Om-struk-tu-re-ring..

Jeg blev naturligvis opsagt. Pga omstrukturering. Opsigelsessamtalen varede i 12 minutter og ganske unikt deltog ikke bare min driftschef (hende der i sin tid ansatte mig), men så sandelig osse Hr overdirektøren himself. Det var jeg forberedt på, for hans bil står aldrig på parkeringspladsen fredag eftermiddag med mindre der er noget særligt i gang. Og det særlige var så åbenbart mig.

Jeg fik ikke nogen reel forklaring på hvorfor jeg blev opsagt. Jo, omstrukturering som var det ord han gentog igen og igen, og som min chef på et tidspunkt prøvede at banke ind i mit hoved, da hun på pædagogisk vis slog stavelserne i bordet lige foran min snude.

Sagen er at vi har mistet kunder. Ja. Og skal skære i vores medarbejderstab. Ja. Så derfor fyrer vi dig. Ok, men det fortæller blot hvorfor I fyrer, det fortæller ikke hvorfor valget faldt på mig, og det vil jeg gerne vide. Og så fulgte en del debat og snak om at man jo skal have en officiel grund til at fyre folk – det sagde han sgu! Og jeg skulle forholde mig til at dét var den officielle grund.

Det var svært ikke at grine.

Min driftschef nåede dog lidt nærmere i forklaringerne… 2 gange. Men blev hver gang afbrudt af direktøren. Og de forklaringer hun gav var pkt 1 at jeg havde hevet paragraffer ud af ærmet og gjort nogen “kede af det”. Pkt 2 at jeg havde optrådt… men med hvad fandt jeg ikke ud af for her afbrød direktøren med en lang jeremiade om hvor god en medarbejder jeg havde været. At der jo hverken havde været klager – hvortil jeg svarede eller Advarsler hvilket han gav mig ret i.

Det blev endnu sværere ikke at grine.

Jeg ved jo godt hvorfor jeg er blevet opsagt. For det var damen for 2 to uger siden så venlig at fortælle mig. At hvis jeg ikke holdt op med at interessere mig for overenskomstforhold, så risikerede jeg mit job.

Med den viden i baghovedet var samtalen ganske underholdende, for kors hvor de vred sig. De vidste at det her var problematisk og havde derfor behov for at være der begge to til at afbryde og småhoste på alle de rette tidspunkter når de ville advare hinanden om at de sagde noget .. problematisk.

Jeg underskrev ikke opsigelsen. Godt nok var den formuleret så jeg roligt kunne gøre det uden at give slip på retten til at bestride selve sagligheden og indholdet. Men det var simpelthen for skægt at hive et andet papir frem hvor jeg på forhånd havde skrevet at jeg kvitterede for modtagelsen af opsigelsen, men at bestred indhold og saglighed. Og så underskrive den. Min chef flåede den til sig og udvandrede.

Og det gør jeg. Altså bestrider den.

De fyrer i denne omgang 3 ud af 35 og det er så få at jeg mener at jeg har krav på at få en reel og ikke bare en officiel begrundelse for min opsigelse. Jeg har været ansat længere end gennemsnittet af de 35. Jeg har ingen klager eller advarsler. Jeg har passet mit arbejde, og jeg har fra mødet begge lederes ord for at dette intet har med min sygdom i foråret at gøre. Det ville da i det mindste have været til at forstå, selvom det ikke ville være helt fint i kanten heller.

Nåehjo… direktøren sagde at han muligvis kunne skaffe mig et par timer midt på dagen i hverdagen i en anden afdeling. Det svarede jeg stort set ikke på, da jeg ikke finder det et seriøst ment alternativ, og finder det problematisk at jeg bliver opsagt først og så tilsyneladende skal genansættes på nye begyndervilkår i anden afdeling.

Sådan kommer man af med en besværlig medarbejder og tror at medarbejderen holder op med at være besværlig. Det gør medarbejderen osse. Nu bliver jeg bare en møgbesværlig fagligt aktiv tidligere medarbejder med politisk tæft og kontakterne i orden.

Tror faktisk de ville have foretrukket at jeg stadig var besværlig medarbejder men med opretholdt loyalitetsforpligtelse.

Og jo. Sagen ligger naturligvis hos min fagforening nu. Og de er sure. De skal bare lige se detaljerne i sagen, inden de sagliggør deres surhed.

13 meninger om “Om-struk-tu-re-ring..

  1. Hvor er det godt at læse, at du har fat i din fagforening, og at du ikke står alene med hele det cirkus. Det lyder til at være en meget speciel arbejdsgiver, du har haft. Heldigvis er det fortid nu, og når du er kommet lidt til kræfter igen, må du jo så ud og finde noget ny.

    • Hele sagen ligger stadig hos fagforeningen og jeg håber at deres tavshed nu på 2. dag betyder at de faktisk arbejder seriøst med sagen og ikke bare har afvist den som værende hysterisk og grundløs. Vi må se hvad der sker i de kommende dage – jeg må da høre fra dem på et eller andet tidspunkt.

      Det er en meget speciel arbejdsgiver.. skidesød og forstående når det er gratis… ravende vanvittig når tingene koster penge.. og det gør en overenskomst jo pr definition.

  2. Det er så det jeg vil kalde “fra asken til ilden” eller “ris til egen røv” 🙂 Åh hvor det fryder mig at du giver dem kamp til langt over de streger ed havde regnet med! God kamp, for den vinder du overlegent!!
    Så skal du have fundet noget andet at lave – det kommer nok – du er jo overlever!!

