Bitterhed eller ej

Nu har jeg været hjemsendt i en uges tid, og jeg kan godt afsløre at bortset fra turen med Ellen og John så har jeg nærmest bare småsovet og slappet af. Og passet den medicin som lægen har sat mig på igen – og ganske givet med god grund. Men først og fremmest har jeg hvilet ud. Jeg har ikke tænkt de største tanker og har bare tullet lidt rundt i min egen verden og prøvet at undgå den ydre verden og dens krav.

Et krav må jeg dog håndtere. Min chef der insisterer på at høre fra mig en gang om ugen. Det er en samtale jeg bestemt ikke bryder mig om, for det ligger meget tungt i luften at jeg skal se og få min mås tilbage på pinden. Om så bare på nedsat tid. Men den går ikke nu.

Nu bruger jeg tiden på at få så meget ro på at jeg måske kan komme til at mærke at de fysiske symptomer tager lidt af og jeg kan fungere bare nogenlunde normalt igen. At forcere den proces lige nu vil vist bare forlænge. Nå – det har jeg vist skrevet før. Nok om det.

Jo lidt har jeg tænkt. Emnet bitterhed har stået på dagsordenen. Som i “hvor længe kan man egentlig være bitter på sine forældre?”.

Den tankerække tog sin begyndelse da kæresten og jeg for et par uger siden besøgte gode venner.

Nærmest ud af ingenting begyndte den ene – en mand på knapt 50 – at lufte sin skuffelse over sine forældres handlinger, svigt og holdninger. Stemmeføringen var ganske ophidset og det var tydeligt at han var gedigent skuffet og svigtet af sine forældre. Det var noget med dårlige sommerferier, da han var barn. De havde bare været i sommerhus mens alle vennerne havde været ved havet, havde rejst og set alt muligt attraktivt og at han blev mobbet fordi han ikke kunne være med der. Der tænkte jeg mit, det må jeg indrømme. Det var jo nærmest en halv menneske-alder siden.

Ophidselsen tog fart da han nåede til emnet “flytning”. Hans forældre havde taget en beslutning og var flyttet til et andet land, uden at høre hvad han mente om det. Og at de 2-3 år efter den flytningen guddødme købte et sommerhus dér osse.

Han nærmest råbte af mig her, da jeg så lidt forkert ud i ansigtet og formentlig har været det udtrykte billede af tvivl og skepsis. Så satte han trumf på. Og da de ved deres pension valgte at flytte “hjem” igen blev han heller ikke spurgt. De meddelte bare at sådan blev det. Bitterheden var så tyk at man kunne skære i den.

Jammen altså… da de flyttede første gang var han en ung mand på 20, 24 da de købte sommerhus nr 2… da de flyttede anden gang var han vel 40-42 år. Voksen mand i hvert fald. Eller næsten voksen, for efterhånden som råberiet tog fart begyndte jeg ærligt talt at tvivle på graden af voksen-heden. Synes jo nok at det var noget der ikke rigtig var nok til at gå rundt med sådan en bagage af vrede og bitterhed – i så mange år. Der ligger garanteret mere i det, men de eksempler der blev brugt var på grænsen til latterligt. Syntes jeg.

Desværre endte det med at jeg gik i nøjagtig samme barndomsfælde og endte med at råbe lige så højt. Jeg blev kort og godt konfronteret med hvor forskellig sådan en forældrevendt bitterhed kan tage sig ud.

Og jeg gik derfra i vrede og fuld af skamfølelse. Men en hel del klogere på mine egne reaktionsmønstre.

For jeg bærer tilsyneladende på en tilsvarende bitterhed og vrede over at mine forældre ikke greb ind overfor min bror da jeg var barn. Vist var der mange ting – og de alvorligste – som de ikke så og ikke kunne se, men der var dælme osse klare tegn på at der var noget helt galt. Og alligevel overlod de gang på gang ansvaret for mig til netop min bror. Alene.

Alligevel har jeg et stort set fornuftigt forhold til mine forældre. Ikke at de som sådan er tilgivet, men livet går trods alt videre, selvom jeg hele tiden må slås med senfølgerne af det misbrug jeg blev udsat for. Hele tiden går jeg på en balancegang om hvad jeg kan sætte ord på og hvad der skal holdes for mig selv. Og kæresten. Og bloggen, i øvrigt.

