Store beslutninger og impulskøb

Hende min kæreste har jeg jo faktisk ikke rigtigt fortalt særligt meget om. Men næsten uanset hvem jeg præsenterer hende for trækker de mig til side i løbet af det første eller andet møde og fortæller mig lidt hviskende, at hun da godt nok er en af jordens sødeste piger. Og ja, det er hun. Men kæft, hvor kan hun drive mig til vanvid til tider. Især når noget skal besluttes. Eller det vil sige når noget af noget skal besluttes. Det er eksempelvis en kæmpe overvejelse om man skal købe en eller to liter mælk. Om skålen til hendes svigerinde skal være hvid, rød eller måske.. grøn. Det er noget der bliver brugt rigtigt meget energi på at beslutte. Det er osse en helt uoverskuelig og gigantisk beslutning at bestille tid til syn på vores bil (som altså er en ung dame på 6-7 år og i fornem stand) med det resultat den nu skal synes 3 dage før politiet ville have blandet sig og ville have fjernet pladerne til senere afhentning på den lokale politistation, mod forevisning af behørig dokumentation af gennemført og ikke mindst bestået syn.

Ind i mellem savner jeg vildt at hun skærer igennem og siger.. nu gør vi sådan.. og sådan.. og derfor var min glæde og tilfredshed stor da hun i efteråret endelig fik sig nosset sammen og kom afsted til sin syge mor inden det var for sent.

Det kan også tage lang tid at beslutte sig hvilke kager hun skal prøve at bage i weekenden og dermed osse lang tid før hun synes at nu skal vi ud og købe ind til – hvad det nu lige er hun vil lege med.

I dag har vi vadet rundt i byens største indkøbsmekka i flere timer (og jo jeg klarede det i fin stil) mens hun fandt gaver til sine nevøer og niecer, sin bror og svigerinde og far. Hun skal nemlig besøge dem snart igen. Og børnene forventer at der er gaver i kufferten. Efter sigende løber de forbi hende mens de vinker og hilser og spørger direkte efter kuffert og tasker. Klog af skade har hun valgt at pakke gaverne ind i poser med navne på så de ikke splitter det hele ad i eftersøgningen af de eftertragtede poser. Jeg tror ikke at jeg behøver gå i detaljer med hvor mange og hvor store (men nok mest små) beslutninger der skulle tages i denne forbindelse. Og jeg er blevet særdeles øvet i manøvren med at stå som en vagt på et museum. Lidt på den ene fod – og lidt på den anden. Kigge ud i luften og se intet og alt på en gang, mens de store beslutninger om farver, udvalg og prisniveauer blev taget. Altså prisniveauer plus/minus ca 30 kr. Men hun er ikke nærig – overhovedet ikke. Hun er bare sindssyg lang tid om at tage beslutningen om hvad, hvor meget og hvorfor.

Men altså. Hun kan osse være hurtig på aftrækkeren. Men det kræver vist lidt flere 0´er på prislappen.

For en ca 6-7 år siden gik hun på jagt efter et udstødningsrør til min gamle og ikke særligt almindelige bil. Det var en cabriolet, den var en sjov og alletiders bil. Men som desværre tabte udstødningen en smuk forårsaften og forvandlede den romantiske tur langs vandet til en oplevelse, der vist mere tjente som aftensalut til solnedgangen med et lydniveau der ganske givet har forvandlet de heldige strandvejsboligejeres ører til noget ganske blafrende. Men det var et ganske stort problem for os at finde et udstødningsrør til bilen hvis vi ikke skulle til at bestille et fra USA. (det var den gang jeg tjente lidt flere penge end nu). Lidt googling frem og tilbage afslørede at min bil delte undervogn med en model af et i øvrigt kendt mærke, der faktisk forhandles i landet. Så hun møvede afsted for at skaffe den der udstødning eller bestille den hjem.

Jeg var naturligvis stærkt nysgerrig da jeg kom hjem fra arbejde for at høre om vi fik gjort den bil køreduelig igen. Og hun kiggede ned i sofabordet og sagde.. nej, den udstødning passer ikke. Men de “vil godt svejse det vi har sammen via en mellemring”. Ok, øv. Men så kigger hun skævt op på mig og siger “ til gengæld har jeg vist købt en bil”. Ikke bare en bil men en splitterny bil. Ikke bare en lille bitte dyt med økonomimotor, men en sportscoupe med en motor, der hygger sig vildt med et omdrejningstal på +4500, hvilket får den til at lyde som en hidsig hveps, samtidig med at den flytter sig ganske kvikt og får især yngre mænd til at kigge lidt længselsfuldt efter os. Det er den bil jeg konsekvent omtaler som designikonet. Jeg spurgte hvad hun havde tænkt på med den bil – om hun havde prøvet den. Nej, nej… men vi skal afsted i morgen og prøve den og underskrive slutseddel. Men den er reserveret til mig. Okeeeeey ?!? Altså hun bruger mængder af tid på at købe små ting – men en ny bil besluttes på få minutter.

Hvis jeg skulle købe ny bil ville jeg da prøve en del – læse om dem.. hun købte den bare. Det var kærlighed ved første blik. Og den dag i dag siger vi stadig som en lille intern spøg at vores flok består af fire medlemmer. Hun, jeg, hunden og bilen. Resten af verden er bare noget udenoms. Vi drømmer bestemt ikke om at bytte den til noget – eller til en nyere model. For den har ikke samme tiltrækning.

