THIS IS NOT A DRILL

Vi kender ordene, og jeg ville gerne have sat dem på overskriften på dansk, men “dette er ikke en øvelse” har ikke lige den samme klang (versaler eller ej). Ikke den samme blodtryksløftende effekt og ligner egentlig bare en orientering og ikke noget der kræver alarm og handling.

Jeg vil to ting i dette indlæg. Jeg vil fortælle en historie fra min tid på mit sidste job. Det ligger et par år tilbage ca. Og jeg vil fortælle hvordan det er i dag. Og sammenhængen.

Har I nogensinde gået ind i et hus, måske endda jeres eget, og udløst en alarm? Så kender I den der

DING-DING-DING….

der følger. Jeg håber, at I der har prøvet det, også har været i stand til at få den slukket, for den rammer ca samme nerve som den tandlægens bor finder ..  øjeblikket før han siger “ups – der var du vist ikke bedøvet”.

DING-DING-DING….

I  mit tidligere arbejde var alarmer en del af pakken. Vi larmede af og på i en uendelighed og heldigvis rummede vores arbejdsbeskrivelser som regel en beskrivelse af hvor alarm-dimsen befandt sig. Koden fik vi så i telefonen fra bookingen. (og nej den måtte vi naturligvis ikke skrive ned på arbejdssedlen sammen med adressen). Sammen med nøgler, oplysninger mm var det så absolut påpasselighed der gjaldt. Firmaet måtte under ingen omstændigheder kunne mistænkes for have været skyld i “problemer”. Og i de år jeg har været der har der aldrig været blot antydningen af “problemer”. Dét var de gode til. Det skal de ha´.

Derfor er der heller ikke normalt betænkeligheder ved både at udlevere nøgle, kode og “afblæsningsord” til firmaet. Det var hverdag og vi tænkte ikke meget over det. Kun når vi fik en “ny” adresse. Og det var ikke kun mig der var betænkelig når der stod #alarm# på en beskrivelse. Pis, gu ved hvor den præcis er. Hvilken model er det… den hvor man skal trykke hel hus eller halv hus, sort firkant, grøn prik eller?

Nå, men for et par år siden fik jeg sådan en ny opgave. En engangsopgave i et sommerhus hos nogle af vores faste kunder hvis villa blev ordnet 4-5 timer hver fredag. (dét er lang tid!). Fint nok. Adresser i sommerhusområder er pr definition altid helvede på jord, hvorfor tror folk at sommerhuse kan undvære husnumre og at små civilt opsatte vejskilte med uautoriserede vejnavne sagtens kan gemmes i hække mm? Fandt huset. Efter lidt søgen. Eller dvs jeg fandt vejen og huset et af de eneste der ikke havde nogen bil.. og nøglen passede. Det måtte være der. Og alarmen “er i skabet over skohylden”. Hmm.. huset havde så vidt jeg kunne se to indgange. Mon skohylden var bag den ene eller den anden dør? (husk at jeg ikke har været i huset før, det var ikke et lille hus og dermed anede jeg ikke på forhånd hvordan man på den indvendige side kom fra dør til dør”. Kigger lidt på dørene og vælger så den med den groveste og mest slidte måtte. Og går ind.

bip-bip-bip….

Den kender vi godt.. nu har man 30-45 sek til at taste en kode. Og regne ud hvordan <enter> knappen ser ud.

Der er ingen skohylde. Der er ingen alarmdims. Smider hvad jeg har i hænderne, undlader at afmontere udendørs fodtøj og spurter gennem (viser det sig) eksklusiv sommerbolig (hopper over en på gulvet hensat kunstgenstand) for at finde dør nr 2. Fundet – og der er heller ingen skohylde. Eller alarmdims for den sags skyld.

bip-bip-bip….

Er der flere døre i det her skide hus? To viste det sig. Men hverken alarmdims eller skohylde.

DING-DING-DING….

