Skal tænke mig om

Det er godt nok lang tid siden jeg har kørt en runde i blogland. Så det er da vist ved at være på tide at jeg lige stikker hovedet frem og siger at alt er vel her. Endnu. Det håber jeg osse det er hos jer.

De sidste par uger har for min del været stærkt præget af at jeg hverken kunne sidde, stå, gå eller ligge ret lang tid ad gangen. Nu har jeg taget konsekvensen og har fået en tid til en kiropraktor. Jeg er ikke ovenud lykkelig for tanken, men på den anden side skal der jo ikke være noget uforsøgt når jeg nu har det som jeg har det. Så nu prøver jeg. Og det kan da kun være bedre end at krabbe rundt med en tape-stjerne på ryggen og godt proppet med diverse smertestillende piller, der i øvrigt ikke hjælper på smerterne men kun afværger at de bliver værre.

Computeren har derfor ikke fyldt alverden i min dagligdag, og jeg ved ikke hvornår jeg får fast plads ved skrivebordet igen. Og jeg giiiider altså ikke skrive bloggerier på ipaden. Der er ikke ro omkring mig på rette måde når jeg bare sidder med den. Men når jeg sidder ved computeren bag reolen signaleres der helt klart at jeg lige nu skal have ro.

Og hvad så med det der job. De noget yngre end jeg ville stønne højt og skrive OMG. For de lidt mindre indviede kan jeg oversætte det til Oh My God.

Jeg føler mig hensat til en helt anden tid mens jeg stilfærdigt – og senere knapt så stilfærdigt – prøver at overbevise mine chefer om at overenskomster er noget man holder.

I går blev jeg snydt for mine timer – en gang for meget. Og flippede ud. På stilfærdig vis dog.

Hun: du kan kun få for en time
Mig: Nej, jeg vil have for den fulde tid som det var meningen jeg skulle være der
Hun: Vi kan kun fakturere kunden for en time og får problemer hvis vi fakturerer mere
Mig: det er ligegyldigt hvordan I fakturerer, jeg skal have den fulde tid.
Hun: Du skriver så meget som du har samvittighed til
Mig: Gu gør jeg ej – jeg skriver så meget som overenskomsten siger jeg skal have! Det handler ikke om samvittighed.
Hun: Hvad mener du?
Mig: overenskomsten du ved… den der regulerer vores løn og arbejdstid.. den I skal holde – og som I ikke holder
Hun: der gælder sikkert en eller anden særlig regel for firmaer som os.
Jeg: nej – den slags hedder lokalaftaler og sådan en har vi ikke.

Herefter viser jeg på mit arbejdsskema at firmaet alene i denne uge snyder mig for ca 400 kr i overtidstillæg, i afregning for forgæves gang, aflysninger og tillæg for delte vagter.

Hun: jeg synes du skal tænke på om du vil beholde dit job.

WHAT? Det sagde hun bare ikke. Hvilket århundrede mon hun befinder sig i?

Konklusionen er at i mit firma kan man blive fyret for at forvente at overenskomsten bliver holdt. Godt nok i forbindelse med en fyringsrunde, men mit navn vil herfra være oplagt at sætte på den liste. Når jeg nu har krævet at man holder den overenskomst jeg er ansat efter.

Jeg tror hun ønskede at jeg skulle holde kæft og rette ind.. og finde mig i forholdene hvis jeg ville beholde mit job. Men det vil jeg jo egentlig slet ikke mere. Den sidste rest af motivation er efterhånden afgået ved døden. Det er i min verden ikke et acceptabelt krav at medarbejderne skal aflønnes væsentligt under hvad de er berettiget til – bare for at få lov til at beholde deres job.

Konen og jeg har talt meget i går om det – og vores fælles holdning er – at det får den modsatte konsekvens. Jeg kan ikke, jeg vil ikke, jeg magter ikke holde kæft mere. Så må der sker hvad der skal ske. Det eneste jeg ikke gør er at nævne firmaets navn og geografi bortset fra storkbh mm. Men holde kæft – det gør jeg ikke mere.

