Ud med kæresten!

Og ind med konen!

Jo, den er god nok – vi har giftet os. I dag på et rådhus et sted på Fyn.

(dette indlæg er skrevet i forvejen og sat til upload på rette tidspunkt, dog så sent at jeg kan nå at stoppe det hvis hun fortryder og flygter i klipklappers hen over brostenene i den gamle bydel)

Det er dét (osse det), der har fyldt så meget i vores hoveder før sommerferien, for der var meget pudsigt papirarbejde i den anledning, og det var drønende nødvendigt at vi var enige om det hele. Så meget planlægning på trods af vores faste forsæt om at gøre det hele så afslappet som overhovedet muligt. Vi var også enige om at holde det småt og nært så gæstelisten var så absolut til at overskue. Vi har skåret helt ind til benet hvad det angår, velvidende at hvis vi bare går et hak ud i cirklerne så ville gæstelisten vokse nærmest eksponentielt hvis almindelig fairness skulle iagttages.

Jeg havde engang en nabo, der hjalp mig i en periode hvor jeg virkelig havde brug for hjælp. Hun kom med mad i mine onde uger og var den eneste jeg så og talte lidt med. I dag er hun politiker og har lov til at vie folk. Og det er hende jeg har bedt stå for den officielle del af den her dag. Hun svarede samme dag, at dét ville glæde hende meget. Dét er der en del symbolik i for mig. Hun var der i den største tragedie i mit liv – og hører fint til på en god dag.

Vi har droppet en stor del af de symbolske traditioner og indført vores egne. Jeg ville betragte en brudebuket som en sær blanding af et drabsforsøg og en skilsmissegrund (er ikke til blomster). Bryllupstøj er utænkeligt – for os begge. Så det med udstyret er afskaffet. Der bliver heller ingen køretur i en fin bil, vi nøjes med min mors gamle astra årgang 92. Hun er en glimrende chauffør, men nægter brutalt at fremføre vores designikon. Og vi vil jo nok gerne have et glas vin eller en kold øl når vi gør holdt på et lokalt spisested, hvor vi har bestilt bord til det gigantiske selskab på 8.

Vi slutter af i sommerhuset, hvor vi har lidt ekstra mad, en god og velvoksen kage der er egnet til formålet.. masser af kaffe og te og øvrige drikkevarer til dem der har lyst til det – og ikke skal ud at køre. Dem er der så ikke så mange af. Om der kommer flere til i løbet af dagen ved jeg ikke (men visse har luftet ideen hvilket vi ikke har mødt med protest), men jeg er sikker på at vi kan beværte dem der kan finde frem til os. Fornemmer osse at vi får besøg i dagene efter, men det må tiden vise.

Det første jeg gør når vi kommer tilbage til sommerhuset efter frokosten er at gå en tur med hunden. Helt for mig selv. Så må de andre sætte noget sødt og fødevarelignende på bordet. Indenfor hvis det pisseregner (og det gør det oftest når vi er der) eller udenfor hvis vejret er godt. Sommerhuset er forunderligt nok udstyret med et ekstra rum, der uden problemer kan rumme 25-30 spisende gæster og så mange bliver vi ikke, men det er en stor tryghed at vide at der faktisk er plads nok hvis det begynder at regne.

Gæsterne er blevet bedt om ikke at stille i festtøj (eller det der ligner)  eller med taler og tilsvarende sære happenings.  Vi har frabedt os gaver, men det blev ikke vel modtaget.

Det er få mennesker, udover dem der deltager, som har fået noget at vide om det hele på forhånd. Så  hvis nogen sidder og tænker – aj det kunne hun sgu godt ha sagt, så må jeg sige at I er ganske givet flere om den tanke.

Ikke helt et hemmeligt bryllup – men næsten. Stilfærdigt. Et bryllup vi holder i skyggen af mine svigerforældres tidlige og alt for hurtige bortgang. Et stille bryllup hvor det i høj grad handler om at vi skal have styr på vores liv. At vi pludselig ser at vi ikke er 25 mere og egentlig burde få styr på vores papirarbejde. Men det handler naturligvis osse om at vi vil være sammen – og at vi vil forblive sammen. Og tager ansvar for hinanden. Dét er det allervigtigste, og det er osse værd at fejre – på den lidt stilfærdige måde. Det hele bliver så afslappet og uformelt at det kun kan blive hyggeligt. Vi dur nemlig ikke til formaliteter. Og det er os der bestemmer. Denne dag.

Resten af ferien ligner ikke lige en bryllupsrejse. Vi gør som vi har planlagt før denne lille ekstra-plan med et besøg på et rådhus kom til. Og familien kommer til at fylde en del i vores ferie. Først min – og så kærestens, (ups konens) familie. Men der bliver nu osse dage, aftener og nætter helt for os selv.

