Intet at miste

Jeg har tænkt som en gal siden i torsdags hvor jeg var på et besøg hos hende sexologen jeg i sin tid blev henvist til. Egentlig var mit udgangspunkt at dette skulle være sidste besøg og det var det, jeg begyndte med at sætte ord på. At tiden var gået.

Hun lægger hovedet på sine knyttede næver med albuerne i skødet.. lidt på skrå, læner sig frem og ser på mig med sit allermest direkte blik. Hvad er der sket?

Sagen er ikke at der er sket noget, men at jeg ikke kan rumme mig selv. At jeg ikke kan rumme denne type behandling lige nu. At der er så meget andet i livet lige nu der presser sig på. At dette emne repræsenterer ca det mindste af en stribe problemer, eller som vi sagde den gang jeg havde noget med projektplanlægning at gøre – når man står i problemstilling #12 skal man ikke forsøge at løse #156 af 203. En nok så bekendt blogger har gang på gang sagt til mig – lidt det samme – at jeg skal krydse broerne når jeg kommer til dem. Du ved selv hvem du er.

Nu sad jeg så der og ville vælge en rute der gik helt uden om problemstillingen og prøvede at forklare mig selv (først og fremmest) og hende hvorfor det måtte være sådan. Om at det ikke var min topprioritet at få fin-tunet det aspekt af mit liv. Om at lide med angst igen. Om depressionen der spøger rundt i hver eneste lille celle i nervesystemet. Om trangen til at flygte.

Prøver at finde ordene for det jeg har tænkt i bilen derud. Og i dagene før.

Og jeg bliver bare kigget på. Det første hun siger er, at det er ok. Vi kan stoppe her eller bedre måske tage en længere pause og så kan du bare sende en mail når du føler du vil have behandlingen genoptaget. Vil du gå nu eller vil du fortælle mig lidt mere om hvorfor?

Jeg blev siddende. Så hende skifte position. Mere åbent mens hun formentlig konstaterede for sig selv at ønsket om at stoppe måske nok var udtalt, men dækkede over noget andet.

Hun er skarp, men det var ikke påkrævet her. Jeg hørte vist til i læse-let kategorien.

Personligt tror jeg bare ikke jeg kan rumme det.

Vi talte lidt løst om mine familieforhold, om konens håndtering af vores aktuelle situation. Afviklede stille og roligt mit alarmberedskab og lod mig bare tale.

Især om barndommes overgreb… om mine forældre .. om Festen…  om ikke at tale med dem.. om skoletiden. Jeg har ingen klar erindring om hvad hun spurgte om eller kommenterede på, men et eller andet har hun i hvert fald sagt siden emnet faldt på denne måde.

Hun holder en fin professionel afstand til det hele og jeg var derfor små-rystet da hun pludselig kommenterede på min barndom, hvordan hun som moder ville føle det hvis nogen.. hendes … barn… Der kom sådan et sært mørkt gardin ned over hendes ansigt.  Tror hun ville ønske at hun dér kunne holde kæft med tilbagevirkende kraft. Det kan jo ske at man har behov for det.

Af en eller anden grund var det ca dér skallen krakelerede. Har egentlig aldrig tænkt på hvordan mødre egentlig burde reagere og tænke på de her ting.

Hvordan vi kom derfra og til incestofres forhold til nærvær, mentale udvikling mm – det aner jeg faktisk ikke. Men jeg har en vag erindring om at sidde og ryste mens samtaleemnerne kom tættere og tættere på.

Prøvede at vende tilbage til at jeg ville stoppe og var nu nået frem til den egentlige forklaring (hvilket jo i sig selv osse er et fremskridt). At jeg spildte tiden – hendes tid. For der skete jo ikke noget andet omkring mig end min “udad-situation”. At det var forkert at sidde her og tale om alt det andet, når det nu føltes så uvæsentligt. Spildte hendes tid, gentog jeg, mens jeg prøvede at sende et underliggende budskab om at jeg mente det. Mente det sådan. Husk at jeg ikke selv betaler det her. Husk at det foregår i sygehus-regi, at der formentlig er budgetter der skal holdes og hvad ved jeg.

Hun læner sig frem og påpeger at jeg ikke spilder hendes tid. At hun ved hun kan hjælpe mig (hvis jeg vil hjælpes). Og at det er uhørt vigtigt at vi taler om de konkrete overgreb – ikke bare de sexuelle men de mentale.. og de svigt der har været. Om at være aldersplittet med lynskift mellem at være mig 6, 12, 22 og 45 år. Om forhold til krop og følelser i de perioder. Om normalitet. Om at det jeg går igennem er normalt og vigtigt. Og en masse andet som jeg kke vil skrive om her.

