Har spekuleret en del

Først og fremmest over de meget konkrete ting der foregår omkring mig i øjeblikket, og jeg kan berolige nervøse sjæle med at nu har jeg fået en tid hos lægen, der vil tage nogle flere blodprøver på mig. Jeg var heldig at hun gav mig besked på at finde en eller anden dag – i næste uge! – hvor jeg kunne komme forbi inden kl 15.30 så hun kunne få mig lidt bedre undersøgt. Jeg tror ikke hun havde tid overhovedet, men hun ville “finde ud af noget”.

Så mig ind til chefen igen, så jeg kunne få fri til det. Sammen fandt vi den dag hvor det kom mindst på tværs af mine faste opgaver og den dato åd lægen heldigvis. Så på onsdag stiller jeg på hendes klinik med en forhåbentlig findbar blodåre, god tid og lidt at læse i mens jeg venter på at hun får et hul i besøgsplanen så hun kan se mig. Det kan jeg godt leve med, håber bare ikke ventetiden bliver mere end et par timer, for så vil jeg nok blive lidt desperat af kedsomhed til sidst. Og behov for at komme ud af døren og foretage mig andre ting osse.

Jeg er ikke rigtigt nervøs for det. Ikke sådan påtrængende nervøs, men det er klart at jeg spekulerer lidt over det i baghovedet. Hvad kan det være – om noget overhovedet – og hvad så? Men prøver at fortrænge det aktivt inden for så længe jeg ikke ved noget kan jeg heller ikke gøre noget ved noget af det. Jeg må vente og se hvad onsdagen bringer. Eller det vil sige kommer jo nok ikke til at gå derfra på onsdag vældigt meget klogere da jeg forventer at der er en vis sagsbehandlingstid på den slags ting. Men i det mindste sætter jeg da i gang med det.

nadijas-historieDet andet, der har fyldt en del – og faktisk så meget at jeg ikke rigtigt har kunnet få ordene ud – er denne store artikel i Politiken. Billedet linker til artiklen, hvis nogen har lyst til at læse selv. Eller genlæse. Der kommer vist en artikel mere i morgen søndag. Om jeg har lyst til at læse den osse ved jeg ikke, for den her var jeg flere dage om at få læst . Men gemmer den nok på min computer (er nemlig ikke helt gode venner med politiken.dk og deres begrænsninger inden man skal til at betale) og læser den en dag når energien er til det. Jeg tror den artikel i morgen handler om livet efter det hele blev opdaget, og måske netop derfor vil jeg finde den endnu mere lærerig. Jo, den skal læses.

Det gør indtryk. Der er så mange ting jeg slet ikke kan genkende, heldigvis, men desværre osse en del jeg kan. Den her unge kvinder kommer med nogle præcise beskrivelser af hendes oplevelser der skræmmer mig som ind i helvede, for nu at sige det meget lidt pænt. I artiklen bringes dette citat og det slog meget hårdt i mig.

Jeg har kun haft to kærester. Men det er svært. Jeg kan for eksempel slet ikke holde ud, at man holder rundt om mig eller holder mig fast. Jeg skammer mig helt enormt, når jeg har sex. Det tror jeg aldrig, at jeg kommer til at nyde. Jeg synes bare, det er ubehageligt og enormt klamt. Jeg kunne da godt tænke mig engang at få en mand og nogle børn, men hvis man vil have børn, kræver det jo, at man har sex. Og det kan jeg ikke holde ud. Jeg føler, at det er et enormt handicap ikke at kunne give sig hen til et andet menneske. Det ville jeg ønske, jeg kunne.

Bortset fra visse konkrete detaljer kender jeg det kun alt for godt. Det er en lang proces hun skal i gang med der, og jeg håber hun får den hjælp til det hun behøver. For det kan vist afhjælpes, men det tager tid og de rette omstændigheder. Siger jeg – som ikke engang er halvt igennem. Og jeg er endda en masse år ældre.