For et par uger siden skulle jeg så til optiker for at få kigget til brillernes styrke og om der kunne gøres noget så jeg ikke skulle holde alt hvad der var lidt for småt ud i lidt for korte arme. Det problem fik jeg løst en del smidigere og en del billigere end jeg havde forventet. Briller med glidende overgang er jo ganske pebrede i pris. Og med mit liv på arbejdsmarkedet var det bestemt ikke ligegyldigt hvilken kvalitet glas der skulle i brillerne. Kæresten derimod nævner sådan lidt i forbifarten, at hun vist osse burde få sig et par læsebriller, hvorefter hun får synet checket lige på stedet. Ganske rigtigt. Der skal læsebriller til.

Hun får præsenteret 2 (!) brillestel og prøver dem hurtigt. Lægger et væk og tager det andet. Rækker det til optikeren og siger “det her”. Vi kigger forvirrede på hinanden – hende og jeg – og hun (altså optikeren) spørger om kæresten dog ikke vil se på andre stel. Nej, nej. Det er dette stel jeg skal have. Titanium, lette stænger og et moderigtigt design. Prisen gider hun ikke en gang kontrollere (eller osse står det med strategisk små bogstaver som folk ikke kan læse – når de mangler briller). Så bliver hun præsenteret for glasalternativer og sætter hak i alt det dyre. Bestiller brillerne og betaler på stedet. Knapt 5000 kr. Og det hele er overstået på under 2 minutter. Jeg ville være længere tid om at købe et par sokker. På tilbud.

Men at beslutte sig for om farven på skålen eller flødeskumssprøjten til kagerne skal være pink, grøn eller blå – det kan tage timevis. Og jeg kan vist roligt afsløre at disse overvejelser ind i mellem kan kræve lidt tålmodighed af mig, for det er jo ikke alle beslutninger jeg kan tage eller udføre. Så jeg må vente og se hvad der sker. Og håbe på en eller anden form for afgørelse.

Hun er altså lidt skæg med det der. Men jeg kan jo godt lide hende. Men altså – ind i mellem bliver vi testet lidt på tålmodighederne.

Og i dag var det altså de små og overvejelsestunge beslutninger der skulle tages. Men vi kom igennem og alle får nu deres egen lille gavepose om nogle uger. Og jeg fik en trøstepræmie for at skulle være alene hjemme i en uges tid. Et par film til samlingen. De var hurtigt valgt – for det var mig der tog beslutningerne. Men stadig lidt langsommere end kæresten og hendes nye briller.

Kan man natputte en bil?

Vi er jo slemt glade for bilen, for den repræsenterer et ganske stort aktiv i vores samlede balance. Sådan rent regnskabsmæssigt. Der er vi vist ikke så forskellige fra mange andre. Når alt kommer til alt.

Men flytningen til hattehylden i byen har altså taget lidt for hårdt på den, da den nu bliver henkastet på alt for snævre parkeringspladser med alt for skødesløse naboer, og stort set hver gang vi skulle bruge den kunne vi konstatere et nyt lille eller større hak i siden på den. Til stor irritation og ikke mindst frustration. For et eller andet sted skulle den bil jo lissom henstilles.

Så jagten gik ind på en garageplads. Gerne en af typen med en port og tre vægge. Her i kvarteret er der garageanlæg, som er udformet som lange bygninger med porte, nøgler og numre. Men der er altså fri passage mellem selve pladserne indenfor. Giver naturligvis lidt bedre plads når der ikke smutter 3×1½ kvm til vægge på siderne og bagtil, men det giver altså bare ikke helt samme tryghed. Og da slet ikke en tryghed, der helt matcher lejen af sådan en garageplads.

Men vi skrev numrene op på de ledige pladser, og gik ud for at kigge på dem og var heldige. En af nabogaragerne stod åben og der stod en mand derinde og puslede med sin HD motorcykel. Vi kiggede ind på den ledige plads, der forbløffende nok udmærkede sig ved at have vægge. Alle tre vægge. De to havde udlejeren sat op og manden med HD´en havde lavet den tredje. For at sikre sig mod tyveri. Bingo. Den tager vi.

Dagen efter kunne vi lokalsprøjten læse at der atter havde været bilbrande på den parkeringsplads vi normalt benytter os af. To dage efter var der et hævnopgør med skyderier pga bilbranden (ejeren af en godt stylet, sænket og nu forhenværende bmw var blevet lidt sur). Samme sted. Tre dage efter fik vi nøglen til garagen og stor var glæden. Lige ind til vi så det indvendige og med bekymrede miner prøvede at måle op om bilen overhovedet kunne være der. (er nok derfor der er så få pladser med vægge). Regnestykket blev, at det kunne den. Der ville være et overskud på 2½ cm i siden når spejlene passerede selve portens indhak. Og 24 cm på hver side når hele bilen var inde. 15 cm bag den og 10 foran den. Den kan altså være der. Den kan sagtens komme ind og komme ud.

Problemet er derimod hvordan føreren af bilen kommer ind og ud af den. Uden at lave skader på sig selv eller bilen. Vi har kigget lidt på muligheden for at afstige bilen via bagsmækken, men det er helt ærligt en ret uelegant løsning. Ikke mindst fordi bilen kommer til at stå helt op af bagvæggen. Så med mindre vi kan lave et hul i taget eller ind til naboen bagved løser det i øvrigt heller ikke noget.

Løsningen er derfor blevet; Der bakkes lige ind og lige så snart spejlene er indenfor porten foretages en minimal parallel parkering mod højre, hvor bilen bliver kilet helt op af væggen. Lige inden man retter op fældes sidespejle ind og bilen bliver sat helt ind i bageste højre hjørne. Så er der pludselig ca 40 cm til venstre, og man kan komme ud af døren og ud af porten – men kun hvis spejlene stadig er foldet ind.

