Vanvid på alle fronter….

Den sidste ca halvanden uge har været ganske speciel. Jeg har passet mit arbejde og gjort alle de ting jeg bare skulle gøre i en normal hverdag. Fritiden plejer jeg at tilbringe med kæresten og foran computeren. Dér er der sådan set ikke noget der er forandret. Det er planerne for ferien der er blevet mere komplekse end de plejer at være og der er mange brikker, der skal falde på plads på den rigtige måde før vi kan nyde det fulde billede.

Vi ringer rundt, vi snakker med mennesker, vi googler på livet løs og kigger på muligheder. Og vi drøfter hvert eneste lille pkt nøje igennem. Er vi enige om det, eller er det noget der er vigtigt for kun den ene. Er det ligegyldigt for den anden kan vi gøre det, er det decideret uønsket for den anden – må vi finde på en ny løsning.

Men jeg tror faktisk at der er ved at være styr på detaljerne nu, så vi kan kaste os ud i en af de mest sære road-movie ferier vi har forsøgt os med. Nu venter vi bare på at det bliver august. Planlægningen har i praksis taget al vores tid i de sidste 10 dage og bloggere, fødselsdage og hvad ved jeg har været sat på standby.

Og jeg har jo fået nyt kamera, der viser sig at være så godt og så avanceret at jeg må opgive at lære at bruge det på nogle dage, og forventer nu at det nok kommer til at tage et par måneder før jeg har helt styr på finesserne dér. Det billede jeg viser er altså stadig et legebillede fra altanen.

Og et legebillede fra den særeste aften i en skov hvor vi blev sat i møde af min svoger… i en lysning i skoven stod der et lille bitte bord med levende lys. Der var dækket op med vin, grillet kød og god gedigen familie-hygge. At tallerknerne var glemt hjemme var en mindre detalje som vi måtte leve med. Skovbunden var rig på resterne fra skovhuggerne og der var flere stykker pænt skivede træstammer som med fordel kunne anvendes som underlag for plankebøf. Hvis man altså lige fik dem pakket lidt pænt ind i alu-folie og i øvrigt brugte grillbestikket vældigt forsigtigt.

Han havde osse lige et par input om vores ferieplaner. Så absolut relevante så det må vi lige kigge på osse.

Naturligvis kunne man ved aftenens slut løfte dugen af bordet sammen med lysestagen. Det havde stearinen der var væltet ud over det hele sørget for. Ren tryllekunst som jeg desværre ikke lige kameraet rettet mod. Når man sidder i en skov tænker man altså ikke så meget over at der er dryppet stearin i sovsen og vinglasset har fået ny pynt.

Og så til sidst. Arbejdet, chefen, overenskomsten og hele den der konflikt. Den eskalerer i øjeblikket. Voldsomt.

I sidste uge trak hun mig til side efter arbejde med ordene “har du lige to minutter”… ja selvfølgelig. Og vi gik ind i mødelokalet.

Der blev jeg forelagt mit kørsels- og timeregnskab. Der var 11 minutter der enten var for meget eller for lidt (det fandt jeg faktisk aldrig ud af) og chefen ævlede rundt i tallene og kunne dårligt selv finde ud af dem. Jeg lyttede og sagde hver gang jeg blev spurgt – nej jeg forstår ikke dine tal når jeg ikke får dem på skrift.

Hun havde fundet ud af at jeg fik løn for flere timer end jeg faktisk arbejdede, for i den pågældende uge havde jeg haft et forgæves besøg der normalt aflønnes med fuld tid selvom det ikke udføres. Og det gav altså en difference hun ville vise mig. Men tallene fattede jeg aldrig. Valgte at forholde mig rolig og passiv hele vejen igennem. Og det lykkedes.

Og så gik det stærkt!