Jeg kan blive så forfærdelig vred og bitter for det der med sex – det er jo bare noget vi kan – og helst noget alle sammen skulle kunne nyde? Ikke? Sådan er det bare. I torsdags lykkedes det mig faktisk at blive vred på hende sexologen da hun kom med en betragtning fra den her skuffe, der ganske givet var rigtig, men som alligevel provokerede mig. Kæresten havde lidt besvær med at få mig kølet af igen. Men jeg bliver vred over at ingen forstår. Eller osse forstår de men uden at acceptere at hvis et menneske ikke kender til glæden ved sex så føler dette menneske inkl undertegnede heller ikke nogen videre trang til at arbejde på projektet. Man sidder tilbage med spekulationer og tanker om hvad faen det hele handler om. Hvad pointen er med øvelsen. Og så kan man tillige skamme sig lidt over sin uformåenhed. For det er jo noget man bare kan. Eller bør kunne. Eller i det mindste bør kunne lære. Eller… hvis ikke andet så bare vænne sig til. Kan I næsten høre og fornemme lyden af det skæve vænne? Det er skrevet med dyb ulyst. Og skepsis.

Vist, jeg er da kommet langt og alt det der. Men mekanismerne sidder fast forankret i min barndom og jeg tvivler på at jeg slipper af med dem. Jeg vil bare gerne have løsnet tøjret en smule. En smule mere.

Jeg er osse klar over at jeg har fået en fysisk begrænsning (eller mangel) med mig i arbejdet, der bestemt ikke gør noget som helst noget nemmere.

Alle har ret til et fedt køkken – den kender I godt, ikke? God reklame og et slogan der bare sidder fast. Men har alle ret til et fedt sexliv? Og hvad er det egentlig hvis man ser bortset fra at de fleste sikkert går rundt og tror at andres er bedre, sjovere, mere varieret osv osv.

Når jeg bliver rigtig sur og negativ på verden, og det er jeg jo nok i  øjeblikket så tænker jeg – gid vi med den her baggrund bare havde ret til at sige nej.

Jeg prøver at formulere noget generelt her – som barn måtte jeg leve med min brors absurde norm. Efterleve den sådan helt bogstaveligt. Nu hvor man så er blevet voksen så skal den her lille fejl satme rettes. For alle har ret til et fedt sexliv – hvad enten man vil det eller ej. Hvad nu hvis man bare slet ikke vil. Eller føler behovet.

Det er et handicap der er stort – og tabubelagt. Men jeg kan sagtens følge den her unge kvinde i hendes betragtninger hvad det angår. Hun sætter så skræmmende præcist ordene på det største tabu i det at være vokset op med sexuelt misbrug. Om den værste af alle senfølger, fordi den tager så mange andre ting med sig.

Andre gange, når jeg er lidt mindre sur og negativ bliver jeg mere positiv og tænker at psykopaterne i mit liv ikke skal have lov til at vinde den her over mig. Så minder jeg mig selv om at det lige præcis var det ordene om at jeg skulle leve med det – dvs skaderne – handlede om. Eller bare slet og ret – leve uden. Eller noget i den stil. Tror jeg. Så tænker jeg nej dælme nej og vil og kan arbejde for det. For jeg har jo osse ret til.. osv osv.

Den unge og stærkt formulerende kvinde runder osse noget andet, som dybest set forbløffer mig. Især fordi det atter kommer så krystalklart ud:

Mine forældre vidste udmærket godt, at det, der foregik, var forkert. De sagde altid til os, at vi ikke måtte sige noget med pik eller fisse eller sådan noget. Vi måtte heller ikke sige tissemand. Det lyder måske klamt, men det var det, vi fik at vide. Vi måtte ikke nævne navnet på kønsdele, for det var forbundet med skam. Når der af og til var nogle børn henne i skolen, som sagde de ord, så skammede jeg mig helt vild

Mine forældre havde nu ikke noget med noget at gøre – i hvert fald ikke direkte – men jeg kan sagtens genkende dette. Har egentlig bare ikke spekuleret så meget over det og bare tænkt at jeg var sært og lidt asocialt barn der ikke brød sig om de andre børns leg. Men havde i øvrigt det samme – og set fra den såkaldte krænkers side – yderst fornuftige begrænsning i hvad der måtte siges og ikke siges. Men overfor min bror var det pudsigt nok helt ok. Men kun der.

