Den gamle kriger

Dvs min “svigerfar” er død. Han døde i weekenden i rimelig fredsommelig stil. Det var ventet og han har været syg meget længe og det var så absolut det bedste der kunne ske for ham nu.

Siden hans kone døde har han ikke været glad og gad slet ikke livet mere i mere end få dage ad gangen. For et par uger siden besluttede han sig stædigt for at det var slut og nægtede at tage næring til sig og de lod ham glide smertefrit ind i en form for “grøntsagstilstand” til det var slut til sidst. Jeg tror manden tog kontrol over det sidste han kunne kontrollere i sin svækkede og ble-påførte tilstand… Jeg tror han valgte at nok var nok nu. Og det har jeg dyb respekt for.

Men det er svært alligevel for os alle og af mange forskellige grunde.

Nu skal vi så i gang med de helt nødvendige praktiske opgaver der både rummer et vist element af fysisk arbejdskraft og navigering rundt mellem sære juridiske bestemmelser. Jeg prøver at holde mig udenfor da jeg ikke mener at det er noget svigerbørn skal blande sig i, men blot skal være med til at tage slæbet når huset skal tømmes og klargøres til salg og sådan noget.

Og jo – så lige deltagelse i en bisættelse. Jeg burde tage med, men mit psykiske helbred er ikke klar til sådan noget. Det er kæresten heldigvis indforstået med, da hun jo godt er klar over at min tilstedeværelse ville være der for at støtte hende, men min mentale habitus ville gøre at hun skulle støtte mig – 100% – og det magter hun ikke lige i den situation. Så jeg bliver hjemme og hun tager alene afsted.

Jeg har aldrig skrevet noget direkte, men for mine faste læsere er det nok ikke den største overraskelse at jeg ikke har en dansk kæreste. Anden etnisk oprindelse end dansk skulle det vist hedde på nydansk. Hun ligner alle os andre, men tilhører en anden kultur og etnisk stamme. Så hun skal udenlands nu.

Jeg magter det ikke, for jeg har det svært med at være omgivet af mennesker jeg ikke kan kommunikere med, i en kultur jeg ikke helt forstår og i en sammenhæng hvor ritualer, vaner og normer er alt afgørende. Ved en bisættelse er der så meget der er indforstået og uudtalt at jeg kun kan falde håbløst igennem. Og blive pinlig for den resterende familie i den lille landsby. Og når det så står på i dagevis kan jeg kun blive mentalt udfordret i grader som jeg ikke kan håndtere, og det vil være ganske skidt.

Men jeg er blevet bedt om at komme, og det er kæmpestort. For det betyder at jeg nu – og fra denne begivenhed – bliver anset som familie. En del af familien. Det har ikke været helt acceptabelt før og vi har været ganske forsigtige og hensynsfulde fordi vi ikke ville skabe problemer for hendes forældre med sære rygter og homo-had i det samfund, de nu engang var en del af. Nu er der ikke flere af de “gamle” tilbage i byen og de unge har givet klart udtryk for at vi er et par og og så er de ligeglade med hvad andre tænker.

Men jeg tager ikke med. Men nu får jeg min egen blomst med i kapellet. Og så må folk tænke hvad de vil. Siger de. Dernede.

 

Reklamer

14 comments on “Den gamle kriger

  1. I forstår hinanden godt, I to, og det er det vigtigste. Så er det ret ligegyldigt, hvad andre mener, men det er da altid rarest at blive accepteret.
    Det bliver en sej tid at komme igennem, man man <ikommer igennem, og det gør I også,
    Jeg har også stor respekt for, når folk selv bestemmer til sidst. Det var nøjagtig det samme, min far gjorde. Det tog ham 14 dage at dø. Jeg håber, at jeg selv vil kunne gøre det samme til sin tid, i stedet for at skulle plages i måneds- eller oh skræk: i årevis.
    De bedste tanker herfra.

    • Vi gør i hvert fald hvad vi kan for at være rimeligt synkroniserede hvad den slags angår.. det gælder jo bare om at være ærlig med hvad man selv tænker og mener i stedet for at gætte sig frem til hvad den anden mener.

      Det er egentlig et stort problem at vi ikke har haft den accept før… vi har dog trods alt været sammen i noget der ligner 10 år, så jeg synes nu nok at vi fortjener at blive set som par. Men jeg ved at lige netop dét kan være svært at forestille for folk der ikke har prøvet det. Ikke noget ondt ment, men det er ganske gennemgribende, og det er jo ikke kun derude der er problemer – det er mange steder. Bare ikke så alvorlige problemer.

      Jeg tror at der er rigtig mange – og måske især mænd – vælger at tage afsked med livet på den måde hvis de har fået nok af sære behandlinger og hvad de selv synes er et uværdigt liv.