– altså du får mere i løn end du er her, det er urimeligt og så skal du have tillæg for ikke at have bilen med hjem.
– ja, sådan er lønsystemet skruet sammen ved forgæves besøg
– du skal ikke kræve for 7 minutter her og der når du har forgæves besøg
– jo, for sådan er lønsystemet skruet sammen.
– Nu skal du høre – der kommer nye boller på suppen. Fremover fjerner vi løn for forgæves besøg og erstatter det med 30 minutter
(her var det meningen at jeg skulle føle mig truet til at holde kæft og opgive mit lønkrav, der er helt legitimt ift overenskomsten)
– Den er jeg med på. Ingen løn for de arbejdsopgaver jeg ikke udfører – for det må så omvendt betyde at jeg får løn for alle de arbejdsopgaver jeg faktisk udfører. Opgaver der hidtil implicit er blevet betalt med de der forgæves besøg.
– hvilke opgaver får du ikke løn for?
(mopset fjæs med spids Pia Kjærsgaard mund)
– bil på værksted, remedie-hentning, kørsel til og fra vaskeri, bil-bytte, bilvask, hente nøgler på kontoret, møder med kontoret… osv osv
– hvis bilen er et problem så kan I få cykler at køre rundt på!
(cykler?? – tænker at nu er hun blevet klemt – det er hele firmaets koncept at vi medbringer alt med ud til kunderne – og jeg har ca 250 km i ugen i en bil – jeg lader hende tale sig længere ud for nu er hun hinsides almindelig fornuft)
– De opgaver er alle ulønnede og foregår i vores fritid. Det har jeg accepteret fordi der er den særlige regel med løn for forgæves, og den sletter I nu, og så må jeg forvente at det bliver erstattet med løn for de faktiske opgaver i stedet.
– Jeg føler du pisser mig op og ned af ryggen med det her krav. Her har jeg forsvaret dig overfor direktøren, du har fået lov til at være deltidssygemeldt, og jeg har brugt så meget fritid på dig. Jeg er skuffet og vred. Har jeg måske ikke brugt meget fritid på dig?
(aha – det er dét det handler om. Det er personligt forræderi, jeg har begået ved at bede om at få min løn efter bogen og ikke efter en eller anden usynlig regel)
– Jo, det har du måske nok, men hvordan du afregner med din chef kommer jo ikke mig ved. Og forventningen til brug af interessetid er i sagens natur anderledes til en driftschef end den er til en menig timeansat medarbejder. Jeg vil ikke bruge interessetid her. Jeg vil gerne have løn for opgaver jeg udfører i min fritid og kan godt leve med at jeg så ikke får for dem jeg ikke udfører. Fair nok.
– Du bruger sgu ikke din fritid….
– Jo, det gør jeg (kigger hurtigt på uret) – nu har jeg siddet her med dig i 25 minutter og talt job – og det er faktisk foregået i min fritid og i din arbejdstid.

Chefen samler vredt papirerne sammen, rejser sig, går mod døren og råber højt “VI STOPPER HER!” hvorefter hun smækker døren op med en sådan heftighed, at den klemmer en fin arkitekttegnet papirkurv mellem dør og væg (og laver et ordentligt hak i den fine væg osse) – får fat i døren og smækker den efter sig med et brag der må have vakt hele kontorlandskabets interesse.

Jeg blev siddende og tænkte… det må vel være en fyreseddel. En chef der siger sådan (råber faktisk) til en ansat – det må betyde fyring. Eller hvad. Det mente min fagforening dog ikke da jeg talte med dem bagefter. De anbefalede mig at møde morgenen efter og holde øje med om der kom noget på skrift. Det er der ikke kommet endnu. Så det er vel hverken en advarsel eller en fyring. En uformel advarsel, måske, men den tæller jo ikke. Men saglig – det er den ikke.

Og nu ligger sagen hos den fag-juridiske konsulent og venter på at der kommer noget på skrift om de nye afregningsregler og så vil de kigge lidt nøjere på forholdene i virksomheden. For naturligvis skal timeansatte ikke lægge interessetid i virksomheden og arbejdsrelaterede opgaver skal aflønnes på almindelige vilkår.

