De gode tilbud

Vi har haft samme mobil-udbyder i ca 10 år, og har kun været tilfredse med dem. Aldrig noget bøvl og hurtige tilpasninger af abonnementsbetingelserne i takt med at vores behov ændrede sig. Mere tale, mindre mobil-net og omvendt. Ca én gang om året får vi et check på vores forbrug pr mail eller telefon og et bud på hvilke ændringer der kunne betale sig for os, og tilbud på ændringer der kunne betale sig for udbyder. Man skal jo ikke være naiv, og heller ikke i den verden findes den gratis frokost.

For en måned siden ringede de så til konen. De havde opdaget at min telefons mobil-dataforbrug var styrtdykket siden vinter. Om vi ikke ville ændre det, så vi ikke betalte for en masse gb som vi ikke brugte? Jo tak. Før havde jeg 5gb til rådighed pr måned. Nu har jeg fået tildelt fri taletid og 0,5 gb. Det er altså ikke ret meget. Hvis vi så ville samle og forlænge bindingstiden på husstandens abonnementer maximalt ville de tilbyde enten en erstatning for min “gamle” iphone 5 eller ipad til en yderligere reduceret pris (trofast kunde pris). Så alt i alt endte vi med at være bundet til en teleudbyder vi ingen som helst planer havde om at udskifte, med en regning der er 175 kr billigere om måneden, men med en spritny ipad air 2 med 15 gb mobildata i stedet for min gamle ipad uden mobildata. Og prisen er at jeg ikke kan skifte min iphone 5 med rabat før om et år. Men hvad vores udbyder ikke ved er, at jeg i november fik min iphone byttet til en helt ny af Apple selv, og dermed ikke har et stort behov for en ny. Det havde vi derimod hvad angår ipad – et behov der var lagt på hylden pga omstændighederne i øvrigt.

Naturligvis kunne vi få det hele meget billigere ved at takke nej til alt og finde en billig udbyder, men gebyrer, dyre ekstradatapakker, udlandssamtaler mm ville æde det hele op igen.

Konen betænkte sig ikke meget og foretog ændringerne og tre dage efter lå ipadden til mig på postkontoret. Hvilken fantastisk lille maskine i øvrigt. Skærmen er skarp med gode farver, den er hurtig – den er let og tynd. Så jeg er glad.

Hvad jeg skal bruge de 15 gb til i mobildata havde jeg så ingen anelse om.

Men man bliver jo klogere. For der kom et tilbud mere der hurtigt kan gøre noget ved den datapulje.

Vores internetudbyder er blevet solgt og det nye firma bød os velkommen med et brev med glade smileyer, hvor de håbede at vi ville fortsætte vores abonnement. De kunne kun “love” os 60% af hidtidig ydelse, dog. Prisen ville stige 89 kr men de var klar over, at det var et problem i forhold til tidligere så de gav 40 kr i overdragelses-rabat de første to måneder. Rabatten kunne så forlænges i yderligere 2 måneder – hvis vi altså ville være så venlige at binde os til dem i yderligere 6 måneder – når de to måneder var gået i øvrigt. *hrrmpff*

Hmm.. en hurtig undersøgelse rundt på nettet fortalte mig man skulle være heldig hvis man nåede 60% af den ønskede og lovede hastighed så det eksperiment og endda med lang bindingstid havde jeg faktisk ikke lyst til at forsøge mig med. At betale for en 100 mbit forbindelse, juble hvis jeg har 60, acceptere hvis jeg har 40 – det gider jeg faktisk ikke. Og langt de fleste i anmeldelserne af fiberforbindelsen siger at de har ca 30! Ved dog godt at utilfredse kunder er betydeligt mere tilbøjelige til at anmelde end de tilfredse kunder.

Vi takkede nej og opsagde abonnementet i ganske ufredelige toner. Det gjorde vi i går – og i morgen stopper de datastrømmen. *ups*

I dag går jagten ind på en ny udbyder der er hurtig på aftrækkeren når det handler om fiberforbindelser. Havde vi ikke haft fiber her i hytten havde problemet været noget større.

Og indtil det virker igen må den der nye ipad agere router/AP for resten af teknikken her.

Så jeg tror de 15 gb forsvinder hurtigt nok. Bare de holder til det andet virker igen. Og ja, osse her har vi fundet en løsning der er både billigere og hurtigere. Spørgsmålet er hvor hurtigt de trykker på knapper.

