Doctors Order

Jeg er nu hjemsendt til ro, afslapning og langsomme bevægelser i energifelterne. Og krav-frihed. Eller det vil sige ikke helt krav-frihed for der var visse krav fra lægen om hvad jeg skulle gøre og bruge tiden til, så jeg ikke blev en stueplante der tilbragte dagene på sofaen med ryggen til verden.

Der skulle gås nogle lange (!) ture med hunden og så var der en ganske klar opfordring til at gøre ting der glæder mig. Hun kender til min trane-trang og bad mig sørge for at komme afsted og kigge på dem. Og så sær tænksom ud da jeg opfordrede hende til at gøre det samme.

Det må jeg jo så se om jeg kan. Det er flere år siden jeg sidst havde en vellykket tur derop. Sidste år prøvede vi men tranerne var så forsinkede at de dage vi havde regnet med ville have været ganske forgæves og der stod kun 15 forkølede fugle på stedet, og så var en køretur på 2×400 km lige rigeligt nok.

Mon det lykkes i år? De ski** traner ku godt tage at holde aftalerne.

Køreturen kan dog belønnes med masser af traner og traner så tæt på at man med middelmådigt udstyr kan komme hjem med lækre billeder. Har gravet lidt i bunken af billeder fra den bedste af turene:

Det er da ærligt talt værd at køre efter.

Dagen i går var ganske sær. Jeg vidste at sygemeldingen var en realitet og jeg vidste at der var absolut gode grunde til at jeg havde fået den besked. Og så var jeg på arbejde. Jeg havde overvejet flere alternativer, da jeg gik ude på stranden og tænkte tanker. Skulle jeg ringe med det samme til min chef og sige at jeg ikke kom dagen efter og i øvrigt heller ikke kom ca den næste måned? Skulle jeg ringe fredag morgen og sige .. ca det samme? Eller møde ind og så planlægge dagen så jeg kunne få tid til en rigtig snak med hende om det? Og så var sygemeldt derfra? Eller køre dagen færdig og så var det det?

Det blev sidste løsning, for det gav hende tid til at sætte afløsere på mine opgaver. Det synes jeg var det bedste så jeg osse kunne se hende i øjnene mens jeg gav the bad news.

Og det var virkelig bad news. Hun gav udtryk for forståelse og at det vigtigste for hende var at jeg kom tilbage i min kendte gode stil. Men osse at over-bossen sikkert ville synes at det her var noget pjat og at han ville flegne helt ud over det. Men at det måtte så være sådan. Over-bossen har jeg et ganske specielt forhold til, jeg kan ikke li ham og han kan ikke li mig, og jeg er helt sikker på at dette vil få mit navn til at rykke godt op af listen på potentielle fyringer hvis der skal skæres i staben. Jeg, derimod, gav udtryk for at jeg for en gangs skyld var ganske ligeglad med hvad han tænkte og mente men at jeg bare gerne ville vide om jeg havde et job når jeg kom tilbage. Det sagde hun så at jeg havde. Men om dette job overhovedet var det rette for mig? Ja, det er det rette. For jeg er god til det! Hun stønnede lidt og sagde at nu ville hun gå ind og gøre alle mine kunder møgkede af det når hun skulle give dem afløsere, så ja – jeg er god til det. Og jeg vil blive savnet.

Hun skitserede i øvrigt osse lige muligheden for en delvis sygemelding op. Den er jeg opmærksom på, det er bare ikke lige dét beskeden fra læge og psykolog gik på i første omgang, men at det formodentlig bliver sådan jeg kommer tilbage. Hvis jeg altså har et job når jeg er klar igen. Eller delvist klar, rettere. Det er egentlig ikke så væsentligt for mig at jeg fik den mulighed linet op – det var meget mere væsentligt at jeg følte mig ret presset til at gøre det på hendes måde og faktisk sagde “nej”. Ikke nu. Ikke til at starte med. For jeg tror reelt at jeg kan forlænge det her forløb helt åndssvagt ved ikke at tage det alvorligt nok nu.