Men de var så absolut optagede af samtalens forløb, som de fandt besynderlig. Og var på linje med mig når det handlede om at de personlige hensyn der var taget til mig gennem tiden ikke indebar at jeg samtidig skulle afskrive min forventning om at overenskomsten skulle holdes, og at det jo slet ikke skulle betyde at mine kolleger osse skulle fraskrive deres ditto. De var osse optagede af at jeg ikke havde fået nogen forhåndsorientering om mødet og dets karakter og at det var dårlig stil – og de var bestemt optagede af at det foregik ulønnet for mit vedkommende.

Der står jeg så nu. Jeg forventer at jeg ryger næste gang der er fyringsrunde. Men til gengæld er jeg blevet en farlig modstander. For jeg har ikke meget mere at miste.

Der var en gang en underviser der lærte mig noget om forhandlingsteori- og praksis. Han sagde blandt andet “at store torsk skal have lang line før de kan landes”. Og det var lige præcis dét jeg gjorde den dag. Lod hende køre linen helt derud hvor hun kun kunne blive dum at høre på. Så dum at hun da selv måtte indse at det her var ikke godt. Helt personligt mener jeg at hun må være lidt flov over sin hidsighed og smækken med døre. En ting hun i øvrigt ved en tidligere lejlighed har belært mig om ikke er en acceptabel omgangsform på en arbejdsplads.

Endvidere har hun anbragt mig i en situation hvor jeg ikke længere forhandler, hun kan ikke betale mig med noget jeg er interesseret i og hendes trussel om nedsat løn faldt ynkeligt til jorden, da jeg med det samme sagde “at dén var jeg sørme med på”. Det var dét hun havde bygget sin samtale op om, da hun forberedte sig, og da det ikke kunne bruges blev hun personlig og vred. Og det var ganske uklædeligt i øvrigt. Hun ville have mig op i et hjørne, men endte med selv at sidde i det.

Da jeg gik derfra lod jeg bussen køre foran næsen af mig – valgte at gå hjem. Det ene energiske skridt efter det andet. Huggende og energi-udladende. Al den energi jeg havde holdt tilbage under samtalen skulle ud og efter et par km nåede jeg frem til den konklusion, at en bestemt type samtaler vist ikke bør tages efter kl 15 på dage hvor temperaturen ikke har været under 27 gr.

Det kan være jeg taber mit job – men jeg vandt. For jeg gik ikke ned på hendes niveau. Styrede min kendte hidsighed, viste ingen angst eller ophidselse og bevarede roen. Det kunne være jeg skulle give hende nummeret på min psykolog!

 

Reklamer

17 comments on “Vanvid på alle fronter….

  1. Hehe, ja gør du det – giv hende nummeret, altså. Det bliver sikkert festligt at se reaktionen 🙂
    Glad for at læse, at du endelig sætter hælene i mht. ‘interessetid’ (kan kun være et arbejdsgiveropfundet ord). Det bliver spændende at følge udviklingen på hele dette drama!
    Jeg tror ikke, jeg har oplevet nogen, der i den grad detaljeplanlægger en ferie – der kan vist ikke komme meget bag på jer undervejs 🙂

    • Hvis jeg stak hende nr på en god psykolog er jeg helt sikker på at jeg skal være klar til at dukke mig for flyvende genstande, så jeg nøjes med at tænke det og ikke gøre det.

      Det har visse underholdende elementer dette drama, og jeg er overbevist om at det slet ikke er slut endnu. Fortsættelse følger her, det er der ingen tvivl om.

      Hæ hæ.. ja vi er gode til den slags, men i år er det ekstremt nødvendigt, da vi skal involveres i nogle juridiske krumspring undervejs og der vil det være ret skidt at mangle nogle papirer og udskrifter når man står i det forkerte land og at vi helst skal være enige på forhånd om hvordan vi gør ditten og datten her. Mere om det senere.