Jeg har nu oplistet 10 klokkeklare og indiskutable brud på overenskomsten. Jeg har fundet de nøjagtige paragraffer i overenskomsten (og det er den rigtige -har kontrolleret min ansættelseskontrakt) og skrevet dem på samme liste. Og bærer rundt på denne liste på mit arbejde så jeg kan svare nøjagtigt når min personalechef ringer for at skælde mig huden fuld over at jeg atter siger det forbudte ord “overenskomst”. Og det vil hun gøre. Det er bare et spørgsmål om tid. Det må være et spørgsmål om tid i et firma hvor en ledende medarbejder helt seriøst kan sige til en underordnet – hvis du kræver en overenskomstmæssig løn – så risikerer du altså at blive fyret…. et pipfugle-mærket firma, vel at mærke, et mærke man kun kan have og få hvis man har og holder blandt andet – overenskomsten. Hvem skal jeg ringe til? Fagforeningen? Pip-fugle administrationen? Kommunen, der giver os opgaverne? Eller?

Min ansættelseskontrakt er klokkeklar. Jeg er ansat efter de forhold i den og den overenskomst. Det er min lønseddel der har visse mangler. For nu at sige det på den måde.

Vi har fået en invitation til en teatertur i Helsingborg. Pelle Erobreren. Det kan jeg godt se en vis pointe i.

Reklamer

7 comments on “Skal tænke mig om

    • … og det eneste der opnås er at jeg går mere og mere i kriger-mode …

      De burde sætte sig og tage en snak med mig, der tilsyneladende er den eneste på stedet, der kender til overenskomsten og dens indhold.

    • Det får en ende – på den ene eller den anden måde… foreløbig følger jeg min plan og efterhånden er der ikke noget der kan komme bag på mig. Men denne klare udmelding anno 1920 var dog en overraskelse – sådan at forstå at klarheden i budskabet hører til sjældenhederne i dagens DK i ordentlige virksomheder.

  1. Det er godt nok grove løjer (som man vist sagde herovre i det jyske for et par generationer siden). Hvad jeg ikke lige forstår, er hvad din chef får ud af at snyde dig og andre medarbejdere? Det afspejler sig selvfølgelig direkte på bundlinien, men medmindre man er ejer eller får provision af (ulovligt) sparede lønkroner, burde man da alene være interesseret i en velkørende afdeling med tilfredse medarbejdere og ditto kunder. Jeg håber, du kan klare presset og ikke ender med at blive fyret til skræk og advarsel for de andre.
    Og så håber jeg, kiropraktoren kan trylle med din genstridige ryg.

    • Kodeordet her er formentlig “for et par generationer siden”… for det er da vist der sådan et udsagn hører til…
      De får det ud af det at de kan snyde deres medarbejdere velvidende at der altid står nogen derude der gerne vil ind og og at man bare kan udskifte efter behov. Og vel at mærke til nogen der får begynderløn.. I min afdeling er der knapt 30 medarbejdere, der bliver snydt for gennemsnitligt 5-700 kr om ugen.. x 46 uger bliver det til en besparelse på omkring 650.000 kr om året. Det er da en sjat. Og det er kun denne ene afdeling. Men lavinen af protest er i gang og at skaffe mig af vejen fjerner kun den snebold der startede den – det standser på ingen måde lavinen selv. At fjerne mig ophæver derimod skæbnefællesskabet med firmaet fra min side og giver mig umådeligt meget mere frihed til at tale højt. Om alt det andet.

      Kiropraktoren var ok og jeg håber at det hjælper. Skal afsted til hende igen i dag.

  2. Pingback: Om-struk-tu-re-ring.. | Overleveren

Har du kommentarer eller spørgsmål:

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s