Reklamer

10 comments on “Har spekuleret en del

  1. Stærkt indlæg, men det rejser mange spørgsmål, jeg kunne have lyst til at stille …
    Det er ikke en menneskeret at kunne få børn, og jeg ser det heller ikke som en menneskeret at kunne have et godt sexliv.
    Problemet opstår vel især, hvis man gerne VIL have børn eller gerne VIL have et godt sexliv og ikke kan få det.
    Hvis ikke man har behov for sex, behøver man ikke at have sex, men igen: har man en partner, der gerne vil have sex, opstår problematikken, lige som når kun den ene part ønsker børn.
    Er man blevet tvunget til sex og dermed selvfølgelig har kæmpeproblemer i forbindelse med det, skal man hjælpes i videst muligt omfang, men skal man ‘bare’ hjælpes over selve traumet eller skal man nødvendigvis også gp til næste trin og kunne lære at holde af sex? Hvorfor er man kun såkaldt normal, hvis man kan lide (og nyde) sex? Med det meste andet i livet har ‘det normale’ meget vide rammer, men lige her synes kun at være en smal tolerancetærskel.
    Undskyld, hvis jeg gik alt for nær, men du satte altså en masse tanker i gang, kan du nok se.

    • Stiller mig jo lissom selv ud hvor man næsten kun kan gå for nær – og alligevel lykkedes det dig ikke. Så tag det roligt hvad det angår. Dette er et tabu jeg ikke kan holde til at holde tabuiseret her… så må I der kender mig ude i livet leve med at have viden om mig som man måske ikke normalt har om selv sine nærmeste venner. Og dem der finder det for akavet finder vel selv ud af at sætte en større afstand af til mig.

      Jeg kan ikke svare på dine spørgsmål, for jeg tror ikke der findes objektivt rigtige svar, men det betyder jo ikke at det ikke er interessante tanker der ligger bag. Jeg er egentlig ganske glad for dine tanker og at du tog dig tid til at smide det ud på skrift til mig, for det sætter jo gang i en god synergieffekt.

      Det er nemlig et dælens dilemma hvor det er svært at finde gode kompromisser, der er holdbare i længere tid. Lige som med børn, som du rigtigt bemærker. Der skal man helst osse være enige i udgangspunktet (hvad min kæreste og jeg heldigvis har været hele vejen igennem – aldrig børn).

      Der er nemlig sådan en lidt underlig norm her.. at dét skal man da. Og hvis ikke så vedligeholder man ikke sit parforhold ordentligt.

      Det der gjorde størst indtryk på mig i det citat var at det var så klart formuleret og at indholdet så kæmpestort… kroppen husker det som klamt og så kan hjernen få at vide nok så mange gange at det er det ikke – at det skal nydes. Men netop når hjernen skal kobles ud (og det er jo lissom en god ting i situationen) – så er det bare klamt igen. Hjernen skal være med og sige.. det er ok… det er ikke farligt.. det er ikke ydmygende… det er ikke skamfuldt… eller noget du skal tie med. Men det gør det altså ikke særligt afslappende.

      Og så… til allersidst i en alt for lang kommentar… det er faktisk en væsentlig pointe at det netop ikke skal ties.. i min verden har det altid været tabu siden jeg var en alt for lille pige.. noget man ikke talte om.. måske en af grundene til at jeg arbejder med det ved IKKE at tie om det mere! Ikke at fortælle små rosenrøde løgnehistorier.. eller spille med på normalitetens strenge ..

  2. Uh, sikke en masse ting, Overlever. Jeg har ikke læst interviewet endnu (og er ikke sikker på, at jeg gør det), så måske bliver mine tanker lidt usammenhængende formuleret eller uden for emnet.

    Men jeg kan ikke lade være med at bide mærke i det, du siger med, at “gid vi med den her baggrund bare havde ret til at sige nej.” For jeg tænker spontant, at selvfølgelig har vi den ret! Det kan godt være, at den gør nogle forhold svære, men retten har vi da så afgjort. Og hvis man virkelig ikke føler, at man har den ret til at sige nej, hvad enten det er i en konkret situation eller overordnet, så befinder man sig så ikke i en eller anden forstand fortsat i samme misbrugssituation? Nu er det bare et diffust samfund, der “tvinger” dig. Måske over- eller misfortolker jeg dig, men jeg kan faktisk godt forstå, at det bliver umuligt at give et frit, rent “ja”, hvis man helt grundlæggende føler, at ens “nej” er illegitimt, ugyldigt eller forkert. Eller er jeg helt på afveje her?