For at lette hele denne grimme manøvre har vi altså investeret lidt i nogle særlige garagebånd. Det er sådan nogle 25 cm brede selvklæbende bånd med skum på den ene side. For en eller anden dag er en af os altså lidt for træt og så knalder vi bilen op i væggen. Så vi prøver at begrænse den skade på forhånd, og i det mindste sørger de der skumfiduser for at vi kan åbne døren lidt bedre når vi skal ind og ud af bilen. Og sikrer i øvrigt at vi ikke får revet tøj mm i stykker i passagen mellem bilen og den ikke helt autoriserede væg.

Har det lidt som om jeg natputter bilen i en sovepose efter brug.

Min svoger kiggede lidt på det og sagde så grinende.. det der.. det er sgu ikke en sovepose – det er et kondom! Den skal jo nærmest rulles på.

Og så er det lige, at jeg fik en tanke om at skifte vores ikke helt så lille bil ud med en fiat 500.

En weekend med familien

Indrømmet, vi er et par herhjemme, der kan rigtigt meget selv. Men to ting er vi altså ikke så gode til. Det der med biler kan vi kun til husbehov, og hvad man sådan ca samler sammen igennem en længere årrække med brugte biler. Og det andet – det er at styre en boremaskine i betonvægge. Dér må vi altså også give op på forhånd, da alle huller ellers bliver så store og brede, at man let kan gemme en telefonpæl i det (smålumre tanker er her utilsigtede, men tilladte).

Så i går kom min svoger og vores gode ven med boremaskiner, bor og alt muligt andet udstyr for at sætte lamper, billeder og et par tv op på vægge og i lofter.

Det gik ikke helt godt, for det viste sig, at boremaskine-mesteren havde været en tur i byen aftenen før og havde et ganske tungt hoved. Og i øvrigt havde visse problemer med at få indstillet sit indre vaterpas-blik til helt lige. Stakkels mand. Men han kæmpede en ganske brav kamp og tingene endte altså også med at hænge lige.

Til gengæld virkede lampen ikke i køkkenet, lampen i gangen viste sig at hænge ved et loftudtag, der ikke havde forbindelse med nogen kontakt (hvor dælen skulle vi dog vide dét fra – når der ikke har været en lampe hidtil), halogenpærerne havde ikke overlevet flytningen i en tredje lampe, som vi fejlsøgte effektivt og længe på inden vi nåede frem til den i øvrigt ganske indlysende fejl. Ding-Dong uret kom op og hænge på sin plads, men nægter stadig at ding-donge, det fine maleri, der rettelig burde hænge på et museum i jylland, kunne ikke sidde ordentligt fast i, hvilket gør ophold i sofaen under det til en lidt utryg oplevelse og vægbeslaget til Tv´et viste sig at være for stort. Efter at hullerne var boret, naturligvis. Nå, det lever vi med, i sikker forvisning om, at det nok går med dette tv som med de tidligere. Det går i stykker en dag og bliver udskiftet med et større. Så er vægbeslaget klar. Lampen i soveværelset hænger så lavt så det kun er mig, der kan gå under uden at få sære mærker i panden og ledningen er for kort. Så der er stadig buldermørkt i soveværelset.

Der er altså stadig lidt småfixerier, som skal klares inden vi kan erklære os for færdige. Men er dog lidt tættere på i dag end vi var i fredags.

Og i dag gik den vilde jagt så på en bil til min svoger. Vi har været ganske langt omkring for at finde en vinterbil i køreduelig stand til en pris, han kunne betale. Hvilket viste sig at være mere end vanskeligt. Og jeg tror at læren til os selv og hinanden må være; næste gang vi skal sælge en bil skal vi gøre det lige efter lønudbetalingsdag. Næste gang vi skal købe en bil skal vi ikke gøre det lige efter lønudbetalingsdag. Alle de gode biler var solgt, da vi nåede frem. Hver gang. Så vi endte med at vende snuden hjemad uden bil. Og med lidt sure miner over at vi ikke lige udlånte designikonet. Men dét gør vi altså bare ikke, da vi har en uforholdsmæssig stor del af vores økonomi bundet i den bil, og at der derfor er en oldgammel aftale om at den ikke udlånes i dagevis. I øvrigt er det jo osse vores eneste bil, og vi kunne jo selv få brug for at have den til rådighed. Så han blev sat af uden for sin dør og må acceptere at lade sig transportere til og fra jobbet af det offentlige i et par dage, mens hans anden bil (skabt til sol og sommer og med stoftag) er på værksted. Stakkels ham. Helt ærligt, så har jeg altså lidt svært ved at have alt for ondt af ham.

Og det var så den weekend og kors hvor er jeg dog træt. Det er lige før jeg glæder mig til at komme tilbage på jobbet og de vante omgivelser. Vil glæde mig til at kunne være et sted uden, at der lyder boremaskiner omkring mig og få lidt ro på igen.

Det er faktisk også nødvendigt for næste uge byder på en ny tur til psykologen og hun sætter tommeskruerne på mig nu. Sidste gang talte vi en del om hvordan jeg havde tænkt over min barndom her i sommerens løb, hvor jeg har haft lidt fred og ro til at tænke mine egne tanker. Men jeg måtte jo indrømme at jeg havde prøvet at tænke så lidt som muligt, fordi jeg jo ikke lige vidste om jeg skulle fortsætte den behandling og helst ikke ville åbne op for alt for meget skidt og ragelse, hvis jeg ikke havde nogen steder at “gå hen med det”. Så kigger hun lidt skævt på mig og siger – jammen nu fortsætter vi jo. Så nu må du gerne tænke lidt igen. Og det har jeg så gjort.

Det er lidt vanskeligt helt at forstå hvad jeg kan vinde ved at gå i detaljer med misbruget. Tale om detaljerne. At det er nødvendigt. Og så alligevel ikke, for jeg ved jo godt at jo mere jeg fortæller om dem, jo ufarligere bliver de i mit liv. Jeg skal altså til at tale om min bror igen. Jeg skal ville det og turde det.

