Ofre og helte

Som det er nogen bekendt (ca alle) har jeg taget nogle gevaldige ture med min egen PTSD i denne uge. Tilbagefald vil jeg ikke kalde det, snarere at den banker på min indre dør og minder mig om at den stadig findes. Lidt som en ihærdig kreditor der kommer for at få sit afdrag på en gammel gæld. Inklusiv renter.

Men det har osse betydet at jeg har tænkt på og talt lidt mere om emnet end jeg plejer at gøre. En eller anden kiggede lidt skævt på mig en dag og sagde at det jo var lissom veteranerne (altså de soldater der havde været i krig væbnet konflikt og kom hjem med PTSD og havde problemer med at få det anerkendt som en arbejdsskade fordi sygdommen var flabet nok til først at indfinde sig efter de der 6 måneder der var “gå-til-læge-fristen”.

Det glæder mig da at de har fået pillet på den frist, for den var ikke så hensigtsmæssig i dette tilfælde.

Men det er her de fleste kender til sygdommen… når veteranerne får det. Af at være soldater i krigen den væbnede konflikt de nu engang er sendt ud til for Gud, Konge og Fædreland. For at gøre deres pligt. Være helte. På vores vegne, når vi nu ikke selv tør.

De fortjener respekt. Og jeg håber de får det.

Men vi andre, der får det fordi vi har været udsat for noget. Det kniber til tider med respekten for det. For vi er ikke helte – vi er ofre. Medlidenhed, omtanke og empati hvis vi er heldige. I den rækkefølge.

Det er sært som forskellen i årsagen forfølger én ind i sygdommen.

Et offer kunne muligvis/muligvis ikke have undgået situationen. Et offer kunne have gjort en hel masse andet efterfølgende for at undgå at traumet fæstnede sig i sindet. Kunne have undgået at få sygdommen.

En veteran gjorde sin pligt. End of story.

Mon den slags traumer i øvrigt lagrer sig i muskler og krop? Og sætter sig fast?

To timer efter jeg gik fra kiropraktor i går (og hvor jeg godt kunne mærke en dyb sårbarhed krybe ind på mig) måtte jeg lægge mig på sofaen med ryggen til verden og hunden ved fødderne. Nærmest ulykkelig uden nogen særlig grund… da konen kom hjem fra arbejde fandt mig mig med tårerne løbende ned af kinderne. Og puttede mig i seng. Og det var nok det klogeste at gøre i den situation.

Et eller andet er ved at give slip her. Det krævede ikke læger, psykologer eller en sexolog. Det blev en kiropraktor. Nu må de andre samle stumperne op.

Reklamer

11 comments on “Ofre og helte

  1. Sikke en masse indlæg der lige væltede ud af din hånd, så at sige.
    Jeg har ikke så mange kloge ord i mig, men jeg har læst alle dine.
    Det meste af det forstår jeg til fulde; noget af det kan jeg bare læse og lære af, men det er jo heller ikke så dårligt at lære nyt.
    Jeg kan i hvert fald godt forstå, at du ikke kan holde mund i firmaet mere. Det er en spændende sag/proces at følge … men nok knapt så spændende for dig selv. Du gør det rigtig godt, men det er sikkert også det, der er dit største problem, når det kommer til stykket … du er for dygtig for dem 🙂

    • Ja det ligner lidt en opsamlingsrunde efter et par flove uger hvor jeg bare har villet være andre steder end foran computeren.. men sådan er det jo med mig, og det har I garanteret vænnet jer til for længst.
      Men læse med på blogs, det kan man altid gøre og det har jeg osse gjort.
      Ved nu ikke om der er så meget nyt at lære i det jeg skriver, men bliver da en lille-bitte-smule stolt hvis du mener det.

      Mht arbejdet… jeg tror de glemte hvem jeg var før jeg blev “deres” så der har du nok ganske ret, at jeg er for dygtig… og de har glemt at overenskomstbrud så alvorlige pr definition altid bliver opdaget og skal tilbagebetales. De udviser blot lidt vantro over situationens alvor. Som om de håber at dette går væk af sig selv hvis de lader som ingenting. Og det gør det jo ikke.

  2. Jeg har læst lidt om PTSD, og du har ret, det er altid i konteksten soldater fra væbnede konflikter. Jeg kan ikke huske, hvor jeg læste det, andet end at det var “på nettet”, men det blev beskrevet, at PTSD og depression ofte er hinandens følgesvende. Jeg føler virkelig med de mennesker, der har begge diagnoser.