Tiden er gået. Og med den afsindige lyd i ørerne fortsatte søgningen efter alarmdimsen (hopper over endnu en på gulvet hensat kunstgenstand) . Og efter hvad der føltes som timer indså jeg at det kunne være ligemeget. For alarmen var gået. Ud af døren. Og ringe til chefen… der ikke kunne høre hvad jeg sagde pga dingeriet, men hun var ikke et sekund i tvivl om at der var gået en alarm. “HVOR ER DU” råbte hun til mig… der og der… hvor sidder den #&*% alarm? Hun gentog bare “over skohylden”

DING-DING-DING….

Nej.. der er ingen skohylde… og så blev jeg bedt om at gå ind igen… kigge efter.. åbne garderoben og hvad ved jeg..

Husker at hoppe over en på gulvet hensat kunstgenstand..

DING-DING-DING….

Ud af huset igen – over kunstgenstanden.. ringe til chefen igen.. den findes ikke.

DING-DING-DING….

5 minutter senere ringer chefen op igen. Nu har jeg talt med kunden, og alarmen sidder i panelet under spejlet i gangen; skohylden? – det er i deres villa! – de undskylder. Fuck, der er tre gange og der er sgu spejle i dem alle sammen.

Ind i huset igen, spurte rundt (hopper over en på gulvet hensat kunstgenstand – nu med en vis øvelse) og finde næsten hemmelige paneler under skabe. Yes, der var den.. taste kode.. rød lampe… taste kode igen.. rød lampe.

DING-DING-DING….

Ud af huset igen – denne gang ad en rute uden om på gulvet hensatte kunstgenstande. Ringe til chef. Der ringer til kunde. Åhhh det må I undskylde, vi har jo ændret i koden.

Det var cirka dér jeg havde lyst til at smide med et eller andet tungt i deres have. Og helst ramme noget værdifuldt. Eller måske bare droppe at hoppe…

Ind igen. Ny kode… gul lampe blinker.. men dingeriet holdt kæft. Og så en nedtælling. Fra 3 minutter. Man behøver altså ikke være Sherlock for at regne om at dingeriet snart går i gang igen (kunstgenstande lever nu ganske farligt). Ringe til chef. Jeg skal have afblæsningsord. Det har chef ikke så hun ringer til kunde – igen. Behøver jeg fortælle at chefen ikke når at ringe inden gul blinkende lampe bliver til rød og dingeriet går i gang igen? I hvert fald ikke i detaljer.

DING-DING-DING….

Får lyst til at sparke til .. genstande på gulvet.

Rent faktisk når vagtpersonalet frem før jeg bliver ringet op igen. Og de er fuldstændig usamarbejdsvillige selvom de jo kan se i systemet at larmen har været slået fra. Mens vi diskuterer emnet ringer min chef og giver mig afblæsningen. Den accepterer de og jeg får lov til at gå i gang. Spørger dem om de lige gider bekræfte “larme på proceduren” for mig. Bare for en sikkerheds skyld.

På dette tidspunkt var jeg i det røde felt, sådan rent mentalt. Min stresstærskel var for længst overskredet, jeg var rædselsslagen, jeg rystede på hænderne og ude af stand til at gå på nogen som helst imaginær lige linje og holdt mig langt væk fra på gulvet hensatte kunstgenstande.

Ringer til min chef efter en lille time og meddeler hende at det er nok nu, at hun skal aflyse resten af dagen for mig. For jeg kan ikke mere. Fint, ingen problemer. Gå bare hjem, gå med hunden og “ryst af”.

Det var mange ord om hvordan et dingeri kan ryste mig, og formodentlig ville kunne ryste de fleste der kæmper med genstridig alarmdims. For ikke at tale om de få der oplever de “gemte” af slagsen i legalt ærinde i øvrigt. Hele normale reaktioner på helt unormale stimuli. Måske var jeg lige lidt længere tid om at komme mig. Men ellers ganske normalt. (tror endda at det ikke er unormalt at sende medarbejdere hjem der er blevet kørt over af en alarm).