Og det bliver svært, for vi er ved at nærme os den berømte kerne af løget. Der hvor alle lagene er skallet af og kernen står tilbage. For mig er kernen de ting jeg aldrig har talt om, og dårligt tænkt på, fordi det bare var alt, alt for svært.

Hvorfor sagde jeg ikke noget, gjorde noget? Hvorfor opdagede ingen at noget var helt galt, eller gjorde de? Et eller andet sted spiller det her indlæg osse en rolle. Eller måske ikke så meget selve indlægget, men mere det, der står mellem linjerne. Hvordan man lærer et barn ikke at spørge, ikke at tale og ikke fortælle.

Det er godt, at der er lang tid til torsdag.

 

 

 

Solgt!

Langt om længe er vores drillebil blevet solgt, og hvilken lettelse dét var. Det var sidste brik i det puslespil, der handlede om at få lidt mere luft i budgettet, så jeg ikke skulle arbejde så mange timer, og at der stadig var råd til at gå til psykologen. For selvom jeg får tilskud, er det altså et smådyrt projekt.

Vi sad før i en halvdyr, men god, lejlighed et pænt stykke uden for byen, midt i den fedeste natur man kan tænke sig. Vi havde begge arbejde, men ikke altid de samme arbejdstider og skulle derfor bruge en bil hver. Ikke mindst fordi vi også har en hund, der jo ikke kan være alene hjemme i små evigheder. Vi brugte formuer på transport (vedligehold/benzin/forsikring), for selvom man får et klækkeligt befordringsfradrag er det jo ikke ligefrem en god forretning af være +50 km pendler. Hver vej.

Så da muligheden kom for at flytte ind til byen (oven i købet til billigere husleje) satte vi en særlig tre trins raket i luften. Flytning -> ned i tid -> sælg bil.

Heldigvis havde vi ikke travlt med det salg, for vi kunne godt finansiere flytningen alt inkl uden at skulle regne med hvad vi nu fik for drillebilen på forventet efterbevilling, så da alt var godt overstået og de største ting, der skulle kasseres var bortskaffet, blev bilen vasket og støvsuget og sat til salg. Heldigvis stod min reservebror for selve salget, for det er jeg ikke god til. Jeg ved jo lissom hvad der er galt med den der bil, ikke?

Men at sælge en bil (i 20.000 kr klassen) i privatsalg er altså en oplevelse af de mere specielle.

Rigtigt mange særlige typer ringede og sagde “vi kommer og henter bilen nu, ja? Betaler 11.000, ja?” Det blev nej, nej. Min svoger var hård ved disse typer. For siger man ja til at de kommer og henter bilen til den pris, så bliver den pris det nye forhandlingsudgangspunkt på stedet og de kommer i flok, finder imaginære fejl og kan opføre sig småtruende. Og inden man har set sig om har man solgt sin bil for ingenting.

Men så ringede der en dame, som var interesseret i bilen. Det viste sig, at hun boede i naboejendommen, og faktisk havde set bilen holde på vejen. Den ville hun nu gerne prøve. Helt ok, sagde han, og prøvede så at sælge til os at det var glimrende at det var en nabo, der ville have den.

Neeeeej, hovedet ned i bordet. Den bil skal så langt væk som overhovedet muligt. Altså vi er lige flyttet hertil, og jeg har en hund, der er let genkendelig (spørg bare Ellen, der fik et hvast afvisende blik da hun rettede kameraet mod den) og jeg går rundt i området hele tiden. Skulle jeg sælge drillebilen, med dens fejl, til en nabo? Som så kunne forfølge mig og kalde mig snyder og hvad ved jeg. Nej tak. Så stor var lettelsen da de efter prøveturen mente at der var noget galt med motoren, og derfor ville have den for 8000 under prisen. Hmm, den har flere fejl, men ikke på motoren. Så meget ved jeg da.

Tilfredsheden er derfor stor med, at dem der faktisk købte bilen i weekenden kom fra en by ca 60 km væk. Jeg håber bestemt ikke at se dem igen. De brugte næsten 30 minutter på at gennemgå bilen så jeg må gå ud fra at de har haft en fair chance for at finde fejlene, der alle kan konstateres ved grundigt gennemsyn. Vi gik 2000 kr ned i pris og var glade, for det var stadig 3000 over vores egentlige mindstepris.

Så nu bor der nogen langt væk der har købt sig en stationcar med klassens største og bedste bagagerum, vinduesviskere, der er sat fast med en stump gummi, et sidespejl, der er repareret med haveslange, et hul i tanken, en knækket fjeder, bagrudevasker, der vasker bagagerummet, baklys, der ikke virker, et bluetooth anlæg med handsfree, der skratter og et tandremsbytte, der bør foretages før de tror (det står i servicebogen – de kunne bare have læst det).

Men jeg er nu ingen snyder af den grund. Vi havde sat prisen 4.500 kr under alle andre tilsvarende biler, og det bør i sig selv få den kloge køber til at tænke sig godt om og kontrollere ganske nøje hvad der egentlig er galt med den bil. Prisen var på forhånd sat efter bilens stand, fejl og fordele – det må være køberens opgave at finde fejlene.

Jo, jeg er glad for at den ikke blev solgt til naboen!

Vi skal egentlig ikke bruge pengene til noget, ud over genopfyldning af buffer, men vi er allermest lykkelige for at spare penge i fremtiden. For den udgift vi ikke længere har. Salgsprisen var dybest irrelevant i sammenhængen. Det var budgetposten vi ville af med.

Projekt bedre økonomi, mere tid, mindre arbejde er hermed gennemført!

