Kapret Fællesskab

*still here*

Var i går omkring psykologen der gav nogle gode inputs til mig i den situation jeg stod i lige nu. Og hun tøvede ikke med at kalde det en krise. Slet og ret. Som side 1-3 i grundkurset for psykologer. Og for at undgå at banalisere det alt for meget måtte hun jo så osse indrømme at jeg qua min historie og baggrund ikke var i stand til at komme ud af det uden hjælp fra kloge koner, partner og netværk. Men at jeg skulle lade det tage sin tid og forsøge ikke at isolere mig alt for meget undervejs. Det sidste kan jeg jo godt genkende. Har siden nov isoleret mig totalt. Har ikke villet tale med nogen, se nogen med mindre de havde et eller andet med “sagen” at gøre. Så kunne jeg godt tage mig sammen, hive en professionel hat på og agere feltmarskal igen med ordensbånd og det hele. Men ellers ikke. Vil ikke ret gerne se mennesker og har en sær tvangstanke om at mennesker egentlig heller ikke vil se mig, tale med mig eller tænke på mig – at jeg er velkommen tilbage i fællesskabet når jeg værsgo har fundet mig et nyt job og har bevist (nok en gang) at jeg er en værdig deltager i fælleskaberne.

Det kommer til at tage lidt tid. Og tid har vi stadig en del af inden krisen kradser for alvor.

Nok om mig.

Jeg har i meget, meget lang tid gået rundt med et indlæg som måske var for betændt til at jeg turde fyre det af. Så jeg ventede og håbede på at der kom en dag hvor det virkede mindre betændt. Det gjorde der ikke. Så nu ryger det afsted i al betændelsen. Fordi det på sin vis osse handler om de fællesskaber.

For en måned siden faldt et air asia fly ud af himlen et sted i asien. Vi følte med de pårørende og kameraerne kom helt op i deres ansigt mens de skreg deres sorg ud. For 14 dage siden skete der noget i Paris der gjorde at en bestemt avis pludselig havde en kendskabsfaktor i eksponentiel vækst. Vi kom på fornavn med hidtil aldeles ukendte tegnere med hvem vi ikke havde andet til fælles end fjendebilleder. For få dage siden slog en mand en anden mand ihjel (og derefter sig selv) på et dækcenter. For få dage siden fandt nogen en mand i en havn (og det sker faktisk ret tit).

Og vi viser vores deltagelse hvad enten vi kender folk eller ej. Hvad enten der er politisk motiv eller bare en passende mængde meningsløshed. Facebook, twitter og øvrige medier bliver overbroderet med virtuelle gravlys og RIP´er (hører det overhovedet til i dk?) og hvad ved jeg.

Er der et dødsfald eller flere så vil vi dælme være med og vise at vi osse er ramt. Osse selvom vi faktisk ikke er det.

Aldrig har et dækcenter haft så mange tilfredse kunder på facebook. Der er nærmest kø ved indgangen til deres facebookside. Jeg siger ikke, at det ikke er rigtigt alt hvad der står, men det undrer mig at der nærmest er gået lidt mode i at dele andres sorg. Det undrer mig at mennesker der ikke har været tæt på er så forhippede på at vise deltagelse. Tænker at hvis  den mekaniker jeg sidst besøgte for to år siden og som før det pertentligt passede min gamle volvo gennem flere år kom af dage på dramatisk vis, så ville jeg da føle det “øv” men ikke meget mere end det. Jeg kendte jo ikke manden, som jeg havde tulret rundt med under min elskede bil, mens han kiggede på ophæng, kødben og hvad ved jeg, jeg kom der ikke mere. Ligeglad ville jeg nok ikke være, men heller ikke deltager i det sørgende fælleskab.

Personligt tænker jeg at der må være et eller andet vi mangler i vores sociale strukturer, når vi er så ivrige efter at låne og kapre andres fællesskaber. Vi kan ikke crashe naboens bryllupsfest (for det gør man bare ikke) men ingen med deres sansers fulde brug kan bebrejde dem der vil vise deltagelse ved dramatiske dødsfald. Det er et fællesskab, hvor man ikke nødvendigvis er velkommen, men ingen kan finde ud af at lukke døren.