    Apropos det der med sexliv og at være blevet misbrugt, så har jeg jo altid været ret åben med mine oplevelser, hvilket har ført til, at jeg efterhånden har prøvet en håndfuld gange i temmeligt intime situationer at blive spurgt “Tænker du så på din krænker nu?” Det har utvivlsomt været betænksomt ment alle gange, men det er lidt af en humørdræber, kan jeg hilse og sige!

    • For nu at tage det sidste – og letteste – først så har jeg heldigvis aldrig fået det spørgsmål i den situation… ved sgisme ikke lige hvad jeg ville svare på det. til gengæld har jeg ind i mellem fået spørgsmål om sammenhæng mellem misbruget/krænkerne og min sexuelle observans. Et spørgsmål der var nemmere at svare på – for det sidste er vist nærmest medfødt. Og at sammenhængen var “omvendt” – at misbruget fandt sted fordi jeg var anderledes.

      Du rammer ret godt i dine tanker om hvordan det faktisk kan være og opfattes. Og dine tanker om det frie rene ja rammer klokkerent – osse hos mig.

      Dette indlæg har jeg egentlig haft lyst til at skrive ganske længe, men fordi det gik så tæt på mig selv – og på kæresten – har jeg ikke følt jeg kunne. Men så dukker den her artikel op med en ung kvinde der formulerer det så fint og gør det mere generelt – og så kunne jeg osse godt. I generelle vendinger. Det hele er ikke aktuelt for mig – men noget er. Men problemstillingen for de misbrugte er ganske væsentlig.

  3. Nu har du (igen) skrevet et af de indlæg, som man lige skal læse et par gange, tygge på og så måske læse igen. Det er virkelig ikke nemt at kommentere særlig begavet på.

    Men alligevel:

    Alle har ret til at sige nej. Og hvis det bedste sex-liv er intet sex-liv, så skal man sige nej. Og gid det så bare var så nemt. For man er jo to i et parforhold, og hvis det ene gerne vil sex, så føler den anden måske ikke, at det er i orden, at sige nej, men føler sig tvunget til i det mindste at prøve ‘at vænne’ sig til det, som du skriver. Og det er selvfølgelig dybt problematisk. Men så ryger man også lynhurtigt over i noget med ligeværdighed i forholdet, og det hele bliver enormt indviklet.

    I hvert fald på den lange bane.

    På den korte bane tror jeg, at vi er mange, der ind i mellem har syntes, at det med sex var lige lovligt opreklameret. Og dermed har dyrket sex på nu-lukker-vi-øjnene-og tænker-på-fædrelandet-måden. Fordi vi pga. fødsler, arbejdspres, stress, par-fnidder, andre bekymringer eller noget helt andet ikke rigtig har haft lyst. Men det er jo gået over. Eller også er forholdet …

    Eller også ER man faktisk nået til den erkendelse, at man som par kan fungere udmærket uden sex. De findes jo, de sex-løse parforhold. Man kan det læse om dem en gang i mellem. Det er nok bare et af de sidste tabuer her i DK, pornoens fædreland, at man kan fravælge sex og leve et aldeles dejligt liv alligevel.

    Og det er jo skrupskørt.

    Og en mærkelig konsekvens af at leve i vores frigjorte, oplyste samfund.

    I gamle dage (hvornår det så end var) så tingene jo anderledes ud. Det var absolut ikke en menneskeret at have et godt sexliv. Og for mange var den eneste løsning i forhold til børnebegrænsning total afholdenhed. Selv om jeg på ingen måde ønsker den del af de gamle dage tilbage, så var der på en eller anden bagvendt måde en fordel ved, at man ikke forventede sig det helt store af sit sex-liv. Og på den måde kom det ikke til at fylde en hel masse i ens bevidsthed.

    Så altså, hvad jeg mener er for det første, at man skal kunne sige nej til sex. Og for det andet, at det er virkelig ærgerligt, at vi som samfund betragtet er så voldsomt snævertsynet, at nul-sex betragtes som en lille smule mærkeligt.