Men det provokerede mig helt vildt at høre en “voksen” mand stå og pive over sin miserable barndom – da han var 20+. Det gode i den her pinagtige situation er at jeg rent faktisk fandt noget vrede frem, for det har jeg manglet, og det vil sandsynligvis få psykologen til at klappe af begejstring. Vreden var måske bare ikke lige rettet det rette sted hen. ¨

Jeg vil ikke gerne kendes ved min bitterhed over den barndom jeg har haft – men må jo nok at erkende at den kan hentes frem – hvis provokationen er voldsom nok. Eller følelsesladet nok. Tror jeg.

 

Og billedet har ikke noget med noget at gøre, med mindre man kan fortænke sig til noget freudiansk noget om refleksioner og sådan noget:

IMG_7350-1

Reklamer

27 comments on “Bitterhed eller ej

  1. At du stadig kan have et kan have et tåleligt forhold til dine forældre, synes jeg siger noget om din evne til at kunne rumme dem. Og at du tændte af overfor egoisten, kan jeg godt forstå, for ja det er virkelig i småtingsafdelingen, med mindre der ligger mere begravet bag udbruddet.
    Godt at du giver dig selv lov til bare at være, så må chefen finde tålmodigheden frem. Hvis hun vil have en god medarbejder tilbage, så dur det ikke at du presses tilbage.

    • Der ligger sikkert noget andet og mere begravet men det provokerede mig alligevel lidt for meget.
      Jeg skal kunne rumme mine forældre og at jeg har bøvl med min fortid synes jeg jo ikke skal gå ud over dem, selvom de havde en ganske aktiv rolle at spille i den fortid. Den kan ikke ændres, kun hvordan jeg håndterer den. Og det skal de jo for så vidt ikke, så der er ingen grund til det store opgør på den front.

  2. Hej
    At din arbejdsgiver insisterer på ugentlig kontakt, mener jeg er ude af trit med lovgivningen. Da jeg ikke er helt sikker, så synes jeg, at du skal kontakte din fagforening, da din fagforening har viden om reglerne, hvad dine rettigheder og pligter som sygemeldt er og hvordan din arbejdsgiver “normalt” håndterer længerevarende sygdom.
    Derudover så kan du tage kontakt til din læge
    Din arbejdsgiver er lovmæssigt forpligtet til at afholde en sygefraværssamtale med dig INDEN 4 uger efter 1. sygedag og som udgangspunkt har du mødepligt.
    Hvis du af gode grunde ikke selv orker, så bed da kæresten eller en af dine andre fortrolige om at undersøge det for dig, men du kan også læse mere på nedenstående link: http://www.sundhed.dk/borger/sygdomme-a-aa/sociale-ydelser/sociale-ydelser/sygedagpenge/sygemelding-og-sygedagpenge-loenmodtagere-og-ledige/

    God bedring
    PS: Fik du vanter i julegave? 🙂

    • Har undersøgt det online, og det er vist nogenlunde i orden. Det har noget med særlige regler på givne arbejdspladser, aka lokalaftaler og sådan noget. Det virker bare stik modsat for mig. Jeg skal ringe til chefen på fredag og har allerede i dag, tirsdag, en lille og stadig voksende knude i maven over det. Og det er skidt.

      Men tror jeg vil prøve at få fat i fagforeningen i morgen alligevel. Tak for dit super-konkrete indspark her.

      … og nej… jeg fik ikke de vanter.. men fik nogle andre og nu virker det lidt irelevant da jeg satser en del på at vinteren nærmest er overstået.

  3. Nu kom Kristine med et godt forslag/forklaring – fint nok, for jeg undrede mig en del over, at de kan tillade sig at ‘kræve’ en ugentlig samtale med dig, når du har en sygemelding på en måned.
    Historien havde jeg jo lige hørt og vil derfor ikke kommentere den, da du jo har hørt min holdning vedr. det fjols, der endnu ikke er blevet voksen.