Eller er det fordi vi blevet bange for at være eller virke ligeglade med andre, hvis vi ikke straks ryger i tasterne og viser vores digitale deltagelse? Eller er det en ny form for selvpromovering af os selv vi har gang i. I et fælleskab vi ikke kan smides ud af.

Jeg forstår det – og så forstår jeg det alligevel ikke.

Måske er det bare mig, der er noget helt galt med, hvilket jeg i øvrigt har papir på… mange papirer.

Reklamer

23 comments on “Kapret Fællesskab

  1. hej Overleveren
    vi/folk lide af “berørings angst” (nok en anden mere rigtig ord men håber du ved hvad jeg mener) folk vil vise, åh vi er noget, så kede af det, se os vi er kede af det, vi støtter dem. se overskud vi hjælper, men når, det når til naboen, genboen, familien, venner der kommer ud for noget bliver folk “bange” for at hjælpe hvordan gør man, har ikke overskud til det, kræver mere end de ting ikke tæt på, også kan ALLE ikke se det!!!

    undskyld det her røg ud af mig (plejer ikke kommenter på blog, tør ikke(ja grin bare))
    du ramte virkelig noget i mig jeg selv har tænkt meget over, og kan ikke forstå

    har oplevet noget af det her i den sidste tid

    jeg forstår det heller ikke

    men så er “vi” to den er galt med

    dejlig at høre fra dig håber det snart vender for dig så du kommer ovenpå (jeg mener det rigtig)

    du får det hele med stavefejl og ikke rigtig sat sammen ret -slet i det som du vil og få det til passe på din blog
    mange hilsner

    • Velkommen til.

      Med mindre jeg bliver bedt om at rette eller slette noget helt specifikt retter jeg altså ikke i kommentarer på min blog. Heller ikke stavefejl. Min blog er ægte – ikke et kommercielt plastikprodukt, så kommentarer er en væsentlig del og gerne nogle der emmer af ægte personlighed. Hvorfor skulle jeg rette til i din kommentar så den passer i min blog? Det ville da være den omvendte verden…

      Tror du har fat i en pointe med berøringsangst… og måske noget aflad for de nærere relationer hvor vi fejler.

      Håber at se dig igen..

  2. Godt brølt, løve!
    Jeg er meget enig i dine betragtninger og synes det er blevet ‘for meget’ med al denne kollektive sorg og – ja undskyld, men altså … massehysteri. Og af en eller anden årsag var episoden i Paris langt mere interessant og mediedækket end den mindst lige så slemme eller endog værre episode i Nigeria. Var der nogen, der sagde skjult racisme?
    Jeg tror, at rk har fat i noget rigtigt, at det er nemmere for folk at have medfølelse på afstand, fordi det er så svært at forholde sig til families og venners sorg.
    Alene det, at du skriver igen, er forhåbentlig tegn på, at du er på vej op af hullet. Det håber og ønsker jeg i hvert fald!

    • Der er forskel på paris og nigeria.. I paris kæmpede og døde de for retten til at ytre sig frit.. i nigeria… var de bare.. eksisterede… kedeligt og mindre fotogent. Og ja, tættere på i vores os-mod-dem verden. Vi deler fjender og fjendebilleder altså er vi venner. Dem i nigeria har vi ikke meget andet til fælles med end at vi eksisterer, og det er desværre bare ikke nok.

      Håber stigen i hullet når hele vejen op … nu jeg har fundet den. Der er bare såå langt endnu.