Ventetid

Vi har ferie, og skulle egentlig bruge den på at pakke det sidste ud efter flytningen. Sætte på plads og hænge billeder op og sådan noget. Og hygge os og bare være sammen.

Sådan skulle det ikke gå. Kærestens mor er blevet syg. Som i rigtigt meget syg og er nu indlagt. Hun bor ganske langt væk og vi kan bare vente på at hun bliver udskrevet, formodentlig uden behandling ud over det rent smertestillende. Det haster en smule for kæresten med at komme afsted, men vi aner ikke hvornår. Eller hvor længe hun skal være væk. Så vi er en lille smule på standby og kan ikke rigtigt gøre andet end at vente, mens vi stille og roligt prøver at få hjemmet til at ligne et hjem igen.

Hun har lavet en aftale med sin chef om, at hun kan tage ferie når som helst og uden varsel og at hun bare skal melde tilbage dagen før hun vender tilbage igen. Det er en rigtig god aftale, der rummer lige præcis den fleksibilitet vi behøver i denne situation. Men det er dælme dyrt i feriepenge.

Så nu venter vi – og prøver at forberede os så godt vi overhovedet kan på alle mulige og umulige eventualiteter. Og sørge for at alting fungerer som det skal hjemme hos mig, mens jeg er alene hjemme. Med hunden. Lige nu er vi lykkelige for, at vi nåede at få flytningen overstået, få afleveret hjemmet ved skovene i god stand og nu ikke har den der kæmpe pendlings-tid mere. Det skal nok gå for mig, men det bliver da lidt sært at være alene hjemme i dagevis uden at vide noget som helst om hvor længe.

Vi skal nu nok klare den forhindring også. Vi har da klaret det, der var værre.

Vores lille ferie blev dog ikke helt som vi havde håbet. Det var godt vi havde den – ellers var alt blevet meget besværligt.

Ventetid er det også med en eller anden form for afklaring af mit fortsatte behandlingsforløb. Jeg aner stadig ikke om jeg kan fortsætte hos psykologen, selvom det er indlysende nødvendigt for mig, eller om jeg bare skal fortsætte resten af livet på den der følelsesudbrudsreducerende medicin, som gør at jeg på overfladen kan leve bare nogenlunde normalt. Psykologen har lovet mig at tage kontakt til min læge og at de sammen vil prøve at se om der kan bukkes og bøjes flere paragraffer. men jeg har ikke hørt noget fra den kant siden juni. Tror snart jeg prøver at lufte en utålmodighed for at få i det mindste en form for afklaring.

En ventetid er dog overstået. Jeg har fået en aftale med min chef om at jeg skulle på nedsat tid, og at jeg må sige nej til ekstraopgaver. Eller ja. Alt efter hvad de mentale muligheder er for mig den dag. Hun fortalte mig, at de stadig er utroligt glade for mig, og den måde jeg løser mine opgaver på, og at hun naturligligvis vil strække sig langt for at beholde mig i firmaet. Også selvom det betyder at min produktivitet falder en smule. Den aftale lettede rigtigt meget på min situation, hvor jeg følte mig mere og mere presset og at jeg reagerede med stadigt stærkere følsomhed på situationer som man i normalt fald bare ville ryste lidt på hovedet af. Hun fortalte mig i øvrigt at direktøren havde spurgt til til mig, og at hun havde svaret sådan ca sådan: “aldrig har jeg ansat så syg en medarbejder, der har haft så få sygedage – og formodentlig ingen pga hendes sygdom. Dem vil jeg gerne have flere af!”. Men hun tager nu altså fejl, jeg har haft to sygedage hvor jeg bare ikke var i stand til at komme ud af døren. Hvor jeg var for angst og for ked af det hele. To dage på to år. Det er da en succes, trods alt. Jeg rettede dog ikke hendes misforståelse, lad hende bare blive helt i troen, og blære sig lidt med sin menneske-indsigt og evne til at vælge de rette folk til de rette opgaver på det rette tidspunkt.

Nu møder jeg ind på arbejde hver dag i bedre humør, for jeg ved på forhånd hvad dagen bringer. Sådan ca i hvert fald. Jeg ved hvornår jeg har fri, og ved at hvis jeg har energien og overskuddet til det, så kan jeg selv sige til – at jeg gerne tager ekstraopgaver denne dag. Eller dagen efter.

Tilpasningen til hattehylden i byen er gået over al forventning. Jeg har fået helt styr på busserne, der bringer mig til og fra arbejde og jeg er ikke overdrevent nervøs for alle de mennesker, der også bruger busserne. Lejligheden, der er lille er indrettet rigtigt godt, og vi udnytter med en vis kreativitet de kvadratmeter vi har fået til rådighed. Lidt kompakt, men gulvpladsen er dog stadig til stede. Det viser sig, at naturen har sneget sig ind på kvarteret og jeg skal ikke gå mange hundrede meter med hunden før jeg har en lille stribe vild skov at lege med. Striben er smal, men meget lang. Og går bekvemt rundt om hele kvarteret. Fuglesangen og kvidderet må jeg dog drømme mig til, da vi har placeret os op af to store ringeveje og et gigantisk industriområde. Så trafikken er tung, larmende og konstant. Heldigvis kan vi dog ikke høre den i vores lejlighed, da det der skovlignende område er placeret op og ned af store støjvolde.

Til gengæld ser jeg til min udelte glæde at nogen er ved at etablere en såkaldt badesø. Lige bag husene. Med badebro, legepladser, redningskranse, grillpladser og masser af små oaser. Det glæder jeg mig en del til at se til foråret – mon de så ikke er færdige med det. Vandet er kommet men står lidt lavt endnu. Kvarterets børn er ellevilde og hænger dernede allerede. Og venter.