    • Det er jo der vi kan holde ud at tale om det – der hvor PTSD bliver en respektabel sygdom. Og det er nok dér jeg opponerer en smule mod det hele.

      Det er rigtigt at PTSD og depression hænger sammen … og forstærker hinanden. Men bremser man den ene betyder det ikke nødvendigvis at den anden osse bliver nemmere. Men jo – de følges ad…

  3. God pointe med helte og ofre. Jeg må tilstå at jeg ind imellem har haft en fornemmelse af at diagnosen sad løst hos læger, ikke i dit tilfælde, for der giver den mening for mig. Og jeg øver mig i at tænke, at jeg jo ikke ved alt om det der ligger bag, når et menneske får diagnose PTSD. Det man mindst har brug for er jo netop andre menneskers dømmende blik. Håber du kan få genopladet batterierne til hverdagen igen banker på.

    • Ja, PTSD har fået lidt samme ry i almindelighed som ADHD for børn. PTSD er de voksnes ADHD. “vi ved ikke rigtig hvorfor du gør og tænker som du gør, men du har sikkert været udsat for noget du ikke kunne holde til så det må være PTSD” Et begreb der er dejligt elastisk i sin konstruktion. Jeg tror faktisk du har ret så meget ret i den vurdering. Desværre.
      Der er faktisk berettiget tvivl om min diagnose, for hvis retningslinjerne for den skulle følges slavisk burde jeg slet ikke være i stand til at passe en hverdag og et arbejde, der er så ubeskyttet og afvekslende i sine krav mht tid og social indpasning, samtidig med at jeg har sygdommen i så relativ svær grad.

      Weekenden er i den rolige ende.. omgang med nære venner og afslapning i sofaen og gode ture i skovene med hunden.

  4. Jeg følger også med på sidelinien, men har ikke mange kloge ord at sige om det hele. Jeg læser bare og lærer.
    Det eneste gode lige nu, er det lyder som om kiropraktoren, kan afhjælpe dine rygproblemer, hvis altså du kan klare behandlingerne.

    • Jeg bliver til stadighed rørt over ord om at I lærer… for jeg skriver jo bare hvad der foregår omkring og i mig…

      Jeg tror faktisk kiropraktoren har godt fat i min ryg… og et eller andet andet der ikke burde sidde dér…

  5. Hmmm … Jeg opfatter altså også soldaterne som ofre. Det er jo ofte helt unge fyre (og ganske få kvinder), der har været fuldstændigt ude af stand til at forestille sig hvilket helvede, de blev sendt ud i. Det kan godt være, at de også er helte, men for mig er de mest af alt ofre.
    Men iøvrigt synes jeg, at det er helt fint, at PTSD er blevet kendt via de arme veteraners kvaler. For det er til at forstå for menigmand som mig, at de har været ude i noget, som (selvfølgelig) har givet ar på sjælen. Og kan man sige ‘det er lissom veteranerne’, er man allerede nået et stykke i sin forståelse. Og jo bedre man forstår, jo bedre kan man respektere.
    Og den der med, at man som offer kunne have gjort en hel masse før, under og efter for at undgå sit traume, holder jo ingen steder. For det kan/kunne man jo netop ikke. Ikke en gang soldaterne, der går/gik rædslerne i møde med åbne øjne (som om), er i stand til at samle sig selv op, når traumerne først har indfundet sig.
    Jo, jeg tror godt, traumer kan ‘sætte sig’ fysisk, og at det således kan være en kiropraktor, en fysio- eller zoneterapeut eller en hel anden behandler, der pludselig rammer et ‘ømt’ punkt og sætter gang i en løsning/lindring af en blokering.
    God vind med kiropraktoren.

  6. Det er rigtigt at de får sat fokus på det, men det er alligevel lidt sært som det bliver til en forskel i holdningen til os alt efter hvordan, hvorfra og hvorfor vi har vores traumer…

    Rent intellektuelt kan jeg sagtens følge dig i din holdning til at man ikke kunne have gjort andet end man gjorde – bortset fra bare at overleve… men dybt inde i sjælen sidder tvivlen der alligevel og det vil den nok blive ved med.

    Har talt med kiropraktoren i dag om det og hun blev ganske berørt. Og nej, det er ikke ukendt for hende at den slags kan ske – at gamle traumer løser op og folder sig ud når man er på briksen – eller efter som i mit tilfælde. Men det sker ikke så tit.

  7. Pingback: Livstegn om … ca det hele… | Overleveren

Har du kommentarer eller spørgsmål:

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s