  3. Svært at svare på! Noget er helt klart en form for – mærkværdig – selvpromovering. Men ellers har rk ret i, at det nok er nemmere at vise deltagelse på afstand end helt tæt på. Et eller andet sted håber jeg dog – naivt? – at nogle mennesker måske kan blive bedre til at vise deltagelse helt tæt på, når de har ‘øvet sig’ på nettet. Og så tror jeg, at afstandsfaktoren (bevares; også den mentale) betyder mere end alt andet, når mediedækningen af forskellige begivenheder kan forekomme helt skæv.

    Dejligt at læse nyt fra dig 🙂

    • Jeg tror desværre ikke at det er noget man kan øve sig på ved at skrive uforpligtende RIP´er hvor man kan komme til det. Og hvis jeg skal være helt ærlig vil jeg personligt være ked af det hvis dét osse bliver måden i den private og nærere sfære.

      Jeg tror ikke på afstanden.. jeg tror på en kulturel dem-og-os … uanset hvor dem og os befinder sig. Og det skræmmer mig faktisk en del.

      Osse dejligt at blive læst igen… (efter en lille wordpress-teknikalitet-hurdle).

      • Nej, en facebook- eller Twitterkommentar skal selvfølgelig ikke erstatte den personlige kontakt. Men kan måske komplementere den i visse tilfælde. Jeg har lige læst Kristines kommentar, som jeg fuldt ud kan tilslutte mig.

        • Det kan den i hvert fald. Men det jeg stiller spørgsmålstegn ved er at vi er blevet forhippede på at vise sorg (fælles-sorg) …. vist det er da smukt med fakkeltog og sådan noget, men der er gået lidt inflation i disse manifestationer.. synes jeg.

  4. Jeg har en tilføjelse mht. Paris og Nigeria: I Paris gik det ud over journalister, og for journalister findes der intet større eller helligere end journalister, så det skal naturligvis have den allerstørste bevågenhed fremfor nogle forholdsvis tilsyneladende ligegyldige nigerianere. Hvis de samme journalister var blevet myrdet i Sidney, tror jeg mediedækningen havde været lige så voldsom.
    Er jeg nu for grov?

    • Nej du er ikke for grov. Du er direkte – det er noget andet. Det er jo ikke første gang terrorister har taget 15-20 menneskeliv på en gang i europa. Men det hører til sjældenhederne at vi ligefrem får navne på ofrene.. På den anden side må jeg dog indrømme at ofrene her faktisk var ret kendte – i Frankrig. Og dét hører til sjældenhederne.

  5. Dit indlæg er ikke uvæsentligt, men jeg synes, at det med fordel kan deles op i følgende underpunkter: At vise medfølelse overfor uskyldige ofre via FB eksemplificeret ved dækcentret, at protestere mod angreb på vores samfundsmodel eksemplificeret ved terroren mod Charlie Herbdo, nyhedsmediernes prioritering eksemplificeret ved massiv dækning af terrorhandlingerne i Paris, mens Boko Harams drab i Nigeria blev dækket meget mindre, hvor nærhedsprincippet er fremherskende, fordi det berører os mest og endelig fordele og ulemper ved den digitale kommunikations såkaldte sociale medier.
    At bruge FB eller lign. til at udtrykke sin medfølelse er vel OK, hvis man ellers også ville have vist den via f.eks. SMS, tlf.opkald, brev eller personligt, men hvis det udelukkende er lemmingeeffekten og fordi man kun skal investere to tryk på en skærm, så er den medfølelse ikke meget bevendt i mine øjne.
    Hin onsdag, hvor nedslagtningen af redaktionen på Charlie Herbdo var foregået, kom jeg om aftenen forbi Den Franske Ambassade i Kbh. og fandt det naturligt at stoppe op og stå stille et par min. for at vise min respekt for de afdøde og som en stille protest mod den ideologi og de kræfter, der ligger bag terroren og hvis jeg havde været i Paris den påfølgende lørdag, havde jeg også deltaget i marchen fra Place de la Publique, der var en manifestation for retten til demokrati og ytringsfrihed.
    Det slog også mig (igen og igen), at nyhedsmediernes fokus også burde have omfattet rædslerne i Nigeria, men det skyldes nok, at tilgængelig verificerbar information var en mangelvare af mange grunde samt afstanden fysisk og mentalt og iøvrigt har vi de journalister/nyhedsmedier, som vi efterspørger, så det er unfair at kritisere budbringerne generelt.
    Hvis det enkelte individ var styret af rationale og ikke følelser, så ville meget se anderledes ud, men det er ikke tilfældet, så vi engagerer os i dem, vi kan relatere os til (primært samme kultur) og dermed er konsekvensen, at det nære er virkeligere for os end det fjerne. I og med at informationsspredning og -søgning er blevet nemmere ændres vores opfattelse af, hvad der er nært og fjernt, da fysisk afstand i en vis grad er blevet opløst.
    De såkaldte sociale medier er bare værktøjer og det er den enkeltes eget ansvar, hvordan disse (ikke) anvendes med de fordele og ulemper, der er forbundet derved. At man tilhører et fællesskab, man ikke kan smides ud af, er vist at stikke sig selv blår i øjnene, da mobning/ekskludering altid har fundet sted i div. fællesskaber og selvpromovering har fundet, finder, vil finde sted. Det er udelukkende et spørgsmål om form og spredning/tilgængelighed, der har ændret sig.
    Mvh. og det glæder mig på dine vegne, at du er i stand til at stikke næsen frem igen.

