En dag på sygehuset

Jeg røg afsted på sygehuset i går. Jeg var hos lægen, og hun vurderede at det vist ville være passende at få det der maveproblem undersøgt lidt nøjere, og gerne med det samme.

Det var ikke helt planlagt men kæresten insisterede på at nu skulle der altså ske noget og at jeg vist i øvrigt osse burde have kontakt med en læge hvis min chef på et tidspunkt ville begære en eller anden form for dokumentation for hvorfor jeg ikke møder op på arbejde.

Det var derfor ikke lige min sædvanlige fru læge der sad på beslutter-stolen i går.

Og nu besluttede hun altså at sende mig på sygehuset.

Det var en oplevelse. Og med helt utroligt meget ventetid (ikke lange perioder, men utroligt mange korte, fordi folk gik til og fra mig) fordi der jo i sagens natur hele tiden var patienter med højere prioritet end mig. Fint nok, det kan jeg sagtens acceptere, selvom jeg ærgrede mig stilfærdigt over den efterhånden strømdøde telefon og at min kindle lå hjemme på sengebordet. Ringede på et tidspunkt til kæresten for at fortælle hende hvordan det gik og fortalte hende at jeg måtte spare lidt på strømmen og at jeg ville ringe igen når jeg kom hjem eller der skete et eller andet.

Det overhørte en sygeplejerske mens hun var ved at gøre et eller andet ved naboen og kom bagefter hen og hviskede til mig at de skam havde lade-kabler til de almindeligste telefoner og tablets. En eller anden små-uofficiel donation fra en lokal butik. God ide. Er jo ikke altid at man lige få planlagt et besøg sådan et sted i forvejen, og netop derfor er behovet for at kommunikere med familien/job ekstra stort når planer skal laves om og beskeder gives i stort antal.

Apropos telefonen – den var naturligvis sat på lydløs hos lægen. Sådan er det bedst, synes jeg. Det viste sig at være ganske fornuftigt, for min chef havde ringet for at høre hvornår jeg havde tænkt mig at komme igen. En samtale jeg knurrede en smule over, da jeg faktisk har givet besked om at det ikke bliver de første 3-5 dage. Men ok, jeg ringer op til hende inden jeg finder en bus der kan fragte mig ud på sygehuset.

Hun er der ikke, men om jeg ikke lige kan ringe tilbage om en times tid. Gu kan jeg ej – der er jeg på sygehuset for at blive undersøgt….  lidt sur nu.

Jeg slap for gastroskopien (heldigvis). For nu at tage det værste først. Jeg blev nøje undersøgt af en læge, der besluttede sig for at han ville starte med ultralyd (?). Ok, det troede jeg så var noget med gravide men jeg er jo ikke ligefrem nogen ørn til det der krop- og sundhedsnoget. Men først skulle der tages nye blodprøver. Ok, dét er jeg så ikke nogen stor fan af. Det gør jo ondt, ikk?

Og jeg har fået at vide at jeg er svær at hive blod ud af. En viden der bestemt ikke gør det bedre. 

Først kom en ganske frisk ung fyr, der vist havde en skummel fortid som ambulance-redder og nu gav den som sygeplejerske. Han kom trækkende med sin lille vogn og erklærede at han skulle tage blodprøven. 

Hans arbejdsmetode var ganske ukonventionel og ærligt talt temmelig “ambulance”-agtige. Og jo mere mine dumme blodkar drillede jo mere pudsig blev hans metodik. Det første der røg var handskerne. Og efterhånden som han havde prøvestukket mig flere gange i begge arme og forsøgt sig ved håndled og hvad ved jeg rendte han tør for kanyler og andet dimseri. Nye dimser blev fundet ved ved at gribe fat i skuffer og holden et eller andet andet mellem tænderne. Ren Hollywood, og jeg hyggede mig så voldsomt over det komiske at jeg glemte bekymring for hygiejnen og at det faktisk osse gjorde ondt. 

Han endte med at give op og hente en kvindelig kollega, der gjorde sig lidt morsom på hans bekostning. 

Det holdt hun op med da hun osse gav op – stadig med handskerne på og uden at have bidt i noget. 

Næste levende billede ved min seng var en læge der kom trækkende med en ny vogn. Det viste sig at det var det der ultralydsapparat, jeg tidligere havde hørt om. Ok. Nu skal jeg så undersøges. Men nej, det viste sig at de faktisk var nødt til at bruge det apparat til at finde et brugbart sted at stikke i mig. Lægen var ganske fonøjet over sit apparat… en fornøjelse der dog faldt lidt til jorden, da han var igennem 3 forsøg før han fandt et godt sted. Og da han endelig fandt et valgte han få sat en fast kanyle i hullet, hvis de skulle få brug for mere. 

