Hvorfor skal jeg sige det igen. Og igen. Eller sms´e det. Eller maile det.

Jeg har en svoger, der ser anderledes på det. Han aflyser sjældent men udebliver bare. Og så har han altså sin helt egen tidsregning. Men vi ved det, og griner nok mest af det. Undtagen når vi skal nå et fly. Så er det neglebidende nervøst.

Nej Hat

Sådan en har jeg på i øjeblikket. Det burde jo egentlig være en skidt ting, for det signalerer et negativt livssyn, et nej til muligheder og udfordringer. Men jeg har altså taget den på alligevel. Ikke fordi jeg har et ganske særligt negativt livssyn, ikke mere ihvertfald, men fordi jeg behøver at sætte nogle grænser om mig selv. Så jeg er begyndt at sige nej på arbejde. Nej – den opgave kan jeg ikke lige klare mellem alle de andre. Nej, jeg vil ikke arbejde over (og da slet ikke til normallønnen som det er tradition) på søndag.

Er kort sagt begyndt at passe på mig selv. Det kræver vist lidt tilvænning for chefen,  at jeg ikke bare er den store problemknuser som man kan skubbe alt muligt over til og så bare forvente at dét bliver fixet. Jeg skal nok løse mine egne problemer, og bliver jeg spurgt pænt og ikke alt for tit skal jeg nok også deltage i løsningen af andres problemer. Men ikke altid og hver gang.

Det kan være emnet kommer op når den årlige særlige samtale kommer – at jeg har ændret strategi. Synes bare, at jeg ikke har så meget mere jeg skal bevise og bare gerne vil have lov til at passe dét arbejde jeg nu engang får løn for. Og ikke alle andres også. Tror faktisk at jeg har været et lidt nemt offer for det jeg kalder ansvarsskubberi. At ansvaret for at få jobbet gjort af en eller anden grund havnede hos mig, uanset om jeg var ansvarets ejermand eller bare den der havde muligheden for at løse opgaven, hvor andre havde klumret lidt for meget rundt.

Eller også føler jeg bare at jeg trods alt sidder rimeligt godt fast i jobbet og derfor kan tillade mig at sætte lidt klarere grænser i dag end jeg kunne for et år siden.

Det er vel en god ting. Især fordi det giver mig overskud til at tage Ja Hatten på i alle mulige andre sammenhænge. Sammen med kæresten. Sammen med vennerne. Ja til hende, vennerne, nye mennesker, nye oplevelser og nye billeder. Ja til livet. Det begynder faktisk at ligne noget efterhånden.

En linje – stk 2

Den anden del af min linje handler om ansvar – og om at påtage sig det. Og om ikke at gøre det.

Jeg tror det var Kennedy, der engang sagde at sejren har mange fædre, men nederlaget er forældreløst.

For nogle år siden da jeg erkendte, at jeg nok skulle have hjælp til at komme igennem det her, have hjælp af en læge og muligvis en psykolog kom jeg faktisk ud på lidt af en omvej. Der var nemlig en anden psykolog inde over min sag før hende, der trækkes med mig nu. Den første som lægen henviste mig – mere eller mindre direkte – til, var en vældig speciel dame med en klinik, der lå behageligt tæt på lægens praksis. Se, det er jo smart. Spekulerede faktisk ikke nærmere over det, da hun bad mig henvende mig på etagen ovenover. Gik ud fra at det var ok, at det var en anbefaling jeg lissom kunne stole på.

Jeg vidste, hvad der stod i henvisningen fra lægen, men bliver naturligvis bedt om at fortælle historien én gang til. Og her skal det altså lige bemærkes, at det var voksen-delen af historien. Børnedelen har jeg jo altid nægtet at tale om, at beskæftige mig med eller at tænke på på dette tidspunkt. Vidste godt, at den var der, men havde jo i den grad lagt det bag mig som værende ikke relevant for mit liv. Ud-defineret det. Og i øvrigt alt for svært at tage stilling til i en svær periode.