Det der står tilbage er at hvad jeg opfattede som “spildtid” i hendes sammenhæng var en proces og at det var helt ok, og at det tog tid. For det er gamle mønstre der skal brydes her. Og at jeg er langt over den kant hvor det bare er et “forholds-problem”. Der er fysiske hindringer. Og der er et bjerg af følelsesmæssige som først og fremmest handler om behov. Behov for tid, behov for tryghed og behov for stabilitet.

Vi endte med en lille omskrivning af den gamle frase om mænd, kvinder og sexualitet. Kvinder giver sex for at få kærlighed.. mænd giver kærlighed for at få sex. Egentlig er det jo en form for prostitution og handel der sker der, men hvis udbud og efterspørgsel hænger nogenlunde sammen så er det jo.. som det er. Ca.

Har ikke lige en mand på lager så deres behov vil jeg helst ikke kloge mig i – og slet ikke på baggrund af egne erfaringer (det ville ende grumt).

Men den er lidt vigtig alligevel. Jeg vil forsigtigt vove den påstand at mange, der har været udsat for regelmæssige overgreb af denne kaliber kan nikke genkendende til den mekanisme. At der er et bytteforhold. At man oplever at bytte sex for at få noget andet og fuldstændig overser at der ikke er tale om sex. Og at man så skal leve med skyldfølelsen over dét resten af livet. At sex er noget man bytter bort for at få noget andet. Noget der kan sælges. Noget man på sin egen skæve vis fortsætter med at sælge.

Det var nu mest hende der talte ud fra mine underlige ja´er og nej´er og mere eller mindre halvfærdige sætninger. Eller osse føltes det bare sådan.

Det gør ondt i hele kroppen at sidde der og mærke mønstrene blive brudt op i om ikke atomer så i hvert fald fraktioner. Men de er jo ikke kun mønstre der er uhensigtsmæssige – de er osse forsvarsværker. Og for en stund skrider de. (her kæmper jeg voldsomt med at holde sammen på mig selv og ikke stæse stortudende ud af døren) mens hun opsummerer om skyldfølelse, om at føle skyld over at være blevet svigtet. At føle skyld ift overgreb fordi de jo i sagens natur blev en del af en handel.

Pludselig føltes det ganske relevant at få hjælp af hende til at erkende og bryde mønstre og forsvarsværker (undskyld det lyder lidt højtravende (husk det kommer af høj-travende)), så jeg fik en ny tid.

For der er ikke meget mere at miste. Ikke hvad det angår, i hvert fald.

Og det er mit – og det ved jeg godt – ufattelige held at jeg får hjælp af sådan en dame. Der er de færreste forundt.

Det er meget personligt og mange ville nok ikke fortælle så meget.. men hvad har jeg at miste.. ?

Reklamer

16 comments on “Intet at miste

  1. Du har vist ikke noget at miste, men meget at vinde.
    Og jeg skal læse dit indlæg mindst et par gange til for at forstå det … men det var godt, du skrev det ned.

    • Det var det – altså godt. Kan godt forstå at det ikke lige er til at forstå, for jeg ævler da vist lidt rundt i tingene der. Men får sat ord på noget der lurede i baggrunden – og nu har jeg ordene og kan lettere genbruge dem. Det er osse en form for sejr..

      Og nej, der er ikke så meget at miste hvad det angår.

  2. Pyh, det er, som Ellen skriver, et indlæg, der skal læses mere end én gang, før det rigtigt bundfælder sig …
    Hvor var/er det godt, at du har en sexolog, der ikke bare trækker på skuldrene og lader dig gå, selv om du tror, det er det, du helst vil.
    Dit gamle indlæg om Festen er fra før min tid som blogger, så det havde jeg ikke læst. For filan da også! – kan godt forstå sexologens mørke gardin.

    • Var jo osse et indlæg der tog flere dage at formulere stikordene til. Sært så lange hunde-lufte-turene blev i de dage. Der får jeg nemlig lov til at tænke helt for mig selv og hunden afbryder ikke.

      Ja, det er godt at hun ikke bare giver op og skriver mig ind i statistikken som de uhjælpelige.

      Når nogen undrer sig over at jeg ikke har konfronteret mine forældre så fortæller jeg historien om “festen”. Og om hvordan det var at høre den udlægning af det plot de fleste kender og som de færreste betvivler.