    • Det er noget med nogle lokal aftaler som jeg lige skal have styr på… men er lidt sky for at åbne “job-mappen” for tænk hvis der ligger en eller anden grim ny overraskelse til mig. Så det skal jeg lige have hjælp til tror jeg.

      ja… det havde du – der var den i ganske frisk udgave og jeg har garanteret stadig set lidt pia kjærsgaard mopset ud..

  4. Jeg er enig med Kristine, jeg tror heller ikke, din arbejdsgiver kan kræve en ugentlig samtale med dig. Du skal jo netop have ro og fred, og en sådan samtale er en belastning, som du ikke bør udsættes for. Så fat i fagforeningen!

    Umiddelbart forstår jeg heller ikke din vens bitterhed – men jeg forstår din,og den håndterer du jo meget flot; det er jeg så mænd ikke sikker på, at jeg kunne.

    • Det er det jeg ikke ved med sikkerhed, men noget kunne faktisk tyde på at det kan de. Desværre.

      Den er der vist ingen der kan forstå med mindre vi alle sammen bliver enige om at der helt sikkert ligger noget andet og forfærdeligere bag. Men ophidselsen taget i betragtning forekommer det mig ikke så sandsynligt.

  5. Din ven lyder som et hysterisk overforkælet 4 års barn.. Det klær’ ingen.. ikke engang en 4-årig.. 🙂

    Bitterhed er svært, både for den bitre og dem det rammer. Det er ikke en egenskab jeg bryder mig om, jeg kan meget bedre lide din måde at forholde dig til dine forældre på. De kunne og burde ha’ reageret, og det er ikke i orden, at de ikke gjorde det, men du evner alligevel at rumme dem i dag, det tror jeg er godt for jer alle.

    Jeg synes du skal undersøge, om din arbejdsgiver har ret til at kræve ugentlige samtaler, det mener jeg heller ikke er et berettiget krav, men nogle gange kan det være fint og rigtig, at have en jævnlig kontakt, hvis begge parter har det OK med det..

    • Jeg kan jo ikke skrue tiden tilbage for nogen som helst og gøre noget gjort ugjort. Jeg skal forholde mig til hvad der er sket og ændre fremadrettet – det er der lissom ingen grund til at de skal. For de vil jo ikke igen bede min storebror om at passe mig mens de er til “voksenfest” med vennerne. Så jeg føler ikke jeg kan gøre det anderledes, men er da godt klar at det virker stort på mange.

      Jeg tror det chefen henholder sig til er en såkaldt lokal aftale… det skal jeg lige have checket op på i min mappe med job-papirer…

  6. Nu kan man jo sagtens føle sig svigtet af sine forældre på et eller andet plan, selv om andre er blevet svigtet langt, langt, langt værre. Men mon ikke det stak dybere end som udtrykt, da din bekendt gik i selvsving? For det virker umiddelbart lidt petitesse-agtigt. Plus, at jeg slet ikke mener, forældre til voksne, fraflyttede børn skal stå til ansvar for noget som helst. De kan flytte, købe sommerhus eller forære formuen til Kattens Værn, hvis det er det, de ønsker.

    At du er bitter på dine forældre, kan enhver forstå. At du kan rumme dem alligevel, synes jeg faktisk er noget sværere at forstå. Ikke at du gerne vil. Men at du kan. For jeg synes, det må være så enormt svært hele tiden at skulle navigere rundt om en hel masse usagte ting omkring skyld, skam, sorg, svigt og helt forkerte søskenderelationer, at det kræver alt for mange ressourcer og må æde dig op indefra.Har din psykolog en mening om den problematik, eller er I slet ikke nået dertil endnu?

    • Det kan sagtens være at der lå andet bag, men han var yderst skinger i sin stemmeføring da han nåede til de der svigt, så jeg tror faktisk at det var noget af det slemme. Og ja, det provokerede mig voldsomt i situationen for jeg bad ham opgive sin egoistiske holdning til tingene og være noget for sine forældre. Mindede ham om at han var en voksen mand… så råbte han lidt mere og jeg tændte af og spurgte ham “om han ville bytte liv”.