Så jeg gik altså igang med at berette selve voksendelen. Om overfald, voldtægt, vold, manglende grænser og om de fysiske skader jeg fik. Hun lyttede ganske opmærksomt og spurgte lidt forsigtigt ind til visse dele af historien og rigtigt meget til voldtægten og tiden efter, da jeg lå på en sofa med ryggen til verden og prøvede at hele åbne sår. Spurgte til tankerne og de konkrete detaljer om hvordan pokker jeg klarede den rent praktisk (altså sår-hygiejne for  nu at være lidt udelikat), og til hvad jeg gjorde bagefter. Politi, læge og sådan noget. Svarede benægtende på de dele, at jeg ikke magtede noget af det. Jammen læge, da.. nej ingen læge, Jammen – skadestue da.. nej heller ikke.

Og så sagde hun noget som jeg husker ganske tydeligt: men når du nu valgte ikke at anmelde ham, og at køre den retssag der ville være kommet, gav du jo ham på sin vis lov til at fortsætte sine handlinger mod dig og andre. På den måde får du jo en form for medansvar.

Gav lov til ? Medansvar ?

Har aldrig været hos en psykolog før og lod samtalen fortsætte, men kunne mærke, at der var noget, som var helt galt her. Men kunne på det tidspunkt ikke rigtigt sætte fingeren på det. Det kom først rigtigt til mig et par timer efter, da jeg var på vej hjem i bil. Rent faktisk var det min daværende chefs kone, der havde prikket den ud for mig. Havde været på besøg hos dem og få kaffe og hun havde spurgt til hvordan det var gået. Fortalte hende at det var mystisk og at jeg havde en ganske ubehagelig følelse af det. Og da hun hørte om det her lille ord-bytteri rynkede hun sit ellers venlige ansigt i nogle grumme folder.

Havde en aftale med lægen om, at vi skulle snakke i tlf den aften. Hun ville sikre sig, at jeg var ok, og at det var det rette. Hun blev ret tavs, da jeg refererede for hende. Tavs og sendte nogle farlige vibrationer gennem mobilnettet. Aftalen blev herefter, at jeg skulle tænke mig godt om, og hvis jeg ikke ønskede at fortsætte hos overboen skulle jeg melde fra, og at hun (altså lægen) ville prøve at finde en anden psykolog til mig. Det endte det jo altså så med.

Tilbage stod jeg så med “gav lov til” og “medansvar”. Det har forfulgt mig, især fordi det var jo en, der virkelig havde forstand på sådan noget der havde sagt det. Det var ikke bare fru hansen i en almindelig samtale. Eller en veninde over en kop the eller kaffe. Det var en psykolog, der var ment til at hjælpe mig. Og gik hjælpen virkelig over, at jeg skulle tage ansvaret, erkende skylden og så handle på det? Var det dér hemmeligheden lå – at jeg skulle nå dertil.

I så fald er jeg langt fra igennem. For jeg er ikke nået til det. Og jeg har besluttet mig at jeg ikke vil nå dertil. Men hendes bebrejdende ord forfølger mig, når jeg tænker på al den skade jeg kunne have forhindret. Al den ulykke og sorg jeg kunne have stoppet – både den fra voksendelen, men sandelig også barnedelen. Min bror. Hans børn. Andre børn. Hvis jeg bare havde været stærkere og et bedre menneske. Flere har forsøgt at sige til mig, at det ikke er mit ansvar, men ingen har rigtigt fået den annulleret. Flere har med dyb forskrækkelse udtrykt – har han børn? og når jeg bekræftede, sad jeg tilbage med den igen. Ansvaret er mit. Og skylden. Det er som en lille parasit i min sjæl. Hun satte den derind, og jeg kan ikke komme af med den igen. Hvem som helst kan vække den og få den til at vokse og blive stærkere, og det kræver meget af mig at få den til at blive svagere og mindre igen.