Reklamer

Uvejr

Nu bliver der spurgt lidt efter mig igen. Nej, der er ikke det store nye, men jeg hænger på med alt hvad jeg kan. Som altid kan en i forvejen kompliceret situation blive endnu mere kompliceret og på uventede måder.

Jobtilbud findes, så det er ikke min store bekymring. Bekymringen er derimod at jeg godt vil have noget andet overstået inden jeg begynder på et nyt liv i et nyt job.

Jeg venter og venter på at få en operation, der formentlig vil nedlægge mig i 2-4 uger. Og jeg kan ikke lyve om en kommende sygdomsperiode overfor en ny arbejdsgiver så jeg håber at sygehuset snart finder et åbning til mig så jeg kan få det lille projekt overstået. Det er ikke alvorligt, det er ikke noget jeg kan dø af, men det er noget jeg rigtig gerne vil have overstået og som forhåbentlig kan gøre tilværelsen lidt lettere for mig – og smertefri.

Vi har is i maven lidt endnu, men kunne da godt ønske at økonomien ikke led så meget under processen.

Vi ved at “sagen” trækker ud og at det er ikke noget vi skal vente mere på. Men alting på den front bliver stadig mere kompliceret. Der bliver varslet ny næsten-massefyring, hvilket dog ikke forhindrer min tidligere arbejdsgiver i foretage nye tidsubegrænsede fastansættelser. Vi ved at der kommer to runder af fyringer og folk er bange og dukker sig for at undgå opmærksomhed. Men mange af dem har stadig kontakt til mig og fodrer mig med oplysninger og jeg betaler med råd, kontakter og viden om hvad der foregår udenfor, men som har betydning indenfor. Er dermed stadig tovholderen i problem-komplekset. Heldigvis er jeg stadig i stand til at læse og forstå bureaukratisk formulerede tekster, regler og love og trække den væsentligste information ud.

Det går der en del tid med. Desværre er det u-lønnet. De har flere penge end mig og osse mere tid. Til gengæld har de ikke min stædighed. Og indignation.

Til gengæld har jeg droppet et sager, som var for bagatelagtige til at forfølge videre. Slået en streg i sandet. Selvom det var ærgerligt.

Nok om det.

For en uges tid siden (eller var det lidt mere) sad konen og jeg i vores sofa. Hun var på vej i seng, da hun skulle møde lidt tidligere på arbejde næste dag. Og jeg trissede med, og ville læse lidt nyheder mm på ipaden. Luske lidt rundt på facebook og se hvad der skete ude i verden. Sådan gik en halv times tid og så begyndte der at ske noget sært på FB. Folk i nabobyen mod vest begyndte at smide billeder op af den vildeste tordenfront (gustfront hedder det vist). Jeg lurede lidt på billederne og det var som om 10-øren faldt som metal-splinter for så at blive samlet igen oppe i mit hoved. Lidt langsomt altså. Shit – der kommer uvejr. Meget. Sprang ud af sengen (konen; hvad laver du.. jeg; der kommer torden – det regner ikke – det er mørkt- jeg vil tage billeder). På med tøjet og en fleeceponcho over. Flåede stativ, kamera, fjernudløser og et nyt kort ud af reolen og drønede ud på altanen.

Fik fundet den rette vinkel mod vest da jeg havde fjernet de effekter på altanen der ikke er så glade for vand. Hynder på møbler mm. (vi har en lukket altan der kan åbnes helt – derfor er hynderne altid fremme – men nu skulle der jo altså åbnes). Lagde en frysepose over kameraet så kun objektivet var synligt og satte mig og begyndte at tage billeder, sådan lidt på skrømt. Eksperimenterede vildt med indstillingerne og håbede at fange et lyn. Det glimtede og skyerne var imponerende (men ret mørke – i mørke). Alt, alt for sent går det op for mig at lynene de er ikke her – de er på den anden side af huset. Det var derfor jeg så lysglimt men aldrig et egentligt lyn.

Pis, øv og andre ord, der ikke bør sættes på skrift.