Jeg tror de endte med at stikke mig ca 10 gange og grave lidt rundt næsten hver gang. Av for satan. 

De benyttede desværre ikke lejligheden til at undersøge mig med det samme… så jeg måtte lige vente et par timer mere på det. 

Lægen kom tilbage med sin lille vogn og en yngre kollega på slæb, der tydeligvis skulle lære noget. De to herrer hyggede sig vældig over udsigten til at skulle bruge apparatet på en kvindes mave og indviede mig i at de ind i mellem konstaterede graviditeter som patienten ikke kendte til og som alligevel havde givet “besvær” som havde sendt dem direkte på sygehuset. Og mon det ville ske igen nu. Ambulancefyren stod i baggrunden og grinede skævt for sig selv, for han havde overhørt en facetime snak med kæresten og var ganske klar over at uventet gravid nok ikke lige var min største bekymring. Han småfnisede ganske uhæmmet, faktisk og havde måske noget payback til gode for det med stikkeriet og ønskede at lægen dummede sig med sin maskine. 

Undersøgelsen viste ikke noget væsentligt bortset fra at de mente at det var et mavesår og at der var galdesten (lige over grus-grænsen men i rigelige mængder) og at det var de to ting der er i fin forening har givet mig smerterne. Og så kunne jeg i øvrigt godt fedte tilbage på den der mavesårsmedicin, som de dog skiftede til noget andet, der ifølge dem ikke burde give så store bivirkninger. Og så måtte jeg i øvrigt gerne stille til check igen på fredag.

Og stadig er beskeden at jeg skal tage den med ro indtil virkningen af medicinen sætter ind og bivirkningerne forsvinder.

Så kom ham ambulancegutten tilbage for at fjerne kanylen i min arm. Det var et rent blodbad og alt det blod vi havde manglet tidligere befandt sig nu på steder hvor det var mildest talt uhensigtsmæssigt – og det så bestemt ikke ud til at det havde tænkt sig at stoppe foreløbigt. Fik en mere end reel forbinding på og blev sendt ud af døren med et næsten undskyldende smil – og en besked om at der faktisk var kommet temmelig meget sne og at jeg nok burde sørge for at blive hentet og at jeg skulle undgå kulde. 

Jeg var ganske træt da jeg kom hjem i går. Og har her til morgen de mest fantastiske blåspættede arme.  

Reklamer

16 comments on “En dag på sygehuset

  1. Hold nu op for en omgang, og jeg sidder her og er forarget over ham ambulancefyren, hvad i alverden bilder han sig ind. Hos os stikker man ikke så mange gange, man overlader det til andre og man holder også hygiejnen. Mon han har været i krig og mangler lidt spænding i sin hverdag nu siden tænderne skulle i brug (gid han havde stukket sig!)
    Jeg håber at det nye medicin virker og at din læge fik dig sat i behandling for depressionen. Rigtig god bedring og varme tanker herfra.

    • Var faktisk lige ved at sende dig en mail for at advare dig mod dette indlæg, da jeg jo godt vidste at visse dele af det ville ophidse dig og et par andre (måske) i middelsvær grad. Jeg har ikke meget forstand på tingene, men kunne dog godt gennemskue at her var der vaner der ikke var helt efter bogen, men på den anden side reddede det altså lidt min dag.

      Er gået i gang med den nye medicin nu og så må vi se hvad kontrollen sir på fredag.

  2. Sikke dog en dag!
    Jeg var godt nok også forundret over alt stikkeriet. Er det mon noget med ikke at ville indrømme et nederlag, fordi man er af hankøn?
    Dengang mor her var ung og arbejdede med den slags på daglig basis, gik grænsen allerede ved to forgæves forsøg; så skulle man få fat i en anden. Det var så bare ofte mig, man fik fat på, sagde blærerøven Ellen … gad vide, om jeg stadig ville kunne? Men bare rolig: du skal nok slippe for et forsøg fra min side 😉
    Jeg håber alt det bedste for dig.

    • Ja, det var en lidt særlig dag. Det må jeg indrømme. Og jeg følte mig ganske forladt da jeg var der alene – og temmelig forvirret til sidst.

      Vidste osse godt at du ville reagere på den her blodprøvehistorie og du skal være velkommen til at kigge mig i armene næste gang vi ses – bare du ikke har en kanyle liggende et sted i nærheden 🙂

      Tak for gode håb.

  3. Sikke da en historie.
    Du er f#nme en sej dame.
    Klogt at tage een ting ad gangen.
    Må medicinen hjælpe dig rigtig meget!

    • Jeg har en svag mistanke om at de så min ikke helt diskrete tatovering og tænkte – hun er sgu sej nok.. men derfor gør det altså stadig nas når de “graver”..

