Søskende-fnidder

Det er helt normalt, at søskende småskændes og at de kan finde på at tjatte lidt til hinanden og slås. Søskende-fnidder plejer jeg at kalde det. Er også blevet fortalt, at det er normalt at søskende kan være kropsligt grænseoverskridende for hinanden.

Det ved jeg godt. Jeg er vokset op med den forklaring. Det var en del af mine forældres forklarende adfærd overfor mig, når jeg skulle bringes til at forstå, hvorfor min bror gjorde som han gjorde. Jeg kan slet ikke huske, hvornår de første gang prøvede at få mig til at forstå min brors opførsel. Men jeg har formodentlig ikke været særlig gammel. 8-10 år måske ? Men ihvertfald lidt før jeg som barn overhovedet kunne formodes at forstå, at sådan var det jo mellem søskende, og at det derfor var OK og helt normalt (!?!)Læs mere »

Smertefuldt diasshow

De kloge kalder det flashbacks, et ord som vi andre mere eller mindre bare har adopteret. Det er egentlig osse et fint ord der beskriver det forbandede fænomen, der følger med PTSD´en. Og det i en sådan grad at det vist er et af de kriterier, der skal være opfyldt for at der er tale om PTSD.

Flashback minder på en måde om blitzlys i den moderne udgave. Den hvor, kameraet først blinker med et andet lys for at udføre “rød øje reduktion”. Der er to glimt.Læs mere »

Festen

Ferien er ovre og ingredienserne var umådelige mængder regnvejr, kortspil, backgammon, mere eller mindre vellykkede forsøg på at holde grillen igang og ind i mellem et tv, der kværnede i baggrunden. Nok mest for at holde øje med vejrudsigten. Det kunne jo være at regnen holdt op, ikke?!?

Men desværre.

Og så sidder jeg dér midt i kortspillet med verdens fineste vinderhånd og hører dette i baggrunden – det er Ulrich Thomsens letgenkendelige og præcise diktion:

”Jeg har skrevet to taler, far. En er grøn, og en er gul. Og du kan selv vælge hvad for en, det skal være.”

”Jeg vælger den grønne,” svarer faren.

”Den grønne er et interessant valg. Det er en slags sandhedstale. Og jeg har valgt at kalde den ’Når far skulle i bad’.”

Det er et DR program om året 1998, og de viser et kort uddrag af filmen.Læs mere »

Ansvar og skyld?

Har jeg ansvar og skyld? Det spørgsmål trænger sig på igen, pga en kommentar jeg fik om min bror. Om han havde børn?

Har jeg ansvar for de børn? Er jeg medskyldig, hvis der også er sket noget med dem?

Jeg forstår spørgsmålene, forstår hvorfor. Og det er helt ok at stille sådanne spørgsmål! Også til mig! Jeg stiller mig jo frem, hvor jeg må påregne at få spørgsmål og kommentarer, at skulle give svar og gerne nogle som er gennemtænkte. Men svarene er bare ikke så simple som spørgsmålene. De har mange lag. For er det sådan, at jeg, fordi jeg ønskede at være i fred og ikke ville have nogen form problemer, skabte et problem for andre børn. Sendte det videre til næste generation som en grim gammel arvekommode? Er jeg skyldig i deres situation og kunne jeg have forhindret det?Læs mere »

Heksejagten havde mange ofre

Lang vej hjem fra et besøg på psykologen. Bilen kendte vejen selv og trillede stilfærdigt gennem regnbygerne. Sætter musik på og lader tankerne flyde rundt og prøver at bearbejde indtrykkene, som altid er rigelige. Hun kan altså noget med at få mig til at tænke i tankebaner som jeg godt kender, men som alligevel ender med indsigter jeg ikke aktivt kendte til. Passivt – men ikke aktivt. Sådan at forstå, at jeg et-eller-andet-sted-godt-vidste-at-sådan-hang-tingene-sammen; men bare aldrig havde formuleret den der sammenhæng for mig selv. Ind i mellem vender hun osse tingene på hovedet i passende grad, men det er en anden historie og bliver fortalt en anden gang. En sjælden gang er det vist mig, der vender tingene på hovedet for hende i hendes verden, og så ser hun skråtværs ud i hovedet og bliver rigtig tænksom.

Denne gang handlede samtalen naturligvis en del om paradokset i, at jeg er tavs om min barndoms oplevelser og så mere eller mindre fortæller om dem offentligt her. Og derfra videre til, hvorfor jeg ikke fortalte om dem noget før.

Svaret var overrumplende, men ikke ganske skævt.Læs mere »

Tillidsøvelser med lægen

Kan vist ikke helt løbe fra, at der er mange svigt i mit liv. Som barn især. Som voksen ved jeg ikke helt om man kan tale om svigt og hvis man kan, tror jeg det største svigt der er begået – det er begået af mig selv. At jeg ikke søgte hjælp, at jeg gemte mig og lod de mørke år tage magten, gemte mig bag dybeste mistillid til andre mennesker. Det kan bare ikke gøres ugjort nu. Det er derfor der må sættes en streg i sandet nu.

For at overholde sådan et løfte kræves tillid. Og det er svært.

I første omgang tillid til de mennesker, der tager sig af mig under en professionel hat, de der holder af mig og de der vil mig det godt. Og så en god portion selvtillid; at jeg jo også selv ved, at jeg går den rigtige vej, og minder mig selv om det, når jeg kommer i tvivl. Og det gør jeg – hver dag. Sådan ca.

Men hele mit liv har jeg været fuld af mistillid og har prøvet at holde balancen i en tilværelse af følelsesmæssigt kaos, der var godt begravet og en smule fortrængt (for nu at bruge den gamle floskel). Så det er ganske vanskeligt at mønstre den tillid til andre som er nødvendig for, at de kan være der for mig, hjælpe mig eller bare støtte mig.

Først måtte jeg fortælle min kæreste, at nu gik den bare ikke mere for mig. At jeg ikke kunne klare mere. Det var temmeligt nervøst, for jeg var naturligvis bange for at blive kasseret. Det blev jeg heldigvis ikke og blev derimod støttet i, at jeg skulle søge hjælp. Og det starter jo altså hos lægen.Læs mere »

Et passende vendepunkt

Jeg skulle have startet på det her for længe siden, men jeg var ikke klar til offentligt at sætte ord på tingene som de var og som jeg oplevede dem mens det stod på. Nu må jeg så prøve at strukturere det her, så det giver fornuftig mening og sammenhæng mellem fortid, nutid og fremtid.

At jeg er startet i dag skyldes for det første, at det er i denne uge at jeg tog den endelige beslutning om at stoppe den medicin behandling jeg har været i – i så mange år. For det andet at jeg har haft en længere pause i terapien, som har gjort at jeg i al stilfærdighed har haft ro til at samle tanker op for mig selv og få sat min egen struktur på det. For det tredje at jeg har fået formuleret et mål for mig selv nu – at nu starter livet igen. Lige nu. Læs mere »