Tilbage til køkkenet, der har et fint stort og åben-bart vindue, men en snæver brugbar kameravinkel pga nabohuset, og satte så kameraet op dér. Og trykkede på udløseren i denne sekvens. 15 sek lukketid, 3 sek “kameraet arbejder” (prisen for RAW foto), 15 sek lukketid osv osv. Velvidende at dette ville være et spørgsmål om rent held. Lynene var der oftest, mens kameraet arbejdede, eller osse var de helt eller delvist udenfor rammen. At ramme den i plet mht ramme og timing virkede lidt for håbløst så jeg pakkede sammen igen for at gå i seng, det så alligevel ud til at være på vej væk, det der tordenvejr. Fortrød og pakkede det hele ud igen og fortsatte, da tordenvejret gjorde det samme.

Og så var den der!

IMG_7270

6 mm, 15.0 s, f/4, Iso 80, -1,33 ev – det var den indstilling der virkede bedst på mit kamera.

Det blev til en lille krigsdans i køkkenet.. og den blev gentaget inde i sengen hos min forvirrede kone, der dog ikke var faldet i søvn, men havde lidt svært ved at deltage i begejstringen tidspunktet taget i betragtning.

– hvor mange billeder tog du for at få dette?
– ca 300…

Heraf ca 100 med 10-15 seks lukketid. Så nu har jeg lært det. At fotografere lyn er kedeligt og tålmodighedskrævende.. men sikke en rus når det lykkes.

Det er ikke sidste gang det skal forsøges.

Mødte en svane

Jeg har jo fået en række opgaver af konen. Og der kommer hele tiden flere til når gamle opgaver er nogenlunde løst. Gå stadig længere ture med hunden, lære sære finesser at kende ved hhv kamera og photoshop (og der er blevet leget igennem med langtidseksponeringer, timelapse- og stopmotionvideoer, levels, maskeringer og hvad ved jeg… og bage brød. Det sidste har jeg passet i flere uger, hvor hun har lagt smagsløg til sære kombinationer og underlige ideer. Men vi har ikke købt et ærligt brød – til gengæld har vi slæbt mel hjem i større mænger og i mange variationer – i et par måneder, så det begynder at ligne noget. Og her har jeg erkendt at den assistent køkkenmaskine vi slæbte hjem fra Ungarn sidste sommer er en pragtfuld makker. Jeg vil tro, at vores er 30 år gammel, men den er stærk som en okse og har en behagelig egenskab hvad angår støjniveau, hvor kitchenaids slet ikke kan være med. En dyb næsten behagelig brummen er alt hvad der kommer fra den mens den ælter dejen rundt i skålen. Tilbehør mangler vi ikke til den – det skulle da lige være kartoffelskrælleren, men mon ikke vi en dag er heldige på et loppemarked. Nok om det. Det er bare sjovere at bage brød når der er nogle knapper at trykke på i stedet for at stå med fingrene i dejen. For det hader jeg. Inderligt.

Mit kamera er faktisk ret avanceret og har mange mere eller mindre brugbare funktioner og til sidst opgav jeg at lege helt i blinde og fandt en fin bog på amazon. Her viser en dygtig fotograf gennem junglen af funktioner. Og alt bliver gennemgået med eksempler og menuer. Han har vist lavet bøger til de fleste nogenlunde brugbare kameraer på markedet og de kan varmt anbefales. Tror dog bloglands lumix-fans vil lede forgæves, desværre. Men for canon, nikon og olympus er der guld at hente.

Igår gik jeg en tur over i vores lokale park, hvor jeg ved der er svaner. Målsætningen var sat – i dag ville jeg have det der specielle svaneportræt, som er så svært at tage.

At have en hund i snor ved sø-bredden var dog ikke den optimale taktik. Der var brødrester, der kunne spises, ænder og måger der kunne vuffes ad og fugle-møg man kunne rulle sig i. Kort sagt var den – altså hunden – mildest talt aldeles umulig at holde rolig i sin snor. Men jeg var optimistisk, fordi dagens sære funktion på kameraet var “tracking focus”. Jeg har godt vidst at kameraet kunne det der, men har aldrig rigtigt dyrket det. Og det viser sig at være en fejl. For det er dælme smart.

Indstillede sigtekornet på en uvenlig svane, der bestemt ikke brød sig om hunden (eller osse var den bare tosset over det manglende foder i min hånd). Satte fokus-punktet midt mellem øjnene på den da den var 3-5 m væk og lod kameraet arbejde med skarphed mens jeg sørgede for at holde den i billedet. Pjattede lidt med dybdeskarpheden (men det forbliver legebilleder på computeren) og fik dette skud:

svane

I sig selv ganske pænt med fine nuancer i alt det hvide.

