Biologiske tilfældigheder

Ugen har budt på sine udfordringer. Det må jeg indrømme. Det der grimme hold i ryggen, der har holdt mig hjemme i et par dage driller endnu. Det gør ondt at sidde, det gør ondt at rejse sig, det gør ondt at gå og det gør ondt at sætte sig igen. Gider overhovedet ikke detaljere hvor ondt det gør at være på arbejde. Der er ingen tvivl om at dette er arbejdsrelateret og det har sendt mig på en nysgerrig dykketur ned i arbejdsmiljøreglerne. Der har vi vist osse et lille-bitte problem (ironi kan forekomme).

Men nu har jeg skubbet min alt for magelige højryggede og armlænsudstyrede læderkontorstol med min stokke stol, der oftest er sammenklappet og bor under en reol. Men den er bare bedre når ryggen er dum – for den tvinger ryggen til at arbejde og ikke bare falde sammen. Problemet med den er – at jeg faktisk får ondt i ryggen af den – når jeg ikke har problemer med ryggen i øvrigt. Derfor er det dyre møbel oftest pakket sammen.

Men at hænge foran computeren har altså en vis begrænsning i øjeblikket hvad angår tid.

Og så har jeg været en tur omkring psykologen i torsdags. Det gjorde faktisk osse ondt. Osse da jeg skulle rejse mig fra stolen. Men ikke så meget det.

Hun prøvede at booste min selvtillid og selvfølelse mht min “lille sag med arbejdsgiveren”. Det virkede og hun vidste ganske givet at det var nødvendigt inden vi kunne dykke ned i traumerne igen. At få ro på bagsmækken, så at sige. Hele den situation er naturligvis ganske interessant og konfliktfyldt, men jeg er sikker på at jeg har esser nok i baghånden til at klare udfordringerne i de rækkefølger de viser sig i. Men det er godt at blive mindet om at jeg er stærk nok nu til at bokse med de store drenge.

Hun prøvede at minde mig om at min måde at håndtere min baggrund og min familie var et tegn på styrke og at jeg var kommet meget langt i mit lange forløb med hende.

Det er så absolut nødvendigt at jeg får familierelationerne lagt derhen hvor jeg kan have med det at gøre. Jeg har ved en tidligere lejlighed fortalt at jeg rent faktisk har søstre. Dengang, dvs for ca et år siden, mente jeg at jeg godt ville have kontakt med dem igen. Det har ændret sig en del til i dag. Jeg ønsker ingen kontakt. Den ene søster så jeg kortvarigt sidste jul, og det eneste hun sagde udover et stift goddag var “din hund er grim”. Ikke at det gør mig ked af det at hun mener jeg har en grim hund, men jeg fandt det nærmest komisk at det var dét hun valgte at sige ved første møde i 9½ år. Uheldigt ordvalg. Mildest talt. I sommer så jeg hende så tilfældigt igen. Vi var lige kommet tilbage fra sommerhuset og jeg luskede over i den lokale (og bestemt ikke så lille) kvickly for at købe en enkelt liter mælk, så konen ku få sin kop kaffe. (hun drikker ikke caffe latte men latte caffe!), stiller mig i kø for at betale og ser mig lidt omkring. Så hører jeg min søsters stemme – hun står lige bag mig. Og jeg har kigget direkte på hende, uden at kunne genkende hende igen. Det var først stemmen der afslørede hendes tilstedeværelse. Min egen søster. Der var ingen genkendelse på hende visuelt overhovedet. Et ligegyldigt menneske som alle de andre. Hun lirer et nyt stift goddag af hvilket jeg besvarer og vender ryggen til igen. Betaler og går uden at se mig tilbage.

Nej, jeg ønsker ikke længere kontakt. Det bliver stadig mere tydeligt for mig at når mine forældre ikke er mere, så er jeg ikke længere udstyret med familie i blodsforstand – kun i den tilgiftede udgave. Og det er mit tilfælde slet ikke noget dumt bytte.