Det er altså ikke helt tosset at være i byen igen. Tværtimod.
Og forresten.. mens jeg husker det. Drillebilen er sat til salg. Sat i stand og til salg. Vi har ingen grund til at beholde den mere, og den er bare penge ud af vinduet for os. Ikke at den er gået mere i stykker siden sidst, men vi ved at det kommer. Stakkels købere. Men de får dælme lov til selv at finde fejlene på den. Vi kræver ikke så meget for den, så de ved jo at noget er galt. Dårlig moral, måske. Men sådan er dét spils regler jo. Bliver lidt anderledes for mig ikke at have egen bil, men mon ikke jeg vænner mig til den fornemmelse igen.

Tyst morgen

Det er søndag morgen og klokken er nok lidt mere tidligt end godt er på en normal søndag morgen. Men jeg er oppe og nyder freden. Selv hunden vendte ryggen til mig inde i sin hule og gad slet ikke ud, kæresten ligger stadig og putter sig.

Jeg har sat mig på kontoret og får endelig checket mails, læst lidt rundt på blogs, ryddet lidt op i diverse dokumenter og nu har jeg ro til at skrive lidt.

Ugen har været hektisk med en masse køren frem og tilbage mellem hjemmet ved skoven og hattehylden inde i byen. Der er blevet flyttet ting, der på en eller anden måde er skæve eller ukurante i et almindeligt flyttelæs. Kørt gentagne ture til genbrugspladsen. I drillebilen. For det er nemlig den, der har det største bagagerum og som er besjælet med en trækkrog.

Fredag eftermiddag havde vi pakket det sidste fra kælderen, der skulle til genbrug. Bilen var stoppet godt og grundigt og kæresten måtte sidde lidt skævt på sædet for at give plads til en lang stang af en slags, der ragede ind mellem os og ville have forhindret et gearskifte til 5. gear. Det mente jeg dog ikke var noget særligt problem i og med at pladsen ligger 1200 meter fra vores hoveddør.

Til gengæld nægtede bilen at starte. Ikke som en kold vinter, hvor de fleste biler kan lokkes i igang. Den var død. Helt død. Jeg har slet ikke ord for de lyde vi udstødte. pluspol-i-rødtMen jeg har tidligere været den lykkelige indehaver af en bil med lidt starthalløj, så jeg har naturligvis kabler. Og kæresten har jo sin bil. Designikonet. Godt så. Designikonet bliver lirket tæt på min bil, vi åbner motorhjelme og skal til at lege med kabler og batterier. Og løfter øjenbrynene i forbløffelse. For hvor pokker har de gemt pluspolen på designikonets batteri? Den har jo en rød hætte på?!? Hvorfor? Vi læser på kabelposens beskrivelse (den må være for blondiner) om hvordan man gør sådan noget – men kan stadig ikke rigtigt regne den der med pluspolen ud, det kræver nemlig værktøj at få den af, hvilket plejer at betyde, at dét bør man ikke gøre.

Mens vi står og fægter med kabler og ser forvirrede ud kommer vores yndlings-næsten-nabo hjem. En kørelærer, som vi i øvrigt har lidt under mistanke for også at have en kvindelig sambo. Og hun deltager gerne i blondine-stuntet og ser heldigvis lige så forbløffet ud som os, da hun nærstuderer designikonets batterikonstruktion. Tilbyder naturligvis at hente sin noget mere konventionelle golf, men tager så en hurtig beslutning – forbinder bilerne og bingo… drillebilen starter. Vi takker pænt for hjælpen og får samtidig meddelt hende at vi flytter, en nyhed hun ikke modtog med store smil.

Ok, så langt så godt. Nu skal vi dælme på genbrugspladsen og have tømt den der bil, men jeg vil altså ud og køre ladetur først. Så vi kører en omvej på ca 25 km, og jeg mener at det må være nok. Kæresten er ikke overbevist så hun lokker mig til at parkere på midten på pladsen, så vi kan gå til det hele med alt vores møg, hvis nu bilen nægter at starte igen. Til gengæld står vi så osse placeret så samtlige på pladsen bliver vidner til to kvinder, der endnu en gang står med deres aldeles døde bil. Og bander. Og vifter med kabler. Og bander lidt mere. Bilen er død – som i helt og aldeles død.

En venlig mand kommer naturligvis til stede med sin bil og tilbyder starthjælp. Skønt. Nu ved vi jo selv hvordan man gør – og vil gerne vise os lidt handlekraftige. Men så kommer en alt andet end venlig mand i grøn kedeldragt og skælder ud. Man må ikke give starthjælp på pladsen af sikkerhedsgrunde. Bilen skal skubbes igang. Fra midten. Hvor alle nu kan se os – og gør det. Pis. Jeg har skubbet utallige biler i gang. Men må jo indrømme, at jeg aldrig har siddet bag rattet i en bil, der fik den behandling. Og nu var jeg lige dér. Med en flok midaldrende mænd, der råbte kommandoer (modstridende, naturligvis) om gear, kobling og en der mente at det var nødvendigt at fortælle mig, at jeg ikke måtte ramme en container (mjaeeh – men det havde jeg nu heller ikke tænkt mig – den fyldte ca 2/3 af mit udsyn). Var heldigvis forberedt på at servoen ikke var på og fik lirket bilen fri og ud til skubbetur. Bingo. Bilen starter igen. Kloge af skade kørte vi hjem, og jeg valgte at bakke ind i parkeringen, således at det er betydeligt nemmere at komme til med hjælpebilen, der skal til for at drillebilen agter at flytte sig igen.

Flytningsmanøvrene er midlertidig indstillet. I dag får vi besøg af kærestens bror, der vil hjælpe os med vores tåbelige bil. Vi skal have målt på den, er batteriet dødt, er generatoren stået af eller er det den ledning der går fra generator til batteri, der har forladt de levendes land? Vi håber på batteriet, og har allerede anskaffet frisk batteri.