    • Jeg tror du har fat i noget med lemmingeeffekt her… at vi løber med flokken uanset om vi egentlig har noget med flokken at gøre. Men igen – min pointe er først og fremmest at jeg stiller spørgsmålstegn ved den manifesterede fællessorg. At vi tilkendegiver via RIP, bamser og lys en fælleskabsfølelse som ind i mellem virker lidt forloren.

      I øvrigt er jeg fuldt ud enig i dine betragtninger… synes bare ikke de ramte samme destination som jeg var på vej til… at vi nasser på andres sorg for at få en fælleskabsfølelse.. for at vise at vi empatiske mennesker. Men i min verden er det bedre at være det end at vise det på denne uforpligtende vis.

  6. Det er et svært spørgsmål: Hvor meget er et resultat af en form for følelsesmæssig understimulering, hvor meget er sensationslyst og hvor meget er empati.
    Hvis det er empati, kan jeg også dele Kristines forundring over hvor selektiv denne empati kan være; men samtidigt håber jeg at jeg kan udtrykke medfølelse med din nuværende tilstand, uden at det fortolkes som “Facebookvammelhed”, for man føler vel mest medfølelse, når man ved noget om de mennesker medfølelsen gælder.
    Rigtig god bedring, jeg er sikker på at du fortjener at have det bedre.

    • Bare rolig, jeg kan godt se forskel. Og faktisk sad jeg bare og ventede på at der ville komme en henvisning til sympati-tilkendegivelserne der går i min retning via bloggen. For på en måde kaster jeg jo med sten selvom jeg bor i et glashus hvad det her angår. Men tror i øvrigt at læserne af min blog ved en hel del mere om mig end eksempelvis kunderne i et dækcenter vidste om mændene der gik der.

      Men tror faktisk at dette osse handler om en slags “selfie” kultur. Se jeg var her. Her var jeg osse. Jeg deltog.. osv osv.

      Empatien er ifølge min erfaring desværre at den er størst hvor forpligtelsen og indsatsen er mindst i disse masse-traume tilfælde.

  7. Godt at høre fra dig igen!

    Det er et rigtig godt og tankevækkende indlæg, du her har begået, og det er rigtigt at perspektivere både Charlie Hebdo og Nigeria. Og det er jo rigtigt, at det er meget let at skrive RIP på FB, for der involverer man ikke på ægte vis sig selv.

    På en eller anden måde synes jeg, der er gået terrorhysteri ii hele Europa; de opildner til frygt, og det bryder jeg mig ikke om, samtidig overvejer jeg, hvor reel truslen er i Danmark, og jeg kan ikke finde ud af, hvad jeg skal tænke og tro.