  2. Godt gået. Jeg er imponeret over at du kunne bevare roen og overblikket. Og lige nu detaljeplanlægger vi ferien, men programmet står af konstant, så det gør jeg også snart 🙂

    • Det var jeg nødt til, men ville faktisk godt have kunnet forberedt mig på mødet så jeg kunne have deltaget en smule mere aktivt. Nu måtte jeg vælge den defensive vej og lade hende køre line ud i stedet. Det havde været mere konstruktivt det andet.

      Glæder mig at jeg ikke er den eneste detailplanlægger ud i ferie, og dermed heller ikke den eneste der må stå på mål for Ellens venlige drillerier… 🙂

    • Tak… men jeg havde jo ikke noget valg, når jeg ikke kendte til indholdet af mødet på forhånd, så nu endte det hele destruktivt fordi jeg måtte forholde mig i ro. Det er egentlig trist, men det kunne ikke være anderledes i situationen.

  3. Du fører på point, ville jeg mene. Men om det er nok i sidste ende, er vist ikke helt nemt at spå om. Det kommer nok noget an på din chefs evne til at erkende egne fejl og mangler. Jeg synes, det er fint, at I planlægger så detaljeret, når I er ude i noget så specielt som denne ferie. Og så er selve planlægningsprocessen altså i sig selv en fornøjelse. Synes jeg.

    • Det er så absolut en fornøjelse at planlægge i år… vi har vist aldrig haft 3 ugers ferie sammen – i sammenhæng – før. Så det glæder vi os til. Og planlægningen gør at vi kommer omkring de fleste ting, som vi ellers har udskudt gang på gang.

      Mht job – jeg fører stort på point lige nu, men knock-out rettigheden ligger ikke hos mig. Omvendt gider jeg ikke kæmpe for at beholde noget jeg vist har tabt. Men jeg gider slet ikke lægge knapt 40 timer om året gratis, bare på tabt køretid – og da slet ikke uden at der har været en dialog om andre løsningsmodeller.

  4. Bravo, du holdt fast uden at lade dig hidse op.. Godt gået.. 🙂

    Jeg er ret imponeret over jeres ferie planlægning, vi ved stort set kun hvornår vi har ferie og hvilket land vi forventer at være i på et eller andet tidspunkt i ferien, resten skyder vi fra hoften undervejs.. 🙂

    • Jeg er faktisk ganske stolt af mig selv. Kan være jeg tabte jobbet, men jeg beholdt min stolthed og min integritet.

      Vi er nødt til at være planlæggere i år… 🙂

  5. Jeg melder mig i rækken af folk, der beundrer din evne til at holde dig i skindet, når nu chefen ikke kan.. Og så sidder jeg og bliver en smule misundelig. Det må være lækkert at blive indbudt til middag med levende lys i skoven. Også selv om der er glemt lidt detaljer 🙂

    • Den middag var en fin og skæg oplevelse, lidt kølig, men skæg…

      Jeg har lært alt for meget om forhandling og konflikthåndtering til at deltage i en konkurrence om hvem der kan råbe højest. Og da chefen nåede frem til det egentlige problem, nemlig en personlig skuffelse over mig og mit lønkrav, gik det op for mig at herfra skulle der ikke debatteres mere, hun skulle bare have lov at skælde ud. En viden der hjælper en del. Det kom dog fuldstændigt bag på mig at det endte som det gjorde.

