Med Ungarn i bakspejlet

Vi forlod vores ungarske familie en tidlig morgen kl 4. Bilen havde vi pakket aftenen før for ikke at støje alt for meget – alt for tidligt. Svigerinden stod op for at åbne porten og sende os afsted.

Det var som altid vemodigt at køre ud af den indkørsel. Men ikke helt så vemodigt som det har været tidligere, da vi forventer at familien er intakt til næste gang vi kører ind. Sådan har det bestemt ikke været før, hvor alle farvel virkelig var sagt og ment som farvel og ethvert besøg kunne være det sidste.

farvel_1 farvel_2

Vi passerer Donau 4-5 gange i løbet af turen. Det kommer hver gang bag på mig at en enkelt flod kan passeres så mange gange på en forholdsvis lige strækning.

Men broerne over er arkitektoniske kunstværker og jeg prøver ihærdigt at fotografere dem hver gang.

Vi kørte fra Ungarn på deres nationaldag. Og havde fået skrappe ordrer på at nu var det ekstra vigtigt at undgå Budapest. Jow tak. Vi gør hvad vi kan. Hver gang. Nu har vi kørt turen tilpas mange gange at vi ved hvad vi skal holde øje med. Både ud og hjem.

Vi havde på forhånd forsøgt at booke vores lille sted i Wiesent. Men desværre var der helt booket den aften/nat vi havde brug for overnatning, så det måtte vi droppe og i gang med expedia for at finde et nyt sted at overnatte. Og nu blev det et helt fast krav, at vi dælme ville have noget med internetadgang på WIFI. Alle deres tyske kanaler gider vi ikke og dermed osse aldeles ligeglade med om der er fancy tv på værelserne. Bare der er internet. Basta. Og morgenmad. Naturligvis.

Vi kiggede på et kort og satte fingeren på den del af tyskland vi forventede at ramme når trætheden formodedes at indfinde sig og fandt hurtigt et lille udyrt hotel/gasthaus 5-6 km syd for motorvejen. Og de havde net. Og morgenmad. Og så ret ok ud. For 62 euro.

På det lille tyske hotel var der indrettet ganske særligt. Det var bayersk – og så var det Ikea. Og min sengelampe var vist helt fejlplaceret. Eller i hvert fald lyskilden i den.
farvel_3

Den havde vi en del fniseri af. Jeg lod den være tændt en stund for at finde ud af om den mon skiftede farve med tiden, det gjorde den ikke, den blev blot lidt lysere lilla. Sært valg. Men vi kunne lide stedet og besluttede at det ville komme på vores faste liste over overnatninger i sydtyskland. Det hjalp lidt på det at værten faktisk var i stand til at tale engelsk, hvilket letter det hele en smule, når det tyske er gemt så langt væk væk i baghjernen som det er hos os.

En af anmelderne på expedia brokkede sig dog en smule over at der ikke var gardiner. Det valgte vi at se bort fra da vi bestilte og tænkte, at det er der sikkert en god grund til – og at vi i øvrigt ville være så trætte at vi kunne sove i dagslys, hvis det endelig kom til det. Hæ, der var faktisk ingen gardiner – der var Rulle-skodder. Og “snoren” man skulle trække i for at få dem for vinduerne var gemt vældigt effektivt. Mere end 10 cm til højre for vinduet. Men det havde den geniale anmelder ikke selv fundet ud af. Ok, det er lidt snyd. For vi er vant til dem fra Ungarn hvor de hænger udvendigt på langt de fleste huse. Kønne er de ikke – men de virker.

Da vi fik talt lidt med værten fandt vi ud af, at det faktisk er lidt af et gourmet-sted. Altså hvad angår den mad der bliver serveret i den tilhørende restaurant (der desværre var lukket denne aften). Det gjorde os lidt nysgerrige og vi søgte oplysningerne på nettet og fik det bekræftet. Vi fandt osse ud af hvorfor det er så ikea-agtigt. Manden er gift med en finne.

Det forklarede dog ikke blandingen af pornolys og “alt optaget lampen” på vores værelse.farvel_4

Duehale. Sådan en har jeg aldrig set før, og blev ganske forvirret over hvad det var jeg så at jeg glemte alt om hvordan sådanne skabelser skal fotograferes. Og inden jeg havde fået fundet den viden frem igen var den væk. Det er en sværmer/sommerfugl af en slags, der bevæger sig fuldstændigt som en kolibri. Den flytter sig vanvittigt hurtigt fra blomst til blomst og står så stille lige over den mens den sætter næbbet (som viste sig at være en snabel, da vi fik googlet det for os ukendte flyvende væsen) ned i blomsterne. Den var vi ret optagede af så længe det varede. Billedet er taget ved hotellets koi-bassin – i deres fantastiske lille gårdhave.

