Hvor f*** ligger Vadum?

Jeg har som tidligere nævnt en god kontakt med tidligere kolleger og følger med i deres “sager” så godt jeg formår. I den forbindelse talte jeg med en af dem i ugens løb for at få koordineret input og output til et møde med fagforening og sådan noget skrammel senere på måneden. Og hun fortæller med glæde at hun endelig har fået overbevist sin mand om, at det er absolut nødvendigt at få indkøbt en eller anden special-symaskine. Godt nok brugt, men sådan må det jo være. Og hvis ikke den var brugt så var der jo ingen grund til at hente den på en privatadresse. I Vadum. Så der ville hun køre op i weekenden. Hun gav udtryk for, at det jo godt nok var en lang tur, men at det jo nok gik.

Jeg vil godt med. Fire ord der kom hurtigt og konsekvent. Det blev heldigvis modtaget med kyshånd, og hun var tilfreds med tilbuddet om ikke at skulle køre 2×5 timer alene. Konen accepterede med det samme og mente at det ville være meget godt for mig at blive luftet lidt.

Spontan sviptur til Nordjylland. Med medbragt kaffe og mad og godt selskab. Hvorfor ikke spendere sin lørdag på det. Havde tiden og de ting jeg skulle lørdag kunne sagtens rykkes til andre tidspunkter.

På turen op fik jeg indblik i speciel symaskines specielle egenskaber og hvorfor den var værd at køre landet igennem for. Og indrømmet, at det er da smart når sådan en maskine kan lave brokader, broderi og små kniplingagtige kanter på alt lige fra håndklæder til køkkengardiner. Hvis man altså er til sådan noget, hvad jeg så ikke er. Men smart for 20.000 kr? Hold da op. Det kræver vist en interesse af de større.

Samtalen hos sælger gik i mild grad hen over hovedet på mig, men vågnede op da sælger luftede sine frustrationer med at få fotograferet og præsenteret sine kreationer. Fik stukket en brochure i hånden med billeder der i sjov grad mindede om den “forbandede kjole“. Billeder hvor kun min viden om, at den viste dåbskjole var hvid gjorde det muligt for mig tolke øvrige farver korrekt. Min indre hvidbalanceindstilling fungerer aldeles udmærket. Så vi endte med lidt snak om små whitebox fotostudier og jeg anbefalede hende at investere i en sådan i stedet for at bruge penge på et bedre kamera, for det blev lyset altså ikke bedre af på  hendes stuebord.

Og resten af tiden mens symaskinens særlige egenskaber blev gennemgået kedede jeg mig. Men jeg skal jo heller ikke købe en symaskine og var bare med som med chauffør – eller ko-driver som jeg blev kaldt helt konsekvent.

Det kom i øvrigt bag på mig hvor meget råvildt man ser på markerne lige så snart man når nord for Randers. Det er helt vildt. Der står dyr overalt. Noget af det vi så var ganske givet ikke råvildt men noget andet hjorte-halløj. To af dem var ganske store, så mon ikke det var kronvildt i stedet. Der var rød glente i luften et sted og jeg vred hovedet af led mens jeg prøvede at følge dens svæv ind over vejen. (her kørte jeg så ikke selv).

For min kollega var det hele lidt en oplevelse. Hun har aldrig været nord for Fredericia i jylland. Den slags mennesker findes altså, så hun blev ret forundret da vi buldrede op gennem morænelandskabets omskiftelighed, og mente at det hele var ret pænt, men at der var for langt mellem husene og byerne.

På vejen hjem måtte vi lige krydse klinger med en flok romaer på en benzintank. Nej, vi vil ikke købe guld eller sølv. Heller ikke selv om du skal til din døende bedstefar og mangler benzin. Nej, vi synes ikke at det er i orden du står og glor ind i bagagerummet på bilen (hvor symaskine til mange kroner stod). Man bliver altså en lille smule træt af at blive omringet af sådan en flok og ærgrer sig over at man ikke har hænder nok til at passe på sine ting. Men vi kom derfra med samme  som vi ankom med – vi slap.  Inden der blev delt øretæver ud. Men de hang skære-tykt i luften til sidst.

I dag er jeg bare træt og fodret med en masse ganske unyttig viden om broderimaskiner – og hvor Vadum egentlig ligger. Der havde jeg aldrig været før. Men nu er den by krydset af.

 

 

 

Reklamer

15 comments on “Hvor f*** ligger Vadum?

  1. Sikke en symaskine – jeg kan slet ikke forestille mig at ofre 20.000 kr. på sådan en, men den lyder jo til at være meget fin og fornem. Hver sin lyst.

    Tænk ikke at have nord for Fredericia … men selvfølgelig kommer man der ikke, hvis man ikke har et ærinde.

    Det lyder bestemt ikke rart med romaerne. Jeg har haft læst om det, men egentlig ikke helt troet på det. Godt I ikke kom i slagsmål, men bare kørte jeres vej igen – man kan sikkert hurtigt få nogen på lampen.

    • 20.000 for maskine.. inkl transport og diverse. Ja, det er en sjat. Men det er vist osse en rigtig god maskine med en nypris på den forkerte side af 50.000.. eeew.