      Jeg håber osse på at den nye medicin fungerer lidt bedre end den først forsøgte..

  4. Hold da op nogle drilagtige blodårer du har! Gemalen er ‘dum’ at stikke i, men det er da ingenting i forhold til dig 😦

    Men bortset fra det synes jeg, at det er rigtig dejligt at læse, at der sker ‘noget’, så du ikke bare ligger krøllet sammen på sofaen. Nu håber jeg, at den nye medicin virker hurtigt og uden samme ækle bivirkninger som den første. Og at du dermed også bliver klar til at tackle dine øvrige udfordringer. Rigtig god bedring 🙂

    • Jeg tror faktisk osse at det er rekord i stikkeri på mig. De fleste kigger i begge arme og rynker brynene og stikker så én max to gange og så er den hjemme.. men den i går var sgu speciel at den drillede så mange så mange gange.

      Jeg vil osse gerne være klar til at kæmpe med monstre igen.. snart… for det her holder ikke i længden.

  5. Det stokholmske blodbad blev praktiseret med dig som aktiv bidragyder.. 🙂
    Øv at skulle agere levende nålepude for alle kloge-ågerne. Nu håber jeg det nye medicin virker efter hensigten, og gerne hurtigt, det er rigeligt at skulle vande galdestensgrus ud.

    • Først var det sgisme intet blodbad… men det endte det jo med da den sidste kanyle blev fjernet… følte mig en smule eks-pindsvineagtig til sidst.

      Den opgave med gruset gider jeg ikke engang tænke på lige nu.

  6. Fantastisk at du kan holde humøret højt efter sådan en omgang – og ovenikøbet bruge det som humoristisk afledning fra selve stikkeriet. Død uretfærdigt når man er svær at stikke – så tror pokker da, at det ikke er rart at blive stukket. Jeg håber det bedste for dig, og at medicinen virker UDEN væmmelige bivirkninger. Og er vældig glad over at se dig med sådan et indlæg efter dit slukkede-lys-indlæg sidst – som ærlig talt bekymrede mig noget…

    • Jeg tror faktisk at det var sådan noget der skulle til for at få losset lidt til humøret igen. Sådan et hurtigt indspark af groteskheder.

      Det forrige indlæg er på sin egen vis stadig aktuelt, men der er sjældent noget hos mig der bare er sort/hvidt… heller ikke sådan noget. At jeg har det af H til betyder jo ikke at jeg ikke har et vist blik for absurditeter og sære oplevelser…

      Jeg tror i øvrigt heller ikke jeg vil have læsere tilbage hvis jeg bare skrev om alt det negative jeg går og gemmer på i min sjæl… somme tider kan jeg decideret skrive mig i en lille smule bedre humør med sådanne indlæg.

      Der skal stadig tages alvorligt fat i de andre ting…

  7. Hvorfor fanden tilkaldte han ikke en anastæsisygeplejerske efter et par forsøg, det gjorde de på Hillerød da jeg var indlagt. Sådan en klump!! Håber at sygehusbesøget hjælper på maveproblemerne så du også kan få styr på “hovedet”

    • Han tilkaldte da en kollega, men nok lidt for sent.. men vi havde det jo lidt skægt mens det stod på.

      Jeg håber osse at det bliver bedre og så må jeg tage mig pænt af hovedet bagefter.

  8. Jeg er ked af at du har det så skidt (forrige indlæg). Jeg håber det sygehusbesøg sætter skub i den rigtige retning. Jeg er heller ikke nem at stikke i, og det er min mor og mine søskende heller ikke. Vi starter med at sige, at de ligeså godt kan tilkalde eksperten med det samme, men de lytter ALDRIG. Vi bliver boret i den ene arm, så i den anden arm af både den ene og den anden. Det uanset hvor vi er til kontrol eller indlagt. Utroligt at sådan noget ikke popper op på vores journaler. Af samme årsag er jeg ikke donor, da de har anbefalet mig at melde mig ud, fordi det er for besværligt for dem. De måtte nemlig ikke kassere mig, når jeg ikke fejler noget.
    Jeg håber din nye medicin snart virker.

    • Jeg håber bare at det i hvert fald eliminerer nogle “ydre” ubehag og giver lidt mere overskud til at tage sig af de indre bagefter.

      Jeg har aldrig været donor, men har nu ikke tænkt på at jeg kunne undskylde det med at jeg var svær at stikke i, for rent faktisk vidste jeg ikke at jeg var så svær. Min læges sygeplejerske skumlede en lille smule for et par uger siden, men hun behøvede dog trods alt kun at stikke en enkelt gang efter at have set sig godt for.

      Tror bare det var en uheldig dag forleden…. men jeg har altså stadig småondt i armene efter omgangen…

Har du kommentarer eller spørgsmål:

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s