Og hvis jeg i øvrigt ikke har et job når det her er faldet til ro så må jeg løse det – når den tid kommer. Lige nu er det mindre væsentligt for mig. Men vi – kæresten og mig – har snakket om hvad der skal ske hvis jeg ender med en fyreseddel. Vi har nødplaner på plads og klar til at blive rullet ud, hvis det skulle blive nødvendigt. De vil ikke være gode eller indbringende – men det er et scenarie vi prøver at forberede os på.

Det vil være et scenarie der i øvrigt vil udløse en masse fagretsligt, da en fyring umiddelbart efter sådan en sygemelding vil være i strid med de aftaler der, trods alle deres mangler, er indgået mellem min arbejdsgiver og den såkaldte fagforening der skulle tale medarbejdernes sag. Her nævnes ingen navne, men jeg tror de fleste af jer ved nøjagtigt hvem, hvad og hvorfor. Overvejer faktisk at kontakte dem i næste uge og høre hvad deres erfaringer er i den her situation. Lidt må de da kunne bruges til.

Reklamer

12 comments on “Doctors Order

  1. Klog ordre fra lægen, og godt at du følger den. Hvad resultatet bliver i forhold til arbejde, må løses hvis der opstår problemer.
    I år er tranerne her 2 uger tidligere end normalt. Carl Christian Tofte bor ude v Pulken, og han har en blog, hvor han skriver om naturen derude. Prøv at google ham.

    • Er blevet klar over at jeg nok ikke skal vente for længe med de planer… men mon ikke jeg får set et par traner i år. Om jeg får nogle billeder af dem er så en anden sag grundet mit drilske og humør-syge kamera.. men set dem – det skal jeg nok få held af.

      Og ja – det er en ganske god ordre fra lægen og jeg skal gøre hvad jeg kan for at følge den. (og her ville jeg faktisk have givet et arm og et ben for at du osse lige havde kommenteret på det der med delvis sygemelding… har stor respekt for din mening i den slags sager og dit gode kendskab til mig efterhånden… men den må jeg så tænke mig til… overvejede endda at *ringe* til dig).

      • Den delvise sygemelding skal du have med i baghovedet, som en god måde at starte op på igen, men ikke nu.. Som i slet ikke nu.

        • Tak… og det skrev du ganske givet ikke i første omgang fordi du mente at det vidste jeg nok at du mente.. men somme tider er det dejligt at se det på ord og direkte udtrykt – selvom man ved.

          Det er osse min tanke.. at det kommer senere… men ikke der jeg starter nu..

  2. Som Inge vil jeg også sige, at det er en klog ordre fra lægen. Nu har du en måned til bare at gøre noget godt for dig selv og til at komme lidt ovenpå igen. Det lyder fornuftigt med de lange gåture, og det er jo skønt, nu hvor foråret for alvor er kommet. God bedring!

    • Jeg tror osse at det er en klog besked og at det er noget af det der skal til. Så sent som i går fik jeg en mail fra hende om noget andet og der blev beskederne gentaget…
      Det vigtigste er at jeg bliver fritaget for krav jeg ikke kan håndtere i en periode og at jeg så starter ud med krav jeg kan håndtere og genfinder min balance.

  3. Delvis sygemelding til at starte op på, ja, men ikke nu. Helt enig med Inge 🙂
    Jeg tænkte hele vejen gennem indlægget på, at de da ikke kan fyre dig i forbindelse med en sygemelding, men så kom du selv ind på det til sidst … og selvfølgelig kan de, hvis de vil, sikkert finde andre undskyldninger, når der er gået et stykke tid efter du er tilbage igen. Men det tror jeg ikke sker – selv om jeg godt forstår, at I regner på det; det er altid godt at være velforberedt og sikker på, at en eventuel arbejdsløshed ikke vælter læsset – alt andet ville bare være en stressfaktor, der kunne forsinke din bedring, som forhåbentlig allerede er i gang 🙂 .