      Det er jo lige det, der har ikke været anledninger til at køre mod nord før og med et sommerhus på sydsjælland holder man jo ikke ferie andre steder i DK. Så jeg undrer mig ikke. Drillede hende bare med hendes udebanestatus.

      Romaerne har jeg vanskeligt at forholde mig politisk korrekt til. Mere vil jeg ikke gå ind i det – end det allerede fortalte.

  2. Hooold da op, du har da fået indtryk nok til resten af måneden 🙂 Eller var det startskuddet til en masse ture ud af huset?
    Jeg ved godt hvor Vadum ligger (huskede I at udtale det med meeeeeget blødt d, med tungen godt ud af munden, lidt ligesom det engelske ‘the’? og W forrest). Og jeg havde nok ikke taget turen på en dag, men det markerer bare min lede ved lange bilture.

    • Ja, det er lidt anderledes end den isolation jeg har befundet mig i gennem de sidste måneder. Og jeg var godt træt da jeg kom hjem.
      Nej, jeg kendte ikke til at det var den rette udtale, men havde en ide om hvor det er henne så jeg var ikke ganske blank.

      Overnatning undervejs med kollega stod ikke lige på ønskesedlen – så hellere tage den på en enkelt dag 🙂

  3. Ja der er et pænt stykke vej til Vadum, jeg har boet der i 4 år, så jeg ved rigtig godt hvor den lille by ligger.. 🙂

  4. ja du har jo været i nærheden af mig, havde I kørt sådan ca 14 km længere mod nordvest var I havnet i mosen 😉 Men jeg var slet ikke hjemme, så det var godt I ikke gjorde det 🙂

    • Ja, sendte dig en tanke da vi kørte under limfjorden men gjorde ikke mere ved det. Men tror nu osse at min kollega, der jo lagde bil, ville modsætte sig forslaget “skal vi ikke køre ud i mosen” ganske voldsomt.
      Og nej, det var ikke en tur med tid til ekstrature – vi tog os dårligt tid til pauser og så kun Skærup x2 og Karlslunde x1 undervejs.

  5. Man er nok tilbøjelig til at bruge mange penge på ens hobby … nogle køber dyre kameraer 😉 Jeg har også en dyr symaskine (dog ikke SÅ dyr, men det snerper), så jeg forstår godt kollegaen.
    Romaer – beklager, men jeg kan slet ikke tage dem. Havde engang nær kørt en ned på motorvejen, fordi han nærmest sprang helt ud på vejen for at få mig til at stoppe. Lidt efter blev vi advaret i trafikradioen mod flokken, og vi fik at vide, at politiet var på vej for at få dem væk. Gad vide hvorfor personalet ikke ringede til politiet i jeres tilfælde?. Det er lige før jeg ærgrer mig over, at jeg ikke ramte …

    • Jeps… alle hobbyer kan gøres meget dyre 🙂 Vidste bare ikke at der var så meget at vide om symaskiner… jeg lyttede først da sammenhængen med computeren blev gennemgået, for risikoen er jo at min hjælp også er på sin plads dér.

      Som jeg skrev til Hanne, jeg kan ikke diskutere romaer på politisk korrekt vis og kommer ikke mine personlige meninger nærmere end det beskrevne. Tror dog du kender mig godt nok til at vide ca hvor jeg står hvad det angår.

  6. Ja, Vadum ligger helt deroppe, hvor hårde d’er skal udtales som bløde, meget bløde 😉 Ellers noget af en tur. Men du er jo en god bilist, så du vil vel nærmest betegne det som afstressende? Ja, altså ikke lige romaerne. Træls oplevelse. Synes som Ellen, at tankpersonalet godt kunne have ringet efter politiet i stedet for at se deres kunder blive forulempet. Der står nu også rigtig meget råvildt på markerne på Fyn, synes jeg, men på den strækning var du måske chauffør?

    • Det har jeg så lært nu – det med de bløde d´er.
      Det var på alle måder en afstressende tur, for det var ikke mit arrangement. Jeg var bare med og havde kun ansvar når jeg sad med rattet.
      Mængden af råvildt på fyn blev vildt overtrumfet da vi nåede op forbi Randers.

      Tankpersonalet havde selv travlt – der var nemlig lige så mange inde i butikken 😉

  7. Pyh, sikke en lang tur for en symaskine. Jeg ved godt de kan være meget, meget dyre, de små ‘computere’.
    Der bliver, eller nærmere ER blevet udsat meget råvildt og kronvildt i Nordjylland. Nu er der fyldt godt op, da de selvfølgelig også formerer sig.

    • Så er der noget at skyde på.. det er godt. Og nej her er hverken ironi eller sarkasme.
      A. jeg kan lide at se dem. B. jeg kan lide at spise dem.
      Og gør mig ingen illusioner om hvordan de er kommet fra A til B.

      Egentlig opfattede jeg den der symaskine som en CNC-dims til forbrugersegmentet. Det er en robot der kan programmeres… og naturligvis er den dyr.

Har du kommentarer eller spørgsmål:

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s