Men det bliver altså en kende mere udtryksfuldt med lidt beskæring:

svane2

Svanen padlede rundt i søen og pustede sig mere og mere op indtil den blæste hvæsende af os og jeg valgte at lade den få fred. Men jeg kommer tilbage og håber at få den i direkte front. Med de løftede vinger som indramning på det hidsig-orange næb. Men det møg-bæst gør jo kun hvad den selv vil. Og den ser jo unægtelig mere imponerende ud med siden til. Det andet ville bare være et meget bedre billede.

Og til sidst et sted at nørdelege med foto. Der er lavet en ny kamera-simulator, der på glimrende vis viser sammenhængen mellem blænde, lukkertid, objektiv-valg mm.

Leder efter mønstre

Jo, jeg er her osse endnu.

Men meget er forandret. Det går faktisk ikke sådan særlig godt, må jeg indrømme. Og jeg tvivler på at det kommer som verdens største overraskelse for ret mange.

Det eneste skarpe i mig der stadig fungerer helt som det skal er når jeg bliver spurgt om “sagen” mht mit tidligere arbejde. Der er jeg til gengæld knivskarp og får masser af ros for at være struktureret og give klare svar. Sagen er ikke død, snarere tværtimod og jeg får god støtte af den lokale fagforening.

Også da de ringede og sagde at NU var der faktisk et job til mig. Fuld tid endda. Men konen sagde nej. Hun mente ikke, og har ganske givet ret, at jeg kunne holde til at arbejde fuld tid. Og der er nogle rent praktiske forhindringer i det arrangement som vi ikke kunne komme uden om. Så den endte dér.

Men alt det andet er noget møg. Jeg aner ikke hvad jeg tænker og føler og går rundt på en knivsæg. Men én ting ved jeg – det er ved at være tid til at gøre op med fortiden. Briste eller bære.

De kloge koner i mit liv afdækker nogle grimme mønstre i øjeblikket. Mønstre jeg har kendt til men som jeg bestemt ikke har været specielt villig til at tale om. Det gør jeg nu. Og det er svært og føles næsten lidt livsfarligt. Om følelsers ugyldighed. Om skammens ubærlighed. Og jeg ved hvor det kommer fra nu. Senfølger af incest – det er hvad det er. Og det kan koste mig hvad der er mig allerkærest hvis jeg ikke får et ordentligt tag i det nu. Lige nu.

Jeg har kort sagt ryggen mod muren nu. På alle tænkelige og osse de næsten utænkelige måder. Desværre.

Hvor f*** ligger Vadum?

Jeg har som tidligere nævnt en god kontakt med tidligere kolleger og følger med i deres “sager” så godt jeg formår. I den forbindelse talte jeg med en af dem i ugens løb for at få koordineret input og output til et møde med fagforening og sådan noget skrammel senere på måneden. Og hun fortæller med glæde at hun endelig har fået overbevist sin mand om, at det er absolut nødvendigt at få indkøbt en eller anden special-symaskine. Godt nok brugt, men sådan må det jo være. Og hvis ikke den var brugt så var der jo ingen grund til at hente den på en privatadresse. I Vadum. Så der ville hun køre op i weekenden. Hun gav udtryk for, at det jo godt nok var en lang tur, men at det jo nok gik.

Jeg vil godt med. Fire ord der kom hurtigt og konsekvent. Det blev heldigvis modtaget med kyshånd, og hun var tilfreds med tilbuddet om ikke at skulle køre 2×5 timer alene. Konen accepterede med det samme og mente at det ville være meget godt for mig at blive luftet lidt.

Spontan sviptur til Nordjylland. Med medbragt kaffe og mad og godt selskab. Hvorfor ikke spendere sin lørdag på det. Havde tiden og de ting jeg skulle lørdag kunne sagtens rykkes til andre tidspunkter.

På turen op fik jeg indblik i speciel symaskines specielle egenskaber og hvorfor den var værd at køre landet igennem for. Og indrømmet, at det er da smart når sådan en maskine kan lave brokader, broderi og små kniplingagtige kanter på alt lige fra håndklæder til køkkengardiner. Hvis man altså er til sådan noget, hvad jeg så ikke er. Men smart for 20.000 kr? Hold da op. Det kræver vist en interesse af de større.

