Tre gange fakta

Fakta 1: Det er koldt og har været det i et par uger eller sådan noget. Ihvertfald her. Mellem 10 og  20 frost grader.

Fakta 2: Min bil er kendt som drillebilen – og den har stået stille, helt stille, i et par uger eller sådan noget.

Fakta 3: I morgen er det torsdag. Magisk torsdag, så der skal den ud og køre. Ca 300 km.

Så det var ærligt talt med en vis spænding jeg i dag luskede ud til den, børstede sneen og isen væk. Kiggede til dækkene, sprinklerdyserne og vinduesviskerne. Låste mig ind – jo jo centrallåsen virkede ihvertfald endnu. Og så det spændende øjeblik hvor mekanikken skulle vækkes til live. Tog den forsigtige tilgang til det og startede med at tænde for lidt lys og lidt eldimseri. Men jo, bilen startede villigt ganske som den også gjorde sidste vinter i minus 23 gr. Så jeg satser på at den er villig og arbejdsklar i morgen. Og så håber jeg iøvrigt at det gider lade være med at sne. Det sidste ville jeg også sætte en del pris på.

Så jeg håber og må jo nok også konstatere at drillebilen generelt set har mistet sin humor på det sidste. Den gør det den skal, når den skal og med en næsten volvo-agtig trofasthed. Altså lige bortset fra problemstillingen med de løse vinduesviskere, radioen der ikke kan li regnvejr, sprinklervæsken der bliver hældt ud over hundeburet i bagagerummet gennem et hul i loftet, den vippende abs-føler, det lange lys der ikke vil blænde ned, numsevarmeren der har to indstillinger; Super ON og Super OFF, døren der ikke vil lukke og de andre småting. Men ellers kører den som den skal på god kedelig vis. Og jeg tilgiver det meste i øjeblikket for det er jo mest komfortting. Abs´en vil jeg dog foretrække at få rystet på plads inden jeg skal køre alt for meget på sne og is.

Til gengæld har den og jeg en helt fast aftale om at den starter når politi og andre vigtige personer i trafikken siger den skal starte, at den ikke knurrer og bider efter politiben og helt generelt har en aldeles elskværdig holdning til mig når jeg bliver lidt småstresset efter besøgene hos psykologen. Vi må se hvad jeg mener og tænker om den aftale i morgen aften når det hele er overstået.

I morgen kommer det til at handle om accept, tror jeg. Og den bliver også svær. Det vil jeg ikke skrive meget om nu.

Nu vil jeg bare glæde mig over at min sære bil starter i første hug og buldrende ryster isen af sig mens naboens fancy golf har fået sig en rigtig morgenkyssekæreste i form af den lokale falckmands røde lastbil. De mødes et par gange om ugen og udveksler strøm. Og den røde lastbil har lært at den ikke må holde og agere rugefar for golfens strømforsyning lige bag designikonet, der ud over at se fin ud også kan finde ud af det der med at starte i minus 20 grader.

Triller en lille tur

I morgen er det magisk torsdag igen. Og om det bliver med eller uden magi ved jeg ikke, men jeg ved at jeg har puttet en masse liter benzin i tanken til et par hundrede km og sikret mig at bilen kan starte og alt det andet, der hører sig til når drillebilen skal med mig på langfart. Egentlig er jeg lidt spændt på det der med bilen, for det bliver jo regnvejr. Og blæsevejr. Og det noget så eftertrykkeligt og den kan ikke rigtigt lide nogle af delene. Men jeg håber den atter klarer turen frem og tilbage. Ellers kører jeg den i havnen. Ahh, det må jeg jo så nok hellere lade være med da den slags plejer at udløse en masse maseri med myndighederne. Men den skal nok holde. I får en udførlig rapport i morgen eller på fredag. Hvis der altså er noget at berette.

Magisk torsdag er i den korte udgave denne gang. En tur omkring psykologen og det er vist lige til at klare. Eller burde være det, men jeg kan godt mærke at humøret har taget et dyk i de sidste par dage, mens jeg mentalt tuner ind på at se de gamle spøgelser i øjnene igen. Kan mærke jeg er hudløs, pirrelig, opfarende og trist. Andre vil sikkert kalde det PMS eller overgangsalder, og ingen af delene er særligt usandsynlige heller.