    • Ja, det bliver det nok… ild og ris…

      De får kamp for alle pengene, så meget kan jeg love dig. Men med de penge jeg går efter at få i efterbetaling med til kollegerne og mig selv så fortjener de en masse kamp – for det bliver en masse penge 🙂

      Om jeg vinder den ved jeg ikke – men jeg vil gøre hvad jeg kan. Osse med de beskidte tricks jeg har i lommen, som jeg dog ikke håber jeg får brug for.

  3. Ja, du vidste det jo næsten … jeg ønsker dig held og lykke på oprørs-, arbejdskamp- og protestvejen. Jeg er ikke i tvivl om, at du ville kunne selv, med den viden og entusiasme, du lægger for dagen, men det er immervæk langt bedre at have hele fagforeningen i ryggen. Gad vide, om den når frem til medierne på et tidspunkt.
    Som du beskriver ‘samtale’forløbet, ville jeg nok også have haft svært ved at holde masken selv midt i alvoren. Jeg smilede i hvert fald, da jeg læste om det. Den er altså nærmest tragikomisk, hele denne sag. Dog mere det første end det sidste.

    • Jeg vidste det – og jeg viste at jeg vidste det.
      Men de må da være aldeles fantasiforladte hvis de troede at det var nogen nyhed for mig.

      Jeg tror faktisk den når medierne og så bliver det svært for mig at kontrollere, og jeg kan lisså godt sige med det samme, at sker det – så er der en del indlæg her der bliver fjernet.. men medierne, jo det er der nok nogen der skal sørge for. Firmaet har nogle mægtige fjender der står og hopper for at få ram på dem. De mangler bare anledningen.

      Det var faktisk ganske svært at holde masken… jeg har altid været ret frygtsom og nervøs når jeg mødte Hr ÜberDirektören på gangen. Og denne gang holdt jeg øjenkontakten med ham hele vejen igennem og fik ham til at kigge væk flere gange og rømme sig og øhhhhe en masse gange.

  4. Så gik din profeti i opfyldelse. Jeg synes, at det er så stærkt, som du er forberedt, og som du får de kørt lidt. Som Ellen var jeg underholdt, da jeg læste, hvad du havde skrevet. Man kunne næsten se det for sig.
    Nu håber jeg ikke, at noget her har været forgæves. De skal ikke slippe tænker jeg. Men det tror jeg nu heller ikke, at de kommer til.

    • Det gjorde den, og man skulle næsten tro at det var en fælde jeg havde sat op. Men rent faktisk håbede jeg til det sidste at de ville komme til forhandlingsbordet og at vi sammen kunne finde et forlig der tilgodeså deres særlige situation på markedet. Men nej. Forligsteksten eller udkastet til lokalaftale om du vil var nogenlunde klar og lå på min ipad og det var sammensat præcist til denne virksomhed. Ville ikke være nær så dyr som selve overenskomsten, men ville tilgodese medarbejdernes behov for sikkerhed for timetal og faste arbejdstider.

      Forslaget er arkiveret og erstattet af et kampskrift 🙂

  5. Hmm… Tja, jeg troede vel også det var den vej, det gik. Tror alligevel jeg vil sige at spagt ‘tillykke’. Jeg er sikker på, det vil være godt for dig i den sidste ende, selvom det at stå uden job jo ikke er det fedeste i dagens DK. Og jeg klapper i mine små fedtede hænder over ‘din performance’ under mødet. Det var da sejt 🙂
    Hold fanen højt, altså din egen. Fagforeningens skal de nok selv holde 🙂

    • Tak for tillykke – jo et eller andet sted er det da noget der kan fejres. Jeg føler en sær lettethed over at dét var dét og nu går vi så i gang med med næste fase.

      Det er ikke det fedeste at være arbejdsløs, men det skal nu nok gå.. jeg er ikke kræsen og kan mange ting.. og er bestemt ikke fagsnob.

      Jeg var nok mest glad for at jeg fik dem til at sætte tal på antallet af fyringer, til at afvise at det havde noget med sygdom at gøre samt at indrømme at der sørme heller ikke havde været kritik af mit arbejde. At diskutere overenskomst med dem ved den lejlighed havde nok snarere svækket min sag, for så havde de osse fået lov til at benægte det. Og den skulle helst stå uimodsagt.

      Jeg kender mine rettigheder og styrer gedigent mod grænsen mellem ytringsfrihed i principielle forhold om det her og loyalitetsforpligtelsen overfor min nuværende arbejdsgiver. Har styr på paragrafferne håber jeg.

  6. Du havde jo forberedt os på at det nok skete, og hvor var det godt at du var forberedt. Jeg håber de kommer til at mærke konsekvenserne af deres fejl godt og længe. Pøj pøj med det hele inklusiv jobsøgning.

    • Uanset om konsekvenserne bliver store eller små så bliver de mærkbare. Bare rolig. Har samlet kontakterne sammen og venter bare for at se hvad der sker fra fagforeningens side.

      Jobsøgningen må lige vente et par uger, for i min “ufaglærte” verden er der tiltrædelse omgående og jeg er bundet til mit nuværende firma 3 uger og 3 dage endnu.

      Til gengæld har vi en vis økonomisk robusthed så går der en måned eller to så klarer vi det nu nok… længere må der dog helst ikke gå før livet bliver lidt for kedeligt.

Har du kommentarer eller spørgsmål:

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s