Jeg fik et par bøger

Forleden havde jeg en lang snak med kæresten om situationen for mig og den uenighed min læge og min psykolog har gang i øjeblikket om hvorvidt jeg skal sygemeldes eller ej. Hun blev naturligvis lidt utryg ved situationen. For hvad var det mon for tanker jeg gik rundt med og hvorfor havde jeg fået så svært ved at passe mit i øvrigt rimeligt enkle job.

Jeg har nok været lidt for tilbageholdende med at tale om det, for kæresten har stadig sit at se til – i perioder – med familien og den huserende kræft-sygdom der plager der.

Men hun lyttede længe inden hun talte og endte med at byde ind med praktiske løsninger på upraktiske problemer.

Fortalte mig at hun faktisk trængte at jeg blev rask. At jeg blev mere mig selv. Og skæg igen.

Jeg spurgte til om vi kunne klare den her periode osse og hun lagde hovedet på skrå og mente jo ikke vi havde noget særligt valg. Og det har hun jo for så vidt ganske ret i.

Så i morgen sender hun mig til læge og så må vi se hvad der sker derefter.

I dag kom hun og satte sig ved siden af mig ved skrivebordet og meddelte at jeg i hvert fald skulle have nogle bøger at læse i – om jeg ikke lige kunne lave en bestilling på saxo.com og få fyldt lidt på kindlen. Så nu er der bestilt en virtuel stak nye bøger, så jeg har noget at læse i hvis jeg skal være i isolation en periode.

Og skal jeg ikke, så vil jeg jo gerne læse dem alligevel. Så tager det jo bare lidt længere tid.

Noget andet der osse lige blev klaret var at få bestilt noget “snor” til mig så jeg kan begynde at køre armbånd ud igen. Det har ligget stille hen over vinteren da jeg ikke lige har orket den del af hobby-reolen, der faktisk osse var blevet temmelig tom efterhånden og blot befolket af rester og håbløse spænder ingen gad have. Og det er da noget jeg ikke behøver tænke for meget til. Jeg tror jeg kender nogen der vil være ganske godt tilfreds med det (vinker til Rejen og beklager… gemt men ikke glemt).

Ellers prøver jeg at tænke så lidt som muligt før jeg starter bilen og sætter kursen mod lægen. Så kommer tankerne sikkert igen og jeg må prøve at huske hvad jeg egentlig vil sige til hende.

Det bliver en lang dag med både arbejde, læge og psykolog. Tvivler på at der er mange klare tanker tilbage i mit hoved i morgen aften.

Men kæresten støtter mig – uanset hvad. Så kan resten af verden egentlig bare komme an når jeg har hende som vægter for mit humør.

8 meninger om “Jeg fik et par bøger

  1. Det er vist sagt før, men tåler en gentagelse: Du har en særdeles dejlig kæreste, der både støtter dig og bakker dig op. Men at hun også kan give dig et lille spark, er altså fint nok, hvis du spørger mig. Du har jo sagt, at du sidder og er nærmest ligeglad med det hele, og i så tilfælde er man ikke nødvendigvis verdens mest underholdende partner …
    Ja, undskyld, at jeg er så direkte, men igen: jeg har haft noget lignende tæt inde på livet og ved, at der sommetider skal mere end bare et lyttende øre til, for at vedkommende kan komme videre. Man er måske en rigtig møgkælling lige, når det bliver sagt, men senere kan det meget vel være, at man bliver taget til nåde igen – og måske endnu mere end det 🙂
    Og husk nu ikke at stikke noget under stolen. Du vinder intet ved at lyveforbedre din tilstand lige nu 🙂
    Bare sig til, hvis du har lyst til at kigge forbi og blive skældt endnu mere ud 😉
    Og nej, sådan mener jeg det naturligvis overhovedet slet ikke, men det ved du forhåbentlig godt.
    Vi er i Sverige fra torsdag til tirsdag …

    • Ja, hun er mit livs held. Og hun tager denne situation med en vis ro og mener at nu er der åbnet for posen og så skal det nok gå godt herfra… at jeg får hjælp, får ro og krav-frihed og så kommer jeg på fode igen på næsten ingen tid. Sådan plejer det jo at være. Hun mener at jeg er snublet fordi jeg har taget for hurtige skridt.

      Kæresten er ingen møgkælling, men hun er god til at stille krav og betingelser, der egentlig er rimelige selvom de virker helt umulige for mig når de kommer på bordet.

      Jeg kunne sagtens have lyst til at kigge forbi (men er nu ikke sikker på udskældningen) men du bor lidt forkert i forhold til dagens rute og tid så det hænger vist ikke sammen. Må jeg have invitationen stående til en anden god gang?

  2. Ellen har allerede skrevet alt det kloge her. Jeg kan kun bifalde, og så kan jeg glæde mig over, at du har kvinden i dit liv, der står bag dig og passer på dig, samtidig med, at hun skubber lidt. Pas godt på dig selv…

    • Kæresten er nemlig rigtig god til at passe på mig selvom jeg ikke altid virker særligt interesseret i at blive passet på. Men nu lader jeg det ske..

  3. Pøj pøj 🙂 Det er fedt, at du har åbnet op også over for kæresten og at hun bakker dig så godt op. Vi er flere, der tror på dig 🙂

    • Jeg tror det var på tide, men har nok prøvet at køre hende lidt på skåneprogram i en periode. Det har ikke været sundt for nogen af os og et ganske misforstået hensyn taget af mig.

  4. Jeg ved godt du ved det, men jeg siger det alligevel igen.. Du har en god og skøn kæreste.
    Håber du finder ordene i eftermiddag.. eller rettere du skal finde ordene og få dem ud, det er derfor du kommer v. de to kloge koner. 🙂

    • Det lykkedes faktisk at finde en masse ord, der næsten ikke gav mening for mig, men tilsyneladende gav god mening for dem.. og deres konklusion var klar og ikke behæftet med alternativer…

      Og ja… jeg har en skøn sød kæreste der i dette stykke osse er klogere end mig.

Skriv et svar til Susanne Annuller svar