Er som om drillebilen er mit mindste problem i dag.

Belønningen, forresten, tror nok Inge gir kaffe bagefter. Gør du ikke? 🙂

Sofa-dag

Nu gik den altså bare ikke rigtigt længere og jeg er nødt til at smide mig under dynen på sofaen og lade som om at verden ikke findes. Kæresten har været syg i en uges tid, men er nu igang igen, og så lægger jeg mig. Det er der kun en, der er glad for det arrangement. Det er hunden, der med en vis selvfølgelighed lægger sig i den anden ende af sofaen og snorker tilfreds.

Jeg tror, at jeg vil tilbringe en større del af dagen med at få set Jordens søjler, så jeg ved hvad Mommer taler om. Det er også mange år siden jeg læste bogen, så det kan jo være, at jeg ikke bliver alt for irriteret over ting de har været nødt til at skære ud af manus for at få det kogt ned i en bare nogenlunde spisbar monsterserie. Har fået at vide at den ganske barsk, men så må jeg jo bare kigge væk. Jeg ved jo ca hvor og hvornår sådanne, og for mig utålbare, blodigheder kan forventes.

Virker som en passende måde at bruge en sygedag eller to på.

Åh jo, forresten. Det stormer jo udenfor. Eller dvs vist ikke så meget mere. Men nok til at jeg kan se på vejen at løbske skraldespande ligger og kører radiobilræs hen over asfalten. Hvornår lærer folk mon, at varsel om storm i vejrudsigten betyder – gå ud i din indkørsel, se om der er noget løst – fastgør eller fjern det – gå i din have – samme procedure.

Naboen bliver nemlig ikke glad når han kommer ned og ser sin fine nye golf med indtrykket dør. Gætter på at genboens løbske skraldespand har ansvaret. Hvor svært kan det være. Og det er også en hel del nemmere end at se i vejrudsigten og konstatere at der er sne på vej, og at det betyder at vinterdækkene skal på. Det har de fleste dog fået styr på – om ikke andet så for at bevare håneretten over for dem, der er af underlige grunde stadig kører rundt på sommerhjul i sneen.

Både drillebilen og designikonet slap for kollisioner med de der flyvende, kørende, skridende og faldende genstande vejen i øvrigt flyder med her til morgen.

320 km senere

Er hjemme efter en meget lang magisk torsdag. Med mange km bag rattet i regnvejr (dvs uden underholdning, da radioen stadig er usamarbejdsvillig i vådt vejr), men takket være Kong Mors udlånte engel kørte bilen, der ellers gerne vil drille på disse dage, hele vejen uden fejl. Og med lukkede døre. Med viskerne på det sted hvor de må formodes at gøre mest gavn. Lys i lamperne og en villig acceleration fra 80 km/t+. Perfekt, og jeg er dybt taknemmelig for, at jeg ikke skulle lege med biler i dag. Men bare bringe mig selv fra A til B til C til D i dagens store plan.

Har lagt et nyt indlæg i kladdebunken (I ved den med halvskrevne indlæg eller overskrifter uden tekst, og som man efterfølgende glemmer, hvad skulle handle om). Det nye indlæg har fået den foreløbig titel Mit liv som lynlås.

Har skrevet stikord, så jeg ikke glemmer hvad det skal handle om. Jeg er da dygtig. Se, det er hvad der kan komme ud af mange km i stilhed (det regnede jo hele tiden). Et blogindlæg skrevet mest i tankerne med verdens tåbeligste titel.

Ved at der er nogen derude, der faktisk gerne vil vide, at jeg er kommet helskindet igennem dagens tudekøretur. Og det er jeg. Ihvertfald i praksis. Mentalt er jeg ganske brugt. Nu ved I, at jeg er hjemme. I en eller anden form.

Når bilen driller

.. nej, ikke dén bil – den anden.