Til gengæld sparer vi jo lidt penge på festen så mon ikke der bliver til en rejse når familie-roderiet er overstået. Nu skal vi i første omgang ned for at få afsluttet boet efter min svigerfar og få de sidste formaliteter i orden. Hvis vi kan.

ring_043Jo, en af de faste ting fra normale bryllupper har vi taget til os:

Og som de moderne mennesker vi er – har vi indkøbt dem på nettet. Og sparet 3500 kr ift nøjagtigt de samme indkøbt i en butik. Det er da osse en slags penge. Ikke særligt romantisk, men den romantik forekommer mig trods alt at være for dyrt betalt.

Jeg må dog indrømme at vi, da leveringstiden gik fra de ca 2 uger til over 5 begyndte at blive noget bekymrede og lidt stramme i betrækket. De kom en uge før vi skulle bruge dem, og det var altså lige en tand for tæt for min smag. Men de kom i hus med lidt bøvleri med postvæsenet og sommerferietravlhed hos producenten. Eller vel nærmest det modsatte af sommerferietravlhed. Jeg tror de havde lukket biksen – slet og ret.

Og jo.. jeg har osse fixet en lille tingest til hende jeg vågner op med i morgen tidlig.

Reklamer

18 comments on “Ud med kæresten!

  1. Det var sørme “heldigt” du ikke skulle ind og stoppe uploaden.. 🙂

    Jeg sender jer gode tanker og et stort tillykke med dagen, beslutningen og hinanden.

    • Ja, men dét ville nu nok have været det mindste problem i den sammenhæng. Men var jo nødt til at sætte tiden på den måde 🙂

      Tak for gode tanker og ønsker…

    • Tak for det – og vi fik den mest perfekte dag. Lige som vi havde håbet på. Og alle kom med samme intention om at det bare skulle være afslappet og der var slet ingen slips 🙂

  2. Stort tillykke til jer. Tillykke med brylluppet, tillykke med jeres nye liv som fruer :o) Jeg håber, at I får den skønneste ferie – du og konen. De bedste ønsker herfra.

    • Tak for det.. Frue-liv bliver nok ikke helt stilen for os… men noget der ligner måske.

      Vi gør hvad vi kan for at få den skønneste ferie, selvom det n´jo nok ikke lige kan kaldes bryllupsrejse i den normale forstand.

  3. Sikke en smuk historie, at din tidligere så hjælpsomme nabo nu har viet jer.
    Virkeligheden overgår ofte fantasien.
    Hjertelig tillykke med brylluppet – hvor er det fedt 🙂

    • Der er nemlig god sammenhæng i tingene her og det hang perfekt sammen i går.. dejligt personligt og nærværende og alligevel som man forventer af en borgerlig vielse…

      Tak for gode ønsker.. og ja, det er nemlig fedt.

  4. Jubiiii I har giftet jer, hjertelig tillykke, det er sådan en god idé, og det må føles som den største lykke, man kan tænke sig. Hvor er det fint, at din politiker-ven kunne vie jer, det må være en helt særlig fornemmelse, at have netop hende til at forestå ceremonien.

    • Tak for det, og det er nemlig en rigtig god ide når tiden er inde. Så er det ikke noget man skal undlade, og vores tid var inde nu.

      Det var ganske særpræget.. netop fordi hun vidste hvad ikke mange andre vidste… og hviskede mig i lidt øret da vi tog afsked. Noget om at det var godt at se at jeg trods alt det modbydelige var landet på benene igen.

  5. Tillykke og gid vind fremover.
    Vores bryllup for mange, mange år siden var bestemt heller ikke helt traditionelt. Trods det at datoen var fastsat gidt to år i forvejen, blev mange overrasket, og mente der måtte være noget galt (læs barn på vej) siden det skulle gå så stærkt, blot fordi de fleste intet vidste før indbydelsen lå i postkassen 2 mdr. før brylluppet.

    • Tak for det. Vi havde faktisk osse en del snak på vores dag om “barn på vej” men da det næppe vil være noget der bare sker for os, med mindre en af os får et forklaringsproblem af de større, så kunne vi da nøjes med at grine af gæsternes historier om at “aldrig har verden set så veludviklet og så stort” et for tidligt født barn.

      Vi besluttede os i pinsen i år, satte datoen sammen med “giftefogeden” ugen efter så det er vist osse gået lidt stærkt. Men arrangementets lethed gjorde jo at vi ikke har skullet få så mange ender til at passe sammen som andre.

      Og invitationer sendte vi slet ikke ud… vi kunne nøjes med at ringe til de få… og så sende vejbeskrivelser i stedet.

  6. Tillykke her fra også! Jeg synes, det er en rigtig god lille ekstra-ting, I har fået planlagt der. Go’ tur sydover.

Har du kommentarer eller spørgsmål:

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s