Funderinger om at være u-hip

I dag skal jeg ud til psykologen igen. Det gik jo ikke helt godt sidste gang, da jeg pludselig følte jeg skulle forsvare mine valg. Hvilket gjorde mig ret sur. Tror emnet kommer op igen i dag, men nok i en lidt anden form nu vi begge har tænkt os lidt om. Det var vist ret nødvendigt.

Men jeg er lidt spændt på hvad dén seance vil byde på i øvrigt. Og vejrudsigten taget i betragtning sætter vi lidt ekstra tid af til at køre turen. Hvad er nu det for noget. Regn, sne – storm? Stormen tror vi nu ikke på, men lidt hårde vinde måske.

Må bare tage min tid og se om det virkelig er så irriterende at køre som de siger.

Jeg er stadig pålagt tavshed vedr “sagen” efter mit arbejdsstop. Helt død er den altså ikke, men omstændighederne har gjort det hele så indviklet at jeg ikke kan finde hoved og hale i noget af det, og dem jeg “må” tale med siger ikke ret meget til mig og skal presses hårdt for at afgive en statusmelding. Dem jeg kan tale med, bør jeg ikke tale med. Dem jeg har brug for tale med er forbudt område.

Det er den direkte vej til en underlig form for isolation, som jeg så bryder ud af når noget sker på arbejdspladsen og folk skal bevæbnes med arbejdsretslige argumenter. Men jeg ved at det her ikke holder i længden for jeg føler mig efterhånden ganske eksplosiv. Foreløbig holder jeg dog aftalen om at jeg ikke tager initiativ til noget som helst. Egentlig burde jeg være stolt af mig selv, for min lunte har vist sig at være mere længere end forventet og jeg er ikke blevet helt vanvittig endnu.

Nå, det var lidt status – på den lidt hurtige måde. Er her altså endnu.

Weekenden har budt på en anden forundring. Det handler om Facebook.

Der er en tendens til at folk gør et stort nummer ud af at nu melder de sig ud. Nu sletter de deres konto (eller deaktiverer den) og vil leve livet i det virkelige liv.

Jammen, fint nok. Det er jo deres valg. Men hvorfor gøre et stort nummer ud af det på facebook? Når det, der foregår der ikke er virkeligt?  Egentlig får jeg samme fornemmelse som når jeg hører om teenagers, der smækker med dørene for at få opmærksomhed.

Dybest set synes jeg jo at FB er god nok. Det er ikke en uvirkelig verden, for det er ikke en verden for sig selv. Det er bare endnu et medie, synes jeg. Men skal vi være lidt imponerede af de der erklærer sig som udenforstående. Ok, jeg er lidt imponeret (af dem der kan gennemføre det) men vil ikke bytte, for FB er en del af den måde jeg holder kontakt med min omverden på. Er bare ikke imponeret af “afskedshilsnen” om at kontakt skal foregå i den virkelige verden og at dét så viser sig at være instagram, twitter, snapchat, whatsapp eller viber. Hvilket hverken er mere eller mindre virkeligt end facebook.

Det virker som om – på mig – at det er lidt hipster at gøre et stort nr ud af at forlade pøblen på facebook. At turde gå mod strømmen. Med det ene formål at vise at man kan gå mod strømmen.

Og så er vi jo ved sagens kerne… at man viser det frem. At man er lidt hip.

Jeg er stadig u-hip.

Reklamer

6 comments on “Funderinger om at være u-hip

  1. Hehe, det er de samme tanker, som jeg har haft gjort mig, når jeg har set folks ‘trusler’ – som i øvrigt ofte har være tomme trusler. De skulle åbenbart bare lige op og markere sig. Der er også mange, der skriver “Nej, NU forlader jeg denne tråd, fordi bla bla …” – og så kommenterer de igen lidt længere nede. Respekt? Ikke for fem flade øre!
    Og det sidste, du skriver er da urkomisk: Nu går de så fra det uvirkelige liv på FB til det virkelige liv på Twitter o.l.? Jamen altså … 😀

    • Indrømmet, blev lidt inspireret af min svoger der meldte sig ud af FB med en gevaldig hilsen til os andre om hvad der var i det virkelige liv… for så at bombe os med beskeder på whatsapp i går. Om hvad han havde fundet af godbidder på den lokale bazar og hvad de skulle bruges til… inkl et billede af aftensmaden… og så foretrækker jeg altså at få det på FB. En lille bitte notifikation og så er det overstået. Her bimlede telefonen i næsten en time og vi endte med at sætte den på lydløs.

      Men vi må se det i øjnene.. de sociale medier er jo til selvpromovering.. også når det gælder at forlade dem…

      Smiler i øvrigt lidt af dit eksempel.. jeg har gjort det samme .. altså at skrive at jeg forlader en tråd, hvorefter jeg fandt ud af at de andre fortsatte den med at jorde mig – og så måtte jeg jo svare på det osse 🙂 Så nu skriver jeg ikke “farvel” kommentarer mere … og er i samme omgang blevet god til ikke at fortsætte direkte ud i mudderpølen.

  2. Jeg er ret begejstret for Facebook, og henter mange af mine nyheder der, da jeg fx “synes godt om” DR, Information og Kristeligt dagblad. Det er yderst sjældent, jeg lægger selvstændige opdateringer ud lige bortset fra når jeg lægger et link til en ny blogpost.

    Jeg er med i et par grupper om slægtsforskning og en om diverse IT-support, og jeg synes såmænd, jeg bliver lidt klogere af dem alle tre.

    Så jeg forlader altså ikke FB til fordel for det virkelige liv!

  3. Jeg har en profil på FB, og før jeg begyndte at blogge, besøgte jeg siden flere gange om ugen. Nu går der let uger, uden jeg viser mit åsyn. Jjeg har nogle slægtsgrupper og andet jeg holder øje med, men der får jeg en mail, når der sker noget, jeg skal tage mig af. Jeg har også blokeret for alle spil og andet der absolut ikke har min interesse.

    • Du er mere hip end jeg – er det sådan ca konklusionen 🙂

      Men vi bruger jo remedierne forskelligt og de gode remedier er kendetegnet ved at de tilpasser sig vores brug og ikke omvendt.

      For mig er bloggeriet og FB to ret forskellige ting. Og af indlysende årsager.

Har du kommentarer eller spørgsmål:

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s