Samtalen hos sælger gik i mild grad hen over hovedet på mig, men vågnede op da sælger luftede sine frustrationer med at få fotograferet og præsenteret sine kreationer. Fik stukket en brochure i hånden med billeder der i sjov grad mindede om den “forbandede kjole“. Billeder hvor kun min viden om, at den viste dåbskjole var hvid gjorde det muligt for mig tolke øvrige farver korrekt. Min indre hvidbalanceindstilling fungerer aldeles udmærket. Så vi endte med lidt snak om små whitebox fotostudier og jeg anbefalede hende at investere i en sådan i stedet for at bruge penge på et bedre kamera, for det blev lyset altså ikke bedre af på  hendes stuebord.

Og resten af tiden mens symaskinens særlige egenskaber blev gennemgået kedede jeg mig. Men jeg skal jo heller ikke købe en symaskine og var bare med som med chauffør – eller ko-driver som jeg blev kaldt helt konsekvent.

Det kom i øvrigt bag på mig hvor meget råvildt man ser på markerne lige så snart man når nord for Randers. Det er helt vildt. Der står dyr overalt. Noget af det vi så var ganske givet ikke råvildt men noget andet hjorte-halløj. To af dem var ganske store, så mon ikke det var kronvildt i stedet. Der var rød glente i luften et sted og jeg vred hovedet af led mens jeg prøvede at følge dens svæv ind over vejen. (her kørte jeg så ikke selv).

For min kollega var det hele lidt en oplevelse. Hun har aldrig været nord for Fredericia i jylland. Den slags mennesker findes altså, så hun blev ret forundret da vi buldrede op gennem morænelandskabets omskiftelighed, og mente at det hele var ret pænt, men at der var for langt mellem husene og byerne.

På vejen hjem måtte vi lige krydse klinger med en flok romaer på en benzintank. Nej, vi vil ikke købe guld eller sølv. Heller ikke selv om du skal til din døende bedstefar og mangler benzin. Nej, vi synes ikke at det er i orden du står og glor ind i bagagerummet på bilen (hvor symaskine til mange kroner stod). Man bliver altså en lille smule træt af at blive omringet af sådan en flok og ærgrer sig over at man ikke har hænder nok til at passe på sine ting. Men vi kom derfra med samme  som vi ankom med – vi slap.  Inden der blev delt øretæver ud. Men de hang skære-tykt i luften til sidst.

I dag er jeg bare træt og fodret med en masse ganske unyttig viden om broderimaskiner – og hvor Vadum egentlig ligger. Der havde jeg aldrig været før. Men nu er den by krydset af.

 

 

 

I by-naturen

Indenfor rimelig gåafstand ligger der et lille stykke by-natur. Og i dag var – synes jeg selv – den første forårsdag, så det måtte jo udnyttes til en lidt længere tur med hunden. Tog osse kameraet med i lommen, uden de store forhåbninger om at møde noget fotogent forår. Men man ved jo aldrig.

IMG_5847 200 m til højre ligger byen, men det er muligt at ignorere den. Næsten.IMG_5851 Til venstre en æble-plantage. Tror jeg. Men fine gamle træer i skellet.IMG_5863 Jo, de pæne rækkehuse ligger skam lige derovre.IMG_5866 Men vender man ryggen til kan man næsten glemme, at det er by. Næsten. IMG_5868Et ualmindeligt syn. To ænder. Det sjældne er at kønsfordelingen her er 50/50% IMG_5874Mågernes sten. Men har man ikke brød med så stikker bæsterne over til deres lille ø i midten af “søen”. IMG_5884Aner ikke hvad det er – men det er da forår!

Og hernede under billederne vil jeg gemme en lille update på min arbejdssituation. Min fagforening har langt om længe fået sig et møde med min tidligere arbejdsgiver. Det var i mandags. Og det blev aflyst. Igen. For nu har arbejdsgiveren besluttet sig for at det nok er en god ide at få en jurist med fra arbejdsgiverforeningen, så nu går der lige et par uger mere. Jeg håber at den jurists tilstedeværelse betyder at de tager det alvorligt, og at vi, de to parter, endelige er blevet enige om noget; graden af alvor. Jeg synes helt personligt, at det er en rigtig svær situation efterhånden.