  6. Jeg sidder her med et stort smil og er lige ved at klappe i hænderne og hoppe på stolen (hvilket datter og mand i stuen ved siden af nok vil undre sig højlydt over, så jeg nøjes med at klapre på tastaturet).
    Godt gået, Det var en helt vildt, imponerende flot præstation, du lavede der. Glæder mig til fortsættelsen, og regner ikke med, at det er en fyreseddel. Der er brug for dig derude, det har vi jo konstateret tidligere 🙂

    • Ja, der er brug for mig, men hvis omkostningen er større end gevinsten ved at have netop mig ansat vil det være sund fornuft at skaffe sig af med mig. Jeg er ikke alt for optimistisk hvad angår job lige nu, men så min plan til og med aug, så der er jeg da i hvert fald ikke fyret. Ved så ikke hvad der lurer på den anden side af min ferie.

      Men tak for dit indvendige klapperi… jeg er faktisk osse selv ganske tilfreds med min håndtering af den situation som var så ganske urimeligt udført.

  7. Flot håndteret. Jeg tror at du gjorde præcist det rigtige ved at være ‘passiv’ og lade hende køre linen ud. Du har jo hele tiden haft på fornemmelsen, af at det det i virkeligheden handlede om var, at det var ‘personligt’ for hende, altså at hun er skuffet over at “efter alt det hun har gjort for dig” så står du fast på dine rettigheder. Jeg synes faktisk at det (bortset fra at det er enormt trist) er et klassisk eksempel på hvordan kommunikationen ofte kan gå helt galt i en virksomhed – både det, med at man involverer sig personligt i en bestemt medarbejder, og dermed ubevidst sætter en masse forventninger om både den ene og den anden grad af taknemmelighed til den pågældende, uden af have belæg for det, men så sandelig også at ‘nogen’ får stirret sig blind på en eller anden lille detaljer som partout skal håndhæves (her f.eks. at aflyste besøg ikke skal honoreres) – og så bliver virkelig overrasket over at det medfører en lavine af ting, de ikke havde forudset (at I så vil have betaling for de ting, I gør i jeres fritid). Man bliver sgu så trist… Enten kører man overenskomst, og så holder man sig straight til den fra begge sider (klart det nemmeste) eller også må begge parter give sig hist og her. Det med at virksomheden kører på paragrafferne og medarbejderne skal være fleksibel, det giver jeg ikke noget for (ejheller omvendt, for den sags skyld). Hvis du bliver fyret, så lyder det som om at der er en sag for din fagforening – så det er superfint at have dem inde over. Og du skal endelig møde op indtil du hører andet, ellers kan du blive bortvist pga. udeblivelse. Jeg krydser fingre for dig, og håber at du får en rolig sommer!

    • Naturligvis mødte jeg op dagen efter på arbejde, men jeg må indrømme at min motivation er faldet død om.

      Og så går jeg jo rundt med den tanke, at eftersom jeg ikke har fået en forklaring, en undskyldning eller noget på skrift, så må hendes “vi stopper her” stå for sig selv – og det kan jeg altså kun se som et forvarsel på en kommende fyring. Hun skal bare lige have sommerferie-kokseriet overstået først… og så ryger jeg ud.

      Jeg vil ikke give mig hist og her mere – sådan har det kørt altid og det har vist sig at dét kan arbejdsgiver slet ikke håndtere og de bliver bare ved med at lange nye små opgaver over på os uden at vi får løn for det. For sådan “gør vi jo her i firmaet”. Og de er inderligt fortørnede over at flere og flere siger nej når de ringer og lige har brug for at vi gør dette eller hint.

      Det ER en sag for fagforeningen. Den er helt klar. Og selv om de ikke just er kendt for at være de skrappeste så er de ved at få nok af min arbejdsgiver og alle de sager og rådgivninger de skal igennem med dem. De vil bede om at få klar besked om hvordan de enkelte opgaver aflønnes, om beskrivelse af rådighedstid og aflønning af denne mm. Det bliver skægt – men det ender med at jeg står uden job, hvilket bliver mindre skægt. For jeg kan jo faktisk gode lide mit job! Og jeg er god til det, jo.

  8. Pingback: Nedtælling | Overleveren

Har du kommentarer eller spørgsmål:

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s