    • Er osse godt at blive hørt fra 🙂
      Det pudsige er at massakren i nigeria bestemt ikke er omdrejningspunkt i mit indlæg, men derimod vores ønske om at vise fællesskab, at være en del af fællesskaber vi ikke naturligt hører hjemme i. Jeg burde have taget Nigeria med osse, men det missede jeg. Det har bare fået mig til at reflektere lidt over at jeg forsøgte at perspektivere ned og ind… og rigtig mange af kommentarerne gør det stik modsatte perspektiverer ud og væk.. Men det er ok. Det tyder jo bare på at der er blevet tænkt, og det gør mig glad.. .

      Mht terrorfrygten i DK. Jeg tror den er reel nok. Og velbegrundet nok. Vi kan bare ikke leve vores liv i frygt for det helt usandsynlige tilfælde at vi vil blive ramt i et tilfældigt (hvad det jo oftest er) terrorangreb. Men jeg tvivler helt personligt på at dansk politi og militær ville have kunnet håndtere en situation som i paris. Og jeg ved at de danske folk er skrappe, men de er skræmmende få. Og jeg ønsker dem ikke flere… sådan rent personligt.

  8. Godt indlæg Overlever, og dejligt at man kan “se” dig igen.. 🙂
    Jeg vælger helt bevidst den kollektive sorg fra i de tilfælde hvor jeg ikke har nogen som helst relation til ofrene. Jeg kan sagtens føle med dem det går ud over og deres pårørende uden at skulle skilte med det på FB.

    • Tak.

      Og det gør du uden at være bange for at virke kold, uempatisk og hvad ved jeg ? 🙂

      Nej, det er der nok ikke nogen der vil beskylde dig for, sådan ved nærmere eftertanke, men det er rart at vi er flere der har taget stilling til grænserne for fælles-sorgen…

  9. Hvor godt tænkt og skrevet.
    Endnu federe, at du er igang med at reparere dig selv igen.
    Dit skriv er en del af helingen, for du må ikke isolere dig. Det må vi IKKE 🙂

    Hvis vi tager en tur op i helikopteren, må man jo konstatere, at mennesket er et flokdyr. Behovet for at være en del af et fællesskab er stort og i takt med nettets udvikling og selfiedyrkelsen, er fællesskabet flyttet ud i den uvirkelige virkelighed, hvor journalister for den største del bestemmer virkeligheden. Du husker måske det massehysteri, der opstod, da Lady Di afgik, Den her form for “sorg” har altid eksisteret. For det første mener den enkelte at være en del af fællesskabet i “sorgen” – og for det andet tænker hver enkelt, enten bevidst eller ubevidst:”Godt det ikke var mig”.
    Det hele er en illusion, som vi åbenbart har brug for. Jeg tror, det er blevet værre, fordi de fleste i dag sidder ved deres respektive skærm og skaber deres egen virkelighed, der ikke har en pind med virkelighedens virkelighed at gøre. Den har de færreste mod nok til at se direkte i øjnene,- og mod nok til at formidle videre.
    Derfor hurra for dig kære Over.

    • Tak.. du har ret. Vi er et flokdyr, men vi er desværre flokke med stærke revir-instinkter. Revirer vi har skabt i alle mulige udformninger og realitets-trin.

      Vi har brug for fællesskaberne og har vi dem ikke selv gatecrasher vi da bare nogen af de andres…

      Skærmen har nok en hel del med at det gøre. At virkeligheden der er blevet blandet sammen med virkeligheden udenfor. Som jeg ser det er begge dele virkelighed og det ene er ikke nødvendigvis bedre eller værre end det andet.. men når det bliver blandet sammen så går det galt for mange. Tror jeg.

      Jeg skal prøve at skrive mig i form igen… det er et af konens krav til mig i denne periode… at jeg værsgo skal begynde at tænke igen.

  10. Pingback: Et dårligt menneske? | Overleveren

Har du kommentarer eller spørgsmål:

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s