Da vi var i sommerhus besøgte vi min onkel og tante (der i øvrigt havde glædet os ved at starte bilen og komme over i sommerhuset da de hørte vi var blevet gift og deltog med alle tegn på glæde og tilfredshed i vores “fest”) og dér blev min anden søster omtalt ved navn. Jeg lyttede lidt distraheret og spurgte “hvem?” Min tante svarede “din søster…” og helt uden at tænke over det svarede jeg bare.. jeg har ingen søstre.. jeg har biologiske tilfældigheder. Tavsheden blev skive-skærbar henover bordet. Tante blev lidt chokeret over mit svar, men ville blive endnu mere chokeret hvis jeg havde fortalt hende at hun spillede en rolle i mit endelige opgør med mine søstre. At hun blev nævnt med navn som én af dem man bestemt ikke kunne udsætte for synet af to kvinder, der var andet end veninder og at “jeg ikke skulle komme slæbende med kæresten til familiefester” for det ville være synd for børn og gamle og så … tanten. At en af betingelserne for et fortsat samvær med søstrene var at jeg lod kæresten blive hjemme når der var et eller andet familie tam-tam. En betingelse jeg naturligvis ikke kunne opfylde. Hverken dengang eller nu.

Og her havde selvsamme tante faktisk to dage tidligere siddet og smilet og guffet vores bryllupskage. Dybest set tror jeg ikke hun bryder sig om tanken om bøsser og lesbiske, men jeg tror, at der er noget hun bryder sig mindre om. Roderi. Og det har ærligt talt været noget rod at vi har været sammen i 10 år uden at få styr på papirerne. Accepten af os er der, men er ikke overstrømmende. Men glæden over at vi får orden på tingene er større. Jeg sagde i øvrigt ikke mere men lod dem fortsætte snakken om den der søster. En snak jeg af gode grunde ikke havde noget yderligere at bidrage til.

Jeg tror at jeg i lang tid (som i mange år) har plejet et lille ønske om at komme tilbage i familien (minus min bror), men i det sidste års tid er der blevet rykket rundt på tingene. Nu er ønsket erstattet af et ønske om ikke at komme tilbage. Om ikke at blive opsøgt eller kontaktet. Et ønske jeg næsten er sikker på bliver opfyldt. Jeg har ikke haft brug for dem længe, det har blot været vanetænkning at familier naturligvis kan og bør føres sammen igen. Men hvorfor skulle de? Der er ingen facitliste her, ingen sikker løsning der er den rigtige. De er alle rigtige, hvis de er rigtige for mig. Men for min psykolog er facit ikke interessant, men processen derhen. Deri ligger både en erkendelse, en accept og en handlingsplan. Og en styrke i at jeg faktisk kan udtrykke hvad jeg ønsker og behøver. Vi talte om mine søstre… men det hele handlede om noget andet osse. Det så hun sikkert i torsdags. Det så jeg først dagen efter.

De ekstra RAM er i øvrigt ankommet og allerede smidt i min computer – og nu er det en ren leg at arbejde med billeder. Den tygger på de mange jpegs på notime og henter bunkevis af billeder ind lige så hurtigt som jeg vælger dem. Det er da herligt. Så her er lidt flere fra min ungarske ferie. Nu er det sjovt igen. Før var det bare ventetid lige så snart jeg bad den starte iphoto..

Billederne stammer fra et besøg i en privat køkkenhave som vi fik lov til at gå på rov i. Pluk alt hvad I vil.. spis hvad I har lyst til.. smag på det hele.. Der var ferskentræer (sådan en 10-15 stykker af dem), flere forskellige blommetræer og i mange eksemplarer, pæretræer ad libitum og hindbærbuske der bar som stod de i selveste paradis.. dem var min nevø og jeg mere end almindeligt glade for. Køkkenhaven er min svigerindes forældres. Den holder 4-5 familier med frugt og grønt og forældrene bruger vist ret meget tid på at holde den i denne frugtbare stand. Men det virker altså lidt overvældende på sådan et par lejlighedsmennesker som os, der kun lige har lidt krydderurter og en enkelt tomatplante i hjørnet på altanen.

Men først en lille intro til de særlige jordbundsforhold. Det er ikke jord – det er sand! Og jeg fatter ikke hvordan pokker nogen kan få noget som helst – og i de mængder – til at gro på det. I det hedder det vist, men når man sparker lidt til det forekommer “gro på det” som en rettere betegnelse.