Mad måtte vi dog have, så vi opsøgte det lokale spisested og fik vores gode bayerske retter på store tallerkner. Jeg gik efter den klassiske Wienerschnitzel med pommes og konen var ude i noget eksperimenteren med noget ukendt ostegratinering. Portionens størrelse fejlede bestemt ikke noget, men jeg var lidt skuffet over at man blot havde vedlagt en enkelt citronskive samt en lille pose ketchup som eneste yderligere tilbehør. Heldigvis havde de forsynet os med en velvoksen og særdeles velsmagende forret i form af en skål salat, og ladet den stå da kødet kom på bordet. Bingo.. dressingen kunne passende bruges, og det smagte forrygende, selvom det nok ikke var hverken autentisk eller autoriseret. farvel_5Restauranten ser ret tom ud, men gårdhaven var fuld. Derude måtte man nemlig ryge. Vi gad ikke sidde derude, da vi jo havde spottet at det var hvepseland, og vi var alt, alt for trætte til at bokse med de flyvende jetjagere.

farvel_6 Så vi fik trak indenfor og lod de lokale være udenfor. Efterhånden trak andre gæster til. Tydeligvis osse ovre fra hotellet på den anden side af gaden.

En øl i gårdhaven på hotellet kunne vi dog få tryllet frem og vi nød aftenstemningen mellem blomsterne og bierne, mens vi fik prikket ruten ud for dagen derpå, og fik sendt besked til dem vi vi skulle stoppe hos i Fredericia på vej hjem. Ja, jeg ved godt at vi med hård hånd har afvist alle andre besøg på vejen, men her var vi nødt til at gøre en undtagelse. De havde nemlig vores bryllupsbilleder. Og dem ville vi rigtig gerne have fat i.

Det var dejligt at se dem igen, og vi fik snakket færdig om vores bryllup og de blev opdateret om hvordan tingene udviklede sig i dagene efter, og de ærgrede sig inderligt over at de ikke var vendt tilbage, selvom de faktisk havde været på Fyn i samme periode. De havde ikke fanget, at de havde været velkomne til at komme igen.

På vej hen over fyn havde jeg et par uger før lagt  mærke til denne bygning, der ligger syd for motorvejen mellem odense og middelfart. Jeg aner ikke hvad eller hvem der har bygget der, men det er dejligt at se at domicil sagtens kan være stort og flot uden at rage op og ødelægge landskabet. Den putter sig nærmest ned i landskabet. farvel_7

Udsigt til Storebælt. Nu er vi snart hjemme. Og her lagde jeg kameraet i tasken og indstillede mig på at det var dén ferie. Det var en god årgang. farvel_8

 

Så mange oplevelser. Så meget godt og spændende. Jeg blev gift. Jeg fik ny familie. Nyt navn. Det var én mig, der tog afsted over broen 3 uger tidligere… og en anden der kørte den modsatte vej. Det er en ret sær følelse. Jeg føler mig sært sikker i mig selv – og det er på en måde jeg aldrig har oplevet før. Ved jeg gør de rigtige ting. At jeg har valgt rigtigt i mit liv. Nu. Jeg er ligefrem begyndt at underholde tanken om at gå tydeligere frem (måske derfor der lige dukkede et lille billede af konen op her – ved en tidligere lejlighed).

Oplevelser, der ikke blev plads til her: Forunderligheder på tyske rastepladser, køkultur, sigøjnerkvindens angreb i Debrecen, lommetyven der gik forgæves, cikadesang og stjerneskudskig med konen den nat temperaturen ikke kom under 25 gr, killingen børnene kaldte “sko”, luftmadrassers særheder, loppeangreb, storke, bier, honningfestival (vidste I at de har 22 forskellige slags honning? Mindst?), tanker ved et gravsted, en gigantisk køkkenhave hvor vi måtte tage lige hvad vi ville og hvor ferskentræernes grene havde stok for at ikke at ramme jorden pga overvægt, storkegængere, lego, sand, der ikke kunne blive vådt og endelig tristheden og forundringerne i kælderen, da vi skulle kigge på mine afdøde svigerforældres ting og gemmer og som vi skulle gå igennem og prøve at vurdere om det var hhv. gemmes, sælges eller brændes.