    • Det kan de til hver en tid – men ikke mens jeg er sygemeldt. Men jeg må tage det problem når og hvis det opstår men det vil naturligvis ikke blive uden kamp.

      Det er fordelen ved vores flytning sidst… at vi ville bo et sted hvor vi stort set havde råd til at blive og leve på 1½ indtægt. Her er småt – men billigt 🙂

      Ved nu ikke lige om det allerede er i gang, men det er klart at min viden om at jeg ikke skal igennem krav-møllen i morgen men kan tage det roligt og passe på mig selv i stedet hjælper en del på vej.

  4. Det lyder godt med den sygemelding, rigtigt godt. Selv om jeg godt kan forstå, hvis det også føles lidt frustrerende. Det er så uretfærdigt, at du skal have så meget at kæmpe med hele tiden. Men forhåbentlig er det her så begyndelsen på, at du gradvist får lidt mindre at kæmpe med. Jeg krydser i hvert fald fingre og tæer og håber, at du snart får det bedre.

    Hvordan går det i øvrigt med mavesåret? Er det helet, som det skal?

    • Jeg tror det er begyndelsen på at jeg får lært at passe på mig selv – selvom jeg har travlt med at lade som om jeg kan klare hele verden. Om det er uretfærdigt eller ej tænker jeg ikke på, for det er vist den direkte vej til bitterhed og den vil jeg helst ikke have for meget af.

      Tjaeeeh – jeg aner det ikke og lige nu tvivler de kloge på at der overhovedet har været noget.. at det har været ren stress og psykisk belastning det hele…

      • Jeg kan godt følge dig mht. bitterhed. Samtidig tænker jeg selv meget over uretfærdighed i øjeblikket, og at jeg synes, at livet har været hamrende uretfærdigt over for mig. At jeg har kæmpet mig igennem seksuelt misbrug, alkoholisme i familien med dertil hørende skideballer om at jeg var et ondt og egoistisk barn, 10 flytninger og tre folkeskoler før jeg fyldte 20, en forælder jeg i mange år talte med ca 2 timer om året, og tre år med en bakteriel infektion som forhindrede mig i at spise og gav mig mavesår. Og så jeg er altså kun 28 år. Det er relativt meget elendighed på relativt kort tid, synes jeg. Men jeg har gjort alt “det rigtige”, kæmpet mig igennem det hele, fået styr på mit liv og er blevet glad igen. For så til sidst at blive “belønnet” med sclerose, som jeg per definition ikke KAN kæmpe mig ud af eller få styr på.

        Det synes jeg er så sindssygt uretfærdigt. Men ikke på en bitter måde. Mere som en drivkraft og motivation til, en måde at fortælle mig selv at det her har jeg ikke fortjent, at den her sygdom kraftedeme ikke skal have lov til at tage min glæde fra mig, jeg skal nok vise den hvor glad jeg kan være og hvor meget liv jeg kan have alligevel. For mig er det en hjælp. Men som med så meget andet er den slags selvfølgelig utroligt individuelt. I hvert fald håber jeg, at du får det bedre snart.

        • Lad mig sige det på den måde – jeg ville have haft svært ved at acceptere den sidste diagnose uden at blive voldsomt bitter og vred og synes at det hele er møguretfærdigt. Det er en sygdom, det er vanskeligt at definere et liv med, for den er så omsiggribende og svær at leve med. Håber du kan finde dine vinderinstinkter fra tidligere kampe frem… så det ikke bare bliver overlevelse men liv.

          Det er en stor kamp du er i gang med, men med den livsgnist du her demonstrere er jeg sikker på at du nok skal vinde den – i hvert fald på point.

Har du kommentarer eller spørgsmål:

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s