IMG_1802

Der er lige blevet vandet og sandet bliver kun vådt i overfladen og bliver til sådan nogle sære mudderskaller i løbet af få minutter.

IMG_2363

Vin skal der naturligvis være i en køkkenhave størrelse XL. Og sand. Masser af sand.

IMG_2378

Drivhuset (ca 20×65 m). Til højre er der peberfrugter og chili.. i Ungarn bliver det hele dog kaldt paprika, men så vidt jeg kunne se var der mange forskellige sorter… og rigtig mange af de der aflange, gule vi kender som ungarske peberfrugter. Til venstre to-tre rækker tomater. Og bag dem nogle rækker med kål. Og sand. Masser af sand.

IMG_3174

Et lille sjovt skud fra et springvand i byen.. troede det var uskarpt så jeg kiggede ikke nærmere på det. Men det viste sig at være ok, da jeg kiggede billeder igen.

Jeg har jo giftet mig til et nyt navn. Dét har osse stor betydning for mig. Det talte vi osse om hos psykologen. Det signalerer mit opgør med familien. Jeg tror ikke helt jeg kan følge betydningen der, og os spekulerer lidt over om min psykolog har en skjult trang til numerologi. Men det er vigtigt, siger hun. Jeg håber at den erkendelse osse kommer til mig en dag. For mit bytte var egentlig næret af to ting. En måde – og på rimelig vis – at slippe af med mit gamle navn og dermed gamle spor. Og at jeg ikke følte mig så knyttet til min egen familie mere. Men det er meget mere end det – siger psykologen. Vi må se.

Reklamer

14 comments on “Biologiske tilfældigheder

  1. Din psykolog har ret, du er kommet rigtig langt, og har styrken til konstruktiv kamp med arbejdsgiveren.
    Det er en spøj betegnelse du har fundet for søstre… en biologisk tilfældighed.. det er vist meget dækkende i jeres tilfælde.

    • Ja, det tror jeg osse er ret dækkende, og det er formodentlig noget de ville være enige om – bare med omvendt fortegn…

      Jeg er kommet langt, og ind i mellem er det vist meget godt at blive mindet grundigt om hvor jeg kom fra og alt det jeg var bange for…

  2. Det vigtigste er at du nu har fundet ud af hvad du vil og ikke vil med din familie. Og du er sej i din kamp mod din arbejdsgiver, godt gået.

  3. “Biologisk tilfældighed” – haha, godt udtryk.
    Hele din historie er jo et skoleeksempel på, at den eneste menneskelige relation, man ikke selv kan vælge, er familien.
    Men man kan vælge den fra. Det er der nok ikke så mange, der rent faktisk gør, men jeg har sådan på fornemmelsen, at der er mange, der gerne ville turde.

    • Det er ikke uden omkostninger at vælge fra, men dybest set synes jeg jo nu nok at det er dem der har valgt fra, og ikke mig. Jeg har bare taget konsekvensen af det.
      Men ind i mellem er det vist bare sådan det er og kan man komme videre i livet uden familie, så er det langt det bedste. Kan man ikke, synes jeg faktisk ikke det er et forsøg man skal gøre… jeg var bare overrasket over hvor dybt det brud ligger i mig – at jeg ikke engang kan *genkende* damen…

  4. Uhh, jeg bliver altid så trist, når jeg hører om mennesker, som ikke taler med eller omgåes familiemedlemmer længere. Nu har jeg jo ikke læst med herinde så længe, så selve årsagen er mig ukendt og er nok også irrelevant, for jeg har det sådan, at der må da kunne tales om ‘det’, så man finder hindanden igen:-) Så let er det ikke altid – det ved jeg godt og kan sagtens være kæk, når jeg ikke selv har prøvet din situation. Håber af hele mit hjerte for dig og din familie, at miraklet alligevel må ske for jer engang, og at I må finde sammen igen…..

