Ledsaget udgang

En af de sidste aftener vi var i byen, var der lige inden solnedgang det mest fantastiske lys. Det var rødt, det var brændt og havde ca samme farve som de potter pottemageren tager ud af sin ovn. Det var vildt og smukt. Og værd at rende efter. Så jeg røg ud af døren uden at tænke på andet end mit kamera, et stativ og et ekstra batteri.

Og ikke meget andet. Ikke noget ID eller noget som helst. Det var en dum ide.

 

 

udgang_1

 

Jeg fik taget dette billede inden politiet fik fat i mig. Sådan en ukendt personage med kamera hørte ikke til der, og jeg mistænkte at den familie på aftentur jeg havde mødt på et gadehjørne havde fortalt dem at jeg da vist ikke hørte til, så de kom frem til mig. Kørte intimiderende tæt på mig og rullede vinduet ned og forsøgte sig først på ungarsk og så noget andet (rumænsk antager jeg) at spørge hvem pokker jeg var og hvor jeg kom fra – og formodentlig osse hvad jeg lavede der.

Jeg rystede bare på hovedet og vendte ryggen til dem. Jeg kan jo ikke ungarsk. Og i hvert fald ikke i et omfang, der gør det muligt at kommunikere med ordensmagten på betryggende vis.

Turiste! svarede jeg da de kom endnu tættere på. Og jeg pegede på mig selv…

KEINE TURISTEN… aha… de ku tysk. I hvert fald nok til at de fik mig gjort klart at der var KEINE TURISTE i deres lille by. Og at jeg dermed var på fremmed grund og burde forføje mig. At jeg stod på offentlig vej og fotograferede majsmarker lod ikke til at forstyrre dem nævneværdigt i antagelsen om at jeg var på forbudt område. (antager at de anså hele byen som deres territorie og havde lyst til at jage fremmede hunner ud – de virkede lidt alfahan-agtige, nemlig).

Jeg vendte om og luskede tilbage til huset. Nu var lyset jo forsvundet alligevel. Politibilen kørte 3-5 m bag mig hen ad vejen, og gjorde det ganske tydeligt at de agtede at holde smaddergodt øje med mig.

Imod mig kom en af naboerne i traktor og han vinkede automatisk til mig. Han havde jo ikke undgået at kunne observere den fremmede bil der blev bakket ind og ud af porten flere gange om dagen. Og vidste at jeg var Mr Zoltans gæst.

Han stoppede politibilen og har antagelig fortalt dem at det bare er en af de tossede danskere der var på besøg, og at de skam var fredelige nok, selvom den ene altid havde et kamera i hånden.

Jeg lukkede mig ind gemmen porten (der i øvrigt er videoovervåget og dermed en af byens sikreste indhegninger) mens de parlamenterede i baggrunden og jeg håbede at det, at jeg netop gik ind i dét hus (har de for faen da ikke set vores udenlandske bil inde bag det solide hegn) lukkede for yderligere debat.

Jeg var faktisk rystet. Rystet over at jeg ikke kunne få lov til at gå i byen alene. Rystet over politiet kunne smide mig væk fra offentlig vej. Og jeg var meget klar over hvor jeg satte fødderne, for grænsen mellem privat grund og offentlig vej er hårfin og ikke altid til at få øje på. Og jeg havde ikke fået lov til at gå ind nogen steder, så jeg holdt mig på vejen. Altså.

Mine værter var rystede! De ville vide hvem der havde stoppet mig. Ja, hvor pokker skulle jeg dog vide det fra. Det var politiet. I uniform. I en politibil. Og de talte ungarsk. Fed beskrivelse. Selv hvis de havde præsenteret sig havde jeg nok ikke opfattet hvad der var navne og hvad der var øvrige ungarske ukvemsgloser. Med mindre en af dem hed Zoltan. Hvilket er ganske sandsynligt for en stor del af de mandlige ungarere jeg har mødt på min vej har heddet netop… Zoltan.

Min nevø rasede rundt i haven over det. Råbte “De har vanæret min familie!”. Og slog på sagesløse buske med sit træsværd.

Svigerinden var forbløffet og fik fat i sin brors et eller andet der var chef for noget af politiet og fik dem meddelt at de havde en dansk gæst, der agtede at tage nogle fine billeder af byen. Og lægge dem på google earth. At det måtte hun altså godt.

Nevøen kom efter sit raserianfald hen til mig og sagde noget med stor overbevisning i stemmen (og et glas kold cola til mig i hånden). Da jeg fik det oversat viste det sig at han tilbød at gå med mig dagen efter. At han ville bevæbne sig med sit træsværd og slå på alle de politibiler vi mødte, at han ville tage mig op til “stationen” så vi sammen kunne skide på deres trappesten.

Det mente vi voksne dog var en skidt ide. Men jeg tog imod hans tilbud om at han kunne passe på mig på turen dagen efter. Uden sværd dog. Stetson-hatten var velkommen. Men sværdet måtte vi hellere lade blive hjemme. Og mon ikke det var en ide at klare toiletbesøget på det dertilindrettede i stedet.

Det hører nok med til den historie at min nevø var blevet sært glad for mig. Vi havde nemlig taget ham og søsteren med i badeland. Svogeren blev hjemme mens børnenes mor noget modvilligt fulgte med. Hun kunne nemlig ikke svømme og var aldeles ligeglad med at prøve det. Men skulle børnene afsted skulle hun med. For børnene ser altså ikke os som de store autoriteter og badeland er sjovt – men osse lidt risikabelt i betragtning af at ingen af børnene kunne svømme – og i øvrigt aldrig havde befundet sig i vand der var mere end 60 cm dybt!