Et dårligt menneske?

Nyhedsmedierne strømmer over i øjeblikket af indsamlinger. Der er en dreng med kræft der skal til USA (nej nu er det spanien, hvis de der kabinepersonaler ikke havde strejket, hvor er det synd), der er en ung mand der stadig vil til USA, der er en kok, der desværre er afgået ved døden, men som nåede at at blive så kendt at hans død er blevet et mediecirkus for den stakkels familie, der vil have ham tilbage til Danmark. Der er en familie, der har problemer med at få pengene til at slå til – til deres syge datters konfirmation.

Jeg har vitterlig forsøgt ikke at værdilade mine ord. For jeg mener ikke noget ondt. Men egentlig heller ikke noget godt. For jeg mener ikke rigtig noget.

Og så måske alligevel.

For jeg giver ikke til den slags indsamlinger, heller ikke selv om de er korrekt anmeldte til myndighederne og hvad ved jeg.

Jeg ser dem som en omgang følelsesporno, hvor der bliver spillet på alle klange for at få danskerne til pungen (eller mobilen for den sags skyld). Jeg er træt af at læse om syge børn og tragiske skæbner, der kan afhjælpes hvis vi lige kan samle en mio kr sammen i løbet af en uges tid.

Fænomenet har endda et navn – crowdfunding. Og for at det skal virke allerbedst skal det være personligt, tæt på og overskueligt. Delingerne ud på nettet skal ske koordineret mht tid og sted for at få facebook og google til at opdage det og promovere det og så skal man være opmærksom på at visse af crowdfunding-agenterne tager op til 10% af beløbet.

Det er lidt en fjern fætter til fælles-sorgen som jeg tidligere har skrevet om. Vi prøver at vise at vi er gode, søde, rare og gavmilde. Men handler det måske lige så meget om at vi vil vise, at dér var vi osse. Det hjalp vi osse med.

Det kan også være at jeg i min nuværende situation er gået fra at have en splint af kynisme i hjertet til at være fuldfed kyniker, der har lært på den barske måde, at det ikke er smart at gøre noget for andre. Især ikke hvis det ikke er næsten-gratis at gøre det. (og jeg gør aldrig igen hvad jeg har gjort det sidste år!)

Giver I noget til sådanne indsamlinger og efter hvilke kriterier?

Ligget underdrejet

Det beskriver vist meget godt vores uge. Influenzaen fandt os, trods vaccinationer og hvad ved jeg. Og den er ond i år. Og det har bare slet ikke været spor sjovt og er en af de få perioder i vores liv hvor hunden virkelig var i vejen. Vi måtte nærmest slå om hvem der skulle ud med den for ingen af os magtede det. Og hunden blev mere og mere irriteret over de alt for oplevelsesfattige ture og efter et par dage virkede det som om den gav op og fandt sig i dagenes sløve passeren forbi.

Og når man så har det sådan falder man jo lidt for en overskrift på tv2.dk: “Slap af i weekenden: Her er kokkens fem nemme sofaretter

forsejl Indrømmet, jeg sendte Ellen en tanke da jeg så de der anførselstegn. Er de sat der fordi journalisten, der tydeligvis ved noget om sejl og sejlføring ikke fatter hvilken rolle dette vigtige sejl spiller i wrapningen af wraps, og i øvrigt ikke gad finde ud hvad kokken egentlig mente med ordet.

Kommer til at tænke på Lise Nørgaard, der på et tidspunkt påpegede at overdreven brug af anførselstegn var et tegn på sproglig fattigdom når man ikke kunne finde det rette ord. Ved stadig ikke hvad de gør her og hvad de betyder, men det ser lidt sjovt ud i sammenhængen. Men det er i hvert fald tydeligt at skribenten ikke har kendt det rette ord i sammenhængen.

Og her vil jeg så lige indskyde at jeg faktisk godt ved hvad underdrejet betyder, for det er nemlig osse en sejl-manøvre. Stævnen op mod vinden, forsejl bakkes, roret surres… og et par andre trin som jeg lykkeligt har glemt siden det var anvendelig viden i mit liv.

Jeg håber at næste uge bliver lidt sjovere for alle parter.

PS:

Mine jyske gener fornægter sig normalt ikke, og jeg kan godt se at overskriften rettere burde have været Lagt underdrejet. Men her går grænsen for mit jyske, trods alt.

