En time for mig selv

Endelig har jeg fået lov til at sidde for mig selv i et hjørne i køkkenet mens børnene laver noget andet og her er fred og ro. Det har jeg faktisk ikke haft i flere dage, så det har knebet en del med at få skrevet på bloggen, at få svaret på kommentarer – endsige at gøre andet end at læse med hos jer andre. Det er vist ca det det kan blive til på den her type ferie. Jeg er i den ungarske familie-tornado af mennesker jeg ikke kender, ikke forstår og ikke aner hvordan er familierelateret til mig og os. En stadig strøm af ord, latter og smil over ting jeg ikke ved hvad er.

Det er ganske overvældende. Og meget anderledes end det har været førhen. For nu er jeg “tanten”. Ikke i nogen negativ betydning men i en familiemæssig en af slagsen. Jeg er blevet placeret i familie-hierarkiet.

Turen herned gik helt som planlagt og vi landede hos “vores gasthaus” et par timer før forventet. Ingen kø-kørsel på de tyske motorveje og afslappede pauser rundt omkring. Vi skiftes til at køre efter et forholdsvist indarbejdet mønster. Jeg kører til syd for Hamburg og herefter de strækninger der byder på udfordringer. Gennem Kassel-bjergene, i Bayern, igennem Wien og forbi (helst) Budapest. Kæresten (ahem konen!) kører de mere kedelige stræk, da hun bliver svimmel ved kombinationen af høj fart, op-og-ned, mange sving og hurtige beslutninger ved rattet.

Vi stoppede ved autohofs for at tanke bilen, og ved normale rastepladser for at tanke kaffe og mad. Og det var her vi mødte en der lignede en gammel bekendt – en ældre dame med et forvirret blik i øjnene. En Ulla. Hun stod på en tysk rasteplads af de lidt større og skulle modtage betaling for købt mad (det blev fra Burger King). Det foregik ca sådan:
Vi gik til skranken for at bestille vores (upassende) menuer.
Fik en bon med en stregkode.
Gik til en anden skranke for at betale.
Konen (herefter kaldet Ulla) tog imod og så startede komikken.
Kikkede nøje på bonen, der indeholdt mange oplysninger. Drejede den rundt på alle 4 ledder og kiggede på den fra alle sider. Vendte den rundt og kiggede igen nøje på bagsiden. Fandt sine briller i lommen efter at have rodet rundt i håret og på brystet efter dem og gentog hele studere-manøvren igen. Med masser af tid. Kiggede på os og kiggede igen på bonen. Vi spekulerede lidt på om det virkelig var så ukendt for hende (der må være mange i timen der gør dette – BK delen af restauranten var da fyldt) hvorefter hun blot indlæser stregkoden på bonen. Jammen altså – hvorfor skulle hun læse og studere bonen blot for at køre den igennem automatikken – vidste hun mon slet ikke hvad hun skulle stille op med den.
Men vi fik vores mad – ved den første skranke ved fremvisning og lignende godkendelse af vores kvittering #2 – eller skal vi nøjes med at kalde det en fødevarelignende fast substans. Af samme Ulla – bare ved to skranker. Tysk effektivitet var vist ikke nået til Fulda.

Senere havde vi en panikstrækning, hvor bilen periodevis stank af kemisk brand. En gummiagtig lugt der forfulgte os og som gjorde os ret bekymrede for designikonets velbefindende. På den måde kørte vi små 40 km inden vi stoppede og gik bilen efter for at finde kilden til lugten. Vi fandt en lille gummidims bilen havde samlet op og som havde sat sig fast på en bremseskive. Det må være den der udsendte ubehagelighederne. Det besluttede vi i hvert fald og kørte videre. At fjerne den var udelukket da den slags skiver kan blive ret varme og ingen af os havde særligt lyst til at stå i tyskland med forbrændinger. Morgenen efter blev den vippet af og den har ikke lugtet siden.

Jeg har taget helt usædvanligt mange billeder i år. Men jeg har ikke tid og ro til at kigge dem igennem endnu. Der må komme nogle opsamlings-heats senere hvad det angår. Så de billeder jeg vælger at vise frem er for en stor del dem jeg osse har valgt at dele på FB. For nogen vil det derfor være et gensyn.

Kameraet stod på sin gorilla-pod på taget af et hønsehus og pegede direkte mod nord (men desværre ikke helt højt nok ift horisonten) men billedet blev da seværdigt alligevel. Teknikken er at sætte kameraet til at tage et billede hvert ca 40. sekund igennem en time, og til sidst “stacke” dem til ét billede. Derfor er de lyse dele af billedet ikke overbelyst og derfor får himlen den der mørke blå farve, der faktisk er en konsekvens af at der var lys i vinduerne i huset bagved.


I byen var der varmt. “nuff said!” Meget meget varmt men man vænner sig altså til det. Og jo, jeg ved godt at himlen er udbrændt – men den var altså blå. Displayet på den anden side af skiltet virkede bare ikke og solen drillede mig. Too bad… Det kan reddes da jeg jo har RAW-filen osse. Men det gider jeg ikke når jeg kommer hjem til det rigtige photoshop.


Familien havde arrangeret en grillaften med ungarske specialiteter over åben ild. Noget med smeltet/ristet spæk på brød med salt, peberfrugter og rødløg. Det lyder ulækkert men smager som slik. Eller flæskesvær, hvad det jo retteligt osse bare er. Med røgsmag, der bestemt klæder det salte spæk.

Men datteren i huset startede med at vande lidt, og seriøsiteten og systematikken i vandingsprogrammet led en hurtig død for den gammelkendte leg med vandslangen. Måtte ind i mellem vende ryggen til for at beskytte kameraet mod hendes legesyge angreb, som blev udført med slet skjult morskab over at få den gamle tante til at springe som en ged op af trappen.


Sådan så horisonten ud på vores grillaften. Det er ikke et bjerg i baggrunden. Det er en gust-front af værste skuffe og aftenen endte altså osse med et 3 timer langt gedigent tordenvejr med slagregn. Men her til morgen er der atter knastørt sand på vejene.

Et skud fra den nærmeste storby.. Ved ikke hvorfor jeg rettede kameraet mod de her huse, men tror jeg faldt lidt for dybden i billedet.

– Posted using BlogPress from my iPad

Reklamer

10 comments on “En time for mig selv

  1. En time for sig selv må man have, især når man pludselig er gået fra at være i periferien til at være tante på fuldtid 🙂

    • Det var ikke mange timer af den slags der blev fundet plads til, hvilket vel osse har afspejlet i mit totale fravær i blogland… men noget tyder på at jeg kan vende frygtligt tilbage nu…

Har du kommentarer eller spørgsmål:

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s