Ja, bilen skal sælges.. men den skal først køre flyttelæs. Det kan bedre betale sig for os at lade den gøre arbejdet end at leje varevogne. Og nu kan den så sælges med frisk batteri, håber vi.

Men vi har været heldige. Vi har kørt på ferie i den bil, uden problemer, vi kunne have stået på alverdens mystiske steder med den som død. Steder hvor der ikke lige var hjælp til den. Den har ikke falckabonnement mere, den kunne være død inde ved den nye lejlighed (og det ville så være historien om hvordan vi lærte vores nye naboer at kende), eller ude i skovene, hvor ingen af os havde telefon med – men den vælger heldigvis at dø hjemme. Ved siden af designikonet. Og kørelæreren.

Held i uheld – trods alt.

Min reservebror

Sådan én har jeg faktisk. Og jeg elsker ham højt.

Som nogle måske kan huske jeg har fortalt, var det psykologen der i sin tid fortalte min kæreste om overgrebene i min barndom, fordi jeg ikke selv kunne. Jeg sad ved siden af og kiggede ned i gulvet, studerede mønstrene i hendes rædselsfulde tæppe, mens jeg lyttede på de der fjerne ord, og prøvede at forholde mig til, at det var mig det handlede om. Mig og min bror. Mig og min bror og vores forældre.

Kæresten blev naturligvis vred, ikke særligt overrasket og så sagde hun efter lidt tid noget der gjorde et vist indtryk på både mig og psykologen.

– Du må få min bror som din nye storebror.

Jeg ved faktisk ikke hvor meget eller hvor lidt hun har talt med ham om mig – men tror egentlig at det er en del, da han er hendes allerbedste ven i hele verden. De to har et nært forhold og kan slet ikke undvære hinanden. Og han er ca lige så dejligt et menneske som hun er. Men at få ham som som storebror i stedet for som svoger havde jeg ikke lige regnet med. Forskellen er jo egentlig ikke så stor i betydning, men for mig gør det alverden til forskel. Den bror jeg aldrig har haft var der pludselig, de søskende jeg ikke kender til at have, var tilbage. Bliver altid lidt trist når jeg hører venner fortælle om deres oplevelser med deres søstre eller brødre – hvor må det være rart at have sådan nogle, der har kendt én hele livet, har delt de samme oplevelser med som børn og alt det andet. Og så stod jeg med en bror, jeg var bange for, som jeg ikke ville se eller opleve noget som helst mere med. Og følte mig faktisk temmelig alene i verden, bortset fra mine forældre, velvidende, at når de var væk var jeg de facto familieløs.

Og så fik jeg den her bonus/reservebror. Det er klart at han ikke kan erstatte den ægte vare med de fælles historier fra barndom og sådan noget – men i dagligdagen er han min nærmeste familie, en bror. En der altid gerne vil være sammen med mig/os.

Han er en af mine allerbedste venner i dag og jeg kunne slet ikke forestille mig livet uden ham.

Selvom det også kan være stærkt irriterende, når man møder hans specielle forhold til tid og aftaler, når han falder i søvn i sofaen midt i en samtale pga håbløse arbejdstider eller når han bliver useriøs i sit liv.

Han er simpelthen lige så særlig som kæresten er, lige så sød, lige så kærlig og omsorgsfuld. Selv vores hund, der ikke normalt bryder sig om mænd, putter sig ind til ham.

Og i dag kommer han ud på landet og besøger os. Kæresten er gået i gang med bageriet, jeg skal fixe lidt med drillebilen, der skal have en ny forlygte (spydige kommentarer desangående bliver slettet, markeret som spam og andet meget forfærdeligt .. ), og det skal han lige hjælpe os med. Ganske som han plejer, for vi er altså ikke særlige handy-agtige med de biler, udover de små sædvanlige ting.

Og så skal vi ud og køre en tur og finde noget fin natur at picnic´e i.

Og prøve at lægge planer for en flytning vi ikke kender datoen på, men vi ved dog én ting. Brormand kører bilen hvad enten det bliver en stor varevogn eller om vi klarer os med biler og trailer. Han er nemlig smaddergo til at køre sådanne ind af små stræder og stier, gennem porte og andet godt. Og det bliver nødvendigt denne gang.

Jeg har ham i mit liv som en selvfølge – og det er helt selvfølgeligt at han som brormand naturligvis hjælper os når vi mangler hænder til en flytning, til at lave en bil og alle de andre ting man normalt bruger sin storebror til. Det vigtigste for mig er dog følelsen af at have en bror jeg ikke skal være bange for vil gøre mig noget, en bror der aldrig kunne finde på at ydmyge mig og en der vil være ked af at såre mig. Han passer godt på mig. Lige så godt som på sin søster.

Vi er heldige med ham – og han er egentlig osse heldig med os.

Giv mig en dato

Ville så gerne have en dato nu. Altså den for vores flytning. Vi ved hvornår vi overtager det nye sted. Og det er ca det eneste vi ved.

Vi ved ikke hvornår vi slipper af med vores nuværende bolig, Vi ved ikke hvor lang tid håndværkerne skal bruge i den nye lejlighed for at udføre de nødvendige vedligeholdelser (inkl modernisering af køkken), vi ved altså ikke hvornår vi skal flytte. Men vi håber at næste uge bringer os vished, og indtil da prøver vi at forberede os til to scenarier. At vi enten får vanvittigt travlt eller alt, alt for god tid. Alt hvad der kan gøres på forhånd bliver gjort. Ryddet op, ryddet up. Pakket vintertøj, selvom jeg godt nok skrabede is af bilruden i går morges og manglede vanter da jeg gik morgentur med hunden, rydder op i kælderen – og køkkengrejet til diverse festmenuer nytårsaften får vi vist heller ikke brug for lige foreløbigt.