Min svoger blev ved med at fortælle mig at de altså ikke kunne svømme og var ret bekymret for om vi havde alle med hjem igen efter det besøg. Bare rolig. Det har vi.

Vi var i badelandet i 3 stive klokketimer og var stort set ikke ude af bassinerne i den periode. Og jeg var hele tiden lige i hælene på min nevø, der blev mere og mere modig med vandet. Selvom han ikke kunne svømme. Men han lærte dog at plaske lidt rundt i overfladen, og det var godt nok for mig. Måtte dog kvæle et skævt smil da han satte kursen ud på det dybe vand uden at opfatte at dér kunne han ikke længere bunde. Han stoppede med sin pladren rundt og forsøgte at sætte benene på bunden. Og gik til bunds som en betonklods. Lodret. Røg efter ham og fik ham hevet op og ind på det lidt lavere vand igen. Han fik sin forskrækkelse, og det var ikke helt uønsket fra min side. Han lærte to ting dér. Pkt 1 vand er ikke sjovt hvis man ikke kan bunde. Pkt 2, det er nu egentlig ret rart at hende den tossede dansker var i nærheden. Og derefter var vi uadskillelige og besteg flere vandrutsjebaner sammen. Han blev ret modig og ganske dygtig til sidst. Men lærte altså ikke at svømme – blot at træde lidt vande. Og holde sig for næsen når han ramte vandoverfladen i fuld fart. Jeg tør godt tage ham med ud i strandparkerne til sommer hvis de gør alvor af at komme herop.

Men altså… dagen efter gik vi vores tur. Vi mødte ingen dumme politifolk, kun venlige naboer der kiggede nysgerrigt på mig mens jeg fotograferede løs på deres omgivelser.

 

 

 

udgang_2

Dette billede er bedst hvis det klikkes lidt op i størrelse…

udgang_3

Kontrasterne er store og altid til stede

 

udgang_6

De er faktisk i gang med at udskifte de her åbne afløb med rør, og nej de er ikke kloakker, men rester fra dengang her var floddelta. Det tørrede ud da planøkonomien anlagde en dæmning ved Tisza.

udgang_5

Kristpalmen tæt på. Ricin. De bruger den til medicin viser det sig. Amerikansk olie hvis jeg husker rigtigt.

Kristpalme

Kristpalme

Udgang_7

Det er bare nogle udhuse… hvoraf et af dem ikke kunne holde til at få lagt tag på.. men holder det – så holder det.

Reklamer

8 comments on “Ledsaget udgang

  1. Altid godt med en sej forbundsfælle med stetsonhat og træsværd 😉 Øv, det har garanteret været en rigtig ubehagelig oplevelse at møde de lokale strissere på den måde. Minder mig om, da vi blev stoppet af politiet inde midt i Budapest. Bare fordi. I hvert fald var der ikke noget som helst at komme efter, men de ville både se kørekort og papirer og vide, hvad vi foretog os. Gemalen blev godt sur, men bevarede heldigvis roen, så der skete ikke yderligere.

    • Ja, der blev passet godt på mig. Men jeg tror nu den fremmeste egenskab han stillede med var lokalkendskab, sprog og et usandsynligt charmerende væsen. Når han altså ikke truer med at skide på trappestenene hos ordensmagten.

      Det er ikke værd at skændes med de ungarske politifolk… det har jeg lært. Desværre ku jeg ikke engang skændes med dem pga sprog-problemerne.. kan dog godt forstå din gemal blev irriteret over at blive antastet… de er ikke altid interesseret i ret meget andet end om de kan bøffe turisten for lidt småpenge…

  2. Ja, man bliver lidt forskrækket over sådan en oplevelse – tænk hvis du havde været en ganske almindelig turist uden at kende nogen af de lokale – men okay, så havde du selvfølgelig haft dine ID-papirer tilgængelige, men alligevel.
    Jeg har også hørt, at de er gode til at udstede ‘bøder’.

    • Jeg blev mere trist over det end jeg lige kunne forklare… nåede vist osse at kalde byen for lorteby… Xenofobien findes alle steder..

      Det kunne sagtens være endt med en bøde for et eller andet jeg ikke ville ane hvad var…

  3. Han er en lille sej gut, ham din nevø.. Godt I kunne hjælpe hinanden, du fik billeder og han fik forhåbentlig smag for at lære at svømme rigtigt. 🙂

    • Vi har talt med dem dernede.. han vil tilbage til badelandet og prøve flere rutsjebaner.. men de mangler jo en svømmende bodyguard..

      Så jo.. det fandt han ud af.. at det skam er meget sjovt, det der.. og han er sej.

  4. Hvis ikke man selv har oplevet noget tilsvarende, kan man godt have svært ved at tro sådanne historier. Vi har selv, for mange år siden, stiftet bekendskab med ordensmagten i Polen og Tjekkiet. HoldDAOP, siger jeg bare, så jeg kan levende forestille mig hvordan det har været. Jeg troede måske at kontrasterne i landet var udjævnet lidt mere, end da vi var der for 20-30 år siden, men de er måske snarere vokset?
    At se børn og unges glæde, er en glæde i sig selv.

    • For det første er det lang faen i vold ude på landet i en by hvor der faktisk ikke rigtig kommer turister… så de er ikke helt så vant til fremmede fugle (og slet ikke dem der render rundt med et kamera)… generelt er det blevet meget, meget bedre… men mange taler om at politiet i Ungarn burde have et grundkursus i engelsk, så de ikke skræmte turisterne væk.

      Det var en stor glæde at være med dér… men hårdt at forfølge en dreng i et badeland – i tre timer! 🙂

Har du kommentarer eller spørgsmål:

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s