Ja, jeg ved det godt. Jeg har forbigået denne uges oplevelser med en vis omhu. Brugte en del energi på børne-indslagene. Eller ikke-børn indslagene, rettere. Tror min stjerne steg hos nogle, der blev glade for ærligheden, og faldt hos andre, der pludselig så på mig og tænkte på deres egne børn; øj – hun ville nok ikke kunne li min børneflok.

Og det er der så ikke så meget at gøre ved.

Udover magisk torsdag har det også været en uge, der indeholdt den sædvanlige lille strejke. Jeg tænker naturligvis på min bil, der med vanlig omhu og talent for præcision valgte at nedlægge arbejdet på magisk torsdag. Naturligvis. Jeg skulle jo osse bare køre knapt 300 km den dag. Og vel at mærke ikke ad ruter eller til destinationer, der er dsb-egnede, og da slet ikke efter et tidsskema, der er lavet over skabelonen “kører i bil”. Men rent faktisk kan jeg ikke blive sur på den, denne gang. Et punkteret bagdæk kan ske for selv den bedste og tilsyneladende også den værste bil.

Jeg måtte inddrage kærestens bil. Som jeg ikke kan lide at køre. Vist; den er sk*** hurtig ift min, den er bekvem, automatgearet og med fin udrustning. Men foretrækker faktisk at sidde ved siden af i den bil.Læs mere »

Beslutninger

Skrev tidligere om en række tvivlerier jeg gik rundt og tumlede med. Der er taget lidt beslutninger om en del af dem. Holder mig til android. Tror jeg. Næsten. Android, google og pc i stedet for iPhone, iTunes, iMac og et styresystem opkaldt efter stadig større medlemmer af Felidae.

Bilen SKAL sælges. Nu står den nemlig hos mekanikeren – igen. Denne gang skal vi dog ikke betale, da det er en reparation der ikke var blevet lavet godt nok – sidst. Eller var et forrige gang? Eller forrige-forrige ?

Men hvad så. Tog? I myldretiden? Mig? Med min angst for mennesker? Det virker umiddelbart som en småfarlig strategi, hvis jeg også skal præstere bare nogenlunde på arbejde. Nix, den holder bare ikke vand, så jeg må nok se mig om efter en ny trofast ganger på 4 hjul og lidt mindre humoristisk sans mht at selvskabe små og store fejl i, for en bil, væsentlige funktioner og lidt mere praktisk sans mht. det allervæsentligste, nemlig at køre fra pkt A til pkt B. Læs mere »

Åbnet

Jeg overgav mig og åbnede det der pilleglas, jeg tidligere har omtalt. De nye piller som jeg forhåbentlig ikke bliver afhængige af, og som jeg kan tage når angsten og uroen vil tage over i mit liv. Det har stået åbent i en lille uges tid. Og det er egentlig et lille bitte lokalt mirakel, for de piller virker helt som de skal og som vi havde håbet, og det er jeg lettet over. Var vist et klogt valg lægen foretog dér.

Forudsætningen for at de virker er dog, at jeg ved hvornår noget er på vej. At det ikke kommer som et lyn fra en klar himmel. Men oftest ved jeg det jo selv, da jeg har levet med den her sygdom i så mange år, at jeg nærmest kan reaktionsmønstrene udenad. Læs mere »

Mysterier

På sådan en torsdag med titlen magisk torsdag sker der rigtigt mange ting på rigtigt kort tid – og over rigtigt store afstande. Visse af oplevelserne i dag kunne jeg dog godt have været foruden. Andre blot et irritationsmoment.

Mysterie #1
Hvorfor er bilen altid på flade sutter når man skal ud og køre langt. Kunne den ikke, bare en gang i mellem, beslutte sig for at lukke luft ud af ringene på uautoriseret vis på de dage, hvor jeg ikke skulle bruge den så heftigt.

Mysterie #2
Hvorfor er det her bare typisk, jeg bliver lovet en halv fridag, får at vide, at jeg får en hel, men ender alligevel kun med en kvart. Aftalerne falder som korthuse. (måske havde mine havarerede aftaler også lidt at gøre med føromtalte bils hang til køre på flade fødder).Læs mere »