Når jeg er klar i hovedet og evner at blive gal, tænker jeg faktisk, at den der første psykolog begik et behandlingsmæssigt overgreb på mig ved at pålægge mig ansvaret for andres handlinger. Eller blot medansvaret.

Når jeg ikke er klar i hovedet tynger visheden om mit medansvar mig. For jeg har det jo fra pålidelig kilde, at jeg har det ansvar. At jeg skulle have gjort en masse andet end det jeg gjorde.

Jeg må påtage mig ansvaret for mig selv. Det gjorde jeg dengang jeg lå på sofaen i en måneds tid og helede umulige sår og skader. Og så var det vist alligevel ikke godt nok. Jeg må også påtage mig ansvaret for, at jeg ikke lærte at sætte grænser som barn og ung, og at det var de manglende grænser, der sendte mig ud på den der helvedestur som voksen. Jeg må erkende at tingene bare hænger sammen. Direkte og klart. Som en tung skæbne. Fik ikke og søgte ikke hjælp dengang og kom derfor ikke for alvor ud af dukke/offerrollen. For jeg kendte ikke andet. Kunne ikke forestille mig andet.

Det kan jeg nu. Men parasitten er der altså stadigvæk. Altid klar til at blive fodret og blive stærkere. Der hjælper hverken medicin eller terapi. Desværre.

Lidt om det der hos sexologen

Jeg er blevet spurgt i en mail, temmelig forsigtigt dog, om hvorfor jeg ikke rigtigt fortæller om det der med at gå til sexolog. Har svaret af samme kanal, som man bør gøre, men måske er der andre derude, der tænker det samme. Om hvorfor jeg dog ikke fortæller bare lidt om det. Om det er for privat og for nær min intimsfære?

Og svaret er egentlig nej, det er det ikke. Men det er temmelig meget over grænsen for min kæreste. Og jeg har lovet hende, at hun bliver holdt mest muligt udenfor det her. Og lige præcis omkring dette emne har vi jo så at sige en fælles privatsfære og grænsesætning, hvor den yderst placerede må være den gyldigste og vigtigste at respektere. Så det gør jeg.

Så det følgende er skrevet med en vis omtanke og forsigtighed ved hendes grænser. Læs resten

Konfrontation

De sidste par uger har stået i konfrontationens tegn. Ikke at jeg har gjort noget, men har fået tilpas mange los i den dertilindrettede anatomiske detalje til, at jeg har været nødt til at tage det alvorligt og tænke over det, i stedet for blot at afvise, at noget sådant er igang.

Kommentarerne er kommet lystigt fra mange sider. Velmenende venner, psykologen (men hun stoppede dog meget hurtigt igen, hvilket var klogt nok) og medlæsende og venlige/kærlige mennesker her på bloggen. Og det er ok, jeg ved hvorfor I skriver og siger som I gør, og jeg sætter pris på alle kommentarer, osse dem, der kan sende mig ned af min private og forfærdelige memory lane. For jeg kommer altid tilbage, og altid en lille smule klogere på hvorfor pokker jeg lige reagerede sådandét. Læs resten

Tvivlerier

Det er tankernes, tvivleriernes og dilemmaernes efterår.

Tvivleri #1

Skal jeg sætte min bil til salg og håbe at få fat i en bedre?

Tvivleri #2

Skal jeg ændre på min arbejdssituation på min arbejdsplads eller satse på at ændre min arbejdsplads?

Tvivleri #3

Skal jeg give min chef en chance for at gribe ind, inden hun mister mig. Er jeg væsentlig nok til det? Læs resten

Uautoriserede øvelser i grænsesætning

På mit arbejde er der en mand, der af sind, statur, humor og gestikuleren minder rigtigt meget om min bror. Han skræmmer mig og jeg forvandler mig til lille pige ca 6 år når han er i nærheden. Han er berygtet, fordi han tillige er en vred mand, der skælder meget ud og er aggressiv, og ingen af mine andre kolleger gider bokse med ham. Eller tør.

Jeg tør faktisk heller ikke, men ser lige netop ham som min case. Læs resten