      Jeg har talt med psykologen om det der med forældrene. Hun har accepteret at jeg selv har det bedst med at lade det ligge hvor det ligger i erkendelse af at mine forældre jo ikke kan ændre noget fremadrettet nu og fortiden kan man som bekendt ikke lave om på – kun hvordan man håndterer fortiden.

  7. Jeg kan sagtens forstå dig, jeg kan heller ikke lade være med at blive en anelse provokeret, når folk beklager sig over – i mine øjne – relativt banale problemer. Samtidig tænker jeg ligesom dig, at der måske ligger noget mere bag? For det lyder næsten helt utroligt, på grænsen til skræmmende, at man kan blive så bitter over så lidt. Men måske nogle mennesker bare ikke ved, hvor godt de har det og derfor faktisk ikke har det særligt godt. Eller måske man bare ikke kan vride ret meget livsglæde og mening ud af fraværet af smerte og elendighed alene? Jeg ved det ikke. Men jeg kunne godt unde folk at værdsætte deres helt normale liv lidt mere.

    • Det er lige præcis der problemet er.. jeg tror han går rundt og er helt sikker på at alle andre har haft det nemmere. At han er vældigt optaget af at andre bærer skylden for hans følelse af at være en fiasko i sit liv. Og det er han ikke, men det bliver aldrig godt nok og han bliver aldrig helt tilfreds med noget som helst.

      Jeg har samme ønske til min omverden… elsk jeres liv lidt mere – for det hele kunne være meget mere anderledes… (hvilket minder mig om… fik du svar på scanningen?)

      • Ja, i morges faktisk. Og den var helt fri for tegn på sclerose. Men jeg havde også fået foretaget en rygmarvsvæskeprøve, og den viste tegn på en betændelsestilstand i centralnervesystemet. Det kan åbenbart skyldes enten borrelia, en herpes-virus eller sclerose, men mine blodprøver testede negative for både herpes og borrelia. Og så er der jo kun en mulighed tilbage. Men neurologen var ikke 100% sikker på diagnosekriterierne, så han ville henvise mig til Skleroseklinikken for at få en mere kvalificeret vurdering af, om jeg kunne få en diagnose endnu eller ej. Lidt mudret, men som jeg forstod det, betyder det, at jeg med al sandsynlighed HAR sclerose, men også at det er opdaget tidligt, og at jeg dermed har bedst mulige udgangspunkt for behandlingen. Sådan cirka.

        • Øv… de andre diagnoser ville da være at foretrække. Det er en tung sygdom at kunne se frem til et liv med, men håber at lægerne kan gøre noget for dig når det nu bliver opdaget så tidligt at skaderne på centralnervesystemet ikke er alt for alvorlige. Der er jo nogen der har det uden at få kæmpestore problemer med det, men desværre er der jo lige så mange der der får det.

          Håber det bedste for dig.

  8. Når man kommer ind så sent som mig, så er alt det kloge allerede sagt 🙂 Alligevel må jeg sige, at jeg undrer mig over den ugentlige samtale. Det lyder lidt ikke i orden i mine ører.
    Din beretning om den eksploderende ven fik mig til at tænke på den gang jeg var på barsel uden barn og overhørte en mor brokke sig over, at ungen havde været vågen om natten. Jeg tror nok, at jeg hvæsede og glemte at være sød, for hun var da vildt heldig, at hun havde et barn, der kunne vågne om natten.

    • Synes nu nok at du bidrager med noget ganske fornuftigt… nemlig at du selv kender til trangen til at råbe af folk hvis horisont er skvattet ned over deres næsetip som en bowlerhat der er blevet for stor.

  9. Så skulle man lige gå og fundere igen igen.
    Det gør dine indlæg her på bloggen – sætter tanker i gang.

    Tak,

    Bitterhed – og jalousi er nogle mærkelige størrelser, som rammer nogle-
    og andre går helt fri. Og det mærkelige er, at det ikke på forhånd er bestemt eller givet, hvem. der rammes.
    Har virkeligt vredet min hjerne – men kan ikke se logikken.
    Nogle rammes- andre ikke.
    Har du en forklaring?
    Jeg kan ikke finde den.