  2. Kondolerer med din svigerfar. Så fik han fred på sin egen på en gang stilfærdige og stædige facon. Selvfølgelig havde det været dejligt, hvis du havde kunnet tage med, nu hvor der er fremgang på accept-fronten, Men som Ellen skriver, det vigtigste er, at du og kæresten er enige om, hvad der er bedst for jer begge lige nu. Det bliver en hård periode, men det har været hårdt længe, og I klarer også denne fase.
    Gode tanker sendes mod øst.

    • Tak. Ja det gjorde han og det var trods alt det bedste når det nu var som det var.

      Der er i høj grad fremgang, selvom vi ikke er helt i mål hvad det angår. Men sidst ville det være stærkt upassende at jeg tog med.. nu er det lige før at det er lige så stærkt upassende at jeg ikke gør. Det er da i hvert fald en forandring der er til at få øje på.

      Vi klarer den. Vi klarer det hele… nærmest. Stædighed, vedholdenhed og beslutsomhed er vist det der kendetegner os lige nu…

  3. Varme tanker til jer begge. Respekt til den gamle kriger, og respekt til jer begge for at holde ud på trods af de gamles manglende accept.

    • Tak. Og ja… han skal have respekt.

      Det har været hårdt og svært..men håber da at lettelsen der ser ud til at have indfundet sig bliver lidt endnu…

  4. Kondolerer med din svigerfar. De tre andre kloge koner har sagt det, der skal siges. Jeg er glad på jeres vegne, at I nu er accepteret som par. Og jeg forstår fuldt ud jeres valg i forhold til deltagelse i bisættelse.

    • Tak.. og ja.. det er kloge ord der er kommet på bordet og de glæder mig midt i tristheden.

      Det har været længe ventet.. vi er et 10 år gammelt par så vi synes jo lissom selv at vi er ret faste sammen og ikke bare en “grille”… men sådan er opfattelsen jo ikke i alle sammenhænge. Vi ser på os selv som noget helt naturligt og lige så gyldigt som alle andre – og glemmer tit at sådan er det ikke.. og det i en sådan grad at jeg bliver nærmest lidt himmelfalden hvis nogen spørger mig til min “mand”….

  5. Kondolerer og sender varme tanker til jer begge.
    Respekt for dit valg i forhold til deltagelse i bisættelsen-
    og respekt for din kæreste, at hun forstår dit valg.

    • Tak.

      Vi er sikre på at det er det mindst ringe af alle de ringe muligheder der var, og der var lidt flere. Jeg holder mig væk og lader familien klare den her med deres nærmeste. Jeg ved jeg er en del af det, men at det ikke vil tjene mig til ære at tage afsted og så blive pinagtigheden på to ben.

      Og ja, hun forstår selvom hun er trist over det.

  6. Kondolerer med din svigerfar og sender mange tanker til jer begge.
    Jeg havde læst mellem linjerne, at det ikke lige drejede sig om en køretur til Jylland, så jeg synes jeres valg, om at du bliver hjemme denne gang, er rigtig god. Ved da godt, at kæresten kommer til at mangle dig ved sin side, og at du måske mangler (føler, du kommer til at mangle) at vise den sidste respekt, mens manden endnu ikke er i jorden, men med fælles forståelse kan der altid rettes op på den slags.
    Det bliver lidt spændende, næste gang I kommer til at besøge kærestens familie. Så vil det vel føles lidt mere naturligt at være med, når nu den yngre generation byder anderledes velkommen (tænker jeg, som kun har fantasi til at sætte mig i familiens sted…).

    • Tak.
      Det må jeg jo indrømme ikke har været vildt godt gemt, selvom jeg aldrig tidligere har skrevet det direkte. Men det er indlysende at hvis en døende far var lidt tættere på så havde kæresten været der meget mere end tilfældet var.

      Vi ved heldigvis begge at det er det rette at jeg bliver hjemme og ikke bliver udsat for alt det følelsesmæssige stress der vil følge af sådan et familie-besøg.
      Jeg kunne rigtig godt li min svigerfar, men ærgrede mig over at jeg ikke kunne love ham at passe godt på hans vidunderlige datter, og at mine forældre så hende som deres egen.

      Næste gang vi tager til den del af familien bliver det meget anderledes end tidligere – og med mere respekt og accept af vores forhold og personligheder. Tidligere var jeg bare en veninde, der var forbandet god til at være chauffør i lang tid ad gangen, og derfor ganske praktisk at have med.

    • Tak.
      Jeg er enig – andre må tænke hvad de vil… mit problem (og andres) er når de holder op med at tænke homo-had og begynder at handle homo-had.

Har du kommentarer eller spørgsmål:

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s