      Det var bare så specielt netop fordi hun (altså sexologen) aldrig bliver personlig. Men det hjalp min erkendelse lidt på vej… at der faktisk er grund til at få den hjælp gennem de samtaler. Og at dét ikke er noget jeg skal skamme mig over.

  3. Jeg har aldrig tidligere hørt “Kvinder giver sex for at få kærlighed.. mænd giver kærlighed for at få sex.”, men det giver god mening, og det er ikke fordi, jeg heller har en mand på lager.

    Det er et vægtigt og læsværdigt indlæg du her kommer med, som også jeg skal læse flere gange, og jeg glæder mig over, at du fik en ny tid.

    • Nu har du så hørt den 🙂 Hørt den med.. om der er noget om den aner jeg ikke, men selve byttehanden-mekanismen er interessant.. på det mere generelle plan. Især for mennesker der har været udsat for overgreb.

      Det var som sagt osse et indlæg der tog lang at tænke stikord til, og da det var tid skrev jeg bare uden egentlig selv at læse… det blev lidt konfust, hvilket jeg beklager.

  4. Et tankevækkende indlæg. Ikke mindst efter også at have læst dit indlæg om Festen. Min mor lever ikke mere, men hun er bestemt i “familie” med din. Vi er døtre af narcissistiske facaderyttere, der nyder at vise deres “ting” frem (også deres velklædte og renskurede børn), så de kan sole sig i omgivelsernes “Ih og Åh, og nej, hvor er det flot”. Og så er der sgu ikke nogen, der skal komme og ødelægge det smukke billede, mor så ihærdigt forsøger at give udadtil af en i virkeligheden rådden virkelighed. Fy!
    Narcissisme i den målestok er nærmest en sygelig tilstand, som intet har med os at gøre. Vi bliver svigtet. Ja!!. Men – det er p.g.a., at en forældre er syg. Det er ikke din – eller min skyld.
    Jeg har nemmere ved at se alt dette, fordi alle involverede i min historie er borte. Jeg er ikke længere hjernevasket til at være loyal overfor moderen og utro mod mig selv.
    Igennem forståelsen kommer tilgivelsen, – ikke mindst af os selv.

    • Hvis jeg bare sagde ja til det der så ville jeg faktisk gøre min mor uret. Hun er en stærk kvinde der ikke går op i sådan noget i mange af livets forhold. Hun er en oprører, et stolt menneske, der tør gå mod strømmen. Men hun har en blind plet hvad angår min bror. Desværre. Men hun har min respekt. Og jeg – om ikke tilgiver – lever jeg med at hun ikke vil erkende at det gik helt galt mellem mig og min bror for de der forfærdelig mange år siden.

      Men jeg tror der er mange mødre og fædre af den type du har levet med…

        • Det er vist ikke helt så sort/hvidt…. kiggede på spørgsmålene og det kan sagtens være at jeg tager fejl, men jeg tænkte mange “nej” dér.

          Det er ikke sådan jeg oplever det.. det er ikke sådan jeg føler det… og vælger at stole på egne følelser hvad det angår …

          • Hvordan kan du stole på dine egne følelser, når du ikke stoler på dig selv?

            Der er ingen tvivl om, at du kan finde megen helse ved at vende blikket mod din mor, når du en dag er klart dertil. Lige nu er det for utrygt for dig, tror jeg.

          • Egentlig synes jeg at det der er et billigt point..

            Og det andet… jeg tror jeg kan finde megen helse ved at stole på mig selv og ikke lade mig styre mht hvad jeg skal føle.. har ikke helt øvelsen. Men det kommer.

  5. Du har mere at vinde end at miste.
    Dit indlæg skulle lige læses et par gange, og stadig har jeg lidt svært ved at finde hoved og hale i det. Men jeg ved det giver mening for dig at skrive det, og det er det der betyder noget.

    • Jeg beklager at indlæggets anatomi blev lidt picassoagtigt her, men håber at et eller andet alligevel sank ind. Og det giver nemlig mening for mig ikke bare at tænke det – men osse at skrive det…

  6. Det er bestemt ikke min agenda, at score billige point. Det er det her alt for alvorligt til.
    Jeg prøver at skubbe lidt til dine overspringshandlinger, som jeg kender rigtig godt fra mig selv.
    (It takes one to see one).
    Nu skal jeg nok holde æ snut (som vi siger på synnejysk).

    • Det er nemlig alvorligt.. men der ramte du en grænse for mig. Den kan være ret og rimelig eller den kan være forkert, men grænsen var der.

      Håber da du begynder at tale igen 🙂

Har du kommentarer eller spørgsmål:

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s