    På Als har jeg talt med old folks, der under besættelsen var i kz lejre.
    De fleste er væk nu, men jeg har hæftet mig ved, at nogle var forståeligt meget bitre -andre meget taknemmelige over at være i live.

    Det må ligge i generne, om vi ser glasset som halvt- eller helt fuldt, tænker jeg ?

    M.h.t. din ven, der flipper ud var min reaktion den samme som altid –

    Hvem er vi mennesker, der bedømmer, dømmer og fordømmer en anden person, vi slet ikke kender- og i det hele taget? Hvem tror vi. vi er?

    Selvfølgelig bunder hans udbrud i et enormt svigt i barndommen.
    Din beskrivelse af hans stemmeleje som går op, bekræfter dette.

    Du anfægter under jeres snak alt det, der er HANS VIRKELIGHED – og han føler sig med rette forurettet.

    Gør vi ikke alle det, når der stilles spørgsmålstegn ved vores (indre) virkelighed?
    Jeg gør-
    og svaret på dit spørgsmål må være, at du kan risikere, at bitterheden varer hele livet ud.
    Kh.

    • Du sætter så ganske præcist ord på den skamfølelse jeg gik derfra med. For jeg vidste godt at jeg havde været for hurtig på aftrækkeren og havde reageret mod bedrevidende om at man ikke kan måle svigt og problemstillinger på den måde.

      Jeg blev præsenteret for min egen bitterhed og det brød jeg mig ikke om, for jeg har investeret rigtig meget i ikke at være for bitter.

  10. Bitterheden har let ved at komme op til overfladen, når man er eller bliver følelsesladet. Her i huset har vi været sådanne perioder igennem for mange år siden, men falder talen på noget bestemt, må jeg lige minde om, at det ikke hjælper at blive ved at hive det frem. Ikke fordi der ikke må tales om det, men det kan blive for meget.
    Børn hverken kan eller skal bestemme over deres forældre, og det omvendte er heller ikke tilfældet, når man er voksen. Jeg har kendt en, som mente han havde retten til at bestemme over vores liv, men den gik ikke med mig.
    Jeg skønner på det gode liv jeg har, og ved jeg er en heldig person – det meste af tiden 😉

    • Gør ellers hvad jeg kan for at holde den i stramme tøjler, den der følelsesladede bitterhed – men jo, den kan fremprovokeres af ganske særlige emner. Sådan er det så åbenbart.

      Børn og især voksne børn skal lade deres forældre tage deres egne beslutninger lige som forældre skal lade deres – især voksne – børn selv passe deres liv og bestemme hvilke retninger det skal gå i. Det kan vi kun blive enige om.

      Og ja – at skønne på det gode liv og sætte pris på det i det daglige – det er den sikre vej væk fra bitterheden.

  11. P.S.
    Hvor ser smileys sjove ud her hos dig. Er det mon nyt……

    Må lige efterlade een med ønsket om god bedring.
    Den klogeste vej til arbejdsgiver m.h.t. samtaler under din sygemelding er din læge. Hun skal “frede dig”.
    Du er nødt til at “hive stikket” en tid for at blive rask.
    Rigtig God Bedring til dig 🙂

    • Jeg ved ikke om smileys har ændret sig.. jeg tror det faktisk ikke.

      Lægen har fredet mig, men arbejdsgiveren har endnu ikke bedt om en lægeerklæring så den er lidt svær. Og ja, jeg behøver fred og ro…. i den grad. Knuden for samtalen i morgen er ved at være mærkbar i maven.

      • Må man herfra foreslå, at du tager knoglen lige nu og ringer til din læge.
        Her skal du bede om, at der bliver sendt en lægeerklæring direkte til din arbejdsgiver. Den der knude i maven skal jo netop ikke være der.
        Håber du og din søde hund får en dejlig gåtur i det gode vejr i dag.
        Kh.

        • Det er jo arbejdsgiveren der skal betale for sådan en erklæring så det er ikke noget jeg bare kan bestemme.. men er i kontakt med lægen.

          Hunden tager mig ud på mange gode ture og vi nyder foråret og den nyder at der er kommet lidt grønt græs at smågnaske i (somme tider tror jeg den er halvt ko).

Har du kommentarer eller spørgsmål:

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s