I dag… reagerer jeg ca på samme måde hvis det ringer på døren. Eller hvis telefonen ringer – eller hvis jeg selv skal ringe, men der slipper jeg panikken af “nu og her”. Derfor foretrækker jeg så bestemt at det er mig, som ringer til dem, der skal tales med. I dag har jeg for anden dag i træk forsøgt at få fat i en bestemt mand på fagforeningen. Uden held. Han er der, men han svarer aldrig i telefonen. “skal jeg bede ham ringe tilbage” lyder det igen og igen. Nej tak. Men jeg kan jo ikke sige til damen at det er noget “farligt noget” som jeg virkelig skal tage mig sammen til at gøre når jeg ringer til nogen – næsten uanset hvem. Men i dag måtte jeg så overgive mig og sige ja, for jeg skal jo snakke med manden, der vil ringe enten i dag eller på mandag. Det vil sige, at jeg skal være i alarmberedskab i to dage. For den telefon skal jeg bare tage – lige når den ringer. At aflæse nr og så lige tage sig sammen og ringe tilbage går ikke.

Det er ingen øvelse. Jeg tror næsten jeg ville foretrække alarmen. Der kan jeg nemlig tillade mig at kalde det hele en normal reaktion på noget unormalt.. nu sidder jeg med unormal reaktion på noget normalt. Og det er sgisme et skidt bytte.

Reklamer

14 comments on “THIS IS NOT A DRILL

  1. Det der alarmcirkus kan da tage pippet fra selv den mest robuste. Mig ville det sende til tælling med det samme. Godt klaret at du forsøgte gentagne gange.

    I perioder tager jeg heller ikke telefonen, men jeg aflæser nummeret eller aflytter telefonsvareren, og ringer tilbage, når jeg har overskud til det. Til gengæld svarer jeg lynhurtigt på mails: Hvis jeg er hjemme så indenfor fem minutter.

    God weekend til jer begge to.

    • Det er de færreste der har modstandskraft nok til det cirkus, selv chefen blev stresset, og hun havde den bare i telefonen og sad på sin pind mens jeg oksede rundt.

      Det er svært at forklare hvorfor en ringende telefon kan være så “farlig” og det var nok lidt derfor jeg satte det sammen med alarm-historien.. om det store alarmberedskab det medfører.

      Mail inden for 5 minutter.. wouw.. det lyder effektivt… det ville jeg ikke kunne love..

  2. Jeg føler med dig – jeg hader også alarmer, selv om jeg kun har prøvet en enkelt, nemllig den på min gamle arbejdsplads. Det var virkelig noget, der kunne give mig hjertebanken, når jeg var første eller sidste mand og skulle slå skidtet fra eller til. Det gik galt for mig et par gange – garanteret bare fordi jeg var nervøs for om den ville gå i gang …
    Og din oplevelse her kan man så gange med en 10-20 stykker i forhold til min …
    Det med døren og telefonen forstår jeg så ikke helt, men der er så meget jeg ikke forstår 🙂

    • Ja, alarmer er egentlig ganske angstfremkaldende når man har med at gøre på arbejde, uden at de lige er en kernefunktion (tror vægtere har det ganske afslappet med det). Tror det er fordi konsekvenserne kan være så voldsomme. (for os var det en grim advarsel der ventede hvis vi ikke at larmede på når vi gik). Jeg var indlysende uskyldig i misèren.

      Det er svært at forklare med telefonen.. så jeg kan godt forstå at det var svært at forstå. Men alarmer kan de fleste forholde sig til 🙂

    • Det gjorde han ikke så jeg prøver selv igen i morgen (vinder initiativretten)… men weekenden er jo rolig alligevel.. der ringer ingen grimme mennesker – kun søde 🙂

  3. Først så jeg den indre film, da jeg læste dit indlæg, og selv om den ikke var morsom at medvirke i, så gav den anledning til et enkelt forsigtigt smil. Når det så er sagt, så kan jeg godt forstå, at sådan en oplevelse kan tænde alt, hvad der hedder stress i kroppen.
    Jeg håber, at du har fået din opringning, så du kan holde god weekend med din frue.

    • Filmen er velkommen og ønsket 🙂
      Det gjorde jeg ikke.. men får en god rolig weekend alligevel og så prøver jeg selv at ringe i morgen så jeg kan få det overstået.