Og om den kasse SH billeder vi har med hjem. Som vi må prøve at få sorteret i og sammenligne med huse, billeder på væggene, tøjstil for at få fundet ud hvad og hvem de forestiller. Kære venner – har I billeder liggende.. gode gammeldags billeder på papir. Skriv for faen på dem hvem der er med! NU. Min kone er 45 nu – og må pludselig erkende at hun er den eneste der kan huske noget. Hun er den “ældste”. Og det er hende der skal fylde erindringshullerne ud. Jeg kan ikke genkende personer, men har et godt blik for detaljer og kan finde motiver, der går igen og derfor kan sættes i “serie”.

Men nu er hverdagen her. Med arbejde, behandling (der skal fortsætte lidt endnu), vennerne og de gammelkendte omgivelser.

Og jeg er vist nødt til at lige at vende situationen på mit arbejde. Jeg er stadig ansat. Nogen må have hvisket dem i ørerne at det vist ikke er så smart at skaffe sig af med mig lige nu. Men jeg er begyndt at orientere mig lidt om alternative dagligdagsbeskæftigelsesmuligheder (fedt ord, ikk?). Men jeg truer ikke med at gå – jeg truer med at blive. Så længe som overhovedet muligt, mens jeg fundamenterer mit netværk dér. Jeg ved jeg ikke står alene. Jeg ved at jeg bare står forrest. Lige i skudlinjen, men fuld af mod på den sag der er i gang. Overenskomsten ligger på min telefon, og flere har fundet ud af at jeg kan den godt nok til at jeg kan svare på spørgsmål meget hurtigt, og dokumentere hvad jeg siger et par øjeblikke efter. Og jeg lytter når folk lufter løse løsningsforslag så vi kan komme videre med firmaet, for vi skal jo have lavet os en lokalaftale så der kan komme orden på sagerne.

Men firmaet ved nu at jeg er dén person fagforeningen betragter som deres “mand på stedet”. Og det er dælme specielt, når man ikke har den beskyttelse der følger med i at være valgt, men bare er selvvalgt. Selvudnævnt. Det kræver egentlig mere selvtillid end jeg har – men så lader jeg som om for resten.

Reklamer

9 comments on “Med Ungarn i bakspejlet

    • Kan jo næsten se på det at der bør komme et opsamlingsheat, men det er farligt med en der har så mange ord som jeg har…

      Jeg har mange års øvelse i at lade som om…

  1. Du må søreme også fortælle resten af historierne! Der er meget godt stof, ser det ud til, og med sådanne teasere kan du ikke bare stoppe her!
    Og så har du set en duehale … Charlotte havde sådan en fætter på besøg i haven, hvilket ikke er helt normalt i UK, men sikkert meget normalt på de breddegrader, du har befundet dig her i sommer.
    Det er i øvrigt skønt at ‘høre’ dig være så glad – jeg tror virkelig, at ægteskabet er godt for dig 🙂 – og så det at have ferie, selvfølgelig … men du lyder virkelig dejligt overskudsagtig.

    • Jeg skal prøve at finde en form jeg kan putte restoplaget ind i.. de hænger bare ikke rigtigt sammen på nogen måde og er mere anekdoter i min dannelses-rejse..

      Ja, vi så en Duehale. Uden at ane hvad det var, men vi var næsten sikre på at det var et insekt. Jeg gik op på værelset om aftenen og googlede løs… “bevæger sig som kolibri insekt følehorn”.. og på et eller andet forum kom forklaringen, uden billeder, Duehale. Og hurtigt googlesøgning fik frem at det var sådan en vi havde mødt i sydtyskland.

      Tak for dine gode ord… det er dejligt at læse dem. Det er en følelse jeg lige skal finde ud af at holde fast i, så jeg ikke hensynker i et nyt morads af mystisk-heder.

  2. Den sjove bygning på Fyn har vi også tit luret på, når vi har taget turen over.
    Det har været en fornøjelse at være med jer på ferie her. Jeg har ikke været jordens flittigste til at kommentere, men jeg har læst og læst og læst. At det har været en rigtig god sommer for jer, er det vidst ikke nogen tvivl om.

    • Det var første gang jeg opdagede den, men sidst jeg kørte turen var naturligvis osse en mørk vinteraften hvor den ganske givet forsvandt helt ned i horisonten.

      Jeg ved du har læst med…. 🙂

    • Det blev den i hvert fald. Og som jeg skrev til Ellen mfl skal jeg prøve at finde en form til et par af de andre historier…

      Tak for opklaringen. Det er altså fedt at man bare kan poste et billede af en bygning her, og så er der et klogt hoved der ved hvem der bor der….

Har du kommentarer eller spørgsmål:

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s