Uhip på facebook

Nej, jeg dropper ikke facebook. Men det styrer mig ikke, for jeg styrer det. Eller i hvert fald mit eget lille hjørne på den.

Noget af det jeg rigtig sætter pris på ved facebook er den høje grad af selvbestemmelse mht hvad man vil bruge det til. Nogle bruger det som socialt medie med kontakt til venner, familie, kolleger mm. Andre som en spilplatform hvor de hygger sig med sociale spil (dem kan man ofte kende på et vanvittigt antal venner med udenlandske navne). Nogle bruger FB som nyhedsmedie fordi forsiden er glimrende til at vise de større historier fra tv2, dr, politiken mm.

Og det fine er at det ene ikke udelukker det andet. Med brug af vennelister. Spillerne eksempelvis kan lave en liste med deres spilvenner (hvis de gider for de har ofte 5-900 af dem) og sende alle deres spil-invitationer og -statusser til dem og ikke os andre, der ikke gider se på dem. Har man dovne venner, der ikke gider det, har vi andre naturligvis mulighed for at afvise alle appinvitationer fra disse personer. Ingen grund til at fjerne dem som venner pga den adfærd. Der skal der jo andre grunde til. Det er der så osse i visse tilfælde men det er jo en anden historie.

Det er ikke besværligt, det er ikke tidskrævende, det er blot en vanesag. Og der er forbløffende mange der ikke har opdaget det.

Facebook har et par fordefinerede vennelister. Nære venner og Bekendte. Hvis man går ind på sin venneliste på egen profil har alle venner sådan en lille valgboks.

venneliste Føj til en anden liste åbner en mulighed for at skabe sine egne nye lister. Familie, job, alle andre end job, interessefælleskaber, spillere og hvad ved jeg.

Venner kan naturligvis sættes på flere forskellige lister – og nej, de får ikke at vide hvilke lister man sætter dem på. Heldigvis. Kan sagtens forudse at nogle ville blive en smule børnefornærmede over at blive sat på den ene og/eller ikke på den anden.

Og intet er værre end børnefornærmede voksne mennesker. Intet overhovedet. Især når det foregår på skrift. Uha.

status
Når man så vil lave sin egen status kan man i stedet for at bruge standardindstillingen “venner” eller “venners venner” eller hvordan man nu lige har sat den i privatlivsindstillinger, trykke på den lille pil og vælge selv hvem man synes dette eller hint er relevant for. Vennelisterne ligger under brugerdefineret.  Det er faktisk osse muligt at vælge “kun mig selv” hvis man mener at dette ikke relevant for nogen – men hvorfor så smide det op på facebook?

Nogle venner er helt offentlige i alt hvad de gør, og alle de opslag jeg kan se er markeret med globus, nogle skifter mellem globus og venneikon.. og andre er konsekvent brugerdefinerede. Det er ikke altid jeg har lyst til at kommentere på en offentlig status, for den er virkelig offentlig. Og er den kontroversiel ovenikøbet kan tv2.dk sagtens finde på at vise den frem på deres side – med kommentarer og det hele. Så jeg er ret obs på hvordan andre sætter privat-instillingerne og vurderer hvis jeg vil svare eller kommentere på noget i forhold til dette. Og ofte ser en offentlig kommentar lidt anderledes ud end hvis den var privat.

Under flere muligheder ligger der et pkt der hedder brugerdefineret. Og her kan man vælge til og fra blandt vennerne og vennelister.  Ret handy funktion hvis man skal overraske nogen med et eller andet eller nogen bare ikke nødvendigvis skal vide noget om et eller andet.

avanceret

Jeg har naturligvis flere vennelister men én skiller sig lidt ud. Den hedder hundelufterne og består af en gruppe mennesker i vores nærområde der ind i mellem mødes og lader hundene løbe. Vi kunne sagtens lave en gruppe, men sådan er det ikke blevet for vi er venner og bekendte og naboer på kryds og tværs.