  4. Et indlæg der giver mening for mig og din situation.
    De alarmer giver både hjertebanken og rystelser. Jeg hader når de går i gang eller møder ind til en og skal tage affære. Man skal jo LANGT væk, før det er muligt at føre en samtale, og så kan man ikke betjene panelet.

    • De opfylder deres formål – man vil bare væk.. Er næsten sikker på at der har siddet nogle eksperter og fundet de til formålet bedst egnede hyletoner.

      Det er fint og men lidt upraktisk (for tyven) hvis man er en tyv og har ondt i sinde, men når man er til stede i fuldt legalt ærinde og prøver at få det stoppet – så er det bare vildt stressende..

  5. hej overleveren

    sikke en fart du skriver med
    jeg ser det som en fremskridt

    ved godt jeg svare sent på din oplæg her men jeg skal have mig selv med og få det læst

    hold op hvor du forstå og skrive hvad der sker, når du oplever noget, eller det du har oplevet

    faktisk så godt at din oplæg her ryger med mig til læge, lægen forstår ikke hvad jeg prøver at forklare , alarm skal lægen bare læse som noget andet

    har haft god veninde med flere gang og hun har hjulpet mig med og sætte ord på så lægen ville kunne forstå hvad vi/jeg prøver at forklare

    med alle de kommentar du har fået, har du skrevet det så alle kan forstå det

    og kan læge ikke nu, opgiver jeg at forklar mig

    hold op du er dygtig til og skrive så hudløs ærligt og forståeligt

    forstår godt hvordan du reager/har det, og nej ingen kan sættet sig i din sted
    men har en forstået af din situation

    tak for din venlige modtagelse

    gode ønsker til dig

    mange hilsner

    • Hej og velkommen tilbage(?).. Er ret berørt over at du kan bruge dette indlæg til noget konstruktivt og jeg håber at du får gjort din læge begribelig hvad du oplever når du er i en form for tilsvarende situation.

      Håber at din læge tager sig tid til at blive gjort begribelig hvad du vil prøve at formidle med dette.. men tror de fleste læger vil få et ret godt “hint” hvis man fortæller dem at telefoner tricker samme reaktioner som stor-alarmer …

      Du ønskes held og lykke og alt det bedste…

      • ved godt det er sent men vil lige give dig svar på det her forløb med den hjælp du har givet skylder jeg dig

        men overskuet er ikke det stor i tiden

        lægen kom aldrig så langt hun fik dit indlæg, hun ville ikke høre/forstå/lytte
        har været det to gange nu men vi kommer ikke så langt i samtalen, inden jeg er smidt ud igen

        går her om den varme grød

        det vil sige, tage den dumme telefon bestille tid for 3 gang og denne gang må jeg lade være med at blive skuffet over hende (ved ikke om det er den rigtige ord)
        og sige det til hende så hun forstår

        og jeg har virkeligt brugt indlæg her på flere måder og er slet ikke færdig med det endnu for hver gang det læses forstår jeg mere og mere ..

        mange tak og i lige måde

        • Jeg ved at lægerne har dårlig tid, men ved osse at de fleste tager sig tid hvis det er nødvendigt. Mind hende om muligheden for at booke en dobbelttid og score dobbelt afregning (?) fra sygesikringen når det er depr samtale eller lign.

          Du må insistere på at hun lytter.. du må prøve at sætte ord på det “alarmberedskab” du tilsyneladende osse bliver bragt i når omverdenens simple krav bliver stillet og at du har problemer, der kan og bør kunne løses hvis der bliver taget fat i dem. Og minde dig selv om at det er en invaliderende lidelse, hvor det ikke bare nytter noget at DU skal tage dig sammen. For det kan man altså bare ikke her. Lige så lidt som man vil sige til en person med et brækket ben eller det der er værre – at de bare skal tage sig sammen.

          Håber du finder dine fødder og din styrke til osse at klare et uforståeligt sundhedssystem.

Har du kommentarer eller spørgsmål:

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s