Det var meningen at drillebilen nu skulle sælges, for efter flytningen er den af alle mulige årsager aldeles overflødig, og vi behøver pengene til flytningen. Det var egentlig klargøring af den, der stod på mit lørdagsskema, men designikonet har jo smidt en bremseklods, og kan derfor ikke bruges til noget som helst andet end eksternt lagerrum. Tid på værksted er bestilt, men designikoner på hjul har det med at have møgbesværlige løsninger på selv simple ting, så der skal bruges lidt ekstra tid på at udbedre den der skæve skivebremse. Nu skaffer vi så pengene andetsteds og drillebilen har bare at holde sig på måtten de her par måneder.

En anden dato, der også står højt på ønskesedlen er “indkaldelse til den årlige medarbejdersamtale”. Men tror desværre at min chef har alt for travlt med at få ferieplaner, ansættelse af afløsere og besværlige helligdage til at gå op i en højere enhed. Men det skal altså være snart, hvis de skal overholde de der benhårde frister.

Det bliver en noget anden samtale end sidste år, hvor jeg jo bare var lalleglad for at have fået en chance for at komme tilbage på arbejdsmarkedet, da ingen andre turde ansætte mig. Nu har jeg bevist at jeg er en værdifuld arbejdskraft. Chefen vidste det sidste år, det gjorde jeg ikke. Nu ved vi det begge to. Forudser at forløbet af den samtale kommer til at bære præg af den viden. Jeg vil nok være lidt mere skarp i formuleringerne af hvad der er skidt og kanel, fordi jeg ved at jeg nu er en af de medarbejdere der har en vis værdi. Er ikke naiv, og ved at det for en stor del handler om at være profit-skabende og effektiv. Og det er jeg. Giver mig en mulighed for at sige fra og til, for jeg er ikke som sådan truet på mit ansættelsesforhold. Det håber jeg da i det mindste ikke.

ps – gode råd til sådanne samtaler modtages gerne 🙂

Det er en god dag

Det må det være når:

  • Himmelen har været et langt fantastisk skue af tunge skyfronter, og jeg har været heldig at jeg har haft god tid til at kigge ud på det. Desværre havde jeg ikke kameraet med mig i dag, for det så virkelig tungt og dramatisk ud. Jeg elsker sorte, tunge skyer og kan jeg få øje på en overbelyst måge, der flyver rundt i en solstribe er lykken gjort og jeg falder helt i staver.
  • Jeg slet ikke blev mobset eller irriteret, da det viste sig, at den hundelortepose kæresten gav mig i eftermiddag havde et hul i bunden. Og at det opdagede jeg lidt for sent.
  • Der er en herlig fridag i morgen der skal bruges på at sortere lidt i gamle bøger og jeg glæder mig faktisk til at slippe noget dødvægt i mit indbo. Kæresten har fået til opgave at sortere i røreskålene (he he he)
  • At jeg ikke lader mit humør gå på af at jeg har fået med både høvl og grovfil for de sidste indlæg jeg har skrevet. Må konstatere, at jeg også dér har brudt et par tabuer eller flere. Og det – skulle jeg hilse at sige – er ikke velset i incestoffersammenhæng. Det er en god dag. Og i morgen bliver bare endnu bedre. Men ved ikke lige om der kommer flere holdningsprægede incest-indlæg fra mig. Jeg ender jo med at være aldeles venneløs. Var trods alt nok for provokerende i mine lidt for markante, men ærlige holdninger.
  • Vi har foretaget væsentlige flyttebeslutninger såsom at ordne og vælge tapeter, farver, køkken og gulve. Det bliver fint og ganske cool.
  • Vi modtager oplysningen om at designikonet for en gangs skyld har nedlagt arbejdet og overlader tjansen til drillebilen, som vi pludselig er superglade for, at vi ikke fik solgt. I øvrigt har den også træk, og det er en ganske charmerende egenskab når man skal flytte.

Solen skinner og jeg vil gå ind og sno mig i sofaen med min kæreste og takke hende for livet, kærligheden, trofastheden og glæden. I trods, på trods men især i kraft af…

Vinker træt til verden

Hold da op.

Der sker meget – er sket meget i dag. Nu sidder jeg med et lille glas og slapper den lidt foran computeren og prøver at samle tankerne.

Det går ikke, så det bliver verdens korteste blogindlæg i stedet. Ikke engang værd at læse, endsige kommentere på, så det behøver I ikke.

Dagens elementer er:

  • bytte hjul på to biler
    letmetal-fælge er slet ikke spor lette – når der er 16 af dem. Og de 8 er i 17″
  • dyrlæge med hunden
    gik fint – hunden er i fin form og vaccineret og må krydse både øresundet og dannevirke
  • besøg hos sexologen, der var så venlig at tage imod på en højhellig fredag
    er ganske ordløs – måske i morgen. Mind Blowing. (beklager – kan ikke finde noget bedre dansk ord og følelse)
  • kigge på bolig
    tænke, fundere, spekulere, måske, nu?, jamen, øh, nå, fedt, ugodt – hvad nu?, hvornår?
  • snakke med bank
    smidigt og hurtigt – selv på en bededag
  • middag med gode venner
    dagens absolutte højdepunkt med ungarsk gullasch – uden kartoffelmos!

Tror bare jeg skal finde sengen og tage det hele lidt roligt. Godt at kæresten er sådan en der tænker længe og så tager en beslutning. Godt at jeg ved, at det er klogt at følge … Det klogeste jeg nogensinde har gjort, faktisk. Altså at følge hende.