    Det blev langt, og så er jeg ikke en gang nået der til, hvor jeg bare synes, at det er det allermest nederdrægtigt tarvelige og trælse ved overgreb, at de ødelægger ofrets mulighed for at give sig hen og nyde sex, som de fleste af os – på trods af ovenstående – er programmeret til fra naturens hånd.

    Nej, det er virkelig ikke nemt at kommentere begavet på, og det lykkedes vist heller ikke særlig godt. Men dit indlæg er læst og spekuleret over – meget.

    PS: Og hvis det her på en eller anden måde kommer til at se sært ud, når jeg trykker på *Skriv kommentar*, så skyldes det, at jeg var nødt til at skrive teksten som kladde et andet sted først.

    • Det er vist et indlæg der kalder på lange kommentarer og lange svar. Og måske nogen der flygter skrigende væk 🙂

      Jeg måtte osse læse dit svar et par gange inden jeg satte mig for at skrive et forsøg på et begavet svar.

      Du rammer direkte ind i indviklethederne i det her. At her bliver alt blandet godt sammen og alle “meninger” er stort set lige så rigtige eller forkerte som alle andre “meninger”.

      Det er virkelige tabuer vi piller i her… det vi ikke kan tale om, og egentlig heller ikke bør tale så meget om. Men som vi bare er nogen der er nødt til at tale om og sætte ord på. For det er bare ikke så vanvittigt simpelt som et enten-eller.

      Konsekvensen af sexuelt misbrug er nærmest lidt ufattelig i sin omsiggribenhed.. det breder sig langt ud over de konkrete handlinger, og jeg tror desværre at det er det krænkerne ikke fatter. De tror det var én handling, der kan være mere eller mindre ufrivillig fra ofrets side.. men så er det overstået “og se nu at komme videre med dit liv”. Men for os i den anden ende er det en strøm af ødelæggelser der næsten ingen ende får.

      Du har fat i ganske væsentlige pointer så dit svar lykkedes ganske fint – det er bare mig der næsten ikke kan finde ordene til at svare tilbage.

      Men det er læst og tænkt meget over 🙂

      (og så til sidst… jo jeg kender godt det at man i visse kommentarer lige vælger at skrive kommentaren helt færdig et andet sted og så ctrl-c´er den over i kommentarfeltet.. hvis nu noget skulle gå galt.. og jeg gjorde lige det samme )

  4. Vil i øvrigt også lige skynde mig at ønske dig held og lykke med i morgen! Jeg håber, at det viser sig, at det ikke er så farligt og i øvrigt nemt kan fikses 🙂 Jeg har selv lige været afsted i dag for at få undersøgt de symptomer, som måske/måske-ikke var bivirkninger af noget medicin, og for mig lader det desværre ikke til at være opmuntrende resulater – fik at vide, at lægen selvfølgelig ikke kunne give en diagnose uden yderligere undersøgelser, men at han reelt set ikke mente, at der kunne være tale om andet end sclerose. Så vi kan jo aftale, at vi to har en fælles elendighedspulje, og at jeg har opbrugt al elendigheden nu, så der ikke er mere til overs til dig, end det du allerede har? 😉

    • Tak for det gode ønske, og så vil jeg da lige returnere ønsket om held og lykke, og med den udsigt du har fået der har du da vist brug for det. Det er en af mine skræmmediagnoser så det håber jeg ikke for dig – eller for andre.

      Ved ikke helt om jeg tør løbe an på en fælles elendighedspulje for den forudsætter at jeg ønsker dårligt for andre for at få skånet mig selv, og det ligger ikke lige i mine gener. Men det var en smuk tanke du der lagde frem.

      Håber osse at du får klar besked om at der ikke er noget farligt.

  5. Kære overlever
    Jeg kan simpelthen ikke finde ord her, men synes du skal vide at jeg læser med og gang på gang berøres og bliver klogere – eller får noget at reflektere over af dine ord.

    I ydmyg læsning,
    Heidi

    • Det glæder mig en del at du læser med og det glæder mig endnu mere at du får noget ud af det og noget spekulere på når jeg vender verden lidt på hovedet.

Har du kommentarer eller spørgsmål:

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s