For en uges tid siden blev jeg ringet op af min mor. At hendes bror ville have nøjagtige oplysninger om et billede der hænger over vores sofa. En eller anden var begyndt at skrive en bog om kunstneren og turnerer landet rundt med foredrag om hende. Og ingen har kendt til det billede der hænger hos mig. Det har været en familie-hemmelighed, at vi havde dét billede sammen med 8-10 andre og mindre af samme kunstner. Jeg synes det var en sjov historie, og den bliver sjovere, og smed et lille billede op på FB, for mange har jo set billedet i virkeligheden og har haft meninger om det. Men til gengæld synes jeg ikke at det kom hundelufterne ved. De ved jo hvor jeg bor og er ikke ligefrem venner. Og nogen kunne jo få den tanke at billedet repræsenterer en værdi (den er til at overse – det er blot historien der er værdifuld). Så på den status blev indstillingen del med venner – del ikke med hundelufterne.

Omvendt gider jeg egentlig ikke fortælle alle vennerne om, at jeg om en time går i en eller anden specifik park eller skov og ønsker selskab af to- og firbenede – hvad skal min kusine i Holstebro dog med den viden? Det er kun for hundelufterne.  Og kan kun ses og kommenteres af hundelufterne.

Funderinger om at være u-hip

I dag skal jeg ud til psykologen igen. Det gik jo ikke helt godt sidste gang, da jeg pludselig følte jeg skulle forsvare mine valg. Hvilket gjorde mig ret sur. Tror emnet kommer op igen i dag, men nok i en lidt anden form nu vi begge har tænkt os lidt om. Det var vist ret nødvendigt.

Men jeg er lidt spændt på hvad dén seance vil byde på i øvrigt. Og vejrudsigten taget i betragtning sætter vi lidt ekstra tid af til at køre turen. Hvad er nu det for noget. Regn, sne – storm? Stormen tror vi nu ikke på, men lidt hårde vinde måske.

Må bare tage min tid og se om det virkelig er så irriterende at køre som de siger.

Jeg er stadig pålagt tavshed vedr “sagen” efter mit arbejdsstop. Helt død er den altså ikke, men omstændighederne har gjort det hele så indviklet at jeg ikke kan finde hoved og hale i noget af det, og dem jeg “må” tale med siger ikke ret meget til mig og skal presses hårdt for at afgive en statusmelding. Dem jeg kan tale med, bør jeg ikke tale med. Dem jeg har brug for tale med er forbudt område.

Det er den direkte vej til en underlig form for isolation, som jeg så bryder ud af når noget sker på arbejdspladsen og folk skal bevæbnes med arbejdsretslige argumenter. Men jeg ved at det her ikke holder i længden for jeg føler mig efterhånden ganske eksplosiv. Foreløbig holder jeg dog aftalen om at jeg ikke tager initiativ til noget som helst. Egentlig burde jeg være stolt af mig selv, for min lunte har vist sig at være mere længere end forventet og jeg er ikke blevet helt vanvittig endnu.

Nå, det var lidt status – på den lidt hurtige måde. Er her altså endnu.

Weekenden har budt på en anden forundring. Det handler om Facebook.

Der er en tendens til at folk gør et stort nummer ud af at nu melder de sig ud. Nu sletter de deres konto (eller deaktiverer den) og vil leve livet i det virkelige liv.

Jammen, fint nok. Det er jo deres valg. Men hvorfor gøre et stort nummer ud af det på facebook? Når det, der foregår der ikke er virkeligt?  Egentlig får jeg samme fornemmelse som når jeg hører om teenagers, der smækker med dørene for at få opmærksomhed.

Dybest set synes jeg jo at FB er god nok. Det er ikke en uvirkelig verden, for det er ikke en verden for sig selv. Det er bare endnu et medie, synes jeg. Men skal vi være lidt imponerede af de der erklærer sig som udenforstående. Ok, jeg er lidt imponeret (af dem der kan gennemføre det) men vil ikke bytte, for FB er en del af den måde jeg holder kontakt med min omverden på. Er bare ikke imponeret af “afskedshilsnen” om at kontakt skal foregå i den virkelige verden og at dét så viser sig at være instagram, twitter, snapchat, whatsapp eller viber. Hvilket hverken er mere eller mindre virkeligt end facebook.

Det virker som om – på mig – at det er lidt hipster at gøre et stort nr ud af at forlade pøblen på facebook. At turde gå mod strømmen. Med det ene formål at vise at man kan gå mod strømmen.

Og så er vi jo ved sagens kerne… at man viser det frem. At man er lidt hip.

Jeg er stadig u-hip.