    • Der er gode grunde til det. Tro mig. Fik en liste med krav der skulle opfyldes for at vi kunne fortsætte samværet – deriblandt at jeg ikke måtte udsætte børn og gamle for at se at mine kærester var af hunkøn (ikke slæbe med til familiefester). At jeg måtte forstå at det ikke var det samme som deres skiftende mandebekendskaber – den gang det skiftede, forstås. Det er et krav jeg ikke kan honorere på nogen måde. Det er et krav jeg finder urimeligt og uacceptabelt. Og jeg svarede aldrig på det brev hvor kravene var. Familier skal ikke pr definition holdes sammen hvis man ikke kan gøre det på ligeværdig vis – og det vil ikke ske i dette tilfælde. Og jeg vil afvise forsøg fra deres side. Det er hårdt, men det er sandheden – og jeg er ingen engel der bare altid render rundt og gør det gode og det bedste.

      Jeg skal ikke noget med de mennesker… deres liv er ikke mit.. deres børn kender jeg ikke.. og de kender ikke mig.

  5. God bedring med din dumme ryg!

    Arg… den kære familie. Jeg kender hele det cirkus, du går igennem. “en biologisk tilfældighed” kender jeg også. Jeg har en halvbror, som jeg virkelig ikke bryder mig om. Jeg så ham senest (og sidst!) til min mors bisættelse, og jeg har bestemt ikke lyst til at se ham igen, men det er der nu nok heller ingen risiko for. Og ulysten er formentlig gensidig.

    “At en af betingelserne for et fortsat samvær med søstrene var at jeg lod kæresten blive hjemme”. Det er da ufatteligt; hvad havde hun forestillet sig? I har levet sammen i 10 år, ergo må man forestille sig, at det er sådan, I ønsker jer at leve. Hvorfor skulle hun nu komme og spise af jeres kage? Det er da dobbeltmoral i højeste potens.

    God søndag.

    • Jo tak mht ryggen. Den er i rigtigt drillehumør i øjeblikket.

      Jeg tror du misforstår.. det var min tante der kom – og glædedes os derved – til vores bryllup. Søstrene var blevet bortvist på det bestemteste..

      De kan ikke acceptere eller respektere mine valg i livet og ser sig selv i en position hvor de kan stille krav til at jeg gør tingene anderledes end jeg gør.. krav jeg hverken kan eller vil honorere…

      Jeg kan i sagens natur osse kun se to begivenheder hvor jeg skal se mine søskende igen – og derefter vil jeg aldrig beskæftige mig med dem igen. Men de er der nu for vi har fælles forældre, og det må vi leve med…

  6. Godt, at du faktisk har en tante (og onkel selvfølgelig) med større rummelighed end resten af familien. Men ved hun slet ikke, hvorfor I aldrig er til familie tam-tam? Mht resten af familien, de biologiske tilfældigheder, så er det da bare med at komme videre. Når de ikke vil vælge din Kone til, kan du jo – heldigvis – vælge dem fra. Jeg tror, at der findes biologiske tilfældigheder i rigtigt mange familier. De findes i hvert fald i både min og Gemalens. Der siges stift goddag, når omstændighederne gør, at vi nødvendigvis må mødes, og ellers har vi gensidigt valgt hinanden fra, sådan mere eller mindre aktivt.

    • Jeg tror ikke hun ved at hun selv har spillet et rolle i deres lille spil.

      Tror osse det er mere almindeligt end man lige tror og det er med garanti som regel småting der har udløst alt det møg der ligger nedenunder…. dråberne der får bægeret til at flyde over…

  7. Psykologen har sikkert ret, og det tror jeg bestemt heller ikke du fornægter, selvom det kan være svært at forholde sig til. Jeg husker bare mit eget giftermål, hvor jeg fik nyt efternavn, som man automatisk fik, hvis ikke man strittede imod. Jeg følte i den første tid, at det slet ikke var mig. Jeg husker ikke hvor længe det stod på. Det gik sikkert hurtigt over, men jeg husker tydeligt, at jeg ikke følte det var mig, når jeg skulle præsentere mig eller der blev talt til mig. Det var dengang, vi ikke var på fornavn med hinanden på arbejdspladsen, men kun på hr, fru og frk. samt efternavn og Dis med alle kontakter både internt og eksternt.
    Håber du snart får det bedre med den ryg igen